Siden vejrguderne nu har velsignet os med godt biografvejr, så synes jeg at det vil være passende at tage et kig på hvilke Oscaraktuelle film der går i biografen og ikke mindst, hvilke der kommer de næste par måneder, inden Award Season for alvor går i gang.

Traditionen tro har den første del af året primært budt på blockbusters som sandsynligvis ikke er i spil til meget andet end kategorierne indenfor visuelle effekter og lyd. Det gælder film som ’Transformers: The Last Knight’, ’The Mummy’, ’Wonder Woman’, ’Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge’, ’Alien: Covenant’ og ’Guardians of The Galaxy Vol. 2’. Sidstnævnte kunne også være i spil til bedste sminke. Derudover kommer ’Baby Driver’ som jeg vil kalde en meget stærk kandidat til lydmix og klip. Og så har vi haft et hav af animationsfilm og naturligvis ’Skønheden og Udyret’ der uden tvivl er i spil til kostumer, scenografi, sminke, lydmix, musik og visuelle effekter.

Så er det også værd at nævne ’Get Out’ som blev et meget uventet kæmpehit i de amerikanske biografer. Problemet er dog at gyserfilm sjældent klarer sig så godt i Award Season, men med de mange nye medlemmer akademiet har lukket ind de sidste to år, kan intet afskrives på forhånd. Jeg tror dog maksimalt at ’Get Out’ kan håbe på en manuskriptnominering, men chancerne for en nominering bliver vi meget klogere på indenfor de næste par måneder.

Til sidst må jeg også hellere nævne de to Netflix-film som er i spil til dette års Award Season. Det drejer sig om ’War Machine’ og ’Okja’ der begge kan ses på Netflix (sjovt nok). Akademiet har dog ikke været glade for Netflixs spillefilm og især ’Okja’ bliver nok den alvorligste test på hvor stor akademiets antipati for Netflix egentlig er.

Men både Juli og August giver os også nogle meget interessante film at se frem til.

Personal Shopper

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=reASHCu2wLQ&w=560&h=315]

Olivier Assayas’ film blev meget godt modtaget ved Cannesfestivalen i 2016 og mange troede at den ville være i spil til den sidste Oscaruddeling. Det kom den dog ikke, da den først har fået amerikansk premiere i år. Filmen har et enkelt Oscarhåb i Kristen Stewart, der efterhånden har leveret en lang række præstationer, der har været lige ved og næsten i forhold til Oscarnomineringer. Så måske dette kan være hendes chance. Det er dog unægteligt i hovedrollekategorien hun skal kæmpe om nomineringen og i den kategori bliver der ikke givet ved dørene.

Premiere: 6. juli

’Spider-Man: Homecoming’ og ’Abernes Planet: Opgøret’

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=U0D3AOldjMU&w=560&h=315]

Jeg har slået de to actionfilm sammen, da de begge er i spil til samme kategorier: Visuelle effekter og begge lydkategorier. Godt nok skal vi helt tilbage til 2005 for at finde den sidste Spider-Man-film (’Spider-Man 2’) som blev nomineret, men denne gang er den 21-dobbelte Oscarnominerede lydmixer Kevin O’Connell tilbage på holdet, og det plejer at give gode chancer for en nominering.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=qxjPjPzQ1iU&w=560&h=315]

De sidste to film i Abernes Planet-serien har været nomineret til visuelle effekter, så ’Abernes Planet: Opgøret’ skulle også have gode chancer for at fuldende hattricket. Det skulle åbenbart være ret svært at animere pels. Og det er der ret meget af i en film fyldt med aber.

’Spider-Man: Homecoming’ premiere: 6. Juli
’Abernes Planet: Opgøret’ (’War for the Planet of the Apes’) premiere: 13. juli

Tulipanfeber (’Tulip Fever’)

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=1Ie3uasDCgA&w=560&h=315]

’Tulipanfeber’ har en enormt stærk rollebesætning med blandt andre Alicia Vikander, Christoph Waltz og Judi Dench, så der er i hvert fald potentiale for at få opmærksomhed i skuespilkategorierne. Musikken er lavet af Danny Elfman (4 Oscarnomineringer), kostumerne er lavet af Michael O’Connor (3 Oscarnomineringer – 1 Oscar) og scenografi-holdet har en enkelt Oscarnominering. Så det er helt sikkert en film der godt kan levere et par nomineringer. Vi ved endnu ikke om den er noget værd, men det får vi danskere muligheden for at bedømme som nogle af de første. Den amerikanske premiere ligger nemlig først i slutningen af august.

Premiere: 13. juli

Dunkirk

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=BscssO8_K0g&w=560&h=315]

Jeg har tidligere kommet en forklaring om alle de muligheder der er for nomineringer til ’Dunkirk’ og det ligner da også filmen som kan give Christopher Nolan sin første nominering som bedste instruktør. Dette er nok også en af de få film på listen, som jeg med 100% sikkerhed kan sige får en nominering i en eller anden kategori.

Premiere: 20. juli

Whitney: Can I Be Me

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=1G2fY0xci_c&w=560&h=315]

Den legendariske britiske dokumentarist Nick Broomfield har aldrig været nomineret til en Oscar, men hans seneste portræt af afdøde Whitney Houston kan måske ændre på dette. Filmen har fået lidt blandede anmeldelser, men hvis Houston (Som i øvrigt heller ikke blev Oscarnomineret) har en stor nok fanbase i akademiet, skal man ikke udelukke denne film som nomineret for bedste dokumentar.

Premiere: 26. juli

’Emoji filmen’ og ’Biler 3’

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=onGynY3EaL4&w=560&h=315]

Selvom man aldrig skal afskrive Pixar, så er ’Biler 3’ blot en outsider til bedste animerede film. Men som det efterhånden er tradition har Randy Newman (20 Oscarnomineringer – 2 Oscars) skrevet en sang, som meget vel kunne snuppe en nominering.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=Rd85FEdJfTw&w=560&h=315]

Om ’Emoji filmen’ er noget værd, finder vi ikke ud af før slutningen af juli, hvor den får premiere i USA, men umiddelbart vil jeg mene at den er oplagt at sende ind i kapløbet om bedste animerede film. Men vi får se.

’Emoji filmen’ (’The Emoji Movie’) premiere: 3. august
’Biler 3’ (’Cars 3’) premiere: 31. august

The Big Sick

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=3Z_o-8pkiVo&w=560&h=315]

Et af de helt store hits på Sundance er allerede udråbt til en mulig nominering for bedste film og dermed følger naturligvis også muligheder for manuskript, instruktør, klip og ikke mindst skuespil. Især i birollekategorierne er den tippet gode chancer med især Holly Hunter og måske skal vi også vende os til at sige ”Academy Award nominee Ray Romano”. For det kommer nok til at kræve lidt tilvænding.
Af alle film på listen er denne nok den absolutte must see for Oscarnørder.

Premiere: 17. august

Manifesto

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=sOA6ramO1aw&w=560&h=315]

Denne film er nok lidt meget på den kunstneriske side. Men akademiet elsker Cate Blanchett som spiller hele 13 forskellige roller i filmen. Og det kunne godt lugte af at hun kunne hive sin ottende Oscarnominering hjem. Men endnu har Oscarfokus ikke været specielt meget på denne film og jeg har den kun med på listen fordi jeg tror at den med den rette kampagne kan blive opdaget i løbet af Award Season.

Premiere: 24. august

My Cousin Rachel

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=l787QxuR51I&w=560&h=315]

Filmen har ikke været det helt store hit, men Rachel Weisz er endnu engang spået muligheder for en nominering. Det bliver hun dog ofte spået og det er kun sket én gang at hun er blevet nomineret (2006 for ’The Constant Gardener’, som hun også vandt for). Derfor er det udelukkende en helgardering at sætte denne film på listen.

Premiere: 24. august

’Fences’ og ’Loving’

De er godt nok ikke aktuelle til den kommende Award Season, men endelig får vi lov til at se de to film som samlet stod for fem nomineringer og en Oscar ved dette års uddeling. Så hvis man ikke allerede har set dem på et fly på vej til de varme lande, så får man muligheden i august. Begge film ser dog lige nu kun ud til at blive vist i Cinemateket i København.

’Fences’ premiere: 3. august
’Loving’ premiere: 31. august