Jeg ved at der har været lidt stille på bloggen i år, da jeg har brugt tid på at opbygge AwardStats.com, men det betyder ikke at jeg ikke har suget alt den Oscarviden til mig som jeg kunne. Det skal nu omsættes til et sæt yderst velbegrundede nomineringsforudsigelser. Det er naturligvis lidt svært at sige hvor stor indflydelse Golden Globes har i år, men jeg har nu alligevel valgt at kigge på deres resultater. Men generelt har det været et mærkeligt år, hvor der blandt andet ikke har været så meget kampagneaktivitet ansigt til ansigt, men mere online. Det betyder også at mange af de amerikanske journalister der normalt har rigtig god føling med akademimedlemmernes tanker og meninger, ikke har kunne tale med ligeså mange medlemmer som sædvanligt. Alt dette gør arbejdet med at forudsige årets nominerede en del sværere.

Jeg forbeholder mig derfor også retten til at ændre mine forudsigelser lige til det sidste. Du kan se mine opdaterede forudsigelser hos Goldderby.com

Men lad os da bare springe ud i det.

Bedste film

De nominerede bliver:

The Power of the Dog
Belfast
Dune
Don’t Look Up
Licorice Pizza
West Side Story
King Richard
CODA
tick, tick…Boom!
Being the Ricardos

Boblere: Nightmare Alley, Cyrano, Drive My Car

De fem øverste film på listen formåede at blive nomineret til Critics Choice, Golden Globes, Producers Guild (PGA) og BAFTA for bedste film, så de må anses som meget sikre. De næste fire missede kun BAFTA og virker i min bog også som værende ret sikre. Det springende punkt bliver dog hvem der får den sidste plads, som helt sikkert skal udfyldes da Oscar i år er gået tilbage til et fast antal nominerede, nemlig 10.  ’Being the Ricardos’ var kun nomineret til PGA, mens ’Nightmare Alley’ kun havde Critics Choice og ’Cyrano’ kun havde Golden Globes. Ingen andre film har været nomineret til disse fire priser. Jeg tror på ’Being the Ricardos’, da det er filmen med den mest opadgående formkurve af de tre. Det vil betyde at PGA og Oscar matcher 100%, men om statistikken taler for det vides ikke rigtig, da de 10 nominerede hos Oscar er en ny ting. Men ’Being the Ricardos’ er dukket op overraskende mange steder, og jeg tror den kan tage den sidste plads. Men hvis stemmerne spredes bredt ud, kan pladsen også gå til den populære ’Drive My Car’, eller måske endda ’The Tragedy of Macbeth’ eller ’The Lost Daughter’ Døren er åben på vid gab for en overraskelse.

Bedste instruktør

De nominerede bliver:

Jane Campion (The Power of the Dog)
Paul Thomas Anderson (Licorice Pizza)
Denis Villeneuve (Dune)
Steven Spielberg (West Side Story)
Kenneth Branagh (Belfast)

Boblere: Ryusuke Hamaguchi (Drive My Car), Julia Ducournau (Titane), Maggie Gyllenhaal (The Lost Daughter)

Dette virker umiddelbart som en rimelig sikker kategori, men instruktørgrenen af akademiet har hevet nogle kaniner op af hatten de seneste år. Og de seneste tre år har der været en instruktør af en fremmedsproget film blandt de nominerede. Så vær beredt på overraskelser.

Når det så er sagt, så vælger jeg at være kedelig og gå med hvad der ligner et sikkert lineup. Jane Campion er den eneste der har sikret sig nomineringer fra Critics Choice, Golden Globes, Directors Guild (DGA) og BAFTA, så hun må være selvskrevet uanset hvad der sker. Paul Thomas Anderson missede Golden Globes, hvilket især i år er den pris man bedst kan overleve at misse. Steven Spielberg og Denis Villeneuve missede BAFTA, hvilket heller ikke er den store katastrofe under BAFTAs nye afstemningssystem. Dog er det værd at bemærke at Kenneth Branagh også missede BAFTA, hvilket godt kan ses som et svaghedstegn, da BAFTA må betragtes som hans hjemmebane. Så hvis overraskelsen skulle indtræffe, kunne det måske være Branagh der røg ud. Der er dog ikke en oplagt udfordrer til den femte plads, men skulle det være en udenlandsk film, så kunne Ryusuke Hamaguchi være en mulighed. Han fik en BAFTA-nominering, ligesom både Thomas Vinterberg (Druk), Bong Joon-Ho (Parasite) og Pawel Pawlikowski (Cold War), som er de seneste tre års ikke-engelsksprogede nominerede. Også Julia Ducournau (Titane) dukkede op til BAFTA, men hendes film nåede ikke shortlisten for internationale film. Og netop det kan måske være en fordel. For instruktørgrenen er nok den mest arthouse-orienterede gren, og der kan være en ”jeg skal vise dem”-attitude der kommer frem og gør de netop nominerer Ducournau for at vise resten af akademiet at de tog fejl. Lidt som det skete med Almodovar for ’Talk to Her’ som dengang ikke blev Spaniens Oscarindstilling. Almodovar kunne i øvrigt også være en mulighed for ’Parallel Mothers’. Hamaguchi ligner dog den mest oplagte overraskelse. Men har jeg nosserne til at forudsige ham som nomineret? Svaret er nej.

Bedste kvindelige hovedrolle

De nominerede bliver:

Jessica Chastain (The Eyes of Tammy Faye)
Lady Gaga (House of Gucci)
Nicole Kidman (Being the Ricardos)
Olivia Colman (The Lost Daughter)
Alana Haim (Licorice Pizza)

Boblere: Kristen Stewart (Spencer), Jennifer Hudson (Respect), Rachel Zegler (West Side Story)

Lady Gaga er den eneste der har fået nomineringer fra Critics Choice, Golden Globes, Screen Actors Guild (SAG) og BAFTA. Samtidig bær hun ’House of Gucci’, som har vist sig at være mere populær end først antaget. Jessica Chastain, Olivia Colman og Nicole Kidman har kun misset BAFTA, hvilket ikke er det største problem med deres nye afstemningssystem. Dog må det siges at være Colman der har det største problem med det, da hun havde en form for hjemmebane der. Den sidste plads er til gengæld ret åben. Alan Haim har med sin BAFTA-nominering fået nomineringer ved tre af de fire priser og kun misset SAG. Statistisk set betyder det at hun har 74% chance for en Oscarnominering. Kristen Stewart har kun to (Critics Choice og Golden Globes), hvilket giver hende 37% chance. Samtidig har Stewart ingen af de to branchepriser, og ’Spencer’ virker til ikke at have den helt store opbakning generelt. Så selvom hun startede som favorit, kan det ende med at hun ikke bliver nomineret. Samtidig har vi Jennifer Hudson, som godt nok kun har SAG (som ellers er vigtig), men som til gengæld har en typisk Oscarrolle i en biopic om Aretha Franklin. Filmen har ikke gjort det store væsen af sig, så jeg tror det bliver svært for hende, men hun bør ikke afskrives helt.

Bedste mandlige hovedrolle

De nominerede bliver:

Will Smith (King Richard)
Benedict Cumberbatch (The Power of the Dog)
Andrew Garfield (tick, tick…Boom!)
Denzel Washington (The Tragedy of Macbeth)
Javier Bardem (Being the Ricardos)

Boblere: Peter Dinklage (Cyrano), Leonardo DiCaprio (Don’t Look Up), Mahershala Ali (Swan Song)

Will Smith og Benedict Cumberbatch er som de to eneste dukket op ved Critics Choice, Golden Globes, SAG og BAFTA, så de må anses som sikre valg. Garfield og Washington missede BAFTA, men kom med ved de tre andre, så hvis en af dem ikke nomineres til Oscar vil jeg også anse det som en stor overraskelse. Især fordi Washington aldrig har været nomineret til en BAFTA, og når han ikke engang kan blive nomineret til det britiske akademis pris når han opfører freaking Shakespeare, så kommer det bare aldrig til at ske. Den femte plads er dog ret usikker. Javier Bardem blev nomineret til SAG og Golden Globes og spiller med i en film hvis formkurve er på vej op. Det tror jeg giver ham den femte plads. Peter Dinklage er nomineret til Golden Globes og Critics Choice, så han mangler opbakning fra branchen. ’Cyrano’ har heller ikke haft den stærkeste formkurve i denne Award Season og selvom det er en britisk film valgte BAFTA ikke at nominere Peter Dinklage. Det der dog taler for ham er, at han er utrolig vellidt og akademiet har reelt ikke haft en chance for at vise ham noget kærlighed siden The Station Agent i 2004, hvor han ikke blev nomineret. DiCaprio og Ali har begge Golden Globes og BAFTA, og kan sagtens blive overraskelsen i denne kategori. Men jeg tror det er et opgør mellem Bardem og Dinklage.

Bedste kvindelige birolle

De nominerede bliver:

Ariana DeBose (West Side Story)
Caitriona Balfe (Belfast)
Kirsten Dunst (The Power of the Dog)
Ruth Negga (Passing)
Aunjanue Ellis (King Richard)

Boblere: Ann Dowd (Mass), Cate Blanchett (Nightmare Alley), Marlee Matlin (CODA)

Jeg anser det her lineup som rimelig sikkert. Men man ved jo aldrig.

DeBose og Balfe er de to eneste der er dukket op ved alle fire store uddelinger, så dem siger jer er sikre. Kirsten Dunst missede BAFTA, mens Ruth Negga missede Critics Choice og Aunjanue Ellis missede SAG. Jeg tror dog på at de alle tre bliver nominerede, da der ikke rigtig er andre der kan true dem. Og historisk set er der 80% chance for en nominering med tre ud af de fire priser. Ann Dowd var en tidlig favorit i kategorien, men ’Mass’ er faldet fladt på maven ved de hidtidige priser. Cate Blanchett fik SAG-nomineringen, men det sker ofte at SAG hiver en kendt skuespiller ind, som så intet andet får hele Award Season. Det kunne være Blanchett i år. Marlee Matlin har, overraskende nok, ikke fået nogle af de store nomineringer i år. Men hvis akademiet forelsker sig hovedkulds i ’CODA’, så kunne hun være overraskelsen. Der er nogle få fortilfælde for det i kategorien de seneste årtier, men ikke mange.

Bedste mandlige birolle

De nominerede bliver:

Kodi Smit-McPhee (The Power of the Dog)
Troy Kotsur (CODA)
Ciaran Hinds (Belfast)
Jared Leto (House of Gucci)
Ben Affleck (The Tender Bar)

Boblere: Bradley Cooper (Licorice Pizza), Jamie Dornan (Belfast), Mike Faist (West Side Story)

Denne kategori har bølget frem og tilbage hele sæsonen. På nuværende tidspunkt anser jeg kun Smit-McPhee og Kotsur for sikre, da de har været med ved alle fire store uddelinger. Ciaran Hinds har kun misset SAG, men kan hjemmebanefordelen have spillet ind ved BAFTA? Jared Leto har Critics Choice og SAG, som er to gode priser at have i bagagen. Men jeg høre flere og flere der, ligesom jeg selv, mener at han virker fuldstændig malplaceret i filmen. Så har han i virkeligheden nok opbakning? Ben Affleck har Golden Globes og SAG og var ikke på BAFTAs longlist (dog ved jeg ikke om ’The Tender Bar’ var kvalificeret til BAFTA). Han har dog også en rolle i ’The Last Duel’, så måske summen af de to kan hjælpe ham? Så er der til gengæld Bradley Cooper, som akademiet elsker og som har en meget lille, men mindeværdig rolle i ’Licorice Pizza’. Han har dog kun været nomineret til SAG. Jamie Dornan kunne komme med hvis ’Belfast’ virkelig sparker døren ind og til sidst er der Mike Faist, som med sin BAFTA-nominering lige nåede at vise at han altså også kan være med. Faist har mange passionerede fans derude, så han er bestemt også en mulighed.

Det er et cluster fuck, og det kan godt være at jeg ender med at skifte Affleck ud i sidste øjeblik. Men for nu er det her min lineup.

Bedste adapterede manuskript

De nominerede bliver:

The Power of the Dog
Dune
The Lost Daughter
CODA
West Side Story

Boblere: Drive My Car, Passing, tick, tick…Boom!

I manuskriptkategorierne kigger vi generelt på Critics Choice, Golden Globes, Writers Guild (WGA) og BAFTA. Men for adapterede manuskript kigger vi også på USC Scripter Award, som udelukkende uddeler priser til adapterede manuskript. Vi skal jo også altid være opmærksomme på at der er indtil flere af de store film der ikke er valgbare til WGA fordi de har nogle lidt særlige regler om hvem der kan nomineres. ’The Power of the Dog’ var en af dem der ikke kunne nomineres til WGA. Samtidig var den eneste adapterede manuskript der blev nomineret til Golden Globes (som kun har én manuskriptkategori). Og da den også blev nomineret til Critics Choice, USC og BAFTA virker den sikker. ’Dune’ har kun misset Golden Globes, så den burde også være sikker. ’The Lost Daughter’ kunne ikke vælges af WGA, men blev nomineret af Critics Choice, USC og BAFTA, så det virker også som et godt bud. ’CODA’ missede USC, men fik nomineringer fra Critics Choice, WGA og BAFTA. Så med tre ud af de fem priser virker det oplagt. Samtidig er ’CODA’ med stor sikkerhed en bedste film nomineret, så den burde klare den. Den sidste plads er mere usikker. ’West Side Story’ tog Critics Choice og WGA og er dermed den eneste anden film der har været nomineret til mere end én af de fem priser. Dog var BAFTA-nominerede ’Drive My Car’ ikke valgbar til WGA, hvilket også var tilfældet for USC-nominerede ’Passing’. ’tick, tick…Boom!’ ligner en bedste film nomineret og med en WGA-nominering i bagagen kunne den også komme med. Men jeg tror at ’West Side Story’ kommer til at være helt med fremme i feltet, og derfor tror jeg også den kommer med her.

