Så er det tirsdag vi endelig får spændingen udløst, men inden da skal vi naturligvis kigge på forudsigelserne for tirsdagens store annoncering.

Det virker som et år, hvor relativt få film har været i spil, og holder mine forudsigelser, så vil der være 53 film med Oscarnomineringer, hvilket vil placere feltet i den lave ende, da antallet af film de sidste ti år har varieret fra 52 til 62.

Jeg forbeholder mig naturligvis altid retten til at ændre mine forudsigelser lige til det sidste. Du kan se mine opdaterede forudsigelser på Goldderby.

Men lad os springe ud i det.

Bedste film

De nominerede bliver:

Oppenheimer
Poor Things
Killers of the Flower Moon
The Holdovers
Barbie
Anatomy of a Fall
Maestro
Past Lives
American Fiction
The Zone of Interest

Boblere: The Color Purple, May December, Saltburn

Her kigger vi på bedste film kategorierne hos Critics Choice (CC), Golden Globes (GG), Producer’s Guild (PGA) og BAFTA. Og i år ser vi et noget usædvanligt billede, hvor det er de samme ti film der er poppet op stort set alle steder. Men det sker jo fra tid til anden at Oscar kommer med en overraskelse. Så de tre boblere kunne også være i spil, selvom ’The Color Purple’ og Saltburn’ kun har en CC-nominering, og ’May December’ kun er dukket op hos GG. Det er også sjældent at alle Oscarnominerede vil være at finde blandt de PGA-nominerede. Det er kun tre gange i æraen med den udvidede bedste film-kategori og aldrig i nogle af de år hvor der har været ti nominerede. Men en gang skal jo være den første.

De øverste fire film, er de eneste, som er dukket op i alle fire prisuddelinger, så de må anses for at være sikre. De resterende, undtagen ’American Fiction’, var dog på BAFTAs longlist. Men alle filmene, undtagen ’The Zone of Interest’, har været nomineret til mindst tre af priserne. ’The Zone of Interest’ missede CC, men var på BAFTAs longlist og blev nomineret til bedste britiske film, selvom den ikke kom med i bedste film.

Det lader til at være en rimelig sikker ti’er, men som sagt, så er det kutyme at Oscar smidder en overraskelse eller to ind.

Bedste instruktør

De nominerede bliver:

Christopher Nolan (Oppenheimer)
Yorgos Lanthimos (Poor Things)
Martin Scorsese (Killers of the Flower Moon)
Greta Gerwig (Barbie)
Alexander Payne (The Holdovers)

Boblere: Bradley Cooper (Maestro), Jonathan Glazer (The Zone of Interest), Justine Triet (Anatomy of a Fall)

Igen har vi fire priser vi kan kigge på: Critics Choice (CC), Golden Globes (GG), Director’s Guild (DGA) og BAFTA.

Kun Nolan har været nomineret til alle fire, og indtil videre har han endda vundet to (CC og GG). Men herefter er der fem, som har været nomineret til tre ud af de fire. Derfor har jeg valgt at gå efter filmenes formkurve. Payne var den eneste der missede GG, som jeg nok vil anse som den svageste pris her, men omvendt, så har GG lagt deres smag mere op ad Oscar i år end tidligere år. Det virker dog som om at ’The Holdovers’ har en opadgående formkurve. Cooper ligger også godt, men instruktørerne i akademiet har ikke nomineret ham før, og tror også at ’Maestro’ bærer lidt for meget præg af at være instrueret af en skuespiller til at de tager ham med denne gang.

Når det så er sagt, så har instruktørerne fire ud af de sidste fem år, valgt at hive en instruktør ind fra en udenlandsk film (hvis vi tæller ’Triangle of Sadness’). Og tre af de fire gange er det en instruktør, som kun har en BAFTA-nominering tidligere. Det taler til både Triet og Glazers fordel. Nogle af dem, der er blevet forbigået de år var for eksempel Bradley Cooper (A Star is Born), da de åbenbart ikke kan lide ham, Aaron Sorkin (The Trial of the Chicago 7), fordi de der manuskriptforfattere ikke skal komme og tro de kan instruere, Denis Villeneuve (Dune), da ’Dune’ åbenbart var lidt for mainstream for dem. Derfor er det da også til at tro, at Payne nok er i fare, men om det går til Tiret eller Glazer er svært at sige. Lige nu holder jeg Payne inde, men det er godt nok en svær kategori i år.

Bedste kvindelige hovedrolle

De nominerede bliver:

Emma Stone (Poor Things)
Carey Mulligan (Maestro)
Lily Gladstone (Killers of the Flower Moon)
Margot Robbie (Barbie)
Sandra Hüller (Anatomy of a Fall)

Boblere: Annette Bening (Nyad), Greta Lee (Past Lives), Fantasia Barrino (The Color Purple)

I skuespilkategorierne har vi fire priser vi kan kigge på: Critics Choice (CC), Golden Globes (GG), Screen Actor’s Guild (SAG) og BAFTA.

Stone, Mulligan og Robbie har været nominerede til alle fire priser og virker sikre. Det samme gør Gladstone, selvom hun missede BAFTA, hun var dog på deres longlist og vandt GGs drama-kategori, så det virker svært at forestille sig, at hun ikke kommer med. Så er der den sidste plads. Jeg tror den går til Hüller selvom hun missede SAG, for SAG er anerkender sjældent præstationer på andre sprog end engelsk. Og med den hype der er om Hüller (som også er med i ’The Zone of Interest’) og selve filmen, så tror jeg hun er ret sikker på at komme med.

Der er selvfølgelig mulige spoilere blandt boblerne. Og selvom Bening efterhånden har krav på en Oscar, så tror jeg ikke det bliver i denne omgang. For selvom hun bliver nomineret er hendes vinderchancer små.

Bedste mandlige hovedrolle

De nominerede bliver:

Cillian Murphy (Oppenheimer)
Paul Giamatti (The Holdovers)
Bradley Cooper (Maestro)
Colman Domingo (Rustin)
Jeffrey Wright (American Fiction)

Boblere: Leonardo DiCaprio (Killers of the Flower Moon), Barry Keoghan (Saltburn), Teo Yoo (Past Lives)

De øverste fire har været nomineret til samtlige fire priser, og er derfor svære at se bort fra. Så det hele handler om den sidste plads. Wright missede BAFTA, men var på deres longlist på trods af at ’American Fiction’ ikke optrådte på longlisten for bedste film. Derfor er det at han kommer på longlisten i sig selv et styrketegn. Men man skal aldrig afskrive DiCaprio, som også var på BAFTAs longlist, men ikke blev nomineret. Han blev heller ikke nomineret ved SAG, som er den vigtigste pris her. Hvis det bliver de fem jeg forudser, så vil det være tredje gang på de sidste fire år, at SAG og Oscar har matchet 100%. Og generelt set, så er dette kategorien hvor der historisk set er det største sammenfald mellem SAG og Oscar.

Hvis ’Saltburn’ overpræsterer, så kan Keoghan også lave en overraskelse, men det kræver at filmen overrasker generelt.

Bedste kvindelige birolle

De nominerede bliver:

Da’Vine Joy Randolph (The Holdovers)
Emily Blunt (Oppenheimer)
Danielle Brooks (The Color Purple)
Jodie Foster (Nyad)
Julianne Moore (May December)

Boblere: Rosamund Pike (Saltburn), Penelope Cruz (Ferrari), America Ferrera (Barbie)

Igen har vi tre som har været nomineret til alle fire priser, og som derfor virker sikre. Også selvom jeg egentlig personligt synes at Blunts rolle er for lille til at gøre hende så sikker som hun er. Men det har nok også noget at gøre med filmens styrke. Foster missede kun BAFTA, selvom hun var på longlisten, så jeg tror også hun har rigtig gode muligheder for at komme med. Men den sidste plads er lidt af et hovedbrud. Jeg tror på Moore, da hendes rolle nærmest er en hovedrolle, og akademiet generelt godt kan lide hende. Pike har en mulighed, især hvis ’Saltburn’ overpræsterer generelt. Cruz er også meget vellidt af akademiet, og har fået stor ros for sin præstation, som også var nomineret til SAG, men intet andet. Generelt er det bare som om ’Ferrari’ ikke rigtig er kommet op i gear. Ferrera har den store tale midt i filmen, men det vil være et tegn på at skuespillerne virkelig elsker ’Barbie’ hvis hun kommer med.

Bedste mandlige birolle

De nominerede bliver:

Robert Downey Jr. (Oppenheimer)
Ryan Gosling (Barbie)
Robert De Niro (Killers of the Flower Moon)
Mark Ruffalo (Poor Things)
Willem Dafoe (Poor Things)

Boblere: Charles Melton (May December), Sterling K. Brown (American Fiction), Dominic Sessa (The Holdovers)

Her har vi tre sikre, som har været nomineret til alle fire priser. Men de sidste to pladser er der fire som kæmper om. Alle har været nomineret til to af de fire priser. Melton og Ruffalo har begge CC+GG kombinationen, men Ruffalo var også med på BAFTAs longlist. Dafoe har GG+SAG og Brown har CC+SAG.

Jeg tror Ruffalo kommer med, da akademiet gang på gang har vist at de godt kan lide ham, og han har den mest flamboyante af de to roller fra ’Poor Things’. Den sidste plads mener jeg står imellem Dafoe og Melton. Kigger man på de seneste år, har akademiet haft en tendens til at gå med præstationer fra de film der har momentum fremfor de mindre film. Også selvom præstationerne i de mindre film måske er bedre. Derfor tror jeg også at Dafoe tager den i denne omgang. Men jeg ville personligt mene, at Melton har fortjent en nominering.

Bedste ikke-originale manuskript (adapted)

De nominerede bliver:

Oppenheimer
Poor Things
Barbie
Killers of the Flower Moon
American Fiction

Boblere: All of Us Strangers, The Zone of Interest, Are You There God? It’s Me Margaret

I manuskriptkategorierne har vi fire priser at gå efter: Critics Choice (CC), Golden Globes (GG), Writer’s Guild (WGA) og BAFTA. Men i den ikke-originale kategori har vi yderligere USC Scripter Awards (USC), og det er dejligt, for WGA har været så frække først at offentliggøre deres nomineringer efter Oscarnomineringerne er blevet offentliggjort.

Men af de fire vi så har i denne kategori, er det kun ’Oppenheimer’ og ’Poor Things’ der har været nomineret til alle fire. ’Barbie’ har været nomineret til CC og BAFTA, men i den originale manuskript-kategori, hvilket også forklare at den ikke er dukket op hos USC. ’Barbie’ var også nomineret hos GG, som dog kun har én samlet kategori. Så det ville give mening at den også kom med hos Oscar. ’Killers of the Flower Moon’ missede BAFTA, men var på longlisten, og ’American Fiction’ missede kun GG og vandt sågar hos CC, så den burde også komme med. Der er et par boblere, men jeg vil mene at de fem virker rimeligt sikre. Med mindre selvfølgelig at ’The Zone of Interest’ går helt amok.

Bedste originale manuskript

De nominerede bliver:

Past Lives
Anatomy of a Fall
The Holdovers
Maestro
May December

Boblere: Air, Saltburn, Rustin

Denne er for alvor svær, da vi kun har tre priser, og de fleste GG-nominerede var ikke-originale manuskripter. Samtidig er det kun ’Past Lives’ der har været nomineret til alle tre. De næste tre har været nomineret til to ud af tre, og ’Anatomy of a Fall’ vandt sågar ved GG. To film har en CC-nominering og på BAFTA longlist. Det er ’May December’ og ’Air’. Jeg går med ’May December’, som er det oplagte valg, og et virkeligt godt konstrueret drama. Men manuskriptforfatterne er en af akademiets mest mainstream-orienterede grene, så jeg vil slet ikke afvise at det kunne blive ’Air’ der tager den. Igen ligger ’Saltburn’ og lurer, hvis der skulle være et hul.

Bedste fotografering

De nominerede bliver:

Oppenheimer
Poor Things
Killers of the Flower Moon
Maestro
Saltburn

Boblere: The Zone of Interest, El Conde, Barbie

Vi har fire priser at gå efter her: Critics Choice (CC), American Society of Cinematographers (ASC), British Society of Cinematographers (BSC) og BAFTA.

Vi er heldige i år, fordi der ikke er en stor mainstream actionfilm, for dem hader akademiets fotografer nærmest. ’Barbie’ er nok det tætteste vi kommer og siden den kun var nomineret ved CC og longlistet til BAFTA, så har den nok heller ikke så mange chancer. Vi har fire film, som var nomineret til alle fire priser, så dem kan vi anse som rimeligt sikre. ’Saltburn’ var nomineret til CC og BSC og var på BAFTAs longlist. Fotograferingen er også den stærkeste del af filmen og fotograferne har aldrig været bange for at nominere en film, som ikke får så mange andre nomineringer. Men både BAFTA-nominerede ’The Zone of Interest’ og ASC-nominerede ’El Conde’ kan være outsidere til at tage den sidste plads.

Bedste kostumer

De nominerede bliver:

Poor Things
Barbie
Napoleon
Killers of the Flower Moon
Oppenheimer

Boblere: Maestro, The Color Purple, Wonka

I denne kategori har vi tre priser at gå efter: Critics Choice (CC), Costume Designer’s Guild (CDG) og BAFTA.

De seneste tre år har samtlige Oscarnominerede skulle findes blandt de nominerede i CDGs tre kategorier. Og alle tre år har det udelukkende været fra period og fantasy-kategorierne. Vi kan starte med at skrive de fire øverste på, som alle har været nomineret til alle tre priser. ’Oppenheimer’ ligner et godt bud på den sidste plads, da den kun har misset CC, hvilket også må være den svageste pris i denne sammenhæng. ’Maestro’ var også CDG-nomineret og på BAFTA longlist, men den opnåede ikke en nominering og har heller ikke samme formkurve som ’Oppenheimer’. ’The Color Purple’ og ’Wonka’ er oplagte bud, men begge har kun en CC-nominering, men ’Wonka’ var dog på BAFTAs longlist. Men jeg tror på at CDG bibeholder deres stime.

Bedste klip

De nominerede bliver:

Poor Things
Oppenheimer
Killers of the Flower Moon
Barbie
The Zone of Interest

Boblere: Ferrari, Saltburn, Anatomy of a Fall

I denne kategori har vi fire priser: Critics Choice (CC), American Cinema Editors (ACE), British Film Editors (BFE) og BAFTA. Desværre er ACE den vigtigste pris, og de nominerede her, bliver først offentliggjort efter Oscarnomineringerne. Så det bliver lidt svært. Men vi har heldigvis tre andre priser.

’Poor Things’ og ’Oppenheimer’ har været nomineret til alle tre, så de er oplagte bud på Oscarnomineringer. Det samme er ’Killers of the Flower Moon’, der dukkede op hos CC og BAFTA. Samtidig er Thelma Schoonmaker en legende indenfor faget, så det er også en oplagt nominering. Musicals klarer sig altid godt i denne kategori, og ’Barbie’ var nomineret til CC og longlistet hos BAFTA, så den er også et godt bud, da den samtidig har rigtigt meget buzz omkring sig. ’The Zone of Interest’ klarede sig rigtigt godt til BAFTA og scorede også en nominering i denne kategori. Den var nomineret hos BFE i deres britiske kategori, men ikke i deres hovedkategori. Jeg tror dog at det er den udenlandske film der kommer til at overgå forventningerne, så jeg tager den med.

