Med 13 nomineringer blev ’Emilia Perez’ den mest nominerede ikke-engelsksprogede film nogensinde. Og havde der fortsat været to lydkategorier, kunne den have tangeret rekorden og blevet den blot fjerde film til at nå 14 nomineringer. Hvis vi samtidig leger med tanken om at Selena Gomez kunne have taget den sidste plads i feltet for bedste kvindelig birolle, kunne den være nået op på 15. Men det er alt sammen hypotetisk. Det der er interessant ved denne film, er den massive kritik den har fået, især fra Mexico og Latinamerika. Derfor vil jeg tage et kig på hvad det hele handler om. Hvor stor er kritikken, hvor kommer den fra og hvad går den ud på.

Hvor stor er kritikken?

Her giver internettet os jo dejlig meget kvantitativ data. Her kan vi starte på at se på anmeldernes dom. Filmen scorer lige nu 71 på Metacritic og 75% på Rotten Tomatoes. Det er jo ikke vanvittigt højt, men det er bestemt heller ikke dårlige tal. Men sammenligner vi det med filmens IMDB-score på 6,1, så ser vi pludseligt et andet billede. Og på Rotten Tomatoes er Audeince-scoren på 25%, hvilket er virkelig lavt sammenlignet med kritikerne. Det er ikke unormalt at der er forskel på kritikere og publikum, men så stor en forskel er usædvanlig. En IMDB-score på 6,1 er også ganske lavt for en bedste film nomineret film. Men den forklaring kan vi finde når vi kigger lidt nærmere på tallene. For af alle der har stemt på filmen, har 20% givet filmen bundkarakteren 1. Det er højst usædvanligt, og også meget usædvanligt for en bedste film nomineret. Således er ’Nickel Boys’ den nominerede med næsthøjest andel af 1-taller. Den har 5,9% bundkarakterer, mens ’Wicked’ kommer lige efter med 5,2%. Af sidste års nominerede er ’Barbie’ lige nu den med flest bundkarakterer med 7,5% 1-taller. Det kunne jo rejse spørgsmålet, om genren kan spille ind, for både ’Wicked’ og ’Barbie’ er jo også musicals. Men kigger vi på alle de musicals der har været nomineret for bedste film de seneste 15 år er ’Barbie’ suverænt den med flest 1-taller. Udover ’Emilia Perez’ naturligvis. Så der må være mere end folks antipati for musicals på spil. Og her har IMDB en fin funktion som leder os på rette spor. For kigger vi alene på mexicanske brugere, så falder den samlede score til 3,2 og antallet af 1-taller kommer op på uhørte 67,2%. Så ingen tvivl om at mexicanerne hader den. Men også brasilianske brugere giver filmen 32,1% 1-taller, brugere fra USA giver filmen 19,6% 1-taller, i Storbritannien får den 12,3%, mens den i Frankrig når ned på 3,1% som er mere normalt. Så jo længere man kommer væk fra Mexico, jo mindre bliver kritikken, lader det til. Derfor kan ’Emilia Perez’ også nyde godt af, at akademiet er blevet mere internationaliseret.

Hvad er kritikken

Noget tyder altså på at jo længere man kommer væk fra Mexico, jo mere bliver filmen bedømt på sine filmiske meritter og ikke så meget de andre kritikpunkter. Men hvad er de kritikpunkter så? Mange mener at filmen kun viser de dårlige sider af Mexico og fremstiller landet som et land styret af narkokarteller og bander. Samtidig tager man et meget betændt emne op, nemlig de mange forsvundne personer, som er blevet bortført og dræbt under den bandekrig der foregår i landet. Et meget virkeligt og betændt problem som man også har ment bliver taget for let når man samtidig laver et musicalnummer omkring netop dette. Der er nogle der har følt det som en latterliggørelse af det virkelige problem ved at lave sang og dans over det. Netop her har det også været en rød klud i ansigtet på mange, at filmens instruktør Jacques Audiard åbent har sagt at han ikke følte at han behøvede at lave særlig research på Mexico og de problemer filmen handler om. I forlængelse af dette har der også være kritik af, at ingen af de bærende roller er besat af mexicanske skuespillere. Man har i stedet valgt større navne, men her opstår et andet problem. For dialekterne i filmen stikker i øst og vest og ingen taler reelt mexicansk. Selvom man prøver at forklare det med en enkelt replik her og der, som siger at de er født andre steder, så har der været en massiv kritik fra alle spansktalende, som mener at det lyder virkelig mærkeligt. Det er jo lidt ligesom hvis man satte en svensker til at spille en rolle i dansk film uden på nogen måde at forklare at vedkommende var svensker, og alle omkring ham/hende bare forstod hvad der blev sagt på svensk uden problemer. Har man nogensinde hørt noget så absurd?…. Men tilbage på sporet. Alt i alt lader det til at holdningen er, at der kommer en række udenlandske filmskabere ind og laver en film om landet, som portrætterer det overfladisk og negativt, mens de gør grin med en tragisk problemstilling i landet. Og når man så ikke engang bruger mexicanske skuespillere, eller gider at optage filmen i landet (den er optaget i Frankrig), så er det måske forståeligt nok at man ikke bekymrer sig så meget om filmen er godt klippet eller ej.

Men som om det ikke var nok med at have det meste af Latinamerika imod sig, så har filmen også vagt stor kritik i trans-miljøet. For man har kritiseret filmen for at give en overfladisk og fuldstændig urealistisk skildring af overgangen fra mand til kvinde, ikke bare i forhold til operationen i sig selv, men også i forhold til det mentale. Der har også været kritik af, at man bruger overgangen til at skabe sympati for en person, der i virkeligheden ikke er særlig sympatisk. Og så er der rigtig mange stereotype fremstillinger af transpersoner i løbet af filmen. 

Hvad kan det betyde?

I første omgang ser kritikken ikke ud til at have haft den store effekt. Men der er også tale om nomineringer, hvor der ikke nødvendigvis skal lige så mange stemmer til at komme med, som der skal til at vinde. Hvis kritikken fortsætter, kan den negative omtale også risikere at rodfæste sig i medlemmer som ellers ikke havde en personlig kritik af filmen. Lægger man det sammen med at filmen får svært ved at leve op til de 13 nomineringer (’La La Land’-effekten), så kan det ende med at ’Emilia Perez’ bliver aftenens store taber. Selv i kategorien for bedste internationale film kan den ikke vide sig sikker. For ’I’m Still Here’ formåede også at blive nomineret til bedste film, og det gør den til en oplagt nummer to for internationale film. Så alle der hader ’Emilia Perez’ vil uden tvivl stemme på ’I’m Still Here’. Så er spørgsmålet bare hvor mange af akademiets medlemmer der virkelig hader ’Emilia Perez’, eller i det mindste tager kritikken nok til sig, til at de ikke vil stemme på den.