
Independent Spirit Awards har netop offentliggjort deres nomineringer, og dermed vil det være på sin plads at se på hvad det præcist betyder for Oscarkapløbet, og nærmere bestemt bedste film. (hele listen med nomineringer kan ses her).
Først og fremmest skal det slås fast at overlappet mellem dem der stemmer til Spirit Awards og dem der stemmer til Oscar er meget begrænset. Men de seneste år har Spirit Awards prøvet at positionere sig som den alternative Oscaruddeling med også et vist overlap i de nominerede. Kigger vi på de sidste ni år hvor der har været op til 10 nominerede for bedste film ved Oscaruddelingen, så har der i gennemsnit været 2-3 film der både var nomineret til bedste film ved Spirit og ved Oscar. Fire ud af de sidste fem år har vinderen sågar været den samme ved begge uddelinger. Derfor vil det være ret interessant at se på de fem Spirit-nominerede for måske at få en ide om hvilke af dem der kunne være potentielle nominerede for bedste film ved Oscar. Og lad os starte med den der har størst chance.
Nederst i indlægget kigger jeg også på hvem der kom svækket ud af Spirit-nomineringerne.
If Beale Street Could Talk
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=CQXSforT_qQ&w=560&h=315]
Barry Jenkins’ opfølger til ’Moonlight’ har generelt fået en god modtagelse og var også før Spirit-nomineringerne blev offentliggjort blandt favoritterne til en Oscarnominering for bedste film. ’If Beale Street Could Talk’ er også nomineret for bedste film ved den anden store independent prisuddeling – Gotham Awards. Blandt de nominerede til bedste film ved Gotham Awards har man de seneste par år kunne finde 1-2 Oscarnominerede for bedste film. Filmen indtog i øvrigt også andenpladsen i publikumskonkurrencen ved filmfestivalen i Toronto, så indtil videre klarer ’If Beale Street Could Talk’ sig helt efter planen. Blandt de nominerede ved Spirit Awards er også en af filmens kvindelige biroller Regina King, der også ligner en meget sikker Oscarnominering.
First Reformed
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=hCF5Y8dQpR4&w=560&h=315]
Paul Schraders film har været vist på en række store festivaler i løbet af efteråret, heriblandt CPH PIX. Filmen var også nomineret til bedste film ved Gotham Awards, hvor den også var blandt de mest nominerede film. Det kræver dog ikke mere end fire nomineringer ved Gotham Awards. Filmen har også fire nomineringer ved Spirit Awards og jeg vil mene at den lige nu ligger til at kunne tage en af de sidste pladser i Oscarfeltet for bedste film. Men der er lang vej endnu, og det kræver at den samler momentum blandt kritikergrupperne. Filmens hovedrolle Ethan Hawke er også blevet nomineret til både Spirit Awards og Gotham Awards, så han er også stille og roligt ved at arbejde sig ind blandt de Oscarnominerede for bedste mandlige hovedrolle. Men det er et utroligt stærkt felt i år, så det kræver lidt mere momentum end disse priser kan bygge op.
Eighth Grade
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=KnesHAtSHzs&w=560&h=315]
Teenagedramaet er skuespiller Bo Burnhams instruktørdebut og filmen er allerede på en del eksperters forudsigelser over bedste film nominerede. Dog ikke min. Endnu i hvert fald. Men med fire Spirit-nomineringer og tre Gotham Award nomineringer må filmen siges at være på vej op i formbarometeret. Men ligesom ’First Reformed’ vil det kræve at den samler rigtig meget momentum ved kritikerpriserne.
You Were Never Really Here
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=3sguMTbtL7g&w=560&h=315]
Filmen har allerede vundet en del priser, men i Award Season sammenhæng er det primært de fire Spirit-nomineringer og de otte nomineringer ved British Independent Film Awards der betyder noget. Filmen må dog stadig anses som et long shot når det kommer til bedste film. Og en hvilken som helst anden Oscarnominering for den sags skyld.
Leave No Trace
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=_07ktacEGo8&w=560&h=315]
En anden film der også kunne ses på CPH PIX i efteråret, men dog næppe en film der for alvor kommer til at gøre sig gældende i Oscarsammenhæng. Tre Spirit-nomineringer og to Gotham-nomineringer er dog en god høst, men ligesom de ovenstående film skal den gerne høste nogle kritikernomineringer før den overhovedet vil blive set af nok akademimedlemmer til at få en nominering.
De kom svækket ud af Spirit-Awards
Can You Ever Forgive Me
Filmen som mange spår til at få nomineringer for bedste film, manuskript, kvindelige hovedrolle (Melissa McCarthy) og mandlige birolle (Richard E. Grant) formåede kun at score nomineringer for manuskript og mandlige birolle, ligesom det også kun var Grant der fik filmens eneste Gotham-nominering. Jeg vil dog ikke kalde det et stort nederlag for filmen da den har mere mainstream-appel og derfor godt kan klare sig bedre ved de fremtidige prisuddelinger. Men hvis dette er et mønster der fortsætter, så vil filmen ikke klare sig så godt som forventet.
BlacKkKlansman
Endnu en film som spås til at få rigtig mange Oscarnomineringer. Ved både Spirit Awards og Gotham Awards er det dog kun blevet til nominering til Adam Driver for bedste mandlige birolle. Det tegner naturligvis godt for ham, men ikke så godt for filmen generelt. Den har dog ligesom ’Can You Ever Forgive Me’ en større mainstream-appel og vil med meget stor sandsynlighed klare sig bedre ved fremtidige prisuddelinger. Men igen kan det blive farligt hvis ikke den bryder dette mønster.
Suspiria
Luca Guadagninos remake af den klassiske Dario Argento film er lidt svær at blive klog på i forhold til Oscar. Det kan både blive til fugl og fisk (hvad det så end er i denne sammenhæng). Spirit-nomineringerne gav dog ikke meget momentum til filmen, som måtte nøjes med en nominering for bedste fotografering.
Wildlife
En film der stille og roligt er gledet ud af de flestes forudsigelser for bedste film, men som stadig er på tale til enkelte priser. Blandt andet for bedste kvindelige hovedrolle (Carey Mulligan). Hun var dog også blandt de nominerede til Spirit Awards ligesom filmen også fik nomineringer for både fotografering og bedste debutfilm. Det holder Mulligan inde i billedet til en Oscarnominering, men filmen ser ud til at komme længere og længere væk fra en bedste film nominering.
The Favourite og Roma
Disse to kommer egentlig ikke svækket ud af Spirit-nomineringerne, men jeg vidste ikke rigtigt hvor jeg ellers skulle nævne dem. Begge film er blandt de helt store Oscarfavoritter og begge film er kun nomineret for bedste internationale film ved Spirit Awards. Jeg kender ikke reglerne for Spirit Awards i detaljer, men jeg vil gå stærkt ud fra at film der kvalificerer til bedste internationale film, ikke kan nomineres i andre kategorier. Så på den måde ser det jo fint ud for begge film.

Skriv et svar