Der mangler dog lidt noget action, og det kunne være nogle af kørescenerne i ’Ferrari’ der kunne stå for det. Men det bliver en anelse svært at forudsige, især den sidste plads.

Bedste makeup og hår

https://youtube.com/watch?v=gJP2QblqLA0%3Fsi%3DN_8_Qh__vxpg2C-B

De nominerede bliver:

Maestro
Poor Things
Oppenheimer
Golda
Napoleon

Boblere: Killers of the Flower Moon, Society of the Snow, Beau is Afraid

Her har vi tre priser at gå efter: Critics Choice (CC), Make up and Hair Stylists Guild (MHG) og BAFTA.

Det er meget sjældent at film uden nomineringer nogle af disse steder nomineres, men der er en god chance i år, da fire af de ti shortlistede film ikke har nomineringer fra nogle af disse priser. ’Barbie’ og ’Guardians of the Galaxy Vol. 3’ var nogle af de film der overraskende ikke blev shortlistet.

I denne kategori har alle shortlistede film også mulighed for at lave en præsentation ved den såkaldte bake-off, som kan have stor betydning. Desværre har jeg ikke kunne finde en eneste rapport fra den bake-off, så jeg ved ærligt talt ikke hvordan det er gået.

’Maestro’ blev nomineret i tre ud af fire kategorier ved MHG og fik også nomineringer fra CC og BAFTA. ’Poor Things’ og ’Oppenheimer’ fik også nomineringer alle tre steder, men kun med henholdsvis to og én nominering fra MHG. ’Golda’ har en nominering i MHGs specia effects-kategori og var longlistet til BAFTA. Netop special effects-kategorien er en der ofte vejer højere end de andre kategorier. Så den har også fine chancer. ’Napoleon’ og ’Killers of the Flower Moon’ har begge BAFTA-nomineringer, men ellers intet andet. Jeg tror at ’Napoleon’ tager nomineringen, da den både har Vanessa Kirbys skiftende make up og hår og den mere special effects prægede krigs make up.

’Society of the Snow’ kunne være en mulig spoiler, da arbejdet med den gradvise nedfrysning af hovedpersonerne og sminkning af lig helt sikkert har imponeret til en bake-off.

Bedste scenografi (Production Design)

De nominerede bliver:

Barbie
Poor Things
Killers of the Flower Moon
Oppenheimer
Napoleon

Boblere: Saltburn, Asteroid City, Maestro, Wonka

Her er vi heldige at have hele fem priser: Critics Choice (CC), Art Director’s Guild (ADG), Set Decorator’s Society (SDSA), British Film Designer’s Guild (BDG) og BAFTA.

I de seneste 11 år er der kun tre film der har sneget sig ind i Oscarfeltet uden en ADG-nominering, og kombinationen med både at have ADG og SDSA har vist sig at være yderst vigtig.

Kun ’Barbie’ og ’Poor Things’ har nomineringer hos alle fem. ’Killers of the Flower Moon’ og ‘Oppenheimer’ mangler BDG, som også er den mindst vigtige, så det vil også være svært at se bort fra de to. Men så kommer vi til den sidste plads, og her vil jeg mene at der er hele fem film i spil, som alle har ADG+SDSA kombinationen. ’Saltburn’ har også CC og en mindre kategori fra BDG, men var overraskende ikke engang longlistet hos BAFTA, på trods af at hele filmen er et set der er bygget. Minusset er, at det er så godt lavet, at det egentlig bare ligner en location man har fundet. Wes Andersons pastelfarver i ’Asteroid City’ kunne også være en mulighed. Her har man også opbygget en hel ørkenby og lavet minaturemodeller. Filmen var nomineret til CC og longlistet hos BAFTA. ’Maestro’ var også longlistet hos BAFTA, men ikke CC-nomineret, og det er en film, hvor der både arbejdes i sort hvid og farver, hvilket kan være med til at imponere. ’Napoleon’ er i samme situation som ’Maestro’ med BAFTA longlist og uden CC. Det er en traditionel periodefilm, og er den film der foregår længst tilbage i tiden, hvilket plejer at være en fordel. Til sidst er der ’Wonka’, som også tog nominering fra BDG og en BAFTA longlist. Den er mere fantasy-præget, men scenografien er også en virkelig stor del af filmen.

Lige nu er jeg mest på ’Napoleon’, men jeg kan sagtens ændre holdning indtil flere gange inden nomineringerne offentliggøres.

Bedste score

De nominereder bliver:

Oppenheimer
Killers of the Flower Moon
Poor Things
The Boy and the Heron
Indiana Jones and the Dial of Destiny

Boblere: Spider-Man: Across the Spider-Verse, The Zone of Interest, Saltburn

Her har vi faktisk en del priser at kigge på. De store er: Critics Choice (CC), Golden Globes (GG) og BAFTA. Men derudover er der også International Film Music Critics Association (IFMCA), American Society og Composers, Authors and Publishers (ASCAP), Hollywood Music in Media Awards (HMMA) og Society of Composers and Lyricists (SOCL).

IFMCA og ASCAP offentliggører først nomineringer efter Oscarnomineringerne, så dem kan vi starte med at se bort fra. Generelt er det ret godt at have kombinationen af CC, GG og BAFTA. Det er der fire der har i år. ’Oppenheimer’ vandt CC og GG og var yderligere nomineret til BAFTA, HMMA og SOCL. ’Killers of the Flower Moon’ var nomineret til de tre store, vandt HMMA og var nomineret til SOCL. De to er svære at komme udenom. Derudover har ’Poor Things’ og ’Spider-Man: Across the Spider-Verse’ CC, GG og BAFTA kombinationen. MEN, der er to store jokere i hele det her. For det første er der ’Indiana Jones and the Dial of Destiny’, som sandsynligvis er den sidste filmscore fra John Williams’ snart 92-årige hænder. Jeg tror ganske enkelt ikke akademiets komponister kan stå for fristelsen for at nominere ham en sidste gang. Apropos sidste film, så er Miyazakis ’The Boy and the Heron’ også med I opløbet. Den var nomineret til GG og SOCL, men lader til at have utroligt mange stærke tilhængere. Jeg tror at de to film tager de sidste pladser på bekostning af ’Spider-Man: Across the Spider-Verse’, da jeg ikke tror den står lige så stærkt som ’Poor Things’. Men jeg kunne godt finde på at lave et sidste sekunds byt med John Williams.

Bedste sang

https://youtube.com/watch?v=mewdcHIvMmA%3Fsi%3DGQBBebEPWeksW4S4

De nominerede bliver:

”What Was I Made For?” (Barbie)
“I’m Just Ken” (Barbie)
“Road to Freedom” (Rustin)
“The Fire Inside” (Flamin’ Hot)
“It Never Went Away” (American Symphony)

Boblere: “Dance the Night” (Barbie), “Keep it Movin” (The Color Purple), “Dear Alien Who Art in Heaven” (Astroid City)

Her har vi fire priser: Critics Choice (CC), Golden Globes (GG), Hollywood Music in Media Awards (HMMA) og Society of Composers and Lyricists (SOCL).

Det er lid ten sjov kategori, for vi ser nogle gange at film med alle fire nomineringer misser Oscarnomineringen, og i år har vi også set ”Peaches” fra ’The Super Mario Bros. Movie’, som slet ikke blev shortlistet. Jeg tror nu alligevel på, at de tre øverste sange bliver nomineret, da de har alle fire nomineringer. ”The Fire Inside” skal også med, da den er skrevet af Diane Warren, også selvom den ”kun” har nomineringer fra HMMA og SOCL. Den sidste plads er svær. Skal ’Barbie’ lave et hattrick? Skal den anden store musical (’The Color Purple’) med? Eller skal vi gå lidt mere syret regning med ’Astroid City’? Jeg tror dog at det bliver den musik-centrerede dokumentar ’American Symphony’ der tager den sidste plads. Det er ikke fremmed for denne kategori at indeholde sange fra dokumentarfilm, og netop en dokumentar med musik som omdrejningspunkt vil vel tale til de stemmeberettigede her. Den har godt nok kun nominering fra SOCL, men jeg tror alligevel godt, at den kan klare sig ind i det gode selskab.

Bedste lyd

De nominerede bliver:

Oppenheimer
Barbie
Maestro
Ferrari
The Zone of Interest

Boblere: Napoleon, Mission: Impossible: Dead Reckoning Part One, Killers of the Flower Moon

Siden de to lydkategorier blev slået sammen til én har vi haft fire priser at kigge på, hvoraf den ene (MPSE) har tre interessante kategorier. De fire er Cinema Audio Society (CAS), Motion Picture Sound Editors (MPSE), Association of Motion Picture Sound (AMPS) og BAFTA.

Et lille twist er, at denne kategori også har en bake-off, men den består udelukkende af at der vises et 10 minutters uredigeret klip fra hver film, så ingen præsentation af arbejdet. Derfor skal denne nok ikke tillægges alt for meget betydning, selvom den nok vil favorisere bulder-og-brag-filmene. Men med MPSEs tre kategorier, er det samlet muligt at nå seks nomineringer. Det har kun ’Oppenheimer’, som dermed må anses som rimelig sikker. ’Barbie’ og ’Maestro’ har begge fire og ligger fint i tråd med at film med musik ofte står godt i denne kategori. ’Ferrari’ har CAS, BAFTA og kun én MPSE-nominering. Til gengæld var det i den vigtigste MPSE-kategori for effects/foley, så lidt buldrende motorer skal nok også kunne parkere den på en nomineringsplads (sorry for ordspillet, det er ved at blive sent). ’The Zone of Interest’ tog nomineringer fra AMPS og BAFTA, mens den også var nomineret hos MPSE, men i deres kategori for udenlandske film. Lyddesignet fylder enormt meget i denne film, og selvom den nærmest er det modsatte af bulder og brag, så tror jeg alligevel at den er svær at se bort fra.

Bedste visuelle effekter

https://youtube.com/watch?v=ex3C1-5Dhb8%3Fsi%3DLLGqwCg9dVkTPYRD

De nominerede bliver:

The Creator
Guardians of the Galaxy Vol. 3
Godzilla Minus One
Spider-Man: Across the Spider-Verse
Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One

Boblere: Society of the Snow, Napoleon, Indiana Jones and the Dial of Destiny

Her kigger vi på Critics Choice (CC), BAFTA og Visual Effects Society (VES), som har rigtig mange priser. De to øverste film tog både CC, BAFTA og en nominering for VES hovedprisen. ’The Creator’ endte med syv VES-nomineringer, men ’Guardians of the Galaxy Vol. 3’ endte med seks. De havde også begge god respons ved bake-off. Men filmen der stjal showet ved bake-off var ’Godzilla Minus One’, der imponerede ved at have lavet rigtig meget på et meget lille budget og med få mennesker. Selvom det kun er blevet til én VES-nominering, så tror jeg alligevel at den kommer med. ’Spider-Man: Across the Spider-Verse’ har det problem, at der fortsat er mange der ikke mener at animation kan have effekter der kvalificerer den til denne kategori. Ikke desto mindre, fik den syv VES-nomineringer og en CC-nominering samtidig med at den var longlistet hos BAFTA. Den skulle efter sigende også have klaret sig godt til bake-off. Så jeg tror den kommer med. ’Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’ og ’Society of the Snow’ skulle begge have klaret sig godt ti lbake-off. ‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’ har nomineringer fra CC, BAFTA og en enkelt fra VES, mens ’Society of the Snow’ blot har to nomineringer fra VES. Den ene er dog I en af de finere kategorier for Best Supporting Effects. Her vælger jeg dog at tro lidt mere på actionfilmen.

Bedste animerede film

https://youtube.com/watch?v=cqGjhVJWtEg%3Fsi%3DEMjML4ML5qEsJRmU

De nominerede bliver:

Spider-Man: Across the Spider-Verse
The Boy and the Heron
Elemental
Nimona
Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem

Boblere: Wish, The Super Mario Bros. Movie, Suzume

Her har vi fem priser at se på: Critics Choice (CC), Golden Globes (GG), Producer’s Guild (PGA), Annie Awards (Annie) og BAFTA.

Siden Annie indførte to kategorier (Feature og Independent Feature) i 2016, har der altid været mindst én Oscarnomineret fra independent-kategorien. Men i år er netop den kategori utroligt tyndt besat. Så vi får måske en historisk begivenhed, som næsten er på linje med tronskiftet. Sådan cirka. Det gode ved animationsfolket er, at de som regel holder sig meget godt til de forudgående priser. Derfor kan vi roligt erklære de to øverste for sikre, da de har været nomineret alle fem steder. Udover at være Pixar, har ’Elemental’ også den fordel at den kun har misset Annie. ’Nimona’ er den store Netflix-animation i år, og netop Netflix har klaret sig rimelig godt med de film de har haft med. Den har CC og Annie, og så var den longlistet hos BAFTA. ’Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’ missed GG og BAFTA, men var dog på BAFTAs longlist, så den ligner også et godt bud på en nomineret. Disney skal man naturligvis aldrig afskrive, men ’Wish’ er blevet udråbt som en stor skuffelse, men har trods alt fået nomineringer fra CC og GG, samt en plads på BAFTAs longlist, så man ved aldrig om den kan overraske.

Bedste dokumentar

https://youtube.com/watch?v=L3DvHs0GbsY%3Fsi%3DWug6wOgqbMbEsbtG

De nominerede bliver:

20 Days in Mariupol
Still: A Michael J. Fox Movie
American Symphony
Beyond Utopia
Four Daughters

Boblere: Bobi Wine: The People’s President, The Eternal Memory, Going to Mars: The Nikki Giovanni Project

Selvom dokumentargrenen ofte går sine helt egne vege, så er det dog ret brugbart at kigge på nogle af de forudgående priser. Her har vi seks styk: Critics Choice (CC), Producer’s Guild (PGA), International Documentary Association (IDA), Cinema Eye Honors (CEH), Director’s Guild (DGA) og BAFTA.

Ingen har været nomineret til alle seks, men ’20 Days in Mariupol’ har kun misset én (IDA), og er nok øjeblikkets allervigtigste film. Og kan i øvrigt ses på dr.dk. Den kommer med. ’Still: A Michael J. Fox Movie’ er nok årets mest hypede dokumentar, som også vandt CC, men missede PGA og IDA. Dokumentarfolkene i akademiet har det med at smide de store hypede film på porten, især hvis det er portrætfilm, så den er i farezonen for at blive ofret. Men satser nu alligevel på, at den klarer den. ’American Symphony’ er Netflixs satsning i kategorien, og har også scoret de store nomineringer fra CC, GG og BAFTA, mens flugthistorien fra Nordkorea i ’Beyond Utopia’ har taget CC, GG, DGA og BAFTA. Så disse fire film virker som meget stærke kandidater til nomineringerne. Men hvad så med den sidste plads? Jeg satser på ’Four Daughters’, som var i hovedkonkurrencen i Cannes, men ellers kun har CEH i Award Season. Selvom jeg synes at ’Bobi Wine: The People’s President’ ser stærk ud med IDA og DGA. Jeg tror dog på hypet fra ’Four Daughters’ giver en nominering.

Bedste internationale film

De nominerede bliver:

The Zone of Interest
Society of the Snow
Fallen Leaves
20 Days in Mariupol
The Taste of Things

Boblere: The Teacher’s Lounge, Io Capitano, Perfect Days

Her har vi kun Critics Choice (CC), Golden Globes (GG) og BAFTA at gå efter. Og de kan faktisk ikke bruges til super meget, da vi ofte ser film uden forudgående nomineringer, eller med kun en enkelt blive nomineret.

Kategorien er også præget af, at Frankrig ikke indstillede ’Anatomy of a Fall’, som ellers har vundet CC og GG, og er BAFTA-nomineret. ’Past Lives’ har også fyldt i denne kategori, men er altså heller ikke indstillet.

Af dem der så er tilbage, tror jeg at ’The Zone of Interest’ er ret sikker, da jeg også ser den som en sandsynlig bedste film-nominering. Og så har den været nomineret til alle tre priser. Det samme har ’Society of the Snow’, som også er dukket op i en del andre kategorier, så den burde også være sikker. Kaurismäkis ’Fallen Leaves’ har kun en GG-nominering og en BAFTA longlist plads, men filmen har fået så meget omtale og hype, at jeg tror på den. Kaurismäki var også manden der sikrede Finlands hidtil eneste nominering i kategorien med ’The Man Without a Past’. ’20 Days in Mariupol’ kan blive den næste i en efterhånden fin liste af film, som har dobbeltnomineringer i dokumentar og international film kategorien. Den blev også BAFTA-nomineret i denne kategori, og jeg har bare svært ved at se hvordan man kan se så stærk en film, uden at ønske at sætte fokus på den med en nominering. Den sidste plads er svær, men for mig står den mellem ’The Taste of Things’ og ’The Teacher’s Lounge’. Begge var longlistet til BAFTA, men da ’The Taste of Things’ også var CC-nomineret, så bliver det den jeg går med.

Bedste animerede kortfilm

De nominerede bliver:

Once Upon a Studio
27
War Is Over! Inspired by the Music of John & Yoko
Wild Summon
Pete

Boblere: I’m Hip, Letter to a Pig, Our Uniform

Kortfilmskategorierne er altid svære, da vi ikke har nogle andre priser at gå efter. Samtidig har den animerede kategori skiftet fokus de senere år, hvor den tidligere var meget fokuseret på små sjove historier, gerne med nuttede dyr, så er filmene efterhånden blevet mørkere og mere rettet mod et voksent publikum. Samtidig har kun meget få af dem været tilgængelige online i år, hvilket går det endnu sværere.

’Once Upon a Studio’ er en hyldest til Disney af to Emmy-nominerede instruktører. Den har ikke været på så mange festivaler, men blev dog vist på Annecy. Men filmen er også ret sikkert lavet til Disney+ fremfor festivaler. Jeg har svært ved at se at animationsgrenen af akademiet ikke ville kunne lide en hyldest til Disney. ’27’ er historien om en pige, der indser hun må flytte hjemmefra, og nok den film på shortlisten med det mest imponerende pris-CV. Tre priser vandt den i Annecy, en i Cannes og den var nomineret ved European Film Awards, Sundance og i Toronto. Den må jo tydeligvis kunne et eller andet. ’War Is Over! Inspired by the Music of John & Yoko’ handler om to soldater I hver deres skyttegrav, som spiller via brevdue. Histroien er skrevet af John og Yokos søn og den er instrueret af Dave Mullins, der også var nomineret for ’Lou’ i 2018. Filmen har også en Annie nominering, så alt ved denne virker som en oplagt nominering. ’Wild Summon’ er menneskeliggørelsen af en laks’ rejse. Det lyder mærkeligt og ser også lidt underligt ud, men nomineringer fra Annecy, BAFTA og Cannes taler sit tydelige sprog. Jeg tror det er et godt bud. ’Pete’ er udelukkende på, fordi den handler om kønsidentitet, som er så stort et emne lige nu. Den blev vist på Tribeca, og distribueres på Criterion Channel i USA. Og de samler næppe noget op med mindre det har en vis kvalitet.

Blandt boblerne finder vi den jazzede musical og Annecy-nominerede ’I’m Hip’ fra John Muster, som tidligere har været nomineret to gange i animerede feature-kategorien. Der er Holocaust-filmen ’Letter to a Pig’, som også var Annecy-nomineret, og så er der en iransk skolepiges bekendelser i Annecy-vinderen ’Our Uniform’. Der er da også nuttede dyr i ’Boom’ (som kan ses her), men det er en Student Academy Award vinder, som nærmest er et dødskys i disse kategorier. Og så har den heller ikke så meget andet. Men måske kan alle fans af nuttede dyr samles om den.

Bedste korte dokumentar

De nominerede bliver:

The ABCs of Book Banning
The Last Repair Shop
The Barber of Little Rock
Last Song from Kabul
Deciding Vote

Boblere: Camp Courage, Between Earth & Sky, Black Girls Play: The Story of Hand Games

Her er mange af de shortlistede rent faktisk tilgængelige online, så det gør jo tingene lidt nemmere. Alligevel er det kun to af dem fem jeg forudsiger, som jeg rent faktisk har kunne se. ’The ABCs of Book Banning’ omhandler den øgede tendens til at forbyde bestemte bøger i amerikanske skoledistrikter. Filmen var nomineret til Critics Choice dokumentarpriser og er instrueret af Trish Adlesic, der tidligere var nomineret for den lange dokumentar ’Gasland’ og af Sheila Nevins, der har vunder 32 Emmyer. Ja, det er ikke en fejl, 32! ’The Last Repair Shop’ (kan ses her) omhandler de meget utrolige menneskeskæbner der er ansat i et lille musikværksted i Los Angeles, hvor man specialiserer sig i, at reparerer skoleelevers musikinstrumenter. Den er instrueret af duoen Kris Bowers og Ben Proudfoot, der var nomineret tidligere for ’A Concerto Is a Conversation’, og Proudfoot vandt desuden for filmen ’The Queen of Basketball’. Filmen vandt prisen ved Critics Choice Documentary Awards. En anden film der var nomineret ved Critics Choice var ’The Barber of Little Rock’, der handler om en barber, der forsøger at udligne den økonomiske ubalance der er mellem hvide og sorte nabolag i USA. Filmen er instrueret af John Hoffman, som har vunder fire Emmyer. Alle har han i øvrigt vunder sammen med Sheila Nevins. ’Last Song of Kabul’ var også nomineret til Critics Choice og omhandler en række forældreløse piger fra Kabul, som genfinder glæden ved musik efter de ankommer sikkert til Portugal. Filmen er instrueret af Kevin Macdonald, som har en Oscar for den lange dokumentar ’One Day in September’.

Så langt, så godt. De fire virker som meget oplagte bud, da de både er anerkendt andre steder, og har meget kompetente kræfter bag, som også er rutinerede ud i Award Season. Den sidste plads, står i mine øjne mellem ’Deciding Vote’ (som kan ses her), der omhandler en milepæl i historien om abortrettigheder i USA, og som er instrueret af Emmy-nominerede Jeremy Workman, og Netflixs ’Camp Courage’ om en pige og hendes bedstemor, der er flygtet fra krigen i Ukraine.

Selvom det må være svært at modstå et emne som Ukraine lige nu, så er abortrettigheder i USA et ligeså varmt emne. Det er måske min forkærlighed for politik der spiller ind, når jeg vælger ’Deciding Vote’ som den femte nominerede.

Bedste live-action kortfilm

De nominerede bliver:

The Wonderful Story of Henry Sugar
The Shepherd
The After
Strange Way of Life
Knight of Fortune

Boblere: An Avocado Pit, Yellow, Red White and Blue

Kortfilmskategorierne er I højere og højere grad blevet indtaget af streamerne, og det bliver vigtigere og vigtigere for kortfilmene at have kampagnepenge bag sig. Sidste år så vi hvordan den yderst kvalmende forfærdelige omgang platte vrøvl der vovede at kalde sig en film vandt bedste animerede kortfilm via en kæmpe kampagne fra Apple. Jeg taler naturligvis om ’The Boy, the Mole, the Fox and the Horse’. Og vi hører også fra dem der deltager I kapløbet, at det nærmest er umuligt at komme frem uden en publicist. Og netop i denne kategori er der nogle film med stærke kræfter og store navne bag sig. Wes Anderson har lavet en række Roald Dahl filmatiseringer for Netflix, og ’The Wonderful Story of Henry Sugar’ er nok den mest profilerede. Den fik premiere på Venedig og har en stjernespækket rolleliste. Netflix har også det stærke drama ’The After’ med David Oyelowo i hovedrollen. Disney+ kommer med ’The Shepherd’ fra BAFTA-nominerede Iain Softley, og med Alfonso Cuaron og John Travolta som executive producers. Til sidst har vi Pedro Alomodovars ’Strange Way of Life’ med Ethan Hawke og Pedro Pascal. Den var nomineret i Cannes og har spillet på Telluride, Toronto og New York filmfestivalerne. Jeg satser på de fire, men jeg håber inderligt, at max. To af dem kommer med. For charmen ved kortfilmskategorierne er jo netop, at den gode ide med den gode udførelse skal være nok. Det handler om charmerende film fremfor stjernespækkede film. Forhåbentligt. Til sidst tager jeg det danske bud, ’Knight of Fortune’ med, ganske enkelt fordi Kim Magnusson har produceret. Det er måske ikke den stærkeste film han er stillet med, men den er bestemt stærkere end nogle af dem Magnusson ellers har fået nomineret. Og man skal altid satse på Magnusson i denne kategori.

Det der kan bryde igennem er ’An Avocado Pit’ om en trans-kvinde og en CIS-mand, som mødes i Lisabons natteliv, og som har vundet på Clermont-Ferrand og en masse andre festivaler. Der er også ’Yellow’ om en kvindes usikre fremtid i Kabul. Den er BAFTA-nomineret og har vildt mange festivalpriser og nomineringer. Desværre ved jeg også at de har haft problemer med at få penge til en publicist, så det har unægtelig gjort det sværere for dem. Der er også ’Red, White and Blue’ om abort i USA. En film der har Samantha Bee som executive producer og derfor har noget kampagnekraft.

Hvis jeg får ret i mine forudsigelser, så kan det blive starten for en helt ny æra for kortfilm, både på godt og ondt. Men jeg håber faktisk at jeg tager fejl.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *