[youtube https://www.youtube.com/watch?v=TcMBFSGVi1c&w=560&h=315]

I går lavede jeg en analyse af Oscarkapløbet som det ser ud lige nu. Ovenpå dette havde jeg en lille diskussion på Twitter med redaktøren for Filmz.dk, som mente at jeg overså ’Avengers: Endgame’ i denne analyse, og han ydede også den service at minde mig om at jeg generelt undervurderede ’Black Panther’ i sidste Award Season. Selvom jeg jo gerne inderst inde vil tro at folk der er uenige med mig tager fejl, så må jeg jo indrømme at manden har en pointe. For selvom jeg faktisk havde ’Black Panther’ med i mine alt for tidlige forudsigelser allerede i april, så viste det sig at jeg havde undervurderet filmen ret meget. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed at min holdning til Marvel-film er ligesom min holdning til camping. Jeg har intet problem med at der er nogen der nyder det, men jeg skal bare ikke være en del af det. Og så alligevel prøver jeg det engang imellem for at se jeg har ændret mening. Hvilket ikke er sket endnu.
Avengers-filmene er ingen undtagelse. Men netop derfor er det så meget vigtigere at lave en ordentlig analyse af filmens chancer fremfor at lade min egen subjektive holdning være styrende. Så derfor har jeg valgt at kigge på de tre primære argumenter der lige nu er for at filmen skulle være en bedste film kandidat:

Det er den mest indtjenende film nogensinde på verdensplan

Argumentet går på at filmen er svær at overse når det nu er den største film nogensinde målt på box office. Derfor har jeg kigget lidt på tallene fra BoxOfficeMojo.com, hvor følgende tal kommer fra.

Det skal først og fremmest siges at det ”kun” er på verdensplan at ’Avengers: Endgame’ er den største film. Kigger vi på det amerikanske marked mangler den stadig en lille smule for at nå ’Star Wars: The Force Awakens’ og kigger vi på tabellen hvor der justeres for inflation er den helt nede som nr. 16. Men alt denne nuancering er jo lige meget, så længe Disney får plantet fortællingen om at det er den største film nogensinde som har brudt alle rekorder. Så derfor skal vi tage et kig på de forskellige billetsalgsrekorder og deres indvirkning på bedste film. Og lad os starte med den rekord ’Avengers: Endgame’ rent faktisk er i besiddelse af, nemlig den mest indtjenende film på verdensplan. De sidste fem rekordholdere har været:

Avatar (2009)
Titanic (1997)
Jurassic Park (1993)
E.T. (1982)
Star Wars (1977)

Af disse fem er det kun ’Jurassic Park’ der ikke har været nomineret til bedste film, så noget tyder på at fortællingen om den verdensomspændende succes har en virkning. Dog er der også den lille nuancering at disse fem film også havde fortællingen om store banebrydende effekter. En fortælling som ’Avengers: Endgame’ ikke helt har på samme måde i en tid hvor store effekter er mere reglen end undtagelsen. Det er også en fortælling som ’Løvernes Konge’ er løbet med i år, så med denne fortælling vil ’Avengers: Endgame’ altid blive nummer to.

Fem film er dog ikke det helt store datagrundlag, så lad os også kigge på den nationale billetsalgsrekord. Herunder er tabellen over de seneste 39 års rekordholdere for hvert år.

Mest indbringende film i USAUd af de 39 box office konger er kun er kun 11 blevet nomineret for bedste film og blot 4 har rent faktisk vundet prisen. Ser vi på de seneste 10 år hvor der har været en udvidet bedste film kategori er billedet ikke meget anderledes. Her er det 4 ud af 10 der er blevet nomineret, og vi har endnu ikke haft en vinder. Udvider vi til top 5 over de seneste ti år får vi kun én ekstra nominering med.

Så umiddelbart er der intet der tyder på at der er en større sammenhæng mellem billetsalg og bedste film nomineringer. Dog er der noget der tyder på at fortællingen om den helt store box office rekord kan bære frugt.

Det er en flot afslutning på en længere filmserie

Her kan man både se den som afslutningen på Avengers-serien på fire film, eller man kan se det som afslutningen på Marvel-serien på 22 film. Uanset hvordan man ser det, så er der kun tre filmserier der har haft sequels nomineret. Den mest kendte er naturligvis Ringenes Herre hvor alle tre film var nomineret til bedste film inden ’Lord of The Rings: Return of the King’ vandt til sidst. Den anden serie er Godfather-serien hvor de to første film vandt bedste film, mens den tredje måtte nøjes med en nominering. Den sidste filmserie er Toy Story hvor ’Toy Story 3’ var nomineret som den eneste i serien. Ringenes Herre serien opnåede sammenlagt 30 nomineringer og vandt 17 Oscars. For Godfather-serien var det 29 nomineringer og 9 Oscars. Kigger vi på de tre hidtidige Avengers-film er de sammenlagt blevet nomineret til 2 Oscars uden at have vundet nogle af dem (begge for visuelle effekter). Ser vi de 22 Marvel-film som en samlet serie, så er høsten for de første 20 (for vi kan ikke regne de to der kom ud i år med) beskedne 18 nomineringer og blot 3 Oscars. 7 af nomineringerne og alle de vundne Oscars kan tilskrives ’Black Panther’, som også er den eneste film med en bedste film nominering, og egentlig den eneste af de 20 film der har været bare i nærheden af en nominering i andre end de såkaldte tekniske kategorier.

En anden god serie at sammenligne med er den nye Planet of the Apes serie. De første to film i serien var kun nomineret til bedste visuelle effekter og intet andet. Da den tredje film kom fik den rigtig gode anmeldelser (Metacritic score på 82) og så var der snak om at nu ville akademiet belønne serien for alvor. Men ’War for the Planet of the Apes’ fik kun én nominering for…..visuelle effekter.

Så alt i alt er der ikke noget der tyder på at akademiet skulle belønne en filmserie som de ikke tidligere har belønnet med nogle tunge nomineringer.

’Avengers: Endgame’ har fået rigtig gode anmeldelser

Dette argument er faktisk interessant, for med en Metacritic score på 78 ligger ’Avengers; Endgame’ faktisk i det lag hvor man godt kan håbe på både kritikernomineringer og det der er større. Men, igen er det værd at nævne at den stadig er langt fra ’Black Panther’ som scorede 88, og faktisk bliver den også overgået af ’Iron Man’ der scorede 79. Og hele fem andre Marvel-film scorer også i samme lag: Guardians of the Galaxy (76), Captain America: Civil War (75), Thor: Ragnarok (74), Spider-Man: Homecoming (73) og Doctor Strange (72). Også DC-filmene ’Wonder Woman’ (76) og ’The Dark Knight Rises’ (78) scorede i samme lag og udover ’Black Panther’ blev ingen af de ovenfor nævnte film som bekendt nomineret til bedste film.

Så selvom ’Black Panther’ sparkede en dør ind med sine mange (og tunge) nomineringer, så er der intet der tyder på at gode anmeldelser er lig med nomineringer til superheltefilm.

Konklusion

Ud fra denne analyse mener jeg godt at man kan sige at chancerne for ’Avengers: Endgame’ er ret små. Som afslutning på en filmserie dur den ikke rigtigt, da akademiet ikke har vist speciel stor kærlighed til de andre film i serien, og dermed ikke har et incitament til at belønne den sidste film i serien ekstra. Anmeldelserne er gode, men ikke ekstraordinært gode for en superheltefilm, eller en effektdreven film i det hele taget. Samtidig er der ikke noget der tyder på at box office rekorder spiller særligt stor rolle i akademiets nomineringer.

MEN der dog noget der tyder på at fortællingen om den verdensomspændende succes kan føre til en nominering, om end datagrundlaget er ret småt. Ligeledes er anmeldelserne gode nok til at filmen vil have chance for at få nogle kritikernomineringer og så er der den store ubekendte som er, om ’Black Panther’ var et enkeltstående tilfælde, eller om den sparkede døren ind for superheltefilm generelt. Så hvis alt flasker sig og der er en superhelte-bølge, samtidig med at Disney for positioneret filmen som den store rekordfilm og kritikerne samtidig vælger at belønne den, så kan der være en vej ind for ’Avengers: Endgame’, men det er ret mange hvis’er, så det ser unægtelig svært ud. Især fordi vi skal medregnes at årets felt ser væsentlig stærkere ud end sidste års felt hvor ’Black Panther’ var imellem. Samtidig så er der stærk konkurrence fra den anden store superhelte film ’Joker’ som nok falder mere i akademiets smag. Så med alt dette vil jeg fastholde at man skal være rimelig stor Avengers-fan for fortsat at mene at ’Avengers: Endgame’ på nuværende tidspunkt ligner en film der er i nærheden af en bedste film nominering. Men hvad der sker fremadrettet bliver spændende at følge, og status kan stadig ændre sig mange gange.