Lige op til jul blev vi overdynget med shortlists fra akademiets side, og heriblandt var shortlisterne for de tre kortfilmskategorier. Jeg vil gøre et forsøg på at nå igennem alle tre, og jeg starter med bedste animerede kortfilm.

Shortlisten udmærker sig ved at indeholde meget få dyr, hvilket ellers normalt er noget der hitter i denne kategori. Den har dog et par film der rammer den berømte ”åårrrhhh”-knap, som også er vigtig hvis man vil vinde denne kategori.

Kun seks ud af de ti shortlistede film kan ses online, så derfor kan det være svært at skabe en godt oplyst bud på de nominerede, men jeg vil alligevel prøve. Links til de seks film der kan ses online er i teksten herunder.

Men lad os komme til sagen. Jeg skal dog lige først sige, at dette er et øjebliksbillede, og forudsigelserne er nok ikke mere end en enkelt aften med søvnbesvær væk fra at ændre sig.

De nominerede bliver

Hair Love

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=kNw8V_Fkw28&w=560&h=315]

”åårrrhhhh”-knappen trykkes helt i bund i denne film om en far der skal sætte hår på sin datter. Og ja, der er også en meget sjov kat med, så dyret kan også tjekkes af. Filmen er produceret af Sony Pictures Animation, som dog kun har haft én film med i denne kategori, men den vandt til gengæld også (’The ChubbChubbs!’ i 2003). Og selvom studiet ”kun” har haft tre film med i bedste animerede spillefilm, så havde de sidste års vinder ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’. Samtidig tæller filmens alenlange producerliste Oscarvindere som Jordan Peele (Get Out) og Peter Ramsey (Spider-Man: Into the Spider-Verse), samt Oscarnominerede Gabourey Sidebe (Precious). Så der burde være rig mulighed for at få hjælp til Oscarkampagnen.

Filmen har kun været nomineret til Black Reel Awards, men for de store studiefilm betyder det ikke så meget, da de primært satser på Oscar, og ikke så meget andet.

Filmen kan ses i sin helhed i linket ovenfor.

Kitbull

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=AZS5cgybKcI&w=560&h=315]

Pixar har været nomineret 15 gang, og har vundet 5 Oscars i denne kategori, så når de har en film med på shortlisten vil det være dumt ikke at have den med i sine forudsigelser. Samtidig er der tale om en film om en herreløs kat og en hund der lever under kummerlige forhold, som opbygger et umage venskab. Der er altså skruet ret meget op for ”åårrhhhh”-knappen.

Konceptet er det kendte med at tage en animator eller (i dette tilfælde) storyboard artist og give dem chancen for at instruere en film i håbet om at de kan opdage nye talenter på den måde, og samtidig få nogle virale succeser. Derfor er der ikke så mange kendte mennesker på rulleteksterne. Men det gør nu ikke så meget, ligesom at det heller ikke er det store problem at der ikke er så mange andre priser under bæltet på filmen. For, som det er tilfældet med ’Hair Love’, så er det ikke det de store studier satser på.

Filmen kan ses i sin helhed i linket ovenfor.

He Can’t Live Without Cosmos

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=yzMtFCh1rIA&w=560&h=315]

Russiske Konstantin Bronzit har været nomineret to gange før i denne kategori. Første gang med ’Lavatory Lovestory’ i 2009 og senest med ’We Can’t Live Without Cosmos’ i 2016. Den sidste er også filmen der danner forhistorie til denne prequel som er shortlistet i år. ’We Can’t Live Without Cosmos’ er i øvrigt en glimrende film, som kan ses her. Modsat Bronzits to tidligere nominerede film, har denne film ikke haft et specielt stort festivalliv inden den er kommet på shortlisten. Men der er noget der tyder på at akademiets animationsfolk kan lide hans stil, og jeg tror på at denne film kan give ham endnu en nominering.

Filmen kan dog ikke ses online, så ovenfor er kun traileren til filmen. Som dog ikke giver så meget indblik i den.

Mind My Mind

[vimeo 300471953 w=640 h=360]

<p><a href=”https://vimeo.com/300471953″>Mind My Mind – Official Trailer</a> from <a href=”https://vimeo.com/user40614903″>Cin&eacute;T&eacute; Filmproduktie</a> on <a href=”https://vimeo.com”>Vimeo</a>.</p>

Endnu en film som ikke kan ses online, men filmen, som handler om en autists problemer med at begå sig i verden har alligevel lidt ”åårrhhh”-potentiale. At dømme ud fra traileren, ligner det lidt en version af ’Inside Out’ for voksne, og det er jo ikke så dårligt. Filmen har vundet priser på en lang række festivaler og også haft en nominering ved Tribeca Film Festival. Samtidig er det den meget erfaren producent Willem Thijssen, som producerer. Han vandt en Oscar i denne kategori helt tilbage i 1987, så måske han kan et trick eller to.

Sister

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=3Rl71YYky24&w=560&h=315]

En kinesisk film om en mand der kigger tilbage på sin opvækst med en irriterende lillesøster. Umiddelbart ikke den store wow-faktor, men filmen har et ret interessant politisk twist, som gør den ellers så navlepillende film til en historisk relevant fortælling. Filmen er stop motion animation, hvilket er en animationsform, som jeg vil mene har en ret trofast fanskare blandt animatorer (uden at jeg har noget fakta til at bakke det op). Derudover er instruktøren Siqi Song også involveret i ’Missing Link’, der ser ud til at blive nomineret for bedste animerede spillefilm. Så måske hun kender nogle folk, der kan give hende et godt ord med på vejen, når nu de alligevel er ude og møde akademimedlemmer.

Filmens nomineringsliste er også imponerende. Den er nomineret ved Annie Awards og har også været nomineret ved filmfestivalerne i Odense og Sundance, ligesom den vandt i Aspen, som er en festival der gennem tiden har leveret ret mange Oscarnominerede kortfilm.

Filmen kan ses i sin helhed i linket herover.

De resterende på shortlisten er (i prioriteret rækkefølge)

The Physics of Sorrow

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=eenzK-QQoIk&w=560&h=315]

Filmen handler om en mand der ser tilbage på sit liv der startede i Bulgarien bag Jerntæppet og senere førte ham til Canada. Men handlingen er ikke det vigtigste ved denne film der er instrueret af Theodore Ushev, der var nomineret i samme kategori i 2017 of ’Blind Vaysha’. Filmen benytter nemlig en helt særlig teknik, som sikkert vil interessere de mere animationsnørdede af jer. Og til jer, er der en lille video på YouTube. Når man ser videoen virker det især imponerende at man kan lave en 27 minutter lang film med den teknik. Filmen kan ikke ses online, så det er svært at udtale sig om dens kvaliteter, men det er set før at halvkedelige film som et teknisk imponerende er blevet nomineret. Jeg kigger på dig ’Loving Vincent’.

Filmen er også produceret af National Film Board of Canada som, tro det eller ej, er det ”studie” med næst flest nomineringer i denne kategori. Kun overgået af Disney. Filmen har dog, så vidt jeg kan se, endnu ikke været på en eneste festival, så det er svært at sige hvor stort et liv den kommer til at have, men jeg er meget tæt på at sætte den i mine forudsigelser, på grund af den animationsnørdede vinkel på den.

Filmen kan ikke ses online, men en trailer kan ses i linket herover.

Hors Piste

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=r488msgIr_M&w=560&h=315]

Humor er ofte noget der kan gå rent ind i denne kategori, og derfor er den lidt kitchede ’Hors Piste’ ikke helt uden chancer. Filmen handler om to meget selvsikre reddere der skal redde en bjergbestiger ned fra et bjerg. Det viser sig dog at deres selvsikkerhed ikke er så velbegrundet. Filmens eneste problem er, at den ikke har så meget andet end humoren, og som regel skal en film lige have et ekstra lag for at komme helt til en nominering. Holdet bag filmen er ret uerfarne, men filmen er dog nomineret til en Annie Award, selvom det er i kategorien for filmskole-film.

Filmen kan ses i sin helhed i linket herover.

Dcera (Daughter)

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=0K4iTXElx4E&w=560&h=315]

På kanten af en hospitalsseng må en datter og hendes far rette op på et traume fra barndommen. Det er en historie, som sagtens kan trække i akademiets medlemmer, og samtidig er det stop motion animation, som nogle jo har en forkærlighed for. Jeg tror dog at stop motion folkene i højere grad vil gå med ’Sister’ som så mange festivaler har gjort. ’Daughter’ har dog været på festivaler og var bland andet nomineret på Stockholm Film Festival, og vandt en Student Academy Award. Dog skal det her siges at vinderene af Studen Academy Awards sjældent ender med også at blive nomineret til den rigtige Oscar.

Filmen kan ikke ses online, men traileren kan ses i linket herover.

Memorable

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=VSV5lHZxgyI&w=560&h=315]

Desværre kan denne film ikke ses online og det eneste klip der findes, er på fransk uden undertekster (og kan ses ovenfor). Men så vidt jeg kan læse mig frem til handler filmen om en mand med alzheimers, hvilket jo er noget som man tidligere har set akademiet sætte tænderne i. Og så har vi endnu en stop motion animationsfilm her. Filmen har kun vundet én eneste pris, men det var til gengæld på den meget prestigefyldte animationsfestival i Annecy. Det er manglen på festivaldeltagelse og priser som primært får mig til at tvivle på filmens muligheder for en nominering.

Uncle Thomas: Accounting for the Days

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=CCAxVIq8cOc&w=560&h=315]

Executive producer på denne film er Phil Davies, som har produceret ’Gurli Gris’. Det er bare et lille fun fact, og nok også eneste gang ‘Gurli Gris’ nogensinde nævnes på denne blog. For ’Uncle Thomas: Accounting for the Days’ kan nærmest ikke være længere væk fra ’Gurli Gris’. Filmen er en ret navlepillende fortælling om instruktørens egen onkel, som ikke levede et spektakulært liv. Han var revisor, og det meste af hans liv handlede om tal og regnskaber. Og ja, det er ca. ligeså ophidsende som det lyder. Dog er tegnestilen ret interessant. Jeg er ikke den store fan, men derfor kan andre jo godt være det. Og filmen er da også nomineret til Annie Awards, men udover det, er det ikke de store priser den har tiltrukket sig.

Det er dog svært rigtigt at finde noget der kan retfærdiggøre at denne film skulle nomineres fremfor mange af de andre i feltet.

Filmen kan ses i sin helhed i linket ovenfor.


2 svar til “State of the race: Animerede kortfilm”

  1. […] har lavet en gennemgribende analyse af de shortlistede film i en tidligere post, så den vil jeg henvise til for argumentation. Mere er der egentlig ikke at […]

  2. […] For en nærmere beskrivelse af filmene kan jeg anbefale et tidligere indlæg, hvor jeg gennemgår alle shortlistede film i kategorien. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *