Med Golden Globe nomineringerne offentliggjort er det måske værd lige at tage et kig på hvad Golden Globe nomineringerne betyder for Oscarkapløbet samt hvem der kan ende med at stå som vinder i januar. Og lad mig starte med at sige, at jeg kun kommer til at kigge på filmkategorierne, da det jo er filmpriser denne blog handler om.
Hvad betyder Golden Globes for Oscar?
Det korte svar er: ikke så meget. Det lidt mere nuancerede svar er: Golden Globes har ingen direkte indvirkning men er et af de største momentum boosts man kan få til sin kampagne.
Tidligere har man sagt at Golden Globes var den prisuddeling der forudsagde hvem der vandt Oscaren, men dengang var der heller ikke så mange andre prisuddelinger at gå efter. I de sidste 10-20 år er mængden af prisuddelinger eksploderet og Golden Globes er nu kun en lille brik i et stort spil. Men dog stadig en prestigefyldt brik.
Så hvorfor er det, at Golden Globes ikke betyder så meget som mange ellers siger? Ganske enkelt fordi at der ikke er sammenfald mellem dem der stemmer til Golden Globes og dem der stemmer til Oscar. Golden Globes bliver uddelt af Hollywood Foreign Press Association, som består af ca. 100 udenlandske filmjournalister i Hollywood, mens Oscaren bliver uddelt af ca. 6.000 branchefolk, som alle arbejder indenfor en eller anden del af filmproduktion. Skulle der alligevel være et sammenfald vil det være så lille at enhver statistiker vil få mavekramper hvis vi begyndte at bruge det som belæg til at forudsige noget som helst.
Det som Golden Globes til gengæld kan, er at den kan skaffe en masse presseomtale og eksponering til de nominerede. Mandag eftermiddag vil der ikke være mange filminteresserede der kan undgå at læse om de nominerede i deres Facebook-feed, og arbejder man i Hollywood skal man nærmest grave sig ned i et hul for at undgå at vide hvem der har fået nomineringerne. Og det skaber momentum hvilket dels hjælper på det psykologiske plan ved at positionere den nominerede som en ’vinder’, men det giver også akademiets medlemmer et større incitament til at se filmen. Og netop det at få folk til at se ens film er et af de første mål i en Oscarkampagne. Især for de mindre film, som kan stikke hovedet frem ved Golden Globes, da de stadig har opdelingen mellem drama og komedie/musical.
Hvem vinder?
Men nu skal vi også til at se på det vigtige, nemlig hvem der ligner de oplagte vindere her få dage efter nomineringernes offentliggørelse. En længere analyse skal nok komme på et senere tidspunkt når vi kommer tættere på, men her er mine bud:
Bedste film – Drama: Moonlight
Bedste skuespillerinde – Drama: Natalie Portman (Jackie)
Bedste skuespiller – Drama: Casey Affleck (Manchester by the Sea)
Bedste film – Komedie/musical: La La Land
Bedste skuespillerinde – Komedie/musical: Emma Stone (La La Land)
Bedste skuespiller – Komedie/musical: Ryan Gosling (La La Land)
Bedste kvindelige birolle: Viola Davis (Fences)
Bedste mandlige birolle: Mahershala Ali (Moonlight)
Bedste instruktør: Damien Chazelle (La La Land)
Bedste manuskript: Manchester by the Sea
Bedste animerede film: Zootopia
(Se også den fulde analyse af Oscars bedste animerede film kategori)
Bedste udenlandske film: Toni Erdmann
Bedste score: La La Land
Bedste sang: City of Stars (La La Land)

Skriv et svar