
Endnu en hårdtslående Oscaruddeling er slut (sorry, jeg kunne ikke lade være), og dermed er det traditionen tro tid til at se hvilken dansk ekspert der klarede sig bedst. Det er fjerde år i træk at jeg holder øje med resultaterne fra de danske eksperter, og derfor virker det også passende at se på hvilken ekspert der har klaret sig bedst på tværs af alle fire år.
Men lad os starte med at se på årets resultater.
1. Mads Kjær Larsen (Soundvenue) – 20 rigtige – 87%
2. Lars B. Frahm (Award Talk) – 19 rigtige – 82,6%
2. Kim Magnusson (Producer) – 19 rigtige – 82,6%
2. Søren Frellesen (Manuskriptforfatter) – 19 rigtige – 82,6%
5. Casper Hindse (Ekko) – 18 rigtige – 78,3%
6. Filmnørdens Hjørne – 17 rigtige – 73,9%
7. Tina Jøhnk Christensen (HFPA) – 16 rigtige – 69,6%
8. Ann Lind Andersen (TV2) – 14 rigtige – 60,9%
9. Kino.dk redaktionen – 10 rigtige – 43,5%*
10. Ida Rud (Ekko/Troldspejlet) – 6 rigtige – 26,1%
*Kino.dk redaktionen gætter som sædvanligt kun på få af kategorierne, men det gives der ikke rabat for her.
Selvom Ida Rud endte sidst, må vi give hende kredit for at være den eneste der havde gættet på ’The Windshield Wiper’ for bedste animerede kortfilm.
Interessant nok var det kun fire af de ti eksperter, der havde forudsagt ’CODA’ som bedste film.
Men nu til det endnu mere interessante:
Hvem er den bedste ekspert historisk set?
Som sagt har jeg samlet resultaterne de seneste fire år, og ikke alle eksperter har kommet med offentlige forudsigelser hvert år. I alt har fem eksperter været med alle fire år, mens yderligere tre har været med tre af årene. Fire eksperter har kun været med to år. Der er også syv eksperter der har været med et enkelt år. Disse vælger jeg dog ikke at tage med i denne opgørelse, da vi bliver nødt til at være sikre på at det ikke var held. ”Stillingen” ser således ud:
| Ekspert | Antal år deltaget | Samlet % rigtige |
| Lars B. Frahm (Award Talk) | 4 | 75,5% |
| Casper Hindse (Ekko) | 4 | 75,5% |
| Ann Lind Andersen (TV2) | 4 | 74,5% |
| Mads Kjær Larsen (Soundvenue) | 4 | 74,5% |
| Kim Magnusson (Producer) | 4 | 72,3% |
| Søren Frellesen (Manuskriptforfatter) | 3 | 71,4% |
| Filmnørdens Hjørne | 3 | 71,4% |
| Tina Jøhnk Christensen (HFPA) | 2 | 65,2% |
| Kino.dk redaktionen | 2 | 39,1% |
| Ida Rud (Ekko/Troldspejlet) | 3 | 37,1% |
| Aske Bang (Instruktør) | 2 | 31,9% |
| Kim Skotte (Politiken) | 2 | 31,3% |
Nu bliver det jo svært at undgå at blive en lille bitte smule selvfed, når man afslører at de to der har klaret sig bedst er mig selv…og så Casper Hindse fra Ekko. Jeg kan i øvrigt sige at Casper Hindse havde en kategori mere rigtig end mig i både 2019 og 2020, mens jeg har klaret mig en bedre end Casper Hindse de seneste to år. Og dermed ender vi lige.
Generelt er der meget lidt spredning på de syv øverste. Interessant er det dog stadig at selvom Kino.dk redaktionen kun forudsiger de store kategorier og derfor sjældent kan score mere end ti rigtige, så er der stadig tre andre eksperter der ender under Kino.dk. Det bærer naturligvis også lidt præg af, at Ekkos ekspertpanel (som de alle tre har deltaget i) er lidt tilfældigt udvalgt. Det er også i Ekkos ekspertpanel at vi finder mange af dem der kun har deltaget et enkelt år.
Det er også værd at bemærke at Ann Lind Andersen klarede sig markant dårligere end hun plejer i år, og dermed smed sin føring væk i den samlede stilling. Men det bliver yderst spændende at se hvordan stillingen udvikler sig de kommende år.

Skriv et svar