call-me-by-your-name-w1200-h630

Screen Actors Guild har som det første af de såkaldte guilds offentliggjort deres nomineringer, og de bød på en hel del overraskelser. Guilds er vigtige, da der rent faktisk er overlap mellem vælgerne hos guilds og akademiet (Læs mere om guilds her), derfor er det også interessant at tage et kig på hvad SAG-nomineringerne betyder for skuespilkategorierne såvel som for bedste film.

Men måske jeg lige skulle starte med at slå fast, hvor god en indikator SAG rent faktisk er, når det kommer til at forudsige de Oscarnominerede. Kigger vi på statistikken siden SAG-priserne startede for 23 år siden, så har 78% af alle skuespilnominerede til Oscaruddelingen også haft en SAG-nominering med i bagagen. Historisk set har SAG været bedst til at forudsige de nominerede i hovedrollekategorierne hvor 81% og 82% har matchet, mens det for birolle-kategorierne har været 75%. De sidste ti år har det dog været mere lige, hvor tre ud af fire kategorier har matchet med 80-82%. Den kategori der stikker ud er kvindelige hovedrolle som kun har matchet med 76% de sidste ti år, og de sidste to år har der kun været match på tre ud af fem nominerede. Men denne kategori vender vi tilbage til.

SAGs ensemble-kategori er også vigtig, da vi dels typisk ser at fire ud af fem nominerede, også nomineres til bedste film ved Oscar, men især fordi at Oscarvinderen for bedste film typisk er at finde blandt SAGs ensemble-nominerede. Faktisk er det kun sket en enkelt gang siden ensemble-kategorien blev indført (i 1996) at en film har vundet en Oscar for bedste film uden at være nomineret til SAG ensemble. Det var ’Braveheart’ og det var netop i 1996. Grunden til at SAGs ensemble-kategori betyder så meget er, at skuespillerne er den klart største gren i akademiet og uden deres stemmer bliver det meget svært at vinde bedste film.

Men lad os dykke dybere ned i hver kategori.

Bedste film / Bedste ensemble

Der var store overraskelser i denne kategori, ikke så meget i form af de film der blev nomineret, men i højere grad i form af dem der ikke blev nomineret.

De nominerede til SAG ensemble blev:
Get Out
Lady Bird
Mudbound
The Big Sick
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

Med disse nomineringer vil jeg påstå at ’Get Out’, ’Lady Bird’ og ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ er ret sikre på at ende blandt de nominerede til bedste film, mens ’Mudbound’ og ’The Big Sick’ bestemt bevarer deres outsider chancer. ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ formåede derudover at score to nomineringer i bedste mandlige birolle og endte dermed med fire SAG-nomineringer fremfor de forventede tre. Det er grunden til at jeg lige nu har den film som min favorit til at vinde bedste film. Men det kan skifte meget hurtigt i øjeblikket, da denne Award Season ikke rigtig har frembragt en klar favorit.

En af dem vi troede skulle være favorit var Spielbergs ’The Post’, som især var udset en del nomineringer ved SAG. Men på trods af en stjernespækket rolleliste med Meryl Streep og Tom Hanks i spidsen, så formåede den altså ikke at få en eneste nominering til SAG. Rygterne siger at det skyldes at mange SAG-medlemmer ikke har fået set filmen i tide og derfor ikke har ville stemme på den, men det er en sang vi har hørt før, og ofte får disse film aldrig rigtig vind i sejlene. Scorseses ’Silence’ er et af de seneste eksempler. I modsætning til ’Silence’ har ’The Post’ dog scoret en del nomineringer ved både Critics Choice Awards og Golden Globes, mens både NBR og AFI har kåret den som bedste film, så derfor virker SAGs manglende nomineringer ekstra underlige. Jeg vil dog vente på nogle flere guild-nomineringer før jeg fælder endelig dom over vinderchancerne for ’The Post’, men bedste film nomineringen skal den nok få.

En anden film der faldt igennem var ’Call Me By Your Name’ der kun formåede at få en enkelt nominering, og dermed har filmen fået endnu en bule i dens vindechancer. Lægger vi dermed til at den ikke blev nomineret til hverken instruktør eller manuskript ved Golden Globes, så er der noget der tyder på at det ikke er denne film der løber med en Oscar for bedste film.

Til sidst vil jeg lige nævne ’Dunkirk’ som en anden film der må gå skuffet hjem. Godt nok fik den en nominering for stunt ensemble, men den missede både en nominering til Mark Rylance og for ensemble. ’Dunkirk’ er om noget en ensemble film, og det er klart i ensemble-kategorierne at det giver mest mening at belønne skuespillet. Derfor er SAGs ensemble-kategori også en god indikator for hvorvidt skuespillerne er glade for ’Dunkirk’ eller ej. Og med udeblivelsen af en nominering tyder det på at skuespillernes begejstring for filmen er til at overse. Jeg tror stadig på en nominering for bedste film og Nolan er stadig en af favoritterne til at vinde en Oscar for instruktion, men ’Dunkirk’ som bedste film tror jeg ikke længere på.

