Nogle af de sværeste Oscarkategorier at forudsige er de tre kortfilmskategorier. Generelt fordi det ikke er så let at komme til at se filmene, men også fordi der ikke er så mange der snakker om dem. Vi har dog til hver kategori en shortlist på ti film, så man skal være umådeligt uheldig hvis ikke man får en eller to rigtige. Det handler dog ikke kun om held, for kigger man filmene lidt efter i sømmene, kan man finde nogle rationaler for hvem der er mest sandsynlige som nominerede.

Vi starter med bedste korte dokumentar, og i år er det faktisk en kategori, hvor der er mulighed for at se fire af de ti film (lovligt) online. Hvor de kan ses, kan læses længere nede i teksten, og det kan varmt anbefales at sætte noget tid af til disse film. Hvis nogen kender til andre af de shortlistede film som kan ses online, så læg gerne et link i kommentarerne.

Kategorien er typisk en meget politisk kategori og filmens tema og historie har derfor nogle gange mere betydning end dens filmiske kvaliteter. Det så vi blandt andet sidste år, hvor ‘Claude Lanzmann: Spectres of the Shoah’ blev nomineret på trods af at der var stor enighed om at filmen egentlig var lidt halvkedelig. Den handlede dog om Claude Lanzmanns banebrydende ni timer lange Holocaust-dokumentar ‘Shoah’, og Holocaust er jo altid et hit hos akademiet. Den vandt dog ikke, så i sidste ende spiller de filmiske kvaliteter også ind. Udover tema og historie skal vi også kigge på om filmen har vundet andre priser, samt instruktørens tidligere værker.

Når alt dette regnes sammen, kommer jeg frem til følgende fem nominerede:
Joe’s Violin
The White Helmets
Watani: My Homeland
The Mute’s House
Extremis

Begrundelser følger:

Joe’s Violin

Kan ses på filmens hjemmeside

Joe er oprindeligt fra Polen og har sammen med sin bror overlevet Holocaust. En af hans første handlinger efter krigen, var at bytte en pakke cigaretter til en violin. I en alder af 91 år, må Joe sande at han ikke længere har glæde af en violin som hans motorik ikke tillader ham at spille på, og han vælger derfor at forære den væk. Violinen ender på en skole for mindrebemidlede børn i Bronx, hvor violinens og Joes historie introduceres til en helt ny generation.
En virkelig smuk film om de bedste og værste sider ved menneskeheden.

Som en film til akademiet er den også perfekt. Den indeholder Holocaust, fattige unge fra Bronx og kunst i form af musik. Filmen kommer med en nominering fra Tribeca Film Festival, men ellers ikke med de helt store priser i bagagen. Instruktøren Kahane Cooperman er tidligere producer på ’The Daily Show’ og dette er hendes første rigtige film som instruktør. Men nok ikke hendes sidste. Filmen ligger nemlig blandt de fleste eksperter som favorit til at vinde og efter at have set den, har jeg svært ved at forestille mig at andre film kan overhale den. Det er nemlig ofte de film med de største følelser som vinder i kortfilmskategorierne og hvis man ikke bliver rørt af ’Joe’s Violin’ har man et hjerte af sten. Men man skal nok ikke gøre som mig og se den i frokostpausen på arbejdet, for når man sidder med tårer ned ad kinderne midt i arbejdstiden, så begynder folk at stille spørgsmål. Og inden man ved at det, så sidder man til en meget akavet samtale med den HR-ansvarlige.

The White Helmets

Kan ses på Netflix

Det er ikke mange positive historier, der kommer ud af Syrien for tiden, men en af dem er historien om De hvide hjelme. Når regeringsstyrker eller russere bomber i Syrien, så rykker De hvide hjelme ud og redder overlevende ud af murbrokkerne. Gruppen er et frivilligt korps af folk der sætter deres eget liv på spil for at redde så mange civile som muligt. Filmen følger en gruppe i Aleppo på godt og ondt.

Netflix har de seneste år haft god succes med at få deres dokumentarfilm nomineret. Instruktøren af ’The White Helmets’ Orlando von Einsiedel har også mærket dette, da han blev nomineret for sin lange dokumentar ’Virunga’. Sidste år havde de succes med ’Winter on Fire’ som gik bag om kampene i Ukraine, mens de i år er helt med i skudlinjen (bogstaveligt talt) i Syrien.

Det ultra-aktuelle emne giver ’The White Helmets’ et stærkt udgangspunkt, men der er også mange andre film på shortlisten som omhandler konflikten i Syrien og den aktuelle flygtningekrise, så der skal mere til. Filmen er utrolig hjertevarm og giver et helt unikt indblik i den fucked up hverdag i Aleppo. Den giver også akademiet en mulighed for at anerkende De hvide hjelmes arbejde gennem filmen. Noget vi har set før, mest bemærkelsesværdigt med ‘An Inconvenient Truth’. Samtidig har den Netflix i ryggen og blev af International Documentary Association kåret til bedste kortfilm i 2016. Derfor tror jeg også at den kommer med blandt de nominerede.

Watani: My Homeland

Filmen følger en syrisk families vej fra Aleppo gennem Europa og til en lille by i Tyskland, hvor de skal lærer at leve med deres nye rolle som flygtningefamilie. Filmen er filmet over tre år og følger dermed hele deres rejse, som efterfølgende er kogt ned til en 40 minutters film.

Det er ikke en film med mange priser, men instruktøren Marcel Mettelsiefen har tidligere lavet prisvindende dokumentarfilm om krisen i Syrien. Det er dog ikke så meget at hænge filmen op på, men ofte bliver dokumentarfilm belønnet for hårdt arbejde og enestående materiale. Og det at følge en flygtningefamilie hele vejen fra krigens centrum til en lille by i Tyskland må siges at være en enestående og dedikeret bedrift. Derfor tror jeg også at den vil blive belønnet med en nominering.

The Mute’s House

I den israelske by Hebron ligger en næsten øde bygning, kun beboet af en døv kvinde og hendes otte årige søn. Filmen fortæller historien om den årelange konflikt gennem den otte årige søn Yousef som i sin dagligdag færdes i begge dele af den delte by.

Igen er vi ude i et emne som er guf for akademiet. Israel/Palæstina konflikten har gennem årene trukket en del nomineringer og når historien ses gennem et uskyldigt barns øjne bliver det også noget der varmer om hjertet.

Filmen er en afgangsfilm fra Sam Spiegel Film & Television School, og har vundet prisen for bedste korte dokumentar fra Full Frame Documentary Festival, ligesom den har været nomineret til det israelske akademis pris. Jeg tror at den fortsætter og tager den helt store nominering ved Oscar.

Extremis

Kan ses på Netflix

På en intensivafdeling i USA ligger mange patienter og svæver mellem liv og død. Nogle kan kun overleve gennem særlige maskiner og med stærkt nedsat livskvalitet. Læger og pårørende må hver dag tage beslutninger der handler om liv eller død. Vi kommer med som en flue på væggen når disse beslutninger tages.

Den anden Netflix dokumentar på shortlisten er fyldt med hjerteskærende fortællinger, som de fleste af os kan relatere til. Desværre bringer den så mange fortællinger i spil, at vi ikke rigtig når at relatere til nogle af dem. Til gengæld giver filmen et godt indblik i hvor hektisk livet for disse læger er og hvor mange svære beslutninger de skal være med til på meget kort tid. Samtidig handler filmen om passiv dødshjælp uden at jeg personligt synes at den stikker fingrene helt ned i emnet.

Filmen har vundet priser ved mange festivaler (bl.a. Tribeca) og var også nomineret til bedste korte dokumentar af International Documentary Association. Instruktøren Dan Krauss har tidligere været Osarnomineret for kortfilmen The Life of Kevin Carter (2006), som han også vandt en Student Academy Award for. Han har desuden været DGA-nomineret og vundet Independent Spirit Award for den lange dokumentar ’The Kill Team’ (2015). Jeg tror sagens at ’Extremis’ kan sikre ham endnu en Oscarnominering på CV’et, men risikoen er at den ikke har nok følelsesmæssig slagkraft til at konkurrere mod nogle af boblerne på shortlisten.

Boblere

For mig er der kun to af de resterende film på shortlisten som jeg for alvor tror på. Den ene er ’4.1 Miles’ der handler om en græsk kystvagt, som nærmest på daglig basis må redde druknende flygtninge op af Middelhavet. Filmen blev af International Documentary Association kåret til bedste filmskolefilm og emnet er også super aktuelt. Jeg tror dog at det vil blive ret meget med tre film om flygtningekrisen, og da jeg mener at ’The White Helmets’ og ’Watani: My Homeland’ står stærkere, så trækker ’4.1 Miles’ nok nitten.

Den anden film der vil kunne klare sig er ’Brillo Box (3 cents Off)’ som følger en Andy Wahol skulpturs rejse fra en families dagligstue til auktion på Christie’s i New York. Filmen har ikke umiddelbart vundet nogle priser og selvom instruktøren Lisanne Skyler tidligere har vundet en del priser, så tror jeg at politik og familieproblemer kan vinde over den, når det kommer til nomineringer. Det er i øvrigt en HBO-dokumentar, så det kan være at vi snart kan få den at se på HBO Nordic.

 

Jeg skal også lige nævne at den sidste film man kan se online er ’Frame 394’, som kan ses på CBC’s officielle Youtube-kanal. Filmen handler om en canadisk nørd som pludselig blander sig i en amerikansk retssag hvor en politibetjent står anklaget for at skyde en uskyldig sort mand. Filmen virker dog som om at man har skyndt sig lidt at lave den færdig og det ender som en historie der har meget mere potentiale end filmen indfrier. Den er dog stadig et kig værd og en spændende kommentar til det massehysteri der kan opstå på sociale såvel som etablerede medier.