
Lad mig starte med at undskylde overskriften, men jeg kunne ikke lade være. Det er ikke et forsøg på at gøre grin med begivenhederne, men dette indlæg handler netop om brandene i Los Angeles og deres indflydelse på Oscar, både i historisk og nutidigt perspektiv.
Los Angeles hærges nemlig fortsat af historisk store naturbrænde og byen er på den anden ende, hvilket har betydet aflysninger og udsættelser af rigtig mange forskellige film-relaterede begivenheder. Blandt andet offentliggørelsen af Oscarnomineringerne, som allerede er blevet udsat to gange, og lige nu ser ud til at blive offentliggjort torsdag d. 23. januar. Der har været rygter om at selve showet også skulle udskydes, eller helt aflyses, men det siger kilder tæt på akademiets ledelse, ikke er sandsynligt på nuværende tidspunkt…. så vidt jeg har læst i hvert fald.
Selvom det naturligvis er forfærdeligt med de mange menneskeskæbner der er berørt, er det svært ikke også at tænke på de mange mennesker der arbejdede i Hollywood, og som måske har haft uvurderlige filmhistoriske genstande liggende i deres nu nedbrændte hjem. Blandt andet kan mine tanker ikke lade værre med at gå til Diane Warren, som har været nomineret 15 gange uden at vinde og som for to år siden endelig fik sin Æresoscar. Hendes hjem er nu brændt ned, og selvom det i sig selv er forfærdeligt for hende og hendes familie, så kan jeg ikke lade være med at tænke på om hun fik Oscaren med ud. Når det så er sagt, så har mange medier beskæftiget sig med de menneskelige konsekvenser, så derfor vil jeg fokusere på at besvare spørgsmålene om hvor unik denne begivenhed er i historisk perspektiv, og hvad kan det betyde for resultaterne.
Historien
Det er faktisk ikke mere end fire år siden Oscarnomineringerne ikke blev offentliggjort til tiden. Dengang var det grundet Corona-pandemien, som også gjorde at selve Oscaruddelingen blev udsat fra 28. februar 2021 til 25. april 2021. Ligeledes så udvidede man kvalifikationsperioden, så film der havde premiere i starten af 2021 også kunne nomineres. Nogle husker måske denne ceremoni som ceremonien hvor Thomas Vinterbergs ’Druk’ vandt for bedste internationale film. Men selve Corona-showet var ganske anderledes, men også ganske søvndyssende.
Selve Oscarshowet er også blevet udsat før. I 1981 skulle showet være afholdt 30. marts. Men selvsamme dag viste sig at være dagen for det mislykkede attentatforsøg på præsident Ronald Reagan. Blot fire timer inden showet skulle gå i gang, besluttede man at udskyde det i 24 timer. Da showet endelig kom i gang blev ’Ordinary People’ den store vinder af bedste film.
I 1968 skulle Oscaruddelingen have fundet sted d. 8. april, men da Martin Luther King Jr. blev myrdet blot fire dage inden, valgte man at udskyde showet til 10. april. Bedste film vinderen blev ’In the Heat of the Night’, hvor Sidney Poitier leverer den berømte replik: “They call me Mister Tibbs”.
Den første gang Oscaruddelingen blev udsat var allerede ved den tiende uddeling i 1938, og var også grundet en naturkatastrofe. Oprindelig skulle uddelingen være holdt d. 3. marts, men i måneden op til uddelingen oplevede Los Angeles et massivt regnvejr. Byen fik hvad der svarede til et års nedbør på bare få døgn og oversvømmelserne ødelagde kæmpe områder og dræbte over 100 mennesker. Derfor udskød man uddelingen med en uge. Da Oscar endelig blev uddelt, gik prisen for bedste film til ’The Life of Emile Zola’. Det var også ceremonien hvor Dudley Nichols modtog den Oscar han havde nægtet at modtage tre år tidligere. Han var den første af blot tre mennesker, der har nægtet at modtage en Oscar. De to andre er famøse Marlon Brando og George C. Scott.
Los Angeles har oplevet lignende voldsomme regnfald efterfølgende. Men efter oversvømmelsen i 1938 skabte man foranstaltninger der gjorde at byen ikke har oplevet en lignende katastrofe på trods af lignende regnfald.
Betydning for resultaterne
En af grundene til at man har udskudt nomineringerne er, at man har forlænget den periode hvor medlemmerne kan stemme. Det er jo en naturlig konsekvens af, at mange folk nok ikke lige kan prioritere at stemme for bedste animerede kortfilm, mens deres hus står i flammer. Jeg tror også at akademiet holder øje med stemmeprocenterne, for det giver trods alt mere troværdighed til prisen jo flere der stemmer. Og der er nok ingen tvivl om at dette års Oscar vil have en lavere stemmeprocent i Los Angeles-området end tidligere år. Så spørgsmålet er, om det vil have en afgørende betydning når de internationale medlemmer og medlemmerne i og omkring New York for mere at skulle have sagt. Min teori vil være at dette kan hjælpe de mindre film, hvor fodfolket i Los Angeles måske er dem der har en tendens til at gå mod de større film. Det kunne måske betyde at film som ’Dune: Part Two’ eller ’Wicked’ kan underpræstere. Omvendt har brandene også betydet at man har aflyst de traditionelle bakeoffs i Los Angeles. Det er her shortlistede film indenfor makeup, visuelle effekter og lyd kan vise deres arbejde og proces frem. Det er ofte her at mindre film eller de knap så åbenlyse favoritter får tilkæmpet sig en nominering. Derfor kan man frygte at det favoriserer de store film. Men bakeoffs holdes stadig andre steder, blandt andet i London. Så hvis vi samtidig regner med at stemmeprocenten i Los Angeles falder, så vil det måske ikke gøre så meget. Men det mindsker antallet af journalister og bloggere der deltager i bakeoffs, og gør det dermed også sværere at finde ud af hvem de knap så åbenlyse nominerede bliver.
I sidste ende vil jeg vurdere, at det nok kommer til at have minimal indflydelse på resultaterne, men før vi får nomineringerne ind, er det svært at sige hvorvidt jeg har ret eller ej. Men det bliver interessant at se efter om der er nogle usædvanlige mønstre i nomineringerne. Men det kommer der nok mere om her på siden indenfor de næste par uger.

Skriv et svar