Venedig, Telluride og Toronto er overstået, og selvom vi stadig mangler New York Film Festival, så kan vi nu godt gøre status over vindere og tabere ved de tre store efterårsfestivaler. Her tales der udelukkende om film som helhed, for der er naturligvis individuelle vindere som Brendan Fraser (The Whale) og Olivia Colman (Empire of Light) som brændte igennem uden at deres film nødvendigvis gjorde det.

Vindere

The Fabelmans

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=D1G2iLSzOe8&w=560&h=315]

Spielberg var for første gang i Toronto med en film, og hans Cinema Paradiso-agtige semi-selvbiografi tog anmelderne med storm. Af de store medier på Metacritic var det kun The Guardian der var lunkne, og ellers var der roser til Spielberg hele vejen rundt. Men Guardian er ofte uenige med mange af de andre medier på Metacritic. Filmen bliver ikke nødvendigvis kaldt et mesterværk, men er en solid god film, som vil varme i hjertet på alle der elsker film. Og det bør gå rent ind hos akademiet. Filmen vandt også publikumsprisen i Toronto, hvilket gør den til den helt store vinder. For publikumsprisen er meget ofte lig med en bedste film nominering. Spielberg ligger derfor også lunt i svinget til at få en instruktør-nominering, mens både Michelle Williams og Paul Dano ligner stærke kort i birolle-kategorierne. Men også Judd Hirsch og Seth Rogen er i spil. Mens der er en lille mulighed for filmens unge hovedrolle Gabriel LaBelle, hvis alt flasker sig for filmen.

Og som alle andre Spielberg-film, skal den nok klare sig godt i det tekniske kategorier også.

Tár

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=6kc2Seh8nKk&w=560&h=315]

Todd Field (‘In the Bedroom’ og ‘Little Children’) er tilbage med sin tredje film som instruktør, og den skulle efter sigende leve fuldt op til forventningerne. Modtagelsen i Venedig og Telluride var fantastisk, og nu venter endnu en visning i New York. 

Filmen omhandler den fiktive klassiske dirigent Lydia Tár, som er blandt verdens bedste. Men hun har også en række kontroversielle seksuelle forhold. En film der helt sikkert var blevet opfattet anderledes hvis hovedrollen var en mand.

Det ligner en film der kan score stort hos kritikerne. Spørgsmålet er om den også kan gå rent hjem hos akademiet, da nogle mener den ikke er så let tilgængelig. Modtagelsen har dog været så god, at den nok skal komme med blandt de nominerede for bedste film, og der er en god chance for at Todd Field kan få sin første instruktør-nominering da instruktørerne normalt ligner kritikerne lidt mere end resten af akademiet. Og så har den også chancer i kategorien for originale manuskripter, som ellers ligner en kategori med meget hård konkurrence i år.

Sidst, men ikke mindst bør det jo nævnes at Cate Blachett efter sigende giver en af sin karrieres allerbedste præstationer. Og det siger jo ikke så lidt.

Women Talking

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=bVEQIrMpuSo&w=560&h=315]

Sarah Polleys blot tredje film som instruktør ser ud til at blive hendes store Award Season-gennembrud. Og med festival-visninger i Telluride, Toronto, London og New York har man også satset det hele på den. Filmens titel er efter sigende med beskrivende for handlingen, da det handler om en gruppe kvinder i et afsides religiøst miljø, der mødes for at beslutte hvordan de skal forholde sig til en række overgreb i deres mini-samfund.

Filmen har generelt fået en rigtig god modtagelse, men har også modtaget kritik for at være lidt for teater-agtig. Og netop på bagkanten af Corona, hvor vi så en række teateragtige film (’Ma Rainey’s Black Bottom’, ’One Night in Miami’, ’The Boys in the Band’) kan folk måske være trætte af det.

’Women Talking’ ligner dog en ret sikker nominering for bedste film, og jeg tror også Sarah Polley er i spil til bedste instruktør. Og naturligvis er der også en masse skuespillere i spil. Mange havde på forhånd spået at Frances McDormand ville modtage endnu en nominering, men da hendes rolle har vist sig at være mere en cameo, så er hun nok ude. Jessie Buckley og Claire Foy ligner de mest sandsynlige nomineringer lige nu, men også Judith Ivey og Rooney Mara er i spil. Men meget afhænger af, om man vil køre alle i stilling som biroller, eller udvælge nogen til hovedrollekategorien.

Glass Onion: A Knives Out Mystery

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=-xR_lBtEvSc&w=560&h=315]

Netflix er gået ombord i Rian Johnsons fortsættelse til hans Oscarnominerede ’Knives Out’, som fik rigtige gode reaktioner med på vejen i Toronto. I filmen tager Daniel Craigs detektiv Benoit Blanc til Gærkenland hvor han skal opklare en forbrydelse blandt endnu en stjerneparade af kendte skuespillere.

Den ender sandsynligvis med en manuskriptnominering ligesom den tidligere film, og nok ikke så meget mere. Men med reaktionerne fra Toronto, er filmen klart en outsider til bedste film.

The Woman King

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=3RDaPV_rJ1Y&w=560&h=315]

Viola Davis har hovedrollen i denne film om kvindelige krigere i 1800-tallets Afrika. Filmen er mere action-præget end normale Oscarfilm, men modtagelsen i Toronto var rigtig god og selvom det fortsat ikke er en oplagt Oscarfilm, så har modtagelsen bragt Viola Davis i spil til en hovedrollenominering. Derudover så kan filmen være aktuel i flere af de tekniske kategorier. Filmen lå umiddelbart inden den amerikanske premiere på 3.4 på IMDB. Men efter et billetsalg der var højere end forventet er den steget til 5,9. Så det lader til at gode billettal kan give den et rygstød udover den rigtig gode modtagelse fra.

Tabere

Don’t Worry Darling

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=FgmnKsED-jU&w=560&h=315]

Olivia Wildes instruktørdebut (Booksmart) blev på forunderligvis forbigået ved Oscaruddelingen, men alt lå i kortene til at hendes ægteskabsdrama med en stærk rollebesætning skulle bryde igennem ved Oscaruddelingen. Men filmen er endt i et spind af sladderhistorier og intriger som intet har med filmens indhold at gøre, men som til gengæld med sikkerhed kan skade filmens chancer. For vi har gang på gang set at den slags har indflydelse på stemmeafgivelsen. Jeg vil ikke gå ind i alle de beskyldninger og affære og mulige spytklatter der har omgærdet filmen, men kigger vi på indholdet står én ting klar – Der er ikke den store opbakning til filmen. Det eneste positive der er sagt om filmen er, at Florence Pugh er fantastisk i den. Spørgsmålet er om hun kan hæve sig over de dårlige historier og stadig få en nominering i hovedrollekategorien. Lige nu tror jeg hun kan klare det, men hun må anses som værende meget usikker.

Bardo

Alejandro G. Iñárritu har vunder fire Oscars og ALLE hans spillefilm har været nomineret til minimum én Oscar. Derfor var forventningerne også store til hans tre timer lange, semi-biografiske passion project som Netflix har produceret. Filmen spillede både i Venedig og Telluride og desværre var reaktionerne ret lukne hele vejen rundt. Netflix og Iñárritu kan dog trøste sig med, at der også er røster der mener at filmen har fået en unødig hård medfart og der kan måske komme en modreaktion fra dem der ser den efterfølgende med lavere forventninger. Dog ser ´Bardo´ ud til at være ude af alle de større kategorier lige nu. Det er for tidligt at dømme den helt ude, og der er da også en god chance for at Mexico vælger den som deres bud på bedste internationale film, og så har den pludselig en god chance for at få en nominering, og måske endda vinde den kategori.

The Son

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=TwcRB7VNpp8&w=560&h=315]

Florian Zellers opfølger til ‘The Father’ handler om teenage-depresion, og der var med rette store forventninger til den. Og selvom modtagelsen ikke var direkte dårlig, var den ikke hvad man havde håbet på. Filmen blev vist på Venedig og Toronto, men skal også lige en tur til London og New York inden festivalerne er overstået for dens vedkommende. 

Filmen er stadig i spil til en bedste film nominering, men den er faldet voldsomt i oddsene efter premieren. Hugh Jackman ligner dog fortsat en favorit (sammen med Brendan Fraser) til bedste hovedrolle, mens Laura Dern og Vanessa Kirby også er i spil i birolle-kategorien. Og så er Anthony Hopkins også altid en mulighed som birolle. Ligesom den også kan få en nominering i bedste adapterede manuskript, som ikke er en super stærk kategori i år.

Så en kæmpe taber er filmen ikke, men den har bestemt fået nogle ridser i lakken.

White Noise

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=FqJD7ae11mU&w=560&h=315]

Filmen der startede hele Award Season i form af dens rolle som åbningsfilm i Venedig, var den nyeste film fra Noah Baumbach. Han fik sin hidtil største Oscarsucces med ’Marriage Story’ i 2020, så der var høje forventninger til hans nyeste film. Men reaktionerne har været meget blandede, og meget af det skyldes nok at filmen åbenbart ikke er en typisk Baumbach-film. Det er også første gang han forsøger at filmatisere en bog snarer end at gøre brug af sit eget originale manuskript. Og det er nok også her filmen har størst chance. Som omtalt er den adapterede manuskript-kategori ikke så stærk i år, og ’White Noise’ ligger nok stadig som en outsider til at komme med. Men ikke mere end det. Filmen vises snart i New York, så det bliver interessant at se om de vil tage bedre imod den end det mere kritiske publikum i Venedig.

Blonde

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=aIsFywuZPoQ&w=560&h=315]

Netflix’s biografiske film om Marilyn Monroe med Ana de Armas i hovedrollen var nok en af de mere omtalte film inden den blev vist i Venedig. Men også her var modtagelsen lunken. Mange havde problemer med den måde Monroe blev skildret på, og den ligner en film der kan risikere at få samme tur som ’Spencer’, hvor filmen deler vandene lidt for meget til at få bred succes. Der er dog stadig en god chance for at Ana de Armas kan trække en nominering hjem i hovedrollekategorien, men så skal man nok ikke regne med mere i de store kategorier. Scenografi, kostumer og makeup er andre mulige kategorier, men alt over én nominering tror jeg filmen skal være glad for.