Langt om længe er Oscarshowet overstået, og personligt synes jeg, at det var det bedste show i lang tid. Conan O’Brien har taget ejerskab på Oscarshowet, og vil højst sandsynligt blive annonceret som vært til næste års show indenfor relativt kort tid. Det er min første forudsigelse til 2027.

Showet bød på et par overraskelser, nogle historiske øjeblikke og en masse sjove indslag. For mit eget vedkommende skal jeg følge børn i skole og institution, tage en lur og opdatere Excel-ark. Men først skal jeg lige komme med minde hurtige og umiddelbare observationer om showet.

1 – TV2 snakkede om film

Jeg går altid tidligt i seng og får (næsten) et par timers søvn, men da jeg stod op og tændte for fjernsynet troede jeg stadig jeg drømte. For på TV2 sad der indtil flere mennesker og snakkede om film op til Oscarshowet. Ikke kjoler, men film! Godt nok blev det hurtigt erstattet af snak om kjoler, men filmfolkene fik faktisk lov til at blive i studiet og snakke lidt mere om film. Dejligt at TV2 er ved at have nået til den konklusion, at folk der sidder oppe hele natten og ser Oscar rent faktisk godt vil høre om film.

2 – Sean Penn

Sean Penn bliver den blot ottende skuespiller til at få tre Oscars, og den fjerde mandlige af slagsen. Så lidt synd, at han ikke var der til en historisk aften. Han har i øvrigt vundet de seneste tre gange han har været nomineret. En anden lille sjov note er, at da han vandt i 2004 for ’Mystic River’ var det over Bill Murray (Lost in Translation). Det vil nok forblive Murrays eneste nominering og chance for at få en Oscar efter lang og tro tjeneste. Det samme kan siges om Mickey Rourke (The Wrestler), som Penn vandt over i 2009 og selvfølgelig om Stellan Skarsgård (Sentimental Value), som han vandt over i år. Sean Penn er dræberen af karriereoscars.

3 – Michael B. Jordan

Det var jo ikke helt uventet, at han ville vinde for bedste mandlige hovedrolle, men jeg er bange for at hans sejr her kommer til at ende på samme hylde som ’Crash’ og ’CODA’. Timothee Chalamet (Marty Supreme) giver en kraftpræstation i år, Leonardo DiCaprio (One Battle After Another) giver en af karrierens bedste præstationer efter min mening og Wagner Moura (The Secret Agent) er også fremragende. Omvendt synes jeg Michael B. Jordan (Sinners) var lidt en træmand som ikke for alvor gav et ekstra liv til nogen af sine to karakterer. Men det er jo en subjektiv holdning, så det bliver spændende at se hvor den ender historisk set.

4 – Uafgjort

For blot syvende gang i historien fik vi en uafgjort. Den seneste kom for 13 år siden, hvor Mark Wahlberg uddelte den for bedste lydredigering til ’Zero Dark Thirty’ og ’Skyfall’. I år kom den i bedste live-action kortfilm. Det gør også live-action kortfilm til den eneste kategori der har oplevet to uafgjorte. Det skete nemlig også i 1995 i denne kategori.

5 – Historiske øjeblikke

Uddelingen bød især på to historiske øjeblikke. For det første fik vi den første Oscar for casting nogensinde, og jeg synes det var rigtig dejligt at se, at man havde gjort lidt ekstra ud af det. Jeg synes også at casternes reaktion beviste, at det virkelig betød noget for dem at have fået denne kategori. Det var et fantastisk øjeblik. Det samme var det, da Autumn Durald Arkapaw bliver første kvindelige vinder for fotografi. Havde der ikke været udsigt til netop denne rekord ville ’One Battle After Another’ nok have vundet, men det skal ikke tage noget fra hendes præstation i ’Sinners’ som var virkelig værdig til at smadre glasloftet.

6 – Golden ”skandalen”

Ja, det er måske et hårdt ord, men jeg synes det var højst problematisk, at man spiller holdet bag Golden ud. Det er første gang, at nogen østasiatisk sangskriver har vundet kategorien, så den sejr var også historisk. Jeg synes generelt der er for lidt fokus på, at asiatiske stemmer også har været underrepræsenteret ved Oscar, og at de så bliver spillet ud for en film der har haft så stor indflydelse på asiatisk repræsentation i mainstream-film, synes jeg var lidt usmageligt.

7 – In Memoriam

Jeg har længe kritiseret In Memoriam-segmentet og efterlyst, at man gik tilbage til at vise klip sammen med portrætbillederne. Nu er det endelig sket, og jeg synes årets In Memoriam-segment var det bedste i mange år, hvor man også gav sig tid til at dvæle ved nogle af de store vi har mistet. At vi så samtidig fandt ud af at Barbra Streisand ikke længere har sin sangstemme var så en lidt ærgerlig bonus.