De sidste medlemmer har nu afgivet deres stemmer, alle guilds har uddelt deres priser og nu er der reelt set kun tilbage, at vente på at det bliver søndag. I et tidligere indlæg har jeg samlet nogle gode råd til opvarmning samt til selve Oscarnatten, men lige nu handler det om at forudsige hvem der vinder. Så lad mig springe direkte ud i det. Jeg vil ikke gå alt for meget i dybden med analyser af de forskellige kategorier, da disse kan læses i diverse andre indlæg her på siden.

Bedste film: La La Land

Det kan ikke blive andre end ’La La Land’. Filmen har vundet næsten alt der er at vinde, inklusive de vigtige priser fra Producer’s Guild (PGA) og Director’s Guild (DGA). Den eneste vigtige pris den ikke har vundet er SAG ensemble prisen, som den ikke engang var nomineret til. Men ’La La Land’ er også langt fra en ensemble-film, så det giver faktisk meget god mening at den ikke var med her. ’La La Land’ vil dog blive den blot anden film i historien til at vinde bedste film uden en nominering til SAG ensemble (den første var ’Braveheart’ i 1996).

 Mulig overraskelse: Reelt set ingen, men ’Moonlight’ hvis der skal være en.

Bedste instruktør: Damien Chazelle (La La Land)

Siden Oscar indførte den vægtede afstemning for bedste film, har det ikke været unormalt at der har været et såkaldt split mellem bedste film og bedste instruktør. Derfor har mange også spekuleret i om Barry Jenkins (Moonlight) kunne overraske i denne kategori. Da Chazelle vandt DGA tror jeg dog at de sidste blev overbevist om at han også vil vinde en Oscar for det store udstyrsstykke filmen er. For det har også været en trend at de store film som ’Gravity’ og ’The Revenant’ vinder instruktør mens de mere historiedrevede som ’12 Years a Slave’ (som måske også kan kaldes et udstyrsstykke, men ikke i forhold til ‘Gravity’) og ’Spotlight’ vinder bedste film. Og med den logik virker ’La La Land’ endnu mere sikker i denne kategori end i bedste film.

Mulig overraskelse: Barry Jenkins (Moonlight)

Bedste kvindelige hovedrolle: Emma Stone (La La Land)

Emma Stone har vundet både SAG, Golden Globe og BAFTA og virker til at være det mest realistiske bud på en Oscarvinder. Jeg tror dog at denne kategori er mere åben end man umiddelbart tror. Jeg tror at Natalie Portman (Jackie) kan høste nogle stemmer, især for dem der var virkelig glade for ’Jackie’ som er en film man enten elsker eller hader, lader det til. Isabelle Huppert (Elle) er en skuespillerlegende som akademiet måske aldrig får en ny chance for at give en Oscar. Ruth Negga (Loving) er filmens eneste nominering og derfor kan alt kærlighed til ’Loving’ lande hos hende. Og så er der Meryl Streep (Florence Foster Jenkins) som efterhånden er blevet Trumps fjende nummer et….eller måske nummer ti, eller faktisk nok ikke engang i top 100, men hun er i hvert fald hans fjende nummer et i Hollywood. Så hun kunne høste nogle politiske stemmer.

Hvis stemmerne fordeler sig ret ligeligt ud, så skal der pludselig ikke så mange til at vinde og det kan betyde at vi ser en overraskelse.

Mulig overraskelse: Natalie Portman (Jackie), men jeg ville ikke tabe næse og/eller mund hvis det blev Isabelle Huppert (Elle).

Bedste mandlige hovedrolle: Casey Affleck (Manchester by the Sea)

Flertallet af eksperter rundt omkring har lige nu Denzel Washington (Fences) som favorit. Årsagen er at han vandt Screen Actor’s Guild (SAG), som plejer at være en god indikator for hvem der vinder Oscar. Der er dog lige den lille hage ved det argument, at Washington aldrig før havde vundet en pris hos SAG og det kunne de naturligvis ikke have siddende på sig. Kigger vi på stort set alle andre priser er de gået til Affleck og Washington har reelt set ikke vundet noget af betydning, udover SAG. Men Washingtons sejr ved SAG viser dog at Affleck ikke er urørlig og jeg vil nok skyde den til at være 60/40 i Afflecks favør.

Mulig overraskelse: Denzel Washington (Fences)

Bedste kvindelige birolle: Viola Davis (Fences)

Viola Davis har stort set vundet alt. Både de vigtige priser og for den sags skyld også alle de andre. Hun er dog lidt mere at karakterisere som en hovedrolle, men det plejer akademiet nu at se stort på når først hun er blevet nomineret i birollekategorien (se bare på Alicia Vikander i ’The Danish Girl’ sidste år). Det ser ikke ud til at der er noget der kan røre Davis, så lad os springe videre til næste kategori.

Mulig overraskelse: Michelle Williams (Manchester by the Sea)

Bedste mandlige birolle: Mahershala Ali (Moonlight)

Efter at have set ’Moonlight’ skal jeg ærligt indrømme at jeg er lidt overrasket over at Mahershala Ali er så stor favorit som han er. Men nuvel, han har vundet alt undtagen BAFTA, som gik til Dev Patel (Lion). Men eftersom Patel er britisk, så skal man nok ikke lægge for meget i det. Jeg vil dog ikke fuldstændigt afvise at Patel kan få den Oscar han nu ikke engang blev nomineret for, for ’Slumdog Millionaire’. Men det ligner ret meget en Oscar til Ali.

Mulig overraskelse: Dev Patel (Lion)

Bedste ikke-originale manuskript (adapted): Moonlight

Moonlight vandt godt nok Writer’s Guild (WGA) for bedste originale manuskript, men Akademiet har placeret filmen i kategorien for ikke-originale manuskripter da den er baseret på et teaterstykke. Også selvom teaterstykket aldrig har været opført. Ved WGA blev kategorien for ikke-originale manuskript vundet af ’Arrival’, som nok også er førsteudfordrer til at vinde Oscaren. Men jeg anser ’Moonlight’ for at være ret stor favorit.

Mulig overraskelse: ’Arrival’

Bedste originale manuskript: Manchester by the Sea

Det ligner et kapløb mellem ’Manchester by the Sea’ og ’La La Land’. Ingen af dem vandt WGA og derfor er det måske mere åbent end mange umiddelbart havde troet. Jeg tror dog at ’Manchester by the Sea’ har den fordel at det er instruktøren Kenneth Lonergan som også er manuskriptforfatter og dermed vil dette være en måde at give ham en Oscar for filmen som helhed uden at smide en af de helt store priser efter ham. Det er set før. Men hvis vi kommer til at se et ’La La Land’ sweep, så kan denne kategori naturligvis også komme med.

Mulig overraskelse: ’La La Land’

Bedste fotografering: La La Land

Stærke farver, masser af kamerabevægelser og dansesekvenser hvor kamerafolkene har krævet mere koreografi end danserne. Det er nogle af de ting som akademiet tidligere har belønnet i denne kategori. Og det er alt sammen noget som ’La La Land’ indeholder. Derfor vinder den. Også selvom ’Lion’ vandt fotografernes guild-pris (ASC). ASC er nemlig ikke særlig god til at forudsige Oscar. Når det så er sagt, er alle fem film i denne kategori virkelig flotte.

Mulig overraskelse: ’Lion’

Bedste kostumer: La La Land

Ofte skal vinderen i denne kategori findes blandt de tre vindere fra kostume designernes guild (CDG) og her er ’La La Land’ den eneste vinder som er nomineret. Jeg har hidtil holdt på ’Jackie’, som også vandt BAFTA for kostumer, men eftersom den tabte CDG, så er jeg skiftet til ’La La Land’. Det er muligt at jeg når at skifte tilbage inden søndag, men indtil nu tror jeg at jeg holder fast i ’La La Land’.

Mulig overraskelse: ’Jackie’

Bedste klip: La La Land

Normalt er klippernes guild-pris (ACE) en meget god indikator på hvem der vinder Oscar, og skal man tro dem bliver det enten ’La La Land’ eller ’Arrival’. Dog har der, de seneste fem år, været tre år hvor vinderne ikke matchede, og i år kunne godt gå hen at blive det samme. For ’Hacksaw Ridge’ med dens meget hurtige action-klip kunne sagtens gå hen og overhale ’La La Land’, som i høj grad består af længere sekvenser, hvor kamerabevægelserne laver klippene. Dog er ’La La Land’ virkelig smukt sat sammen, og jeg tror på at dens popularitet også vinder i denne kategori, men jeg vil på ingen måde blive overrasket, hvis ’Hacksaw Ridge’ ender med at vinde.

Mulig overraskelse: ’Hacksaw Ridge’

Make up og hår: Suicide Squad

Jeg ser denne kategori som den mest åbne af dem alle. Det sker meget sjældent at vinderfilmen er helt uden nomineringer ved Make Up and Hair Stylist Guild Awards (MUHG), men det kan blive tilfældet med ’A Man Called Ove’ (En mand der hedder Ove). På den anden side set er jeg ret sikker på at den svenske film ikke var i stand til at blive nomineret. Samtidig er det anden nominering til den svenske duo, så måske de efterhånden har fået charmeret sig ind på nok akademimedlemmer til at vinde. ’Star Trek Beyond’ og ’Suicide Squad’ vandt begge en enkelt pris ved MUHG og de fleste eksperter tror lige nu på ’Star Trek Beyond’. Men det er de samme eksperter som end ikke troede at ’Suicide Squad’ ville blive nomineret. Jeg vil dog stadig holde fast i at ’Suicide Squad’ har lavet noget af det mest ikoniske make up i 2016 og derfor også tager Oscaren.

Mulig ”overraskelse”: ’Star Trek Beyond’

Bedste scenografi (Production design): La La Land

Det er en sjældenhed at Oscarvinderen ikke er at finde blandt de tre vindere hos Art Director’s Guild (ADG) og den tendens er kun blevet forstærket de sidste par år. I år var de tre ADG vindere ’La La Land’, ’Passengers’, og så ’Hidden Figures’ som dog ikke er nomineret til Oscar. Derfor ligner det ret meget et slam dunk for ’La La Land’, men jeg vil dog ikke afskrive ’Fantastic Beasts and Where to Find Them’ helt. I min bog er det en lille outsider, som kunne komme ind fra siden. Men mon ikke ’La La Land’ ender med også at løbe med denne. Om ikke andet, så på grund af den overdådige afslutningssekvens.

Mulig overraskelse: ’Fantastic Beasts and Where to Find Them’

Bedste musik (score): La La Land

Hvis ikke den mest nominerede musical i Oscars historie kan vinde for bedste musik, så er der en brist i logikken et eller andet sted. Jeg ser denne som en af aftenens sikreste priser.

Mulig overraskelse: ’Jackie’

Bedste sang: City of Stars (La La Land)

Igen en kategori hvor årets musical burde være selvskrevet. Og selvom ’La La Land’ har to nomineringer i denne kategori er jeg ikke så bange for at stemmerne skal splittes mellem de to og dermed gøre plads til eksempelvis ’How Far I’ll Go’ (Moana/Vaiana). Jeg tror på at ’City of Stars’ bliver vinderen, da det er den sang som man er i stand til at huske efterfølgende og sangen bliver temasangen for hele filmen. Man kunne også argumentere for at scenen med ’Audition’ gør langt større indtryk, men jeg tror ikke det spiller ind her.

Mulig overraskelse: ’Audition’ (La La Land)

Bedste lydklip (sound editing): Hacksaw Ridge

Selvom jeg stadig holder på at ’Deepwater Horizon’ var årets bedste lydoplevelse, så må jeg jo bøje mig og erkende at det ikke er der pilen peger hen. Da Motion Picture Sound Editors (MPSE) uddelte deres priser blev det til to priser til ’Hacksaw Ridge’ og en enkelt til ’La La Land’. ’La La Land’ vandt dog i kategorien for musicals, hvor konkurrencen ikke var så stor i år. Musicals klarer sig generelt også bedre i lydmix-kategorien en i lydklip. Derfor tror jeg at ’Hacksaw Ridge’ løber med statuetten i år.

Mulig overraskelse: ’La La Land’

Bedste lydmix (Sound mixing): La La Land

Musicals klarer sig altid godt i denne kategori og det giver ’La La Land’ en klar fordel. Samtidig vandt ’La La Land’ også lydmixernes guild-pris (CAS) og det gør at jeg tror på den, også selvom CAS ikke har været så god til at forudsige Oscar de seneste år. Der er dog en mulig spoiler i ’Hacksaw Ridge’, som blandt andet har Kevin O’Connell blandt de nominerede. Han er den person med flest nomineringer uden at have vundet. Dette er hans nominering nr. 21.

Mulig overraskelse: ’Hacksaw Ridge’

Bedste visuelle effekter: The Jungle Book

Kigger vi på priserne fra Visual Effects Society (VES), så blev ’The Jungle Book’ den helt store vinder med fem priser. Samtidig vandt den også hovedprisen, og den kombination plejer som regel også at føre til Oscarstatuetter.

Mulig overraskelse: ’Doctor Strange’

Bedste animerede film: Zootopia

’Zootopia’ har stort set vundet alt der er at vinde i år og det aktuelle tema om racisme kan sagtens være endnu en fordel for den. Jeg vil dog ikke afskrive ’Kubo and the Two Strings’ som udover at have en nominering for bedste visuelle effekter, også har været nomineret ved kostume designernes guild (CDG). Den har altså lidt opbakning rundt omkring i de forskellige grene af akademiet og det kan gøre at den overrasker når det ikke kun er animatorerne der skal stemme. Og så vandt den i øvrigt BAFTA foran ’Zootopia’.

Mulig overraskelse: ’Kubo and the Two Strings’

Bedste dokumentar: O.J.: Made in America

Er det en film eller en mini-serie. Ingen ved det, men hvis den vinder, bliver det den længste film til nogensinde at have vundet en Oscar. Den har vundet alt indenfor film og tv i år og jeg tror også at den vinder sin Oscar.

Mulig overraskelse: ’13th’

Bedste udenlandske film: Toni Erdmann

Trumps indrejseforbud har helt klart gjort iranske ’The Salesman’ til en af favoritterne og blandt mange er den lige nu favorit til at vinde. Jeg er meget splittet, for ’Toni Erdmann’ har virkelig vundet mange priser og fået meget ros, så jeg tror i sidste ende at den kan vinde på at folk synes, at det er en bedre film. Men omvendt er ’The Salesman’ også blevet rost og vi ved at Asghar Farhadi kan lave gode film som appellerer til et internationalt publikum. Lige nu holder jeg fast i ’Toni Erdmann’, men jeg kan sagtens finde på at ændre mening inden på søndag.

Mulig ”overraskelse”: ’The Salesman’

Bedste animerede kortfilm: Piper

En amerikansk Oscarekspert (jeg kan ikke lige huske hvem) sagde engang: ”always go with the animals” i reference til denne kategori. Og skal man tro ham, så er ’Piper’ eneste mulighed. Det er dog også den sjoveste og den sødeste film blandt de fem. ’Pearl’ er første virtual reality film nomineret til en Oscar, men da jeg er ret sikker på at akademiets medlemmer ikke ser den i VR, så levner jeg den ikke så mange chancer. ’Pear Cider and Cigarettes’ er en noget anderledes film i forhold til hvad vi normalt ser i denne kategori, både fordi den er 35 minutter lang, fordi det er en dokumentar og fordi den er 100% henvendt til voksne. Jeg kan ikke mindes hvornår vi sidst har set en film der stak sådan ud i denne kategori og derfor er det også svært at sige om den kan gå hen og vinde. Jeg nøjes dog med at tro på den som en outsider.

Mulig overraskelse: ’Pear Cider and Cigarettes’

Bedste korte dokumentarfilm: Joe’s Violin

Jeg har kun set tre af de fem nominerede film, men en af dem er ’Joe’s Violin’, og det er en af de mest rørende korte dokumentarfilm jeg har set. Den indeholder kunst, holocaust og fattige børn, så det er guf for akademiet. Tre af de fem nominerede handler om flygtningekrisen og krig i verden og jeg tror at de kommer til at splitte mange af de politiske stemmer og derfor ikke bliver en alvorlig trussel for ’Joe’s Violin’.

Mulig overraskelse: ’The White Helmets’

Bedste kortfilm (live action): Sing (Mindenki)

Af de tre kortfilmskategorier er dette den sværeste. Lige nu går jeg med ’Sing’ som ganske enkelt er den sjoveste og mest rørende i min bog, men jeg tror også at ’Timecode’ kunne have en god chance. Men dette er endnu en kategori, hvor jeg kan nå at skifte mening inden søndag.

Mulig overraskelse: ’Timecode’

Opsummering

Hvis mine forudsigelser holder stik, vil der være 10 priser til ’La La Land’, mens ’Moonlight’ og ’Manchester by the Sea’ må nøjes med to hver. Blandt de mulige overraskelser er det mere jævnt fordelt, hvor ’Jackie’ har mulighed for at vinde tre, mens ’La La Land’, ’Moonlight’, ’Lion’ og ’Hacksaw Ridge’ har mulighed for at overraske i to kategorier hver.

Jeg kan naturligvis nå at blive klogere inden på søndag, så følg løbende med her, eller tjek ind igen på søndag, hvor jeg vil lave et indlæg, hvis jeg ændrer det helt store.


6 svar til “Oscar 2017 – De endelige forudsigelser”

  1. […] kan se alle mine forudsigelser andre steder på bloggen, ligesom du kan finde en guide til […]

  2. […] forudsigelser for samtlige kategorier kan ses her på bloggen. Du kan også læse hvilke kategorier, der bestemt ikke er afgjort samt hvordan du skal varme op […]

  3. Morten Møller Bertelsen Avatar

    Hej Lars

    Vil lige rose dig for din blog, som jeg har fuldt hele Oscar-sæsonen. Fedt meget noget ægte Oscar-entusiasme! 🙂

    Er selvfølgelig uenig med flere af dine bud, men de alle velbegrundede. Og så synes jeg, du rammer kortfilmskategorierne spot on. Det er tit det sværeste. 🙂

    1. AwardTalk Avatar

      Hej Morten,
      Tak for rosen. Jeg er glad for at mine tanker kan bruges. Der er helt sikkert en del kategorier, hvor man sagtens kan finde alternative vindere. Det er jo derfor man stort set aldrig har 100% rigtige.
      Jeg bliver ved med at skrive videre frem mod næste år.

      1. Morten Møller Bertelsen Avatar

        Ja, forskellige bud vil der altid være. 🙂 Og det kræver ikke det store at bikse nogle kvalificerede bud sammen. Det er begrundelserne, der skiller fårene fra bukkene, og det er tydeligt at se, at du ved, hvad du snakker om.

  4. […] og det er jeg virkelig glad for. Analysen for alle de kategorier jeg gættede rigtig kan ses i mine forudsigelser, men måske vi lige skal tage et øjeblik og kigge på de syv kategorier, som jeg ikke gættede […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *