
Filminstituttet har nu offentliggjort deres shortlist med tre film der kæmper om at blive den danske Oscarkandidat frem mod Oscar 2022. Den 25. oktober bliver det offentliggjort hvem den officielle kandidat bliver, men hvorfor vente så længe når jeg allerede har lavet analysen og fundet det rigtige svar?
Her er et kig på de tre kandidater.
Flugt
Kan en animeret dokumentar blive nomineret til Bedste internationale film? Det er i hvert fald ikke sket siden ’Waltz With Bashir’ i 2009, men til gengæld har de seneste to år budt på ’Collective’ og ’Honeyland’, der begge er dokumentarfilm som var nomineret til Bedste internationale film og Bedste dokumentar. Så der er allerede dannet præcedens for at det ikke er så tosset at forestille sig ’Flugt’ som en god Oscarkandidat.
Ser vi lidt mere objektivt på det, så startede ’Flugt’ med at vinde en pris i Sundance i januar, og senere vandt den også i Göteborg og Annecy. Senest blev den vist på filmfestivalerne i Toronto og Telluride, som er to af de vigtigste festivaler for Oscarkandidater. Filmen har fået massiv ros og har af nogle Oscareksperter og bloggere været omtalt som en potentiel Bedste film nominering. Noget man dog nok skal tage med et gran salt. Men en Metacritic-score på 89 vidner om den fabelagtige modtagelse.
Blandt de mange producere er Signe Byrge Sørensen, som tidligere har været nomineret for bedste dokumentar med både ’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’. Samtidig har de fået både Riz Ahmed og Nikolaj Coster-Waldau på som executive producers. Hvorvidt de rent faktisk har været aktive producere skal jeg ikke kunne sige, men det er et kendt trick at få nogle kendte ansigter ombord som executive producers, så de kan være med til at føre kampagne for filmen og kaste lidt stjernestøv på den. Så uanset om det er det der er tilfældet eller ej, så er det to gode navne at have ombord når kampagnen går i gang.
Til sidst er der filmen historie der handler om en homoseksuel flygtning. Så bliver det vist ikke mere woke. Så det er i det hele taget svært at se så mange svagheder i filmens Oscarpotentiale.
Margrete den første
Hvis der er noget Hollywood kan lide er det royale og kostumedramaer. Især efter et år hvor det har været magert med de store kostumefilm, så kunne der måske være ekstra sult efter dem lige nu. Og det kan bestemt tælle til filmens fordel. Samtidig er kostumedesigneren Manon Rasmussen kendt af akademiet (hun er selv medlem), og vil have en mulighed for en nominering. Men den mulighed står og falder sandsynligvis med om ’Margrete den første’ bliver valgt som Oscarkandidat eller ej.
Desværre er der ikke så meget andet der taler til filmens fordel. Den har ikke været på nogle festivaler der er værd at nævne, og priser har der ikke været nogle af. Kigger vi på instruktøren Charlotte Sielings tidligere film, er der heller ikke så meget international gennemslagskraft i dem. Og det ser heller ikke ud til at ’Margrete den første’ er blevet set så meget udenfor landets grænser endnu.
Tallene fra åbningsweekenden herhjemme har heller ikke været så store at det kan give genlyd internationalt.
Skyggen i mit øje
Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg er fra Frederiksberg, og stolt af det. Og er der noget man som indfødt Frederiksberg-borger har hørt fortalt mange gange, så er det historien om bombardementet på den franske skole under anden verdenskrig. Derfor er denne film ventet med spænding, ikke bare af mig, men sandsynligvis også af flere her i byen. Men nu er det desværre også sådan at det amerikanske filmakademis medlemmer tæller meget få, hvis overhovedet en eneste indfødt Frederiksberg-borger (ret mig hvis jeg tager fejl), så derfor risikerer filmen nok at ende som endnu en anden verdenskrigs-film. Og om end den slags film er populære, anses de ikke for at være særlig unikke.
Ole Bornedal har naturligvis haft international succes, men hans nok største succes skal vi nok helt tilbage til ’Nattevagten’ for at finde.
’Skyggen i mit øje’ får dansk premiere i slutningen af oktober, så det bliver meget svært at se den få nok internationalt buzz til at være en reel trussel i Oscarkapløbet.
Konklusion
Ovenpå denne analyse er det nok ikke den helt store overraskelse at konklusionen bliver, at ’Flugt’ vil være det helt rigtige valg. Dens Oscarkampagne er nærmest allerede i gang og den har en historisk mulighed for at blive nomineret til Bedste internationale film, Bedste dokumentar og Bedste animerede film. Men mon ikke folkene bag er fint tilfredse med bare én af disse nomineringer?
Det eneste der taler for ’Margrete den første’ er muligheden for at få Manon Rasmussen nomineret, men det lader til at være et lidt tyndt grundlag, når man samtidig har så stærk en kandidat som ’Flugt’.
Ole Bornedal og ’Skyggen i mit øje’ skal nok bare være glade for at filmen har premiere samme uge som Oscarkandidaten offentliggøres. For selvom det højst sandsynligt ikke bliver ’Skyggen i mit øje’ der vinder kandidaturet, så vil det skabe lidt ekstra omtale op til premieren. Og det er altid godt.

Skriv et svar