Oscar 2026 – De endelige forudsigelser

Oscarweekenden er over os, og det betyder at det er på tide at lave de endelige forudsigelser. Eller i hvert fald så endelige som de kan blive med tre dage endnu. Jeg forbeholder mig jo altid retten til at skifte til noget der sikkert er forkert.

Det har været et turbulent år, hvor favoritværdigheder er kommet og gået og alt har været oppe i luften, som var det genstande i hænderne på en østeuropæisk jonglør. Noget er faldet på plads, andet er ikke, så det bliver enormt spændende at se hvordan det hele falder ud. For jeg husker ikke at have været så meget ude at skide, som jeg er med bedste mandlige hovedrolle i år. Mine resultater ligger ofte omkring 70-80% rigtige, men i år vil jeg være meget glad hvis jeg kan holde mig over 70%. Men hvem ved? Det kan være jeg har regnet det hele ud.

Lad os finde ud af det.

Bedste film

Vinder: One Battle After Another
Runner up: Sinners

I denne kategori kigger vi på Critics Choice, Golden Globes, Producers Guild (PGA) og BAFTA. Her kan vi se, at ’One Battle After Another’ har vundet dem alle. Og så burde den kategori jo være lukket og slukket. MEEEN ’Sinners’ har opbygget en god mængde buzz på det seneste, så der er folk der er begyndt at tale om den som en mulig vinder. Det virker dog urealistisk da den ikke har vundet nogle af de store priser vi kigger på. ’Parasite’ overraskede i sin tid uden at have vundet noget, og her var det netop SAG ensemble-prisen der vendte det hele, hvilket også er den pris ’Sinners’ netop har vundet. Forskellen er bare, at det år, var der ikke én anden film der havde støvsuget det hele. Det år delte ’1917’ og ’Once Upon a Time… in Hollywood’ de store priser mellem sig. I den udvidede æra kan vi også finde et enkelt tilfælde på en film der støvsugede alle de store priser og ikke vandt Oscar. Det var ’La La Land’. Men selv det år havde ’Moonlight’ (som vandt Oscar) også vundet den ene kategori ved Golden Globes. Så der er rigtig meget der tyder på, at disse fortilfælde ikke nødvendigvis kan bakke op om en sejr til ’Sinners’.

Bedste instruktør

Vinder: Paul Thomas Anderson (One Battle After Another)
Runner up: Ryan Coogler (Sinners)

Her kigger vi på Critics Choice, Golden Globes, Directors Guild (DGA) og BAFTA. Igen er det meget let at opsummere, for Paul Thomas Anderson har vundet dem alle. Når man samtidig tilføjer at han er en stor respekteret instruktør, som aldrig tidligere har vundet trods 11 tidligere nomineringer, så virker den sikker. Der er tilfælde indenfor de seneste 20 år, hvor en instruktør har vundet alt op til Oscar, men ikke vundet Oscar. Senest i ’Parasite’-året, hvor Sam Mendes (1917) vandt alt op til, men Bong Joon-Ho vandt Oscar. Her var dog den lille forskel, at Bong Joon-Ho faktisk også havde vunder Critics Choice, da den blev uafgjort mellem de to. Ligeledes havde Sam Mendes vundet tidligere for ’American Beauty’ og hans film havde ikke støvsuget det hele, som det er tilfældet med Paul Thomas Andersons. Det andet tilfælde var, dat Ben Affleck vandt det hele for ’Argo’, men end ikke blev nomineret til en Oscar, og derfor ikke vandt. Men den forhindring er Paul Thomas Anderson allerede kommet over. Så alt peget på PTA.

Bedste kvindelige hovedrolle

Vinder: Jessie Buckley (Hamnet)
Runner up: Rose Byrne (If I Had Legs I’d Kick You)

Her kigger vi på Critics Choice, Golden Globes, The Actor Awards – Screen Actors Guild (SAG) og BAFTA. Jessie Buckley har vundet alle, og er nok den eneste sikre skuespil-Oscar i år, hvilket er ret usædvanligt. Men lige her er der ikke meget konkurrence, og det er heller ikke til at finde fortilfælde i kategorien, hvor en kvindelig hovedrolle har vundet alt andet og tabt Oscar. Så lad os ikke bruge mere tid på den.

Bedste mandlige hovedrolle

Vinder: Timothee Chalamet (Marty Supreme)
Runner up: Michael B. Jordan (Sinners)

Nu bliver det sjovt… eller faktisk, mega frustrererende, når man prøver at forudsige noget. Der er nemlig fire af de fem nominerede, der har en realistisk chance for at vinde.

Timothee Chalamet (Marty Supreme) var favoritten allerede tidligt i forløbet, og vandt også Critics Choice samt den ene Golden Globes-kategori, men så begyndte han at miste dampen og vandt hverken SAG eller BAFTA. Det er yderst sjældent at man vinder Oscar uden at have vundet en branchepris, men Sean Penn (Mystic River) gjorde det i 2004 med netop Critics Choice og Golden Globes i bagagen. Det samme gjorde Regina King (If Beale Street Could Talk) i birollekategorien i 2019 og George Clooney (Syriana) vandt birolle-kategorien i 2006 med kun Golden Globes i bagagen. Og både Penn og Clooney havde væsentligt hårdere konkurrence end Chalamet. Der var dog stor fokus på, at ingen har vundet SAG to år i træk, og da Chalamet vandt sidste år, kan det have mindsket hans chancer. Chalamet er også løbet ind i lidt af en shitstorm, men da det først startede efter afstemningen var afsluttet, skal vi ikke lægge så meget i det. Og helt ærligt, Casey Affleck vandt for ’Manchester by the Sea’, selvom han var beskyldt for voldtægt. Så når Chalamet fornærmer opera-folket har det nok ikke de store konsekvenser. Men der er ingen tvivl om, at havde han haft en mere ydmyg tilgang, så tror jeg også hans chancer havde været bedre.

Michael B. Jordan (Sinners) vandt højst overraskende SAG og er pludselig trukket fra som favorit hos mange eksperter. Der er dog kun ét fortilfælde i de seneste 22 år for at en skuespiller vinder Oscar uden andre store priser end SAG i bagagen, og det var fra 2023, hvor Jamie Lee Curtis (Everything Everywhere All at Once) vandt i et super uforudsigeligt ræs. Hun vandt SAG samtidig med at hendes film vandt SAGs ensemble-pris, ligesom det er tilfældet for Jordan. Det er yderst sjældent, at man ikke vinder med ensemble og en individuel SAG i bagagen, men de fleste der har haft den kombi har været storfavoritter, som har vundet alt andet i sæsonen.

Leonardo DiCaprio (One Battle After Another) har intet vundet, men været nomineret til det hele. Det vil være uden fortilfælde i den moderne æra (siden 2004 hvor Critics Choice udvidede til 5 nominerede) hvis han vinder. Men han er højt respekteret og elsket, og han er hovedrollen i den film der ser ud til at vinde bedste film. Samtidig er han begyndt at dukke op på overraskende mange af de hemmelige Oscar-stemmesedler, som medierne udgiver i øjeblikket. Det vil være overraskende hvis han vinder, men ikke umuligt.

Wagner Moura (The Secret Agent) har ligget og luret som en dark horse hele sæsonen. Han vandt Golden Globes, men var ikke nomineret til SAG eller BAFTA. SAG valgte i det hele taget ikke at nominere én eneste fra hverken ’The Secret Agent’ eller ’Sentimental Value’, så det virker som om, at de bare ikke ville læse undertekster. Så det tror jeg ikke Moura-fans skal tage så tungt. Værre var det, at han ikke blev nomineret til BAFTA. Men man skal aldrig undervurdere latinoerne i Akademiet, og jeg tror der kan være nogle som ikke har kunne stemme på ham til de andre priser, som kaster sig over muligheden her.

Om end jeg er meget tæt på at forudsige Wagner Moura, som jeg mener har en virkelig god chance, så kan jeg jo ikke sidde historien og statistikken overhørig. Så det må sandsynligvis være et opløb mellem Chalamet og Jordan. Jeg vælger at gå med Chalamet af to årsager. For det første er det ofte den tidlige favorit der viser sig at vinde. For det andet, så vejer det tungt for mig, at Chalamet kunne blive den første der vandt SAG to år i træk, og det kan have trukket stemmer væk fra ham. Han kunne godt være nummer to ved både SAG og BAFTA, og var han det, så er han også favorit her. Men det er så tæt at alle kan snige sig først ind over målstregen.

Bedste kvindelige birolle

Vinder: Amy Madigan (Weapons)
Runner up: Teyana Taylor (One Battle After Another)

Amy Madigan har vundet Critics Choice og SAG, mens Teyana Taylor vandt Golden Globes og Wunmi Mosaku (Sinners) vandt BAFTA. Så jeg tror det står mellem de tre. Og her vil jeg så gerne starte med at barbere Mosaku væk, da jeg tror hendes BAFTA-sejr lige så meget handler om at hun er en lokal brite, og det har ofte en indflydelse hos BAFTA. Selvfølgelig tror (og håber) jeg at Inga Ibsdotter Lilleaas (Sentimental Value) har en outsider-chance, men det er svært at tro på mere end det. Men hvis stemmerne spredes ud, er der altid mulighed for store overraskelser. Men det bliver altså et opgør mellem Amy Madigan og Teyana Taylor og her vil det være nærliggende at tro på den der har vundet to priser, især når den ene er så vigtig en pris som SAG, som ikke har vist sig lige så upålidelig i birolle-kategorierne som i hovedrolle-kategorierne. Omvendt er Teyana Taylor med i en langt mere populær film. Så det står virkelig lige mellem de to i mine øjne. Og så er det jeg hiver fat i min skuespil-formel der stiller tre spørgsmål: Hvem har den største med iøjnefaldende præstation? Hvem har den bedste fortælling om sin person? Hvem er med i den mest populære film?
De to sidste er nok lettest at svare på. Taylor er med i den mest populære film, men Madigan nok har den bedste fortælling her 40 år efter sin første nominering, og en lang karriere bag sig. Så det hele kan koges ned til hvem der har den største præstation. Selv her bliver den svær, for de er begge præstationer man virkelig husker. Men jeg tror jeg hælder mod Madigan, da hun bærer filmen mere end Taylor og også har mere skærmtid. Det er dog meget sjældent at en birolle vinder uden at filmen er nomineret i andre kategorier. Vi skal tilbage til Penelope Cruz (Vicky Cristina Barcelona) i 2009 for at finde det sidste tilfælde for kvinderne, og 2012 med Christopher Plummer (Beginners) for mændene. Så det kan ske, men det er sjældent. Jeg vælger dog Amy Madigan, men ikke med særlig meget ro i maven.

Bedste mandlige birolle

Vinder: Stellan Skarsgård (Sentimental Value)
Runner up: Sean Penn (One Battle After Another)

Her står vi i en lignende situation, hvor Sean Penn har vundet SAG og BAFTA, Stellan Skarsgård har vundet Golden Globes, og Jacob Elordi (Frankenstein) har vundet Critics Choice. Skarsgård var dog ikke nomineret til SAG, da de valgte at se helt bort fra ikke-engelsksprogede film i år. Hvis Skarsgård havde været nomineret, er jeg ikke sikker på at Penn havde vundet. Det er selvfølgelig et slag for Skarsgård, at han ikke vinder BAFTA, da han burde stå stærkere i Europa. Men her er det værd at huske på, at hver pris har sin egen historie, og Sean Penn har aldrig før vundet en BAFTA, så det kan helt sikkert have tippet vægten. Af den grund går jeg lidt mod strømmen og holder fast i Skarsgård som Oscarvinder.

Bedste adapterede manuskript

Vinder: One Battle After Another
Runner up: Hamnet

Her kigger vi på Critics Choice, Golden Globes, Writers Guild (WGA), USC Scripter Awards og BAFTA. Alle fem er blevet vundet af ‘One Battle After Another’, som ligner en helt klar favorit. ’Hamnet’ er eneste anden film, der har været nomineret til alle fem priser, og som en top tre film i bedste film-kategorien, kan den også tage en andenplads her. Jeg har svært ved at se hvordan ’One Battle After Another’ ikke kan vinde denne.

Bedste originale manuskript

Vinder: Sinners
Runner up: Sentimental Value

Her kigger vi på de samme som ved adapterede manuskript, bare uden USC, da de kun giver priser til adapterede manuskripter. ’Sinners’ har vundet alle undtagen Golden Globes. Men det skyldes at Golden Globes, kun har én manuskript-kategori, som blev vundet at ’One Battle After Another’. Så det er endnu en stærk favorit. ’Marty Supreme’ er eneste anden, der har været nomineret alle fire steder, men det havde ’Sentimental Value’ nok også været, hvis den havde været valgbar til WGA. Jeg tror at ’Sentimental Value’ kan blive den der spolerer festen for ’Sinners’, da det er en film der bringer meget mere fokus på sit manuskript end ’Marty Supreme’. Men igen ligner det en meget sikker Oscar til ’Sinners’.

Bedste casting

Vinder: Sinners
Runner up: Hamnet

Så kom vi endelig til den nye kategori. Her kigger vi på casting-kategorierne ved Critics Choice, BAFTA, casternes guild (Artios Awards), det britiske casting guild (BCG) og SAGs ensemble-pris. Ingen har været nomineret til alt, men ’Sinners’ missede kun BCG, som også fokuserer kraftigt på britiske film. ’Hamnet’ vandt BCG, men missede BAFTA, på trods af en film nærmest ikke bliver mere britisk end ’Hamnet’. ’Sinners’ vandt Critics Choice, SAG ensemble, samt Artios-kategorien for big budget drama, hvor også ’Hamnet’ og ’Marty Supreme’ var nomineret. BAFTA gik til ’I Swear’, som ikke er nomineret. Alt peger på ’Sinners’ og læg dertil at casteren er den legendariske Francine Maisler, så virker det som et rigtig goldt bud. Nina Gold (Hamnet) er også en legende indenfor faget, men hun skulle nok have vundet lidt mere, for at kunne tage kategoriens første Oscar hjem.

Bedste fotografering

Vinder: One Battle After Another
Runner up: Sinners

Her kigger vi på Critics Choice, American Society of Cinematographers (ASC), Society of Camera Operators (SOCO), British Society of Cinematographers (BSC) og BAFTA. ‘Train Dreams’ vandt Critics Choice, mens resten er blevet vundet af ‘One Battle After Another’. Så alt peger på ’One Battle After Another’, men der er lige et lille twist. For Autumn Durald Arkapaw (Sinners) kan blive den første kvinde som vinder kategorien, og ikke nok med det. Hun kan blive den første sorte kvinde der vinder. Det betyder noget, og kan især have indflydelse for dem der måske er i tvivl. Men siden ’One Battle After Another’ har været så dominerende, så lader det ikke til at der er mange der er i tvivl. Folkene bag ’Train Dreams’ er også gået meget hårdt efter lige præcis denne kategori, da de ved at det er her de har den bedste chance. Men indtil videre har det ikke båret meget frugt.

Bedste kostumer

https://youtube.com/watch?v=Ilbgc_hCm_8%3Fsi%3DD-28WSvAbSJJvJtA

Vinder: Frankenstein
Runner up: Hamnet

Her kigger vi på Critics Choice, Costume Designers Guild (CDG) og BAFTA. Alle tre er vundet af ’Frankenstein’, så det er svært at se andre oplagte vindere. CDG har godt nok tre kategorier, men vinderne af de andre var ’Wicked: For Good’ og ’One Battle After Another’, som ikke var Oscarnominerede. Kun ’Hamnet’ og ’Sinners’ har ellers været nomineret til alle tre priser. Her tror jeg at ’Hamnet’ er tætteste udfordrer til ’Frankenstein’ da den har større kjoler. Men det er stadig svært at tage kampen op med de mange forskellige og store kostumer i ’Frankenstein’.

Bedste klip

Vinder: One Battle After Another
Runner up: Sinners

Her kigger vi på Critics Choice, American Cinema Editors (ACE), British Film Editors (BFE) og BAFTA. ’One Battle After Another’ vandt comedy-kategorien ved ACE samt BAFTA, ’Sinners’ vandt ACEs drama-kategori og ’F1’ vandt Critics Choice. Der er dog flere eksempler på film, som ikke har vundet meget, men endt med at vinde Oscar. Så lad os starte med at kigge på nomineringer. Her er det kun ’Sentimental Value’, der ikke har været nomineret til alle fire priser. Så den kan vi sortere fra. ’One Battle After Another’ har vundet BAFTA, hvilket er et godt tegn, men ’Sinners’ er væsentlig mere populær i USA end i Europa, så det kunne godt ende anderledes til Oscar. Jeg tror dog, at den bredte der vises i ’One Battle After Another’ vil sejre. Vi har alt fra opbygning af suspense, action, biljagter, dialogscener og humor. ’Sinners’ har også meget af det, men i mangel af bedre går jeg med bredden og den film der ser ud til at vinde bedste film.

Bedste sminke og hår

https://youtube.com/watch?v=zXDQ50RO1Nw%3Fsi%3DFGTBCM-LG3nIiBfr

Vinder: Frankenstein
Runner up: Sinners

Her kigger vi på Critics Choice, BAFTA, samt sminkørernes guild (MHG), hvor vi både kigger på priserne for sminke og for hår. Her har vi to film (’The Ugly Stepsister’ og ’Kokuho’), som slet ikke har været nomineret til nogle af disse. Derfor kan man naturligvis godt vinde. Men der er ikke noget der umiddelbart tyder på at det kommer til at ske. ’The Smashing Machine’ har kun én nominering fra MHG og en fra Critics Choice, så selvom den kunne være et oplagt valg et andet år, så fjerner jeg også den. Så er der ’Sinners’ og ’Frankenstein’ tilbage, som begge har både sminke og hår nomineringer fra MHG, samt nomineringer fra Critics Choice og BAFTA. ’Frankenstein’ vandt både Critics Choice, BAFTA og den vigtige speciel effekts-kategori ved MHG, mens ’Sinners’ vandt MHG-priserne for periode sminke og hår. Selvom det er en god bagage at have for ’Sinners’, så er det svært at komme udenom monster-sminken i ’Frankenstein’, som tog op til 20 timer at påføre Jacob Elordi. Det må blive den der vinder.

Bedste scenografi

Vinder: Frankenstein
Runner up: One Battle After Another

Her kigger vi på Critics Choice, Art Directors Guild (ADG), Set Decorators Society (SDSA), British Designers Guild (BDG) og BAFTA. Kort sagt er alle blevet vundet af ’Frankenstein’, mens ’One Battle After Another’ tog priserne for nutidig film ved ADG og SDSA og var nomineret til BAFTA. Så noget tyder på, at det står mellem de to, da vi kun har set én film de seneste 12 år, som har vundet Oscar uden at vinde en af de tre ADG-kategorier. Den film var i øvrigt ’All Quiet on the Western Front’ i 2023. ’Frankenstein’ virker som en sikker vinder her, men måske kan der være en bedste-film-effekt. Det kan også være, at Shakespeare-kulisserne i ’Hamnet’ kan overhale. Men det er usandsynligt.

Bedste score

Vinder: Sinners
Runner up: Hamnet

Her kigger vi på Critics Choice, Golden Globes, filmmusik-kritikernes sammenslutning (IFMCA), Hollywood Music in Media Awards (HMMA), Society of Composers and Lyricists (SOCL) og BAFTA. ’Sinners’ har vundet alle undtagen IFMCA som gik til ’Avatar: Fire and Ash’, som ikke er nomineret til Oscar. Derfor er der også tale om en ret sikker vinder. Især hvis vi også kigger på historikken. Siden score-kategorierne blev samlet til én i 2000 har 11 film formået at vinde både Critics Choice, Golden Globes og BAFTA, og kun én af disse (Memoirs of a Geisha) vandt ikke Oscaren. Jeg tør godt sige at den er hjemme.

Bedste sang

https://youtube.com/watch?v=yebNIHKAC4A%3Fsi%3DHqw78lRwadpKLT45

Vinder: Golden (Kpop Demon Hunters)
Runner up: I Lied to You (Sinners)

Her kigger vi på Critics Choice, Golden Globes, HMMA og SOCL. ’Golden’ har vundet alle fire, mens ’I Lied to You’ har vundet ved HMMA og SOCL, men i andre kategorier end ’Golden’. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om hvad der gør ’Kpop Demon Hunters’ og ’Golden’ til et kæmpe fænomen (læs det her), så det vil jeg ikke gå mere ned i, men en sang der er mere populær end Taylor Swift, den må og skal vinde. Og så er den fandeme catchy.

Bedste lyd

Vinder: F1
Runner up: Sinners

Her kigger vi på Critics Choice, lydmixernes pris (CAS), lyddesignernes pris (MPSE), det britiske lydguild (AMPS) og BAFTA. ’F1’ har vundet Critics Choice, CAS, AMPS og BAFTA, mens ’Sinners’ vandt MPSEs ADR og Musik-kategorier og ’Frankenstein’ vandet foley-kategorien. Og det giver god mening, for ’F1’ er en film der lever meget mere på mix end på design. Det er imponerende, det arbejde der laves i ’F1’ og det er også svært at finde et argument for at det ikke skulle blive den. Det skulle lige være, hvis ’Sinners’ begynder et sweep. Men det er der ingen tegn på. En joker kunne være ’Sirat’, da ikke-engelsksprogede film altid kommer lidt ind fra højre i denne kategori. Men den har ikke opbygget nok momentum som film eller i denne kategori til at være en reel kandidat.

Bedste visuelle effekter

Vinder: Avatar: Fire and Ash
Runner up: F1

Her kigger vi på Critics Choice, Visual Effects Society (VES) og BAFTA. ’Avatar: Fire and Ash’ har vundet Critics Choice, BAFTA og hele syv VES-priser heriblandt hovedkategorien. Det giver den en delt andenplads, som den mest vindende film i VES-historien, kun overgået af ’Avatar: The Way of Water’, som vandt ni. Jeg kan ikke forestille mig, at ’Avatar: Fire and Ash’ ikke vinder her. ’F1’ og ’Sinners’ er nok de nærmeste bejlere, men det kommer ikke til at ske.

Bedste dokumentar

Vinder: The Perfect Neighbor
Runner up: Mr. Nobody Against Putin

Her kigger vi på Critics Choice, Producers Guild (PGA), International Documentary Association (IDA), Cinema Eye Honoes, Directors Guild (DGA) og BAFTA. Jeg var overbevist om at dette ville være en sikker kategori, da ’The Perfect Neighbor’ var den film som konsekvent dukkede op i alle nomineringer. Af de nævnte har den kun misset IDA, men det er ikke så problematisk da ingen af de Oscarnominerede var nomineret til IDA i år. Men så begyndte vinderne at blive annonceret, og her var det kun Critics Choice, som blev vundet af ’The Perfect Neighbor’. Cinema Eye blev vundet af ’Come See Me in the Good Light’ og BAFTA gik som bekendt til ’Mr. Nobody Against Putin’. Resten af priserne gik til film som ikke er nomineret. BAFTA vejer naturligvis tungt, og det er sjældent at BAFTA-vindere taber ved Oscar. Men det er svært at finde et reelt mønster i doumentarkategorien, og jeg tror det vejer tungere, at ’The Perfect Neighbor’ har været nomineret til det hele. Det er også en film der i langt højere grad taler til følelserne og holder dig helt ude på sædet i hele filmen. ’Mr. Nobody Against Putin’ indeholder mere humor, men bliver også en anelse mere distanceret end ’The Perfect Neighbor’. Derfor tror jeg på at ’The Perfect Neighbor’ vinder. Også selvom de seneste tre vindere i kategorien har været film om konfliktzoner (to om Rusland/Ukraine og en om Palæstina).

Bedste animerede film

Vinder: Kpop Demon Hunters
Runner up: Zootopia 2

Her kigger vi på Critics Choice, Golden Globes, Producers Guild (PGA), Annie Awards og BAFTA.
’Kpop Demon Hunters’ er den suverænt mest sete film på Netflix nogensinde, og en to’er er i øvrigt lige blevet annonceret. Den er blevet et fænomen og er nok en af de mest hypede film til Oscaruddelingen selvom den kun har to nomineringer. Jeg har tidligere skrevet et helt indlæg om hvor vilde tal og statistikker der ligger bag filmen (Klik her for at læse det). Men den er oppe imod ’Zootopia 2’, som (i biograferne) er den mest indtjenende Hollywood-animationsfilm på verdensplan nogensinde, og den niende mest succesfulde film på verdensplan nogensinde. Det er to fænomener der mødes, men det vil være direkte mærkeligt, hvis man ikke gav den til ’Kpop Demon Hunters’, der vil stå som en milepæl i animationshistorien. Og så fik Zootopia jo en Oscar for den første film. Det skal så også nævnes at ’Kpop Demon Hunters’ har vundet alt undtagen BAFTA, hvor filmen ikke var valgbar. Her vandt ’Zootopia 2’ i dens sted. Men det sker ikke til Oscar.

Bedste internationale film

Vinder: Sentimental Value
Runner up: The Secret Agent

Her kan vi kun kigge på Critics Choice, Golden Globes og BAFTA. ’Sentimental Value’ vandt BAFTA, mens ’The Secret Agent’ vandt de to andre. Og vi må antage, at de står mellem de to film, da de begge er nomineret til bedste film. Selvom det er et utroligt stærkt felt i år, hvor fire af de nominerede er nomineret i andre kategorier, og alle fem kunne have været vindere i de fleste andre år. Men det bliver de altså ikke. ’Sentimental Value’ fører an med hele ni nomineringer mod ’The Secret Agent’, som har fire. Samtidig har ’Sentimental Value’ vundet brancheprisen, som må veje en anelse tungere. BAFTA er dog en europæisk pris, og latinamerikanske film har det med at klare sig lidt bedre i Nordamerika. Men jeg vil stadig lade mængden af nomineringer være afgørende, for det viser en bred opbakning til ’Sentimental Value’.

Bedste animerede kortfilm

https://youtube.com/watch?v=c_amkqzonSM%3Fsi%3DjT224nFE12aJB2Gm

Vinder: The Girl Who Cried Pearls
Runner up: Butterfly

Der er ingen brugbare priser og læne sig op af i kortfilmskategorierne. Jeg tror personligt det står mellem ’The Girl Who Cried Pearls’ og ’Butterfly’, og de fleste eksperter lader til at være enige. Det er de to mest overdådige film rent visuelt, og så er det de to med de mest medrivende historier. Så det bør blive en af dem. Selvom ’Butterfly’ er virkelig flot og baseret på en utrolig virkelig historie om en jødisk svømmer der både kom til OL og i koncentrationslejr, så er den vel nærmere en form for dokumentar snarer end fiktion, og derfor tror jeg at flere filmfolk vil gå med den mere eventyrlige ’The Girl Who Cried Pearls’, som også har en lille overraskelse i slutningen, der gør at den efterlader et godt indtryk.

Bedste korte dokumentar

https://youtube.com/watch?v=JhpJ8INsR0g%3Fsi%3DIJ8dHkrIC1TDsb7v

Vinder: All the Empty Rooms
Runner up: The Devil is Busy

Det er altid svært når det ikke lige er muligt at se alle filmene i kategorien, men det lader til at folk der har set alle fem generelt er enige om, at det er ’All the Empty Rooms’ og ’The Devil is Busy’ der ligger i spidsen med ’Armed Only with a Camera’ som nummer tre. ’Armed Only with a Camera’ har den fordel, at det er en hyldest til en krigsjournalist som døde i Ukraine. Det giver en stærk følelsesmæssig grund til at stemme på den, da filmens samtidig er instrueret af journalistens egen bror. Men netop derfor virker det også som om, at den bliver alt for personlig og ret rodet og ufokuseret som resultat. Og hvis man skal give en stemme baseret på emnet, så skal man blive følelsesmæssigt påvirket af filmen, og det bliver man ikke af den. Det bliver man til gengæld af de to andre. ’All the Empty Rooms’ er en alt for aktuel historie om en journalist, der tager rundt i USA og fotografere de efterladte børneværelser fra børn som er døde i skoleskyderier, mens ’The Devil is Busy’ følger det (desværre) farefulde arbejde på en af USAs abortkliniker. Det er Netflix (Alle the Empty Rooms) mod HBO (The Devil is Busy), og jeg tror Netflix vinder, da det er en film der taler mere til følelserne, og det plejer at være et godt pejlemærke. Så har filmen også nogle store personer bag sig, og jeg tror generelt der er størst opbakning til den fremfor de andre.

Bedste live-action kortfilm

https://youtube.com/watch?v=RuOEEu–j2Y%3Fsi%3DGk7gsW8fmIbOtF9q

Vinder: Two People Exchanging Saliva
Runner up: The Singers

Dette ligner en kategori med to favoritter og to outsidere. Jeg har ikke set ’Butcher’s Stain’, men det lader heller ikke til at nogen rigtig tror på den, så det gør nok ikke noget. Den film jeg hører flest rose er ’ Two People Exchanging Saliva’, som er en surrealistisk fremtidsfortælling i sort-hvid. Den er også ganske god, men der er også rigtig mange der taler om den spøjse sangkonkurrence i ’The Singers’. Personligt er jeg ikke stor fan af ’The Singers’, men den har Netflix i ryggen og er blevet taget godt imod. ’A Friend of Dorothy’ er den slags sentimentale film, som tidligere ville have været det sikreste bud, men sådan er det ikke længere. Jeg synes også den mangler en lille smule følelsesmæssigt smæk for at være helt i top. Men den har Disney bag sig, så hvem ved? Den sidste outisder er ’Jane Austen’s Period Drama’, som er en af de mest vellykkede komedie-kortfilm jeg længe har set. Mange siger at der er lidt sketch over den, og det kan jeg til dels godt se, men jeg mener bestemt den har en rigtig god opbygning og samtlige jokes i hele filmen sidder lige i skabet. Det er sjældent man ser det. Det er en film der deler vandene, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Så længe der er nok på den side der elsker filmen. Jeg ville elske at se den vinde, men jeg tror desværre ikke det ligger i kortene.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *