Robertuddelingen er lige om hjørnet og derfor skal jeg naturligvis komme med Award Talks officielle forudsigelser. Huske at du kan deltage i konkurrencen og komme med dine forudsigelser. Klik her for at deltage. Du kan selvfølgelig kopiere mine forudsigelser, men det er på ingen måde en sikkerhed for at du vinder konkurrencen.

Du kan se en oversigt over de nominerede på Robertprisen.dk

Selve Robertprisen løber af stablen på søndag d. 26. januar og kan følges fra kl. 17.30 på Blockbuster.dk

Men nu til forudsigelserne. I år har jeg også taget tv-kategorierne med, men som faste læsere ved, er min autoritet ud i forudsigelse af tv-kategorier meget lille, så her skal du nok hellere lytte til din egen fornemmelse.

Årets danske spillefilm

Dronningen
Foto: Rolf Konow / Nordisk Film Distribution

Vinder: Dronningen
Runner up: Før frosten

’Dronningen’ virker jo til at være den oplagte vinder. Det var Danmarks Oscarkandidat, den fik uhørt gode anmeldelser og blev set af rigtig mange i biografen. Samtidig har den scoret 14 nomineringer, kun overgået af ’Ser du månen, Daniel’. Kigger vi lidt mere statistisk på det, så er det sket fem ud af de seneste syv år, at filmen med flest nomineringer har vundet bedste film, og af dem der vandt uden flest nomineringer er ’Den skyldige’ den film med færrest nomineringer (9 stk.). Det skulle man tro gav en fordel til ’Ser du månen, Daniel’, men kigger vi på de seneste 20 år, er der kun én film der har vundet Robert for bedste film, uden også at have en Bodilnominering (’Der kommer en dag’ i 2017). Da det kun er ’Dronningen’, ’Før frosten’ og ’Onkel’ der overlapper, tror jeg at ’Før frosten’ skal regnes som den nærmeste forfølger. Selvom akademiet kunne overraske og gå lidt artsy med ’Onkel’. Jeg tror dog at de går med det sikre valg i ’Dronningen’.

Årets Børne- og ungdomsfilm

Vinder: Skammerens datter 2 – Slangens gave
Runner up: Gooseboy

Dette er en ret svær kategori, da der er gode argumenter for alle filmene (måske med undtagelse af ’Valhalla’). Jeg har ganske enkelt valgt at gå med ’Skammerens datter 2’ da den har seks nomineringer samlet og dermed ser ud som om at den har den største opbakning fra akademiet. ’Valhalla’ har godt nok også fem nomineringer, men er blevet sablet ned af anmelderne. Den første film om ’Skammerens datter’ vandt også denne pris ved Robert i 2016, så noget tyder på at akademiet kan lide den. ’Gooseboy’ vælger jeg som førsteudfordrer, da akademiet også er glade for Wikke & Rasmussen. Men ikke så glade at de nogensinde har tildelt dem denne pris. ‘Gooseboy’ har heller ikke ligeså tungtvejende nomineringer som manuskript og score, som det er tilfældet for ‘Skammerens datter 2’.

Årets instruktør

Vinder: May el-Toukhy (Dronningen)
Runner up: Michael Noer (Før frosten)

Instruktør og bedste film følges næsten altid ad i Robert-sammenhæng. Akadmiet har de seneste par år haft en tendens til at lade en film rende med en stor del af priserne. Derfor hører instruktørprisen også i høj grad sammen med dette. At en kvindelig instruktør skal vinde, vil også passe godt ned i den diskussion der florerer omkring ligestilling i filmbranchen. Umiddelbart kan jeg kun finde vinderne tilbage til 2001, men i de 19 år har alle vindere været mænd. Så måske det er på tide at hædre en kvindelig instruktør.

Årets originale manuskript

Vinder: Dronningen
Runner up: Onkel

Akademiet har det som sagt med at give den samme film en masse statuetter, så derfor er ’Dronningen’ det oplagte valg. Jeg tror dog ikke at man skal undervurdere ’Onkel’. Det var en film som fik rigtig gode anmeldelser, og nok også er gået rent ind hos dem der har set den, siden den er blevet nomineret til bedste film. Og dette kunne være kategorien hvor man valgte at præmiere den.

Årets adapterede manuskript

Vinder: Ser du månen, Daniel
Runner up: De frivillige

Det er meget nærliggende at gå med den eneste bedste film nominerede film i kategorien, og det virker også mærkeligt hvis den ikke skulle vinde. Jeg tror dog også at der er god opbakning til ’De frivillige’ som man måske også ville vise lidt kærlighed til i denne kategori. Men det lader til at ’Ser du månen, Daniel’ må anses som klar favorit.

Årets mandlige hovedrolle

Vinder: Esben Smed (Ser du månen, Daniel)
Runner up: Jesper Christensen (Før frosten)

Det kunne være nærliggende at gå med Gustav Lindh (Dronningen), og køre videre på teorien om et sweep, men jeg tror at hans store problem er, at han godt kan betragtes som en birolle, hvilket folkene bag Bodilprisen også har gjort. Samtidig er det også vigtigt at kigge mod Bodil, da ingen har vundet en Robert de seneste 20 år uden også at have en hovedrollenominering ved Bodil. Det efterlader kun Esben Smed, Jesper Christensen og Zaki Youssef (Danmarks sønner). Jeg tror ganske enkelt ikke at opbakningen til ’Danmarks sønner’ kan måle sig med de to andre film, og Esben Smed er nomineret tre gange i alt ved årets Robert, så mon ikke de vælger at give den til ham her?

Årets kvindelige hovedrolle

Vinder: Trine Dyrholm (Dronningen)
Runner up: Victoria Carmen Sonne (Usynligt hjerte)

Uanset hvem der ellers vinder de andre priser, så vinder Trine Dyrholm denne, da hun ganske enkelt ér ’Dronningen’, på så mange niveauer. Akademiet elsker hende, og vinder hun også en Bodil for rollen, så vil hun trække yderligere i spidsen, som den eneste skuespiller der har vundet en Robert og en Bodil samme år hele fem gange. Runner up er Victoria Carmen Sonne, fordi akademiet ganske enkelt elsker hende. Det er fjerde år i træk at hun er nomineret, og hvis hun kan vinde for ’Vinterbrødre’, så kan hun vinde for alt.

Årets mandlige birolle

Vinder: Anders Matthesen (De frivillige)
Runner up: Magnus Krepper (Dronningen)

Lad mig starte med at sige at dette er de to eneste nominerede som også er nominerede til Bodil. Men det betyder ikke helt ligeså meget i birolle-kategorierne. Jeg tror dog at Matthesen tager den, da han for alvor viser sit skuespiltalent i ’De frivillige’ og det også er hans figur der hænger fast på nethinden efter filmen er slut. Der er ikke rigtig nogle af de andre nominerede der gør. Skulle han udfordres tror jeg på at bedste-film-effekten hiver Magnus Krepper op på podiet.

Årets kvindelige birolle

Vinder: Sofie Torp (Ser du månen, Daniel)
Runner up: Christiane Gjellerup Koch (Ser du månen, Daniel)

Måske er det fordi jeg kun kender Sofie Torp fra Ramasjang-programmet ’Luk op, Luk i’, og derfor overraskede hendes præstation mig måske også lidt. Men hun fylder virkelig meget i ’Ser du månen, Daniel’, og selvom sympatien for hendes figur skifter lidt i løbet af filmen, så er det hendes figur der bærer meget af handlingen frem og det er hende der træder i karakter. Christiane Gjellerup Koch, som spiller moren i filmen er bestemt også god, og jeg tror at begge har en chance for at vinde. Der kan selvfølgelig være risiko for at stemmerne splitter sig mellem de to, og en tredje kandidat kommer ind. Men hvis vi igen kigger til Bodil, er disse to de eneste overlap, så det virker sandsynligt at kampen står mellem mor og datter fra ’Ser du månen, Daniel’.

Årets scenograf

Vinder: Før frosten
Runner up: Valhalla

Som ved alle andre prisuddelinger er det altid en god ide at satse på filmen der foregår længst tilbage i tiden, og gerne med en del forskellige locations. Her opfylder ’Før frosten’ disse krav, så jeg tror den er en sikker vinder. ’Valhalla’ kunne dog godt være en spoiler, og jeg vil heller ikke nødvendigvis afskrive ’Ser du månen, Daniel’, som havde en del forskellige locations.

Årets fotograf

Vinder: Dronningen
Runner up: Selvmordsturisten

Jeg skal indrømme at min personlige favorit faktisk er ’Selvmordsturisten’, men ’Dronningen’ var også enormt flot, og mange af årets ikoniske filmbilleder stammer fra netop denne film, og dette er en kategori hvor de gode stills faktisk nogle gange kan være med til at vinde. Også selvom det jo er en helt anden fotograf der rent faktisk tager dem. Men skaber man det eller de ikoniske billeder, så vinder man. Det har Jasper J. Spanning gjort med ’Dronningen’, og derfor tror jeg han vinder. Men der er naturligvis en risiko for at der er andre der har det ligesom mig.

Årets kostumedesigner

2004101_foer-frosten-stills_still_grovlen_dan-org_print
Foto: Nordisk Film Distribution

Vinder: Før frosten
Runner up: Ser du månen, Daniel

Normalt skal man bare vælge den film Manon Ramsussen har designet kostumer til, og så er man sikker på at få én kategori rigtig. Men i år er hun ikke nomineret, så der må vi kigge anderledes på det. Ligesom med scenografi er en god regel at jo længere tilbage i tiden en film foregår, jo bedre chancer har den. Samtidig er variationen af kostumer i ’Før frosten’ også ret stor, så det kunne godt være en sikker sejr. ’Ser du månen, Daniel’ kunne være et bud på en nutidig vinder, da der netop er ret meget variation i de kostumer der skulle designes.

Årets sminkør

Vinder: Harpiks
Runner up: Valhalla

De to nævnte film er nok dem hvor sminken er mest fremtrædende. Jeg tror at Sofie Gråbøls fat-suit i ’Harpiks’ kommer til at tage sejren hjem for sminkørerne. Hun er faktisk uigenkendelig, og det er noget af en præstation.

Årets klipper

Vinder: Dronningen
Runner up: Cutterhead

Jeg tror at ’Dronningen’ igen ridder på bedste-film-effekten og tager den, selvom suspense-klipningen i ’Cutterhead’ er sublim. Men desværre så går prisen for klip sjældent til en film som ikke er nomineret til bedste film. Så derfor må ’Dronningen’ anses for at være favorit.

Årets sounddesigner

Vinder: Cutterhead
Runner up: Før frosten

Måske er det ønsketænkning fra min side, men jeg tror på at ’Cutterhead’ kan tage denne pris. Lydsiden giver så meget til denne film og Lars Halvorsen har tidligere vundet for ’Vinterbrødre’, så vi ved at akademiet kan lide hans arbejde. Roberten kunne dog også gå til ’Før frosten’ der byder på alt fra stille samtaler, til fester og mere actionprægede sekvenser….altså en brand og sådan noget. Men netop i denne kategori har akademiet en tendens til at gå væk fra de bedste film nominerede og lade andre få chancen. Så det kunne betyde en sejr til ’Cutterhead’.

Årets score

Vinder: Dronningen
Runner up: Cutterhead

Jeg er bare så pisse dårlig til de der score-kategorier. Derfor vil jeg heller ikke komme med så store begrundelser. Jeg tror på bedste-film-effekten igen, og så regner jeg med at ’Cutterhead’ har en chance, da lydbilledet er så markant i filmen, og det er scoren en del af.

Årets originale sang

Vinder: ’Mod Nord’ (Gooseboy)
Runner up: ’Bleed for it’ (Victim of Love)

’Mod Nord’ er umiddelbart den eneste sang af de tre nominerede, som det er til at finde frem online. Desuden er den ret upbeat, hvilket normalt er en fordel i denne kategori. Og så er det en meget nærliggende kategori at give Wikke & Rasmussen en Robert i. Omvendt er dette den eneste nominering til ’Victim of Love’ som er en mindre film, lavet mere på passion end på penge. Og disse film har det med at være gode til at mobilisere folk til at stemme på dem. Så det er en meget mulig spoiler.

Årets visuelle effekter

Vinder: Gooseboy
Runner up: Valhalla

Igen er der ikke så meget for mig at gå på her, men jeg tænker at en talende gås i ’Gooseboy’ må være noget der kan vinde kategorien. Derudover tænker jeg, at ’Valhalla’ er den mest effekttunge film af de andre nominerede.

Årets kortfilm: Fiktion/Animation

Vinder: Under bølgerne, over skyerne
Runner up: Knæler

Jeg tror på at den eneste film fra Den Danske Filmskole blandt de nominerede går hen og vinder. Det er en kategori hvor filmskolens film normalt gør det godt. Også selvom de tit er lidt halvkedelige. Den handler også om angstanfald og virker meget autentisk, hvilket helt sikkert vil ramme nogen. Især hvis man har haft den slags inde på kroppen. Hvis nogen skulle ødelægge festen tror jeg at det bliver ’Knæler’ da det er den film der stikker lidt ud, og har en lille smule skæv humor at byde på.

Årets lange fiktion/animation

Vinder: Lille a
Runner up: Forestillingen om Juliane

Jeg har ikke set nogle af de nominerede i denne kategori, og jeg kan ikke umiddelbart se at nogle af dem har haft festivalvisninger eller vundet priser, så det bliver sgu et rent gæt på mavefornemmelse herfra.

Årets kortfilm: Dokumentar

Vinder: Sam & The Planet Next Door
Runner up: Villa Villekula

Jeg har heller ikke set nogle af disse film, men ’Sam & The Planet Next Door’ har været nomineret ved IDA og Critics Choice, hvilket er ret godt. Samtidig kan jeg ikke finde festivalvisninger eller priser på de andre film, så det må blive den der bliver favorit.

Årets dokumentarfilm

Vinder: The Cave
Runner up: Cold Case Hammerskjöld

Hvis en film er Oscarnomineret, så vinder den nærmest per automatik ved Robert. ’The Cave’ er også en utrolig rørende og vigtig film at se lige nu, så jeg tror helt sikkert den vinder. ’Cold Case Hammerskjöld’ er dog i den grad også en film der er blevet rost til skyerne, men den må nok nøjes med en andenplads.

Årets engelsksprogede film

Vinder: Joker
Runner up: Once Upon a Time…in Hollywood

Kategorien er jo en blanding af dette års Oscarfilm og sidste års Oscarfilm, og det er svært at sige hvad akademiet vil gå efter. Det er nu ret sjældent at vinderen af Oscar for bedste film også vinder en Robert, så jeg tror akademiet går med det lidt mere kantede valg fra ’Joker’. Men der er meget kærlighed i luften til ’Once Upon a Time…in Hollywood’, så den kan bestemt også være med. Men vi har ikke super meget at gå efter her.

Årets ikke-engelsksprogede film

Parasite-still-4
Foto: CameraFilm

Vinder: Parasite
Runner up: Smerte og ære

’Parasite’ er en af de mest hypede ikke-engelsksprogede film i mange år, og det lader også til at alle mener at det er en virkelig god film. Så jeg regner også med at den tager prisen foran Almodovar.

Blockbuster publikumspris

Vinder: Ser du månen, Daniel
Runner up: Jagtsæson

Det er typisk film der er set af rigtig mange der vinder denne pris, og kvalitet behøver ikke nødvendigvis at betyde noget. Derfor tror jeg at to af de mest sete danske film skal kæmpe om det. Jeg kan dog ikke helt få mig selv til at tro på ’Jagtsæson’, så jeg holder på ’Ser du månen, Daniel’.

TV-priserne

Jeg har som sagt ikke de store overvejelser omkring disse. Det er gæt baseret på mavefornemmelser, og derfor kommer der heller ikke nogle forklaring med. Men forudsigelserne skal du ikke snydes for.

Årets tv-serie

Vinder: Bedrag 3
Runner up: Fred til lands

Årets korte tv-serie

Vinder: Doggystyle 2
Runner up: Tinka og kongespillet

Årets mandlige hovedrolle – tv-serie

Vinder: Esben Smed (Bedrag 3)
Runner up: Morten Hee Andersen (Fred til lands)

Årets kvindelige hovedrolle – tv-serie

Vinder: Lene Maria Christensen (Fred til lands)
Runner up: Maria Rich (Bedrag 3)

Årets mandlige birolle – tv-serie

Vinder: Jacob Hauberg Lohmann (Bedrag 3)
Runner up: Dar Salim (Fred til lands)

Årets kvindelige birolle – tv-serie

Vinder: Marijana Jankovic (Fred til lands)
Runner up: Trine Dyrholm (Forhøret)

GO’ Seerprisen

Vinder: Tinka og kongespillet
Runner up: Badehotellet 6