Bedste originale manuskript

De nominerede bliver:

Licorice Pizza
Don’t Look Up
Being the Ricardos
Belfast
King Richard

Boblere: The French Dispatch, Parallel Mothers, Pig

De tre øverste har været nomineret til Critics Choice, Golden Globes, WGA og BAFTA, så de burde ligge lige til højrebenet. ’Belfast’ har kun misset WGA, som filmen ikke kunne nomineres til, så det er der ikke den store skam i. ’King Richard’ missede kun Golden Globes, hvilket heller ikke betyder så meget i år. Den eneste anden film der har været nomineret til nogle af de fire priser er WGA-nominerede ’The French Dispatch’. Og selvom forfatterne elsker Wes Anderson, så tror jeg alligevel at han ville være dukket op flere steder hvis han var på vej mod en nominering. Men vi skal måske ikke underkende at det var netop forfatterne i WGA der nominerede ham. Det kunne også være at de valgte Almodovars ’Parallel Mothers’ som heller ikke kunne nomineres til WGA. Eller måske går de helt ud i torvene og vælger ’Pig’ som heller ikke var kvalificeret til WGA. Men det er nok bare spekulation. Jeg tror de fem herover er ret sikre.

Bedste fotorgraf

De nominerede bliver:

The Power of the Dog
Dune
Nightmare Alley
The Tragedy of Macbeth
Belfast

Boblere: West Side Story, No Time to Die, Spencer

American Society of Cinematographers (ASC), Critics Choice og BAFTA nominerede alle de øverste fire. Det er også fire film der er meget svære at komme udenom i denne kategori når man kigger på deres kvalitet på netop dette område. Og det betyder endnu en nominering til danske Dan Laustsen (Nightmare Alley). Det virker oplagt at den sidste plads skal gå til ’Belfast’, da både ASC og Critics Choice nominerede den. Og da ACSs fem nominerede relativt ofte matcher Oscars, så giver det god mening at den også skal med. Men spørgsmålet bliver selvfølgelig om akademiet vil nominere to sort-hvid-film i kategorien, eller om man vælger at sprøjte lidt flere farver i med Critics Choice-nominerede ’West Side Story’. Nogle outsidere kunne være BAFTA-nominerede ’No Time to Die’ eller ’Spencer’ som er fotograferet af Claire Mathon, som akademiet måske skylder lidt efter hun blev forbigået for ’Portrait of a Lady on Fire’.

Bedste kostumer

De nominerede bliver:

Cruella
Dune
Nightmare Alley
House of Gucci
West Side Story

Boblere: Cyrano, Spencer, The French Dispatch

Det er ikke så tit at alle Oscarnominerede også har været nomineret til Costume Designers Guild (CDG), men jeg har alligevel valgt at gå med fem CDG-nominerede. De øverste tre var også nomineret til Critics Choice og BAFTA, så de bør være sikre. De to nederste havde kun CDG og Critics Choice. De er oppe imod ’Cyrano’ der har den stærkere kombination med CDG og BAFTA, men jeg tror alligevel på de to andre. ’House of Gucci’ handler om modeindustrien, og selvom der er en klar facitliste, så har det alligevel krævet en del at genskabe de forskellige looks i filmen. Og film om mode plejer at gøre det godt i kategorien. Og så er der rigtig mange kostumer i, hvilket også plejer at hjælpe. Kostumerne betyder også meget i ’West Side Story’, og et af filmens mest brugte stills er netop et hvor kostumerne er i fokus. Og det har jeg en teori om betyder en del. Samtidig virker ’Cyrano’ til ikke helt at have fået fodfæste i Award Season. Men dette kunne være en oplagt kategori for den med store kjoler og en handling der foregår langt tilbage i tiden. Jeg er meget tæt på at skifte den ud med ’West Side Story’, så vær ikke overrasket, hvis jeg skifter den ud i sidste øjeblik.

Bedste klip

De nominerede bliver:

Dune
Belfast
Licorice Pizza
The Power of the Dog
No Time to Die

Boblere: West Side Story, King Richard, tick, tick…Boom!

De tre øverste er alle nomineret til Critics Choice, American Cinema Editors (ACE) og BAFTA. De to sidste pladser er mere usikre. ’The Power of the Dog’ er virkelig flot klippet, og så er det en favorit til bedste film, hvilket som regel også betyder at man kommer med for klip. Samtidig så har den både ACE og Critics Choice nomineringer, så det vil give mening hvis den nomineres. ’No Time to Die’ har nomineringer fra ACE og BAFTA. Samtidig så er action klip ofte noget der belønnes. Men det er musicals også. Derfor kunne Critics Choice-nominerede ’West Side Story’ eller BAFTA-nominerede ’tick, tick…Boom!’ også være stærke kandidater. Sportsfilm har også en god historik i kategorien, og det kan være en god ting for ACE-nominerede ’King Richard’. Jeg tror at alle fem er realistiske nominerede, men lige nu har jeg valgt at se bort fra musicals og sportsfilm.

Bedste sminke og hår

De nominerede bliver:

The Eyes of Tammy Faye
Cruella
House of Gucci
Dune
Coming 2 America

Boblere: The Suicide Squad, Nightmare Alley, Cyrano

Til denne pris kigger vi på Critics Choice, BAFTA og Make up and Hair Stylists Guild (MHG). Indenfor MHG kigger vi ydermere på om filmen har været nomineret for Makeup, hår eller begge dele. De tre øverste har været nomineret til det hele, mens ’Dune’ missede en nominering for hår hos MHG. Så jeg vil umiddelbart anse det for at være den sidste plads der er i spil. ’Coming 2 America’ har ligesom etteren rigtig meget makeup arbejde i sig, og da den samtidig har tre MHG-nomineringer er den oplagt. Dog skal vi tilbage til 2015 for at finde sidste tilfælde hvor alle Oscarnominerede også havde MHG-nomineringer. Men dengang var der også kun tre Oscarnominerede. Der er dog kun to film på shortlisten som ikke har MHG-nomineringer. Den ene er BAFTA-nominerede ’Cyrano’ som foregår langt tilbage i tiden, hvilket normalt er en fordel. Den anden er Critics Choice-nominerede ’Nightmare Alley’, som har en del forskellig slags makeup-arbejde i sig. Jeg tror dog på ’Coming 2 America’, men anser den sidste plads som ret åben.

En ting der gør forudsigelser i denne kategori lidt sværere er, at der ikke har været de sædvanlige rapportager fra den såkaldte bake off. Bake off er en begivenhed hvor alle shortlistede får mulighed for at fremlægge deres arbejde. En god fremlæggelse ved bake off er ekstremt vigtig for at blive nomineret. Det er muligvis grundet Corona, men der har ikke været nogen der har rapporteret fra bake offs i år. Desværre.

Bedste scenografi (Production design)

De nominerede bliver:

Dune
Nightmare Alley
The French Dispatch
West Side Story
The Tragedy of Macbeth

Boblere: Cruella, Licorice Pizza, Cyrano

Normalt skal alle fem nominerede findes blandt de nominerede for Art Directors Guild (ADG). Vi kan dog også kigge på Set Decorators Society of America (SDSA), Critics Choice og BAFTA. Vi har fire film der har været nomineret til alle fire priser. ’The Tragedy of Macbeth’, ’Licorice Pizza’ og ’Cruella’ er alle nominerede til ADG og SDSA, mens ’Cyrano’ er nomineret til SDSA og BAFTA. Så det er alle film der har brancheopbakning. Jeg vil satse på ’The Tragedy of Macbeth’, da hele filmen er bygget i et studie og kulisserne i den grad spiller en stor rolle i filmens visuelle fremtoning. De andre er også muligheder, men scenografien er ikke ligeså fremtrædende i dem.

Bedste score

De nominerede bliver:

The Power of the Dog
Dune
The French Dispatch
Don’t Look Up
Spencer

Boblere: Encanto, Parallel Mothers, The Last Duel

Som jeg har nævnt før på bloggen, så er jeg musikblind. Jeg aner intet om musik og jeg lægger sjældent mærke til musikken i en film. Så i denne kategori er jeg 100% afhængig af andre priser og statistik. Heldigvis er der efterhånden en del priser for netop musik. Vi har både Critics Choice, Golden Globes, BAFTA, International Film Music Critics (IFMCA), Hollywood Music in Media Awards (HMMA) og Society of Composers and Lyricists (SOCL). ’The Power of the Dog’ har kun misset IFMCA, hvilket alligevel ikke altid er den bedste til at forudsige Oscar. ’Dune’ har kun misset hovedkategorien ved HMMA, men vandt til gengæld Sci-fi og Fantasy kategorien. Både ’The French Dispatch’ og ’Don’t Look Up’ har fire ud af de seks priser, men derefter bliver det sværere. Igen vil jeg mene at den femte plads er den eneste rigtig åbne. Jeg satser på at Johnny Greenwoods navn er nok til at få ’Spencer’ nomineret, mens en animeret film ikke har været nomineret i kategorien siden 2009. Men måske netop derfor er det på tide at animation gør et comeback. Men jeg satser på at det ikke er nu.

Bedste sang

De nominerede bliver:

”No Time to Die” – No Time to Die
”Be Alive” – King Richard
”Dos Oruguitas” – Encanto
”Just Look Up” – Don’t Look Up
”Here I Am” – Respect

Boblere: ”Guns Go Bang” (The Harder They Fall), ”Down to Joy” (Belfast), ”Somehow You Do” (Four Good Days)

Titelsangen fra ’No Time to Die’ har været ude i lang tid og har været favorit siden før filmen fik premiere. Den har også været nomineret til både Critics Choice, Golden Globes, HMMA og SOCL. Den vandt da også Golden Globes og HMMA, så det vil være et chok hvis den ikke kommer med. ’King Richard’ har kun misset SOCL, som er den mindst vigtige af priserne. PIXAR og Disney klarer det altid godt i denne kategori, og ’Encanto’ har nomineringer fra Critics Choice og Golden Globes, så den tror jeg også på. ’Don’t Look Up’ har kun misset Golden Globes og så er det et plus at Ariana Grande er involveret, da musikgrenen har det med at kunne lide stjerner. Den sidste plads er den jeg er mest i tvivl om. ’Respect’ var nomineret til Golden Globes, HMMA og SOCL, så den har et godt udgangspunkt. Samtidig er det en måde at hædre Aretha Franklin, hvilket dele af musikgrenen nok ikke kan modstå. Men ”Somehow You Do” (Four Good Days) er skrevet af Diane Warren, og det må være svært for akademiet at modstå en trettende chance for at give en Oscar til en anden end hende.

Bedste lyd

De nominerede bliver:

Dune
No Time to Die
West Side Story
A Quiet Place Part 2
The Matrix Resurrections

Boblere: Last Night in Soho, Spider-Man: No Way Home, Belfast

Sidste år blev de to lydkategorier slået sammen til én. Derfor er det svært at sige præcis hvilke priser der betyder mest. Men vi kigger på Cinema Audio Society (CAS) som kårer bedste sound mix, mens vi også kigger på alle tre kategorier ved Motion Picture Sound Editors (MPSE) for sound editing. Derudover er der de britiske priser fra The Association of Motion Picture Sound (AMPS) og selvfølgelig BAFTA. Sidste år var 4 nomineringer eller derover nok til at sikre en Oscarnominering. I år er der fire film der har fire nomineringer eller mere, så dem har jeg valgt at gå med. ’Dune’ har som den eneste været nomineret til alle seks priser, så den må være favorit indtil videre.  ’The Matrix Resurrections’ og ’Last Night in Soho’ er de eneste shortlistede med tre nomineringer. ’The Matrix Resurrections’ blev nomineret i alle tre MPSE kategorier, så den har stærk opbakning fra sound editors, men måske ikke ligeså meget fra mixers. To af nomineringerne til ’Last Night in Soho’ var dog fra AMPS og BAFTA, så måske den ikke har så stor opbakning i USA. ’Belfast’ missede BAFTA, hvilket burde have været der den skulle nomineres for også at stå stærkt til Oscar. En anden faktor er at der er en bake off, som er der hvor alle shortlistede får mulighed for at fremlægge deres arbejde for de stemmeberettigede. I år får de ikke mulighed for at lave et showreel, men de skal i stedet spille et otte minutters klip fra filmen. Netop derfor har ’Spider-Man: No Way Home’ en god mulighed, da det er en film der nok vil have et af de mest imponerende klip. Det samme kan siges om ’The Matrix Resurrections’. Men Marvel har typisk ikke klaret det så godt ved Oscars, så jeg sætter Spider-Man på bænken.

Bedste visuelle effekter

De nominerede bliver:

Dune
The Matrix Resurrections
No Time to Die
Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings
Spider-Man: No Way Home

Boblere: Godzilla vs. Kong, Free Guy, Ghostbusters: Afterlife

Dette er også en af de kategorier hvor der afholdes en bake off. Desværre har jeg ikke kunne finde nogle reportager fra årets bake off. Og det er problematisk, for det er det der normalt kan give et praj om hvilke af outsiderne der kan snige sig med. Men så må vi kigge på de mere objektive kriterier. Vi kan kigge på Critics Choice, BAFTA og Visual Effects Society (VES). For VES kigger vi på hovedkategorien for bedste effekter og kategorien for bedste understøttende effekter (supporting effects) samt det samlede antal nomineringer. ’Dune’ fører feltet an med seks VES-nomineringer hvoraf en af dem er for bedste effekter. Oveni det har den BAFTA og Critics Choice. Som årets helt store effektsdrevne film må den også anses for at være favorit. ’The Matrix Resurrections’ har samme nomineringer, dog kun med to VES-nomineringer samlet. Det samme gælder ’No Time to Die’ hvis eneste VES-nominering dog var den for bedste effekter. ’Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ har Critics Choice, og fire VES-nomineringer inklusive bedste effekter. Den har dog ingen BAFTA-nominering, hvilket kan være problematisk. Men med hele fire VES-nomineringer må den have god opbakning i branchen. Til sidst er der ’Spider-Man: No Way Home’ som hverken har BAFTA eller Critics Choice, men var VES-nomineret for bedste effekter samt to andre kategorier. Det samme gælder i øvrigt ’Godzilla vs. Kong’, men da tror jeg måske at det spiller ind at ’Spider-Man: No Way Home’ har haft langt større kommerciel succes. Mulige outsidere er ’Free Guy’ og ’Ghostbusters: Afterlife’ som begge er BAFTA-nominerede, men ikke har hverken Critics Choice eller VES. BAFTA viser at der er lidt opbakning i branchen og med et godt showreel til bake off, kan der være banet en vej for en nominering.

Bedste animerede film

De nominerede bliver:

Encanto
Flee (Flugt)
Luca
The Mitchells vs. The Machines
Raya and the Last Dragon

Boblere: Belle, Sing 2, Pompo The Cinephile

Det ser rimeligt sikkert ud for de første tre som alle er nomineret til Critics Choice, Golden Globes, Producers Guild (PGA), Annie og BAFTA. ’The Mitchells vs. The Machines’ missede Golden Globes, som nok ikke er det store problem i år. ’Raya and the Last Dragon’ missede BAFTA, som dog kun havde fire nominerede i år. Annie har to hovedkategorier, en for studiefilm og en for uafhængige film. Siden kategorien for uafhængige blev indført er mindst én fra den kategori blevet Oscarnomineret. Da ’Flugt’ er den mest profilerede af de nominerede i den kategori, virker den til at være en meget oplagt nomineret. ’Belle’ skulle efter sigende være enormt flot og en drøm for animatorer, så den kunne blive den anden Oscarnominerede fra den uafhængige kategori. Den har dog ingen andre af de store nomineringer. ’Sing 2’ har PGA og Annie og kunne også komme med. Uanset om en af de to eller begge kommer med, bliver det nok på bekostning af enten ’The Mitchells vs. The Machines’ eller ’Raya and the Last Dragon’.

Bedste dokumentar

De nominerede bliver:

Summer of Soul
Flee (Flugt)
The Rescue
Ascension
Writing with Fire

Boblere: Attica, In the Same Breath

Her kigger vi på Critics Choice, PGA, International Documentary Association (IDA), DGA og BAFTA. Kun én er dukket op alle steder, og det er ’Summer of Soul’. Men de seneste år har dokumentargrenen i akademiet haft det med at undlade at nominere den helt store favorit. Så det betyder at ’Summer of Soul’ kan være i fare. Men det vil næsten være dumt ikke at forudsige en nominering til en film der er dukket op over alt. ’Flugt’ missede DGA, men af alle de kategorier den er shortlisted i må dette være den mest sikre nominering. ’The Rescue’ missede kun IDA, mens ’Ascension’ missede både IDA og BAFTA, men dog stadig fik Critics Choice, PGA og DGA. Så den virker til at være blandt de fire oplagte. Den sidste plads er dog yderst tvivlsom. ’In the Same Breath’ og ’Writing with Fire’ har begge PGA og IDA, mens ’Attica’ har Critics Choice og DGA. Selvom ’Attica’ har den bedste kombination af priser, så tror jeg at ’Writing with Fire’ har en bedre historie, der omhandler en indisk avis der drives af kvinder. Det er et opgør med de meget traditionelle kønsroller i landet, og taler godt ind i en aktuel dagsorden, hvor ’Attica’ handler om begivenheder i 70’erne. ’In the Same Breath’ er også aktuel med en historie om pandemien, men jeg tror at de fleste ikke længere orker at beskæftige sig med Corona.

Bedste internationale film

De nominerede bliver:

Drive My Car
The Hand of God
A Hero
The Worst Person in the World
Flee (Flugt)

Boblere: Compartment No. 6, Hive, I’m Your Man

Af de store priser har vi kun Critics Choice, Golden Globes of BAFTA at gå efter. Af de shortlistede film er det kun ’Drive My Car’ og ’The Hand of God’ der har været med alle steder. ’A Hero’ missede BAFTA, mens ’The Worst Person in the World’ missede Golden Globes. Til sidst er der ’Flugt’ som var nomineret til Critics Choice og ’Compartment No. 6’ der var nomineret til Golden Globes. Jeg tror ’Flugt’ står klart stærkest og akademiet har de seneste to år vist at de ikke er bange for at nominere dokumentarer i denne kategori. Skulle der være en overraskelse vil et godt bud være Sundance-vinderen ’Hive’ eller den Guldbjørn-nominerede ’I’m Your Man’. Men jeg må indrømme at jeg føler mig rimelig sikker på de fem herover.

Bedste animerede kortfilm

De nominerede bliver:

Us Again
Robin Robin
Mum is Pouring Rain
Souvenir Souvenir
Affairs of the Art

Boblere: Bad Seeds, The Musician, Bestia

Det har været rigtig svært at se mere end et par af filmene i år, så det er svært at forudsige. ’Us Again’ er Disney, og Disney bliver næsten altid nomineret når de har en shortlisted film, så den skal med. Netflix-filmen ’Robin Robin’ er lavet af Ardmann, som animationsgrenen elsker. Samtidig er det stop-motion lavet med filtdukker. Det er meget svært at se hvordan animatorerne ikke vil kunne lide det. ’Mum is Pouring Rain’ vandt ved animationsfestivalen i Annecy og er også Annie nomineret. ’Souvenir Souvenir’ er lavet af en tidligere nomineret instruktør, så han ved hvordan man kommer igennem nåleøjet. Samtidig har filmen vundet ved Annie, Sundance og Clermont-Ferrand. Så på papiret burde den også kommer med. ’Affairs of the Art’ er også fra en tidligere nomineret i kategorien, og filmen har vundet i Annecy og Clermont-Ferrand samt en lang række andre festivaler. ’Bad Seeds’ er en af de få der har kunne ses, og den er virkelig underholdende. Så jeg kan godt se den komme med, men den har ikke haft ligeså meget succes som de andre, så jeg tror lige præcis jeg holder den ude af min lineup.

Bedste korte dokumentar

De nominerede bliver:

Three Songs for Benazir
When We Were Bullies
Terror Contagion
The Queen of Basketball
Camp Confidential: America’s Secret Nazis

Boblere: Aguilas, A Broken House, Day of Rage

Her har man faktisk haft mulighed for at se en del af de shortlistede, om end ikke ligeså mange som tidligere år. Netflix-filmen ’Three Songs of Benazir’ er vinder fra Full Frame dokumentarfestival samt kortfilmfestivalen i Odense. Samtidig tager den et aktuelt emne op om internt fordrevne i Afghanistan. ’When We Were Bullies’ undersøger et 50 år gammelt tilfælde af mobning, men er lavet af veteran-dokumentaristen Jay Rosenblatt, hvilket er grunden til at jeg har den med. ’Terror Contagion’ er lavet af Oscarvinder Laura Poitras (CitizenFour) og handler om cybertrusler mod journalister og NGO’er. Jeg har ikke set filmen, men jeg antager man bliver forarget nok til at stemme på den. ’The Queen of Basketball’ er lavet af instruktøren som sidste år var nomineret for ’A Concerto is a Conversation’. Og ligesom den film giver den et billede på USA’s udvikling gennem en enkelt persons fortælling. Og så er det en virkelig interessant film, som kan ses på YouTube. ’Camp Confidential: America’s Secret Nazis’ er endnu en Netflix film, der ligesom ’Flugt’ er animeret. Den har en Critics Choice Documentary nominering, men ellers ikke noget nævneværdigt. Jeg tror dog at historien i sig selv kan bære den frem, for det er en ret vild historie den fortæller.

Bedste kortfilm (Live action)

De nominerede bliver:

Tala’vision
You’re Dead Helen
The Criminals
Ala Kachuu: Take and Run
On My Mind

Boblere: Stenofonen, Les Grandes Claques, When the Sun Sets

Igen har det været svært at se de fleste af filmene. Faktisk har jeg kun fået set to af de shortlistede. Jeg har taget ’Tala’vision’ med fordi den omhandler en 8-årig i et krigsområde. Børn er altid en vinder i denne kategori. Filmen vandt en Student Oscar, men det er faktisk sjældent at det fører til en Oscarnominering. Men børn gør til gengæld. ’You’re Dead Helen’ har blandt andet vundet på Odense Filmfestival samt en lang række andre festivaler. Så handler den om en mand der bor med sin afdøde kærestes spøgelse, som han nu har besluttet sig for at slå op med. Den slags humoristiske plots ses ikke så tit på shortlisten, men når de er der, så plejer chancerne for en nominering at være gode. ’The Criminals’ er mest med på grund af dens mange priser fra blandt andet Sundance. ’ Ala Kachuu: Take and Run’ har rigtig mange priser, men dog ikke så mange store. Den handler om en kyrgisisk kvinde der kidnappes og tvangsgiftes. Det lyder som et plot der godt kunne falde i god jord. Til sidst har vi danske ’On My Mind’, som er instrueret af tidligere Oscarvinder Martin Strange Hansen og produceret af kortfilmens konge Kim Magnusson. Og hvis der er én ting jeg har lært så er det at man aldrig skal undervurdere Kim Magnusson, så han er med. Han har også en anden film på shortlisten, nemlig ’Stenofonen’ instrueret af Nicolaj Kopernikus. Grunden til at jeg har valgt ’On My Mind’ er ganske enkelt at jeg tror Martin Strange Hansen er bedre til at føre kampagne og spille spillet end Kopernikus. Om der har været en masse kampagneaktivitet ved jeg ikke, men med Kim Magnusson om bord vil jeg gå ud fra det.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *