Nu kan vi næsten ikke komme tættere på, så det er naturligvis tid til de endelige forudsigelser. Som sædvanligt forbeholder jeg mig retten til at ændre dem indtil sidste sekund. Især i et år som dette der ser ud til at blive meget uforudsigeligt. Derfor har jeg også lidt flere ”no guts no glory” forudsigelser end normalt. Du kan altid se mine opdaterede forudsigelser på Goldderby.
Hvis du ikke lige er super prisuddelingsnørd, så må jeg lige sige, at hvis du støder på mærkelige forkortelser som SAG, PGA, WGA osv. så er det omtalen af den branchepris der hører til de pågældende kategori.
Men lad os springe ud i det.
Bedste film

Vinder: CODA
Runner up: The Power of the Dog
Det giver ingen mening at en film med kun tre nomineringer står til at vinde bedste film. Men det er ikke desto mindre den absurde situation vi står i lige nu. ’CODA’ fik vind i sejlene med en SAG Ensemble sejr og en sejr ved PGA. Og med den seneste uges secret Oscar ballots, som forskellige medier har offentliggjort, så tegner der sig et billede af at ’CODA’ har lagt sig i front. Selv flertallet af USAs førende eksperter har måtte overgive sig, og tror nu også på ’CODA’. Hvis ’CODA’ vinder vil det være den bedste film vinder med færrest nomineringer siden ’Grand Hotel’ vandt med blot én nominering i 1932. Men den gang var der kun otte kategorier den kunne nomineres i. Så jeg tror på at hele mit verdensbillede krakelerer når en film med tre nomineringer og uden nomineringer for hovedrolle, instruktør eller klip går hen og vinder.
Bedste instruktør
Vinder: Jane Campion (The Power of the Dog)
Runner up: Steven Spielberg (West Side Story)
Dette er en kategori hvor det sværeste faktisk er at finde ud af hvem der skal være runner up. Jane Campion har vundet stort set alt der er værd at nævne inklusive Critics Choice, BAFTA, DGA og Golden Globes. Hendes eneste problem er den lille kommentar hun lavede om at Venus og Serena Williams ikke behøvede at konkurrere med mændene som Jane Campion selv. Den blev taget ilde op af nogen, men jeg tror mest det var en lille Twitter-boble og Campion selv var også hurtigt ude og beklage, og så tror jeg faktisk at alle kom videre med deres liv.
Campion har også instrueret favoritten til bedste film, og så lader der ikke til at være en oplagt udfordrer. Jeg tror måske Spielberg kan overraske, da han har stået for den største film blandt de nominerede. Men omvendt, så er der også både Paul Thomas Anderson (Licorice Pizza) og Kenneth Branagh (Belfast), som begge mangler at vinde en Oscar. Så der kan også være folk der stemmer på dem. Og netop derfor ligner Campion et sikkert kort. For dem der ikke vil stemme på hende kommer til at brede deres stemmer ud på de fire andre nominerede.
Bedste kvindelige hovedrolle
Vinder: Penelope Cruz (Parallel Mothers)
Runner up: Jessica Chastain (The Eyes of Tammy Faye)
Ligesom sidste år har vi et ret uforudsigeligt kapløb i lige præcis denne kategori. Nicole Kidman (Being the Ricardos) startede med at vinde Golden Globes, hvorefter Chastain vandt Critics Choice og SAG, mens Kristen Stewart (Spencer) var favoritten blandt de mange lokale kritikersammenslutninger. Og overraskende nok var ingen af de fem Oscarnominerede (ikke engang Olivia Colman) nomineret til BAFTA.
Jeg ville ikke blive overrasket over nogen af disse fem som vinder, og indtil for ganske nyligt var mine penge på Chastain, da hun dels har vundet de to største af de tre priser der er i spil når nu BAFTA ikke ville have dem med. Og så spiller Chastain også en rolle hvor man virkelig ikke kan genkende hende, hverken på fysik eller skuespil. Hun bliver ganske enkelt til Tammy Faye. Samtidig har hun endnu ikke vundet en Oscar på trods af mange gode præstationer, så det lader til at være et godt tidspunkt at give hende en Oscar, og det lader også til at være den rette præstation. MEN de seneste dages secret Oscar ballots har tegnet et billede hvor langt de fleste peger på Penelope Cruz. I disse ballots har hun sågar større forspring end et ellers sikkert kort som Will Smith. Og så er vi tilbage til ting der ikke giver mening. For Cruz har hverken været nomineret til Critics Choice, Golden Globes, SAG eller BAFTA, og det er kun to andre der har præsteret at blive Oscarnominerede i denne kategori uden en nominering til mindst én af de fire priser (siden 2004, hvor Critics Choice gik over til min. 5 nominerede). Og ingen af de to tidligere har vundet. Det vil være historisk og igen imod alt logik hvis Cruz vinder. Men det er svært at ignorere, at vinden blæser i den retning.
Bedste mandlige hovedrolle
Vinder: Will Smith (King Richard)
Runner up: Benedict Cumberbatch (The Power of the Dog)
Hvis denne blev uafgjort mellem de to herrer herover, ville jeg personligt være rigtig glad, for de giver begge fremragende præstationer. Men nu er det ikke mig der skal stemme, men akademimedlemmerne, og de kommer til at stemme på Will Smith, ligesom de stemmeberettigede ved Critics Choice, SAG, Golden Globes og BAFTA. Kigger vi historisk på det, så kan vi kigge på 2004 og frem, da der var under fem nominerede til Critics Choice før 2004. Men siden da har ni skuespillere formået at vinde alle fire store priser som Will Smith, og de har alle ni vundet en Oscar. Så det vil være mærkeligt om Smith ikke bliver alle gode gange ti.
Samtidig så rummer Will Smiths præstation alt det som akademiet traditionelt elsker, da han spiller en virkelig person som bliver portrætteret i et positivt lys. Samtidig er det ikke bare Will Smith vi ser på lærredet. Jeg kunne nævne en masse andre grunde til at det bliver Will Smith, men så bliver afsnittet alt for langt. Will er sikker.
Bedste kvindelige birolle
Vinder: Ariana DeBose (West Side Story)
Runner up: Kirsten Dunst (The Power of the Dog)
Ariana DeBose er en anden skuespiller der har gjort rent bord ved de fire store priser. Og i denne kategori er det heller ikke sket at det ikke har ført til Oscar. Så jeg tror at rollen som Anita endnu engang kaster en Oscar af sig. Det vil blot være tredje gang at to skuespillere vil have vundet Oscars for at spille den samme rolle. Jokeren og Vito Corleone er de to andre roller der har kastet Oscars af sig til to forskellige skuespillere.
Skulle det ved en sindssyg overraskelse ikke blive DeBose, så kunne Kirsten Dunst være et godt bud. Hun var tidlig favorit og har ikke tidligere vundet, selvom mange mener at hun burde have en Oscar. Hun er også med i den store Oscarfavorit og af de fire store priser missede hun kun en nominering ved BAFTA. Der skal dog et mindre mirakel til for Dunst.
Bedste mandlige birolle
Vinder: Troy Kotsur (CODA)
Runner up: Kodi Smit-McPhee (The Power of the Dog)
Kodi Smit-McPhee startede som en tidlig favorit i denne kategori, og vandt også Golden Globes. Men derefter tog Troy Kotsur over og vandt både SAG, Critics Choice og BAFTA. Hans rolle er også en typisk birollevinder, hvor han er en stor del af hjertet i filmen. Det i høj grad ham vi føler med i store dele af filmen og det belønnes ofte. Samtidig vil han blive den blot anden døve skuespiller til at vinde en Oscar efter Marlee Matlin, som spiller hans kone i filmen. Og den mulighed for at skrive historie kan helt sikkert påvirke akademiets medlemmer.
Bedste adapterede manuskript
Vinder: CODA
Runner up: The Power of the Dog
Manuskriptkategorierne er utroligt svære at blive kloge på i år, og i denne kategori ser jeg tre potentielle vindere. ’The Power of the Dog’ er den eneste der har været nomineret til alt der er værd at nævne, med undtagelse af WGA, hvor den ikke var valgbar. Den har dog kun vundet Golden Globes. ’The Lost Daughter’ var heller ikke valgbar til WGA, men vandt USC Scripter Award og var nomineret til Critics Choice og BAFTA. ’CODA’ har kun været nomineret til Critics Choice, WGA og BAFTA, men har til gengæld vundet de to sidstnævnte. Så med ’CODA’ som den mest vindende og ’The Power of the Dog’ som den mest nominerede, ligner det et opgør mellem de to favoritter til bedste film. Jeg tror at kærligheden til ’CODA’ er så stærk, at det vil give den en sejr i denne kategori også. Blandt andet fordi filmens instruktør Sian Heder ikke er blandt de nominerede til bedste film, og som bekendt heller ikke er nomineret til bedste instruktør. Derfor er dette den eneste chance medlemmerne har til at hædre hende. Og da Jane Campion samtidig ligner en sikker vinder af bedste instruktør, så skal hun jo nok få en Oscar for sit arbejde alligevel.
Bedste originale manuskript
Vinder: Belfast
Runner up: The Worst Person in the World
’Licorice Pizza’ og ’Don’t Look Up’ er de eneste to film der har været nomineret til både Critics Choice, Golden Globes, WGA og BAFTA, mens ’Belfast’ har været nomineret til alle undtagen WGA hvor den ikke var valgbar. ’Licorice Pizza’ vandt BAFTA, ’Don’t Look Up’ vandt WGA mens ’Belfast’ vandt Critics Choice og Golden Globes. Umiddelbart tror jeg på ’Belfast’, da der lader til at være lidt mere entusiasme omkring den film end de to andre. Samtidig så tror jeg at der er en masse skuespillere der har sympati for Kenneth Branagh og gerne vil se ham vinde noget. Men omvendt er der nok også mange der gerne vil se Paul Thomas Anderson på podiet, og der er nok også mange der anser ’Don’t Look Up’ for en vigtig film og de ved at Adam McKay vil levere et godt velformuleret budskab fra scenen. Men hvorfor vælger jeg så ’The Worst Person in the World’ som nummer to? Det gør jeg fordi der lader til at være vildt meget kærlighed til den film. I den foreløbige optælling af secret Oscar ballots, der fører den faktisk ret klart. Men vi skal også huske på at selvom secret Oscar ballots ofte kan pege det rigtige sted hen, så er det ikke altid det sker. Og ’The Worst Person in the World’ har altså ikke været nomineret til en eneste af de store priser før Oscar, så det vil være ret sensationelt hvis den vandt. Men jeg fornemmer at der godt kunne være en overraskelse under opsejling. Også fordi at stemmerne vil blive spredt ret bredt ud i kategorien, og så skal der pludselig ikke så mange stemmer til at blive nummer et. Jeg kommer i hvert fald til at holde vejret når denne kategori annonceres.
Bedste fotograf
Vinder: Dune
Runner up: The Power of the Dog
Der er to film der har vundet de fire priser vi kigger på op til Oscar. ’Dune’ vandt den amerikanske guild-pris ASC og den britiske akademipris BAFTA, mens ’The Power of the Dog’ vandt den britiske guild-pris BSC og den amerikanske kritikerpris Critics Choice. Så hverken på den ene eller den anden side af Atlanten kan de finde enighed. ASC er som regel 50/50 i forhold til at forudsige Oscar, men jeg tror at ’Dune’ har den bedste kombination med to af de tre branchepriser. Ari Wegner kunne dog blive den første kvindelige vinder af kategorien for ’The Power of the Dog’, og det kunne måske også være et selling point. Jeg tror dog på en teknisk sweep af ’Dune’.
Bedste kostumer
Vinder: Cruella
Runner up: Dune
Ved CDG vandt ’Cruella’ i den period-kategorien, som ofte er den der peger mod Oscar, mens ’Dune’ vandt i Sci-fi/Fantasy-kategorien. ’Cruella’ vandt derudover Critics Choice og BAFTA. Critics Choice er ikke en branchepris, og BAFTA var måske ikke så overraskende da ’Cruella’ foregår i London i 70’erne og kostumerne er designet af britiske Jenny Beavan, som nok må siges at være en af de største britiske kostumedesignere. Så derfor er løbet altså ikke helt afgjort endnu. ’Dune’ har nogle fantastiske kostumer, og der skulle designes mange forskellige typer kostumer til forskellige folkeslag, så der var stor diversitet. Men det var der også i ’Cruella’, hvor man dels har genskabt stilen fra 70’ernes London, men også har skabt kollektioner til to rivaliserende modedesignere. Den ene i mere klassisk stil, mens den anden var inspireret af punk-stilen. Alt i alt blev der designet sindsygt mange kostumer, og mange af dem krævede en stor del af originalitet. Det er vildt, og jeg tror på ’Cruella’ da det også er en film hvor kostumerne spiller en hovedrolle, mens jeg tror at mange er mere optagede af effekter og scenografi i ’Dune’.
Bedste klip
Vinder: Dune
Runner up: Tick, tick…Boom!
Mellem 2002 og 2011 var der en periode hvor hver eneste Oscarvinder også havde vundet ved ACE. Men den tid er forbi og de seneste 10 år er der flere Oscarvindere som ikke vandt ACE end der var Oscarvindere der vandt ACE. Så kan vi kigge til Critics Choice, men her vandt ’West Side Story’ som ikke er Oscarnomineret. Vi kan også se på BAFTA hvor ’No Time to Die’ vandt, og den er heller ikke Oscarnomineret. Ved ACE vandt ’Tick, tick…Boom!’ og ’King Richard’. Det burde jo sætte ’King Richard’ i en favorabel situation, da vi kun har haft én klip-vinder i tiden med den vægtede stemmeseddel, som ikke har været nomineret til bedste film. Men var hverken nominret til Critics Choice eller BAFTA, det var til gengæld ’Dune’ der som den eneste har været nomineret til alle tre priser vi kigger på her.
Jeg tror det bliver ’Dune’ selvom den ikke har vundet noget endnu. Der er actionsekvenser i hvilket plejer at score godt hos Oscar, men musicals som ’Tick, tick…Boom!’ er også ofte et hit. Og da filmen ikke har andre vinderchancer, så er det her den skal belønnes af dem der elsker filmen. Sportsfilm bliver ofte nomineret, men vinder ikke så tit, og derfor er jeg ikke helt på ’King Richard’. Men intet vil overraske mig i denne kategori.
Bedste makeup og hår
Vinder: The Eyes of Tammy Faye
Runner up: Dune
Min kone har påpeget det paradoksale i at man kan vinde en Oscar for at lægge en virkelig dårlig makeup. Men det var ikke desto mindre opgaven folkene bag ’The Eyes of Tammy Faye’ fik, og de udførte den til perfektion. Oveni det kommer en hel del arbejde med at få Jessica Chastain og Andrew Garfield til både at se yngre og ældre ud afhængigt af hvor i filmen vi er. Personligt havde jeg nok valgt ’Coming 2 America’, som også vandt ved makeupartisternes guild, men det lader til at mange ikke har set den, eller ikke kan få sig selv til at stemme på den. Den var heller ikke nomineret til hverken Critics Choice eller BAFTA, som i øvrigt begge blev vundet af ’The Eyes of Tammy Faye’. ’Dune’ har faktisk ikke vundet noget i denne kategori, men jeg tror at den voldsomme special effects makeup i filmen kan hjælpe, og hvis ’Dune’ ridder på en teknisk-sweep-bølge, så kan den også føre denne kategori med sig. Men jeg må nok være fornuftig og gå med ’The Eyes of Tammy Faye’.
Bedste scenografi (Production Design)
Vinder: Dune
Runner up: Nightmare Alley
Lige siden jeg så ’Dune’ har jeg vidst at den ville vinde denne kategori, så jeg vil blive overrasket hvis den ikke gør. Især fordi den har vundet både Critics Choice og BAFTA, samt fantasy-kategorien ved Art Directors Guild (ADG) og Set Designers Society of America (SDSA). Den eneste anden der har vundet er ’Nightmare Alley’, som vandt period-kategorien ved ADG. ’Nightmare Alley’ er sammen med ’Dune’ og ’West Side Story’ også de eneste nominerede, der har været nomineret alle fire steder. Men den meget noir-agtige stemning i ’Nightmare Alley’ tror jeg vil være det eneste der kan slå ’Dune’. Men det sker nok ikke.
Bedste score
Vinder: Dune
Runner up: The Power of the Dog
Jeg er notorisk musikblind, men jeg kan dog huske at være imponeret over musikken i ’Dune’. Men jeg vil nu alligevel holde mig til tallene. Siden Oscar lagde score-kategorierne sammen til én har ni film vundet BAFTA, Critics Choice og Golden Globes i samme år, og kun én af dem har ikke vundet Oscar. ’Dune’ har i år vundet alle tre plus Sci-fi/Fantasy-kategorien ved Hollywood Music in Media Awards (HMMA), ’Don’t Look Up’ vandt hovedkategorien mens ’Encanto’ var den eneste af de nominerede der vandt en pris ved Society of Composers and Lyricists (SOCL). ’Dune’ og ’The Power of the Dog’ er dog de eneste der har været nomineret ved samtlige af de førnævnte priser. Tager vi så International Film Music Critics Association (IFMCA) med i billedet, så er ’Dune’ den eneste der har været nomineret til alle. Og så må det også være på tide at Hans Zimmer får sin anden Oscar.
Bedste sang
Vinder: No Time to Die (No Time to Die)
Runner up: Dos Oruguitas (Encanto)
James Bond sange har historisk set ikke haft gode vinderchancer, men inden for de seneste par Bond-film har det ændret sig. ’No Time to Die’ er klart den mest hypede sang af de nominerede og den har også vundet det meste af det den har været i nærheden af. Jeg har dog en fornemmelse af at ’Encanto’ kan overraske, da det samtidig vil give Lin Manuel Miranda sin EGOT kombination (Emmy, Grammy, Oscar, Tony). Og så er der også muligheden for at Diane Warren endelig skal have en Oscar, men jeg tror bare ikke det bliver for sangen fra ’Four Good Days’ som hun er nomineret for i år.
Bedste lyd
Vinder: Dune
Runner up: West Side Story
Lydkategorien er jo lidt spændende, da det kun er andet år efter sammenlægningen af lydklip og lydmix. For hvad vægter man egentlig højest. I gamle dage havde jeg klart sagt at ’Dune’ ville vinde lydklip mens ’West Side Story’ ville vinde lydmix, da musicals altid klarede sig rigtig godt i den kategori. Heldigvis har vi nu rigtig mange guild-priser til at guide os. Her kan vi se at ’Dune’ har vundet næsten alt. Den vandt CAS som er lydmixernes pris, samt den vigtigste af de tre kategorier ved lydklippernes guild (MPSE). Den vandt også de britiske priser AMPS og BAFTA. ’West Side Story’ er den eneste anden nominerede der har vundet noget og den vandt knap så overraskende musik-kategorien ved MPSE. Det ligner en sikker sejr til ’Dune’, hvis lydbillede også er helt eminent.
Bedste visuelle effekter
Vinder: Dune
Runner up: Spider-Man: No Way Home
’Dune’ vandt fire ud af de seks priser den var nomineret til ved VES inklusive hovedprisen. Den vandt også Critics Choice og BAFTA, så det er svært at argumentere for hvorfor den ikke skulle vinde Oscar. ’Spider-Man: No Way Home’ vandt en enkelt ud af dens tre VES-nomineringer og var faktisk ikke nomineret til hverken Critics Choice eller BAFTA. Det er også en film der blander computergrafik med praktiske effekter, og det elsker akademiet. Og så har det rent teknisk vist sig at være enormt svært at animere sands bevægelser. Så på den baggrund er ’Dune’ favorit. Men hvis der skulle være en overraskelse ville det nok være denne, bare så akademiet kunne vise at de også kan lide populære film. Men jeg vil blive meget overrasket hvis det bliver andet end ’Dune’.
Bedste animerede film
Vinder: Flee (Flugt)
Runner up: Encanto
Dette er så en ”no guts no glory” kategori for mig. Jeg tror at ’Flugt’ kommer til at vinde et eller andet. Umiddelbart ligner bedste dokumentar et oplagt valg, men jeg tror faktisk den har en bedre chance i animerede film, fordi alle de der ikke lige er helt oppe og ringe over børne/familiefilm vil samles om ’Flugt’ i denne kategori, da de andre fire er meget ens i deres målgruppe. ’Flugt’ vandt også independent-kategorien ved Annie Awards, hvor ’Encanto’ tabte studie-kategorien til ’The Mitchells vs. The Machines’, som i øvrigt også tog Critics Choice. ’Encanto’ vandt dog BAFTA, Golden Globes og PGA. Til PGA var ’Flugt’ i øvrigt ikke nomineret, men den var nomineret i dokumentar-kategorien. Vi er ude i uprøvede farvande, for det er første gang en dokumentar er nomineret i denne kategori, og også første gang at en så politisk potent film er nomineret i kategorien. Men vi må gå ud fra at størstedelen af dokumentargrenen vil stemme på filmen i denne kategori, og netop denne gren har vokset sig til at være en af de større grene i akademiet.
Bedste dokumentar
Vinder: Summer of Soul
Runner up: Flee (Flugt)
’Summer of Soul’ vandt Critics Choice, PGA og BAFTA, mens ’Attica’ vandt DGA og ’Flugt’ vandt IDA. IDA har det dog desværre med at gå mindre mainstream end Oscar. Selvom jeg længe har troet på ’Flugt’ i denne kategori, så må jeg nok indse at ’Summer of Soul’ rammer noget hos musikelskere og den rammer også ned i noget kulturelt i USA. Jeg tænker også at der må være massiv opbakning fra musik-grenen til denne film, og selvom denne gren ikke er så stor, så må det også betyde lidt. Men kærligheden til ’Flugt’ er stor, og jeg har hørt om flere medlemmer der har sagt at de stemmer på den i alle tre kategorier fordi de bare vil have at den skal vinde et eller andet.
Bedste internationale film
Vinder: Drive My Car
Runner up: The Worst Person in the World
Dette ligner på papiret en nem kategori, hvor bedste film nominerede ’Drive My Car’ triller afsted med sejren. Men de seneste dages secret Oscar ballots taler et lidt andet sprog. Her ser vi også en stor kærlighed, både til ’Flugt’ (Flee) og til ’The Worst Person in the World’. De tre ser ud til at ligge ret lige i det lille udsnit af stemmerne, hvor mange også ser ud til at have stemt på ’The Worst Person in the World’ for bedste originale manuskript. Jeg tror dog at det bliver ’Drive My Car’, hvilket også ville være det mest logiske, når nu den fik en bedste film nominering. Men tab ikke kaffen på gulvet hvis et andet navn bliver råbt op.
Bedste animerede kortfilm
Vinder: Robin Robin
Runner up: The Windshield Wiper
Normalt er det muligt at få set filmene i denne kategori inden Oscar, men det har det ikke været i år. Derfor famles der lidt i blinde. Jeg har dog set ’Robin Robin’ (Netflix), som er en udmærket lille historie med charmerende stop motion af små filtdukker. Filmen er produceret af Oscar-darlingerne Aardman Animations og har Netflix-maskineriet bag sig. Samtidig er det den eneste af filmene der er henvendt mod børn, og der er normalt den slags film der vinder. Man må også antage at da det typisk er familievenlige film der er nomineret i denne kategori, så er det også de akademimedlemmer der godt kan lide denne type film der typisk stemmer i kategorien. Også i et år hvor de fleste er henvendt til voksne.
Bedste korte dokumentar
Vinder: The Queen of Basketball
Runner up: Audible
Jeg bekymrer mig ikke så meget om hvem der skal ligge nummer to i denne kategori, for jeg er ret sikker på at ’The Queen of Basketball’ løber af sted med sejren. Det er en feel good historie om kvinden der er udråbt som den bedste kvindelige basketball-spiller nogensinde. Problemet var at hun spillede i en tid hvor der ingen liga var for kvinder. Det er en af den slags historier der får dig til at sige ”Wow. Hvorfor har jeg aldrig hørt denne historie før?”, og den slags historier plejer at score gode point hos akademiets medlemmer.
Bedste Live Action kortfilm
Vinder: Ala Kachuu:Take and Run
Runner up: The Long Goodbye
I denne kategori har det heller ikke været muligt at se alle filmene, men jeg har mulighed for at få set tre samlet set, men får det dog ikke gjort før i weekenden. Derfor er jeg lidt ude at skide her. For mange tror på ’The Long Goodbye’ som blandt andet Riz Ahmed står bag. Den har jeg dog set og jeg tror ikke at slutningen helt harmonerer med hvad der plejer at vinde. Der kan dog godt være nogle der husker hans præstation fra sidste år og stemmer på ham for at give ham en kompensations-Oscar. Jeg har også hørt mange gode ting om ’The Dress’ og så skulle danske ’On My Mind’ være det mere sentimentale valg, som jo oftest er det der vinder i denne kategori. Men da Kim Magnusson er så god til dette spil, at han godt kunne få en dårlig film nomineret, så vil jeg gerne lige se ’On My Mind’ før jeg tør satse på den. Mange mener dog at ’Ala Kachuu:Take and Run’ er den bedste, selvom den efter sigende skulle være lidt af en mavepuster. Jeg går med den indtil videre, men der kommer muligvis en opdatering i løbet af weekenden.

Skriv et svar