En ting der virkelig bliver ved med at irritere mig, er at jeg skiftede til Lily Gladstone i sidste øjeblik efter at have holdt på Emma Stone hele sæsonen. Det var en lignende situation i 2016 der fik mig til at starte denne blog. Her skiftede jeg i sidste øjeblik min bedste film forudsigelse til ’The Revenant’ efter at have holdt på ’Spotlight’ hele sæsonen. Bagefter analyserede jeg mig frem til hvor det var jeg, og andre, tog fejl. Og havde jeg blot lavet den analyse tidligere var fejlen ikke sket. Så derfor blev denne blog født. Nu står jeg i en lignende situation, men jeg har kigget lidt på de seneste års skuespildueller, hvor tingene ikke har været 100% afgjort inden Oscar. For det er klart at hvis en person vinder alt på sin vej som med Robert Downey Jr. Eller Da’Vine Joy Randolph, så skal man godt nok have is i maven, hvis man skal forudsige noget som helst andet. Men hvis der er den mindste tvivl, så ligner det at vi skal finde nogle lidt mere subjektive parametre.

Jeg er nået frem til, at det handler om tre ting: Præstation, Fortælling of Film. Det handler med andre ord om at definere hvem der har den største præstation, ikke nødvendigvis den bedste. Hvem fylder mest i filmen, hvem har de store ”Oscarscener” og hvem har mest tid på skærmen? Vi skal også definere om der er en af kandidaterne, der har en fortælling som er større end den andens, og til sidst skal vi se om vi kan definere hvem der er med i den mest populære film.

Ser vi på i år, så havde Lily Gladstone fortællingen om at hun var den første indfødte amerikaner der var nomineret og kunne vinde, men Emma Stone havde den mest iøjnefaldende præstation med mere udvikling og mere skærmtid, og så var hun med i en film, der var mere populær. Dermed vinder hun på to af de tre parametre, hvilket har været med til at give hende sejren.

Herunder er nogle andre eksempler fra de sidste 20 år.

2023: Michelle Yeoh (Everything Everywhere All at Once) foran Cate Blanchett (Tár)
Yeoh havde fortællingen om at være den første asiatiske vinder og hun var med i en mere populær film.
Blanchett havde den største præstation.

2023: Brendan Fraser (The Whale) foran Austin Butler (Elvis)
Fraser havde fortællingen som comeback kid, og han havde en større præstation (vil jeg påstå), da han bærer hele filmen.
Butler var i den mest populære film.

2023: Jamie Lee Curtis (Everything Everywhere All at Once) foran Angela Bassett (Black Panther: Wakanda Forever)
Curtis havde den mest populære film.
Begge præstationer var cirka i samme størrelse og de havde begge en fortælling om, at man endelig havde muligheden for at hædre dem.

2021: Anthony Hopkins (The Father) foran Chadwick Boseman (Ma Rainey’s Black Bottom)
Hopkins havde den mest populære film, og en mere bærende præstation.
Boseman havde fortællingen, da han døde inden Award Season, hvilket til gengæld var en virkelig stærk fortælling.

2016: Mark Rylance (Bridge of Spies) foran Sylvester Stallone (Creed)
Rylance havde en meget underspillet præstation, men nok en som generelt blev anerkendt som bedre end Stallones. Samtidig havde han en mere populær film.
Stallone havde til gengæld en meget stærk fortælling om at blive hædret i slutningen af sin karriere.

2012: Meryl Streep (The Iron Lady) foran Viola Davis (The Help)
Meryl Streep havde fortællingen om at det var tid til hendes tredje Oscar, og hun havde den største præstation.
Viola Davis var med i en mere populær film.

2009: Sean Penn (Milk) foran Mickey Rourke (The Wrestler)
Penn havde nok den største og mest transformative præstation og han var i en mere populær film.
Rourke havde fortællingen om et comeback.

2005: Morgan Freeman (Million Dollar Baby) foran Clive Owen (Closer)
Freeman havde fortællingen om at det var på tide han skulle have sin første Oscar, og så var han med i den mest populære film.
Owen havde nok den største præstation af de to.

2004: Sean Penn (Mystic River) foran Bill Murray (Lost in Translation)
Penns præstation var større, da Murray var meget underspillet. Og så var Penns film mere populær.
Murray havde fortællingen om, at det muligvis var eneste chance for at hædre ham med en Oscar.

Hvad nu hvis ingen har to ud af tre?

Der er også år hvor der ikke rigtig er en klar vinder af de subjektive kriterier. Her synes jeg at kunne se en tendens til at det er den mest populære film som er udslagsgivende. Der er to eksempler herunder.

2021: Frances McDormand (Nomadland) foran Viola Davis (Ma Rainey’s Black Bottom)
McDormand havde den mest populære film.
Viola Davis havde præstationen.
Ingen havde en særlig fortælling.

2019: Olivia Colman (The Favourite) foran Glenn Close (The Wife)
Olivia Colman havde den mest populære film.
Close havde fortællingen om at hun endelig skulle vinde en Oscar.
Ingen havde en præstation der klart overgik den anden.

Konklusion

Der er naturligvis eksempler, hvor det er meget svært at definere hvem der har den største præstation, eller hvem der har den bedste fortælling eller hvem der er med i den mest populære film. Og der er naturligvis også år, hvor denne metode ikke havde hjulpet noget. Som da Eddie Murphy (Dreamgirls) havde den mest iøjnefaldende præstation og samtidig en stærk fortælling om at det endelig var hans tur til at blive hædret, mens Alan Arkin (Little Miss Sunshine) kun havde den mest populære film, men alligevel løb med prisen. Jeg indrømmer også at nogle af eksemplerne herover måske er lidt søgt. Men efter at have kigget alle fire skuespilkategorier igennem de sidste fire år, så virker dette til at være en god metode at bruge, når der opstår tvivl. Det er selvfølgelig subjektive vurderinger, så det er ikke altid lige let, men jeg har i hvert fald noteret mig den til næste gang jeg står i et dilemma som i år. For i år var der ingen tvivl om at Emma Stone havde den største præstation og var i den mest populære film. Så jeg, og alle de andre der gik med Gladstone, burde have vidst bedre.