Bedste kvindelige hovedrolle

Og nu til problemkategorien i de sidste ti år.
De nominerede blev:
Frances McDormand (Three Billboards Outside Ebbing, Missouri)
Margot Robbie (I, Tonya)
Sally Hawkins (The Shape of Water)
Saoirse Ronan (Lady Bird)
Judi Dench (Victoria & Abdul)

Generelt set er der jo ikke de helt store chokerende overraskelser imellem, men alligevel en overraskelse at Meryl Streep ikke kom med for ’The Post’. Men den slags fejltagelser plejer akademiet jo at rette op på, så mon ikke hun får sin Oscarnominering alligevel. Jeg tror også at mange havde forudset at Jessica Chastain nok kunne snige sig med for ’Molly’s Game’. Men kigger vi på statistikken, så har begge jo stadig en mulighed for at komme med, da en eller to af de nominerede ikke bliver Oscarnominerede. Hvis statistikken fra de seneste år holder i hvert fald. Så hvem har en risiko for at ryge ud?

Frances McDormand, Sally Hawkins og Saoirse Ronan ligger alle tre lunt i svinget til stadig at vinde Oscaren, så det bliver nok ikke nogle af de tre. Margot Robbie har stille og roligt arbejdet sig ind i denne Award Season og med nomineringer til Critics Choice, Golden Globes, Independent Spirit Awards og et hav af kritikerpriser vil jeg også anse hende som ganske sikker. Dog ikke helt urørlig, da hun har stærke konkurrenter bag sig.

Det efterlader kun Judi Dench og selvom hun er en af de mest charmerende ældre damer der findes, så tror jeg ikke hun kan charmere sig ind i Oscarfeltet denne gang. Presset fra Streep og Chastain er simpelthen for stort og Dench har kun få nomineringer udover SAG og Golden Globes, så jeg er overbevist om at hun er med yderste mandat.

Bedste mandelige hovedrolle

De nominerede blev:
Gary Oldman (Darkest Hour)
Timothée Chalamet (Call Me By Your Name)
James Franco (The Disaster Artist)
Daniel Kaluuya (Get Out)
Denzel Washington (Roman J. Israel, Esq.)

Statistisk set er det kun én af disse herrer der ikke får en Oscarnominering, men jeg vil vove den kætteriske påstand, at vi kommer til at se statistikken blive brudt. Gary Oldman er klar favorit til at vinde Oscar og SAG, så han kan ikke røres. Det kan Timothée Chalamet heller ikke, for der er nærmest ikke den pris han ikke er blevet nomineret til.

James Franco tror jeg også på kommer med til Oscarshowet, for han har fået alle de store nomineringer, så selvom mange nok har undervurderet hans chancer, så har han virkelig slået igennem i Award Season, og han ser ud til at have virkelig gode chancer for at tage den tredje plads blandt Oscarnomineringerne.

Men herefter bliver det svært. For kan Daniel Kaluuya virkelig blive nomineret for en gyserfilm? Han har jo formået at få nomineringer hos Golden Globes, Independent Spirit Awards og Critics Choice, så noget tyder på at det ikke bare er et mærkeligt påhit fra SAG. Men konkurrencen er hård og ikke mindst er han oppe mod Daniel Day-Lewis der har proklameret at ’Phantom Thread’ bliver hans sidste film, og man kunne godt forestille sig at den udmelding ville resultere i nogle stemmer fra de mere sentimentale akademi-medlemmer. Og dem er der vist nogle stykker af. Men der er også Tom Hanks (The Post) som kommer fra baghjul. Han har de rigtige nomineringer med i bagagen og alt efter hvordan ’The Post’ klarer sig i den næste måneds tid, så kunne han godt snige sig med også.

Denzel Washington skal man aldrig afskrive, men denne nominering er blot hans tredje i alt. Givet så har to af de tre været henholdsvis SAG og Golden Globes, som er gode til at bygge momentum, men han mangler lidt volumen. Der er dog stadig mange kritikerpriser tilbage, men jeg tror at presset fra Hanks og Day-Lewis er for stort til at Washington kommer med i denne omgang. Jeg tror også at de to herrer kan presse Kaluuya ud som det ser ud lige nu, men ’Get Out’ har overrasket hele året, så hvorfor skulle den ikke blive ved?

Bedste kvindelige birolle

De nominerede blev:
Laurie Metcalf (Lady Bird)
Allison Janney (I, Tonya)
Holly Hunter (The Big Sick)
Mary J. Blige (Mudbound)
Hong Chau (Downsizing)

Jeg tror faktisk på at denne kategori kommer til at matche 100% som det ser ud i øjeblikket. Laurie Metcalf ligner en klar favorit med Allison Janney som førsteudfordrer. Holly Hunter er i min optik også ret sikker, for på trods af at ’The Big Sick’ har slingret lidt igennem Award Season, så har Hunter konsekvent fået en masse nomineringer. Og selvom hun missede Golden Globes, så tror jeg hun nok skal komme med, da SAG er en vigtigere nominering at have i bagagen. Især i birolle-kategorierne.

Mary J. Blige har en del nomineringer og mange af de rigtige, men hun kan have et problem i at ’Mudbound’ er en Netflix-film. Netflix har generelt haft svært ved at slå igennem med fiktionsfilm ved Oscaruddelingen. Det værste eksempel var ’Beasts of No Nation’ hvor hverken filmen, eller Idris Elba blev nomineret. Elba var ellers favorit til at vinde birollekategorien inden nomineringerne kom ud. Hvis akademiet stadig har et horn i siden på Netflix kan det skade Blige og åbne en plads i kategorien.

Hong Chau har blot fire nomineringer med sig. Tre af dem er dog SAG, Golden Globes og Critics Choice, så det er ikke helt dårlige nomineringer at have med. Men kigger vi på dem der skal kunne true hendes plads, så kommer de ikke med bedre resultater i kufferten. Octavia Spencer (The Shape of Water), Tiffany Haddish (Girls Trip), Melissa Leo (Novitiate), Lesley Manville (Phantom Tread) og Kristen Scott Thomas (Darkest Hour) har lidt kritikerpriser, men ingen store nomineringer. Samtidig skal vi huske på at Alexander Paynes film næsten altid får mindst én Oscarnominering, og det ser ud til at Hong Chau kan blive kvinden der opretholder den statistik.

Bedste mandelige birolle

Et par gedigne overraskelser gjorde at de nominerede blev:
Willem Dafoe (The Florida Project)
Sam Rockwell (Three Billboards Outside Ebbing, Missouri)
Woody Harrelson (Three Billboards Outside Ebbing, Missouri)
Richard Jenkins (The Shape of Water)
Steve Carell (Battle of the Sexes)

Det mest i øjnefaldende er fraværet af ’Call Me By Your Name’ som både havde Armie Hammer og Michael Sthulbarg med i opløbet. Begge var nomineret til Critics Choice, men her stoppede det så også med de store priser for Stuhlbarg, så hans udeladelse er ikke den mest chokerende, og hans Oscarchancer befinder sig nok også på lidt dybt vand i øjeblikket. Hammer opnåede til gengæld nomineringer ved Golden Globes, Independent Spirit Awards såvel som en del kritikerpriser, så det at han ikke er med må siges at være en overraskelse, men måske også en indikator på at skuespillerne bare ikke brød sig om filmen. Jeg tror dog stadig at han er med i opløbet om Oscarnomineringerne. Faktisk tror jeg stadig på at han kommer med, men hvem af de fem SAG-nominerede skal så ryge ud?

Lad os starte med at afskrive favoritten (Willem Dafoe) og førsteudfordreren (Sam Rockwell). Richard Jenkins har nu både nomineringer fra Critics Choice, Golden Globes og SAG, så ham tør jeg også godt kalde et sikkert kort. Steve Carell har også nomineringer fra Golden Globes og Critics choice, men begge steder er det i komediekategorien og begge steder er det samtidig i hovedrollekategorier. Dels kan man tale om at komediekategorierne ikke betyder ligeså meget som dramakategorierne, men endnu vigtigere, så kan der være tvivl om hvorvidt hans præstation er en birolle eller en hovedrolle. Det betyder at nogle akademimedlemmer vil stemme på ham i hovedrollekategorien og andre i birollekategorien, og med et sådan split kan han ende med ikke at komme ind i nogle af kategorierne. Og det er lige præcis hvad jeg tror det ender med. Derfor tror jeg at Armie Hammer overtager Carells plads og så skal Stuhlbarg kæmpe med Woody Harrelson om den sidste plads. Stuhlbarg har en Critics Choice nominering, som Harrelson ikke har, men jeg mener klart at en SAG-nominering vejer tungere, og derfor er mine penge lige nu på Harrelson til den sidste plads i kategorien.

Vil du være gæstebloggger?

Husk at alle har mulighed for at bidrage til bloggen som gæsteblogger. Læs mere her.


2 svar til “Status efter SAG nomineringerne”

  1. […] har jeg gennemgået i et separat indlæg (Læs det her), så med mindre der kommer enormt store overraskelser når vinderne skal findes, så har jeg ikke […]

  2. […] ved hver, men hvis du vil have mere tilbundsgående argumentation kan du læse indlæggene om SAG-nomineringerne eller mit seneste indlæg der samler de resterende […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *