Inden vi skal kaste os frådende over alle guild-nomineringerne og alle de dejlige statistiker der følger med, så er det tid til at tage et kig på den sidste kortfilmskategori. Jeg har tidligere kigget på bedste korte dokumentar og bedste live-action kortfilm. Den sidste er den kategori hvor vi som regel finder de korteste og typisk også de sjoveste film. Nemlig bedste animerede kortfilm. Tidligere vindere som ’For The Birds’ og ’The Chubbchubbs!’ er nærmest blevet klassikere og blandt tidligere vindere kan også nævnes Aardmans ’The Wrong Trousers’ (med Walter og Trofast), ’Creature Comforts’ samt PIXARs ’Tin Toy’. Går vi endnu længere tilbage har både Peter Plys, Tom og Jerry, Pluto og Anders And været hovedpersoner i vinderfilmene. Så der er god grund til at have høje forventninger.
Vi har allerede fået årets shortlist med 10 film, så herfra skal (bare) vælges fem nominerede. Det er ikke så let at få de ti film at se, så der må tages udgangspunkt i mere objektive faktorer. Begrundelserne for hver film kommer herunder, men først de fem som jeg tror på:
Piper
Pearl
Inner Workings
The Head Vanishes
Once Upon a Line
Piper
Som så ofte med PIXARs kortfilm er instruktøren en animator, som prøver kræfter med instruktørfaget. Og det er gået rigtig godt. For ‘Piper’ må nok siges at være favorit efter den blev vist foran ‘Finding Dory’ og blev et viralt hit på nettet. Den formåede også at få en Annie nomineringer for bedste kortfilm og i det hele taget tror jeg at dette hype vil hive den med blandt de fem.
Pearl
Det er blot to år siden at Patrick Osborne vandt en Oscar for sin kortfilm ’Feast’ og nu er han på banen igen med ’Pearl’ om far og datter som jagter deres drømme på tværs af USA.
Filmen er nomineret til en Annie Award for bedste kortfilm, men er yderligere nomineret for bedste instruktion, scenografi og musik i en tv-produktion. Så med samlet fire Annie-nomineringer og en Oscar i baglommen ligner ’Pearl’ et rigtig godt bud på en nominering.
Inner Workings
Det er ofte en fordel hvis en animeret kortfilm er koblet sammen med en succesfuld spillefilm. Måske fordi noget af den succes smitter af i akademimedlemmernes underbevidsthed, eller måske er det bare et tegn på at animationsstudierne vælger deres bedste kortfilm til at sætte foran deres store satsninger. ’Inner Workings’ er i hvert fald en af de kortfilm. Den blev vist foran Disneys ’Moana’ (der af en eller anden årsag hedder ’Vaiana’ på dansk) som har klaret sig rigtig godt i de amerikanske biografer. Filmen har ikke vundet de store priser, men de film der bliver sat foran spillefilm bliver også kun sjældent vist på festivaler, som jo er der man primært vinder priser. Jeg tror på at nok akademimedlemmer har forelsket sig i filmen til at sikre den en nominering.
The Head Vanishes
Det er ikke så tit at Oscar-shortlistede animationsfilm behandler de helt tunge emner som demens. Men når de gør, kan det have stort indtryk på akademiets medlemmer. Filmen har høstet roser ved mange festivaler, blandt andet den store animationsfestival i Annecy.
Instruktøren Franck Dion har tidligere vundet priser i Annecy og har været nomineret til César-prisen (det franske akademis pris). Så en rost film, et stærkt emne og en instruktør med en god prisuddelings-historie tror jeg på giver en Oscarnominering.
Filmen kan i øvrigt ses d. 27. januar på animationsfilmfestivalen VOID
Once Upon a Line
Den sidste nominering satser jeg på går til vinderen af sidste års Student Academy Award ’Once Upon a Line’. Det er en meget simpel animationsstil holdt i få men stærke farver og den minder mig på nogle måder om sidste års ’Boy and the World’ som animationsgrenen valgte at nominere til bedste animerede spillefilm. Derfor tror jeg også at denne kunne snige sig ind. Men jeg indrømmer at den nok er med på yderste mandat.
Boblere
Jeg ser to film som umiddelbare konkurrenter til de fem nævnte. Den første er den 35 minutter lange dokumentar ’Pear Cider and Cigarettes’ lavet i en tegnestil der mest af alt minder om en ”graphic novel” (ved ikke hvad det hedder på dansk). Det passer med at dem der godt kan lide den stil kan samles om denne film. På den anden side ser den ud til at være meget anderledes end de film akademiet normalt nominerer, så det trækker ned. Filmen blev Annie-nomineret, men ikke for bedste kortfilm. Den blev nomineret for ”Best Animated Special Production”.
En anden film der kunne snige sig med er ’Blind Vaysha’ om en pige, som kan se både fortid og fremtid. Filmen kommer med en Annie-nominering såvel som en nominering fra Berlinalens Genration 14plus konkurrence.

Skriv et svar