
Golden Globes-uddelingen er på søndag! Overrasket? Måske. For har du læst artikler om det? Eller hørt nogen snakke om det? Næppe. Ikke engang på prisuddelings-mekkaet Goldderby kan man forudsige resultatet af Golden Globes i år. Men hvorfor? Mange har nok hørt om diversitetsproblemer hos foreningen Hollywood Foreign Press Association (HFPA), som står bag Golden Globes. Men forklaringen stikker dybere end det.
For at forstå Golden Globes fald fra tinderne, skal man først forstå at dette ikke kom som et lyn fra en klar himmel. Mange i Hollywood har længe set Golden Globes og HFPA som et nødvendigt onde. Alle har vidst at korruption af varierende grad har fundet sted internt i organisationen og ingen har opsummeret Hollywoods forhold til Golden Globes bedre end en replik fra ’Modern Family’: ”You win an Oscar, you buy a Golden Globe”. For HFPAs medlemsskare har typisk ligget lige omkring 100 medlemmer, hvilket har gjort det let (og relativt billigt) at sende alle medlemmer store gavekurve, invitere dem til overdådige fester, eller ligefrem flyve dem rundt omkring til store arrangementer. Samtidig har der været masser af snak om at medlemmerne af HFPA var medlemmer på baggrund af personligt netværk snare end deres viden om film eller tv.
Så hvorfor falder Golden Globes netop nu? Det hele startede med en artikel for næsten et år siden i Los Angeles Times, hvor alle kortene kom på bordet og HFPA blev afsløret som en yderst uetisk organisation. Blandt andet bed mange mærke i, at organisationen ikke har ét eneste sort medlem. Og det var nok til at dem der ville have Golden Globes ned med nakken kunne starte den kæmpe shitstorm de endte i. Men dette alene gjorde det ikke, for artiklen i Los Angeles Times var blot den snebold der fik lavinen til at rulle. Herefter er den ene afsløring efter den anden kommet frem og selvom HFPA forsøgte at lave diversitetsreformer var det ikke nok, for det fremgik tydeligt at HFPA var en organisation i fuld kaos, som selv var med til at gøre situationen værre. Det ene store studie efter det andet besluttede sig for at boykotte Golden Globes og i maj kom dødsstødet, da NBC valgte at de ikke ville sende dette års uddeling. Dermed mister Golden Globes hele sin eksistensberettigelse. Men mere om det senere i indlægget.
Skandalen har været så farce-agtig at selv det krisehåndteringsbureau, som HFPA ansatte til at hjælpe dem, endte med at opsige samarbejdet, da de ikke mente at HFPA var interesserede i at lytte til deres rådgivning. Flere stjerner, inklusive Tom Cruise, har returneret deres Golden Globes statuetter og HFPA er blevet en organisation ingen vil røre med en ildtang.
Og nu er vi efterhånden ved at være fremme ved de to hovedgrunde til at ingen taler om Golden Globes i år.
1. Showet vises ikke på tv
Man har sikkert ofte hørt frasen om at Golden Globes er det bedste pejlemærke for hvem der vinder en Oscar. Ofte udtalt af en journalist der ved cirka ligeså meget om Award Season, som jeg ved om hamstere (Jeg kan afsløre at det ikke er særlig meget). En frase der engang var sand fordi Golden Globes var den eneste anden store prisuddeling. Men siden dengang for snart 25 år siden, er antallet af prisuddelinger eksploderet. Men Golden Globes har holdt sin plads. Ikke som den uddeling der er bedst til at forudsige Oscar, men som den uddeling der har mulighed for at give det største boost til en Oscarkampagne. Det skyldes ikke at der er overlap mellem HFPAs medlemmer og medlemmerne af akademiet, for det er der overhovedet ikke. Det skyldes heller ikke at der er enormt mange der stemmer til Golden Globes, for HFPA er nærmest en af de mindste sammenslutninger hvis vi ser bort for lokale kritikersammenslutninger. Det skyldes heller ikke at HFPAs medlemmer er særligt vidende om film. Det skyldes at Golden Globes har høje seertal, og det skyldes at alle stjernerne tropper op til festen fordi Golden Globes-uddelingen er kendt som en af de bedste fester i Hollywood. Derfor får uddelingen enormt meget opmærksomhed, hvilket resulterer i at studierne vil gå meget langt for at få deres film indlemmet i den fest. Det har simpelthen været et PR-værktøj. Og uden tv-dækning dur det værktøj ganske enkelt ikke.
2. Der er et alternativ
Faktisk er der indtil flere alternativer. Det lader til at Critics Choice Awards har overtaget pladsen for Golden Globes. De har lagt sig sådan cirka på de datoer hvor det ville være naturligt for Golden Globes at ligge, samtidig med at de har sørget for at være den første store prisuddeling, som kan skyde Award Season i gang. HFPA har dog forsøgt at spolere den strategi ved at lægge sig på præcis samme datoer. En taktik der ser ud til at give et gevaldigt bagslag. Critics Choice organisationen består af væsentligt flere medlemmer som er væsentlig mere vidende om film end HFPAs medlemmer. Og uddelingen vises allerede på tv i forvejen. Spørgsmålet er bare om den rent opmærksomhedsmæssigt kan nå op på Golden Globes højder. Det må tiden vise.
Et andet alternativ er Screen Actor’s Guild Awards (SAG). Dette er en kæmpe sammenslutning med overlap til akademiets medlemmer. Ligesom Golden Globes og Critics Choice har de også tv-kategorier, men SAG uddeler kun priser til skuespillere. Det er naturligvis ikke så godt i forhold til at man ikke får så bredt et udvalg af kategorier, men rent tv- og opmærksomhedsmæssigt er det fantastisk da man dels ikke har så mange kategorier, og er sikret at det er kendte ansigter der modtager alle priserne.
Så med to gode alternativer, er der ingen grund for studierne eller tv-stationerne til at komme krybende tilbage til HFPA og Golden Globes.
Det sidste spørgsmål er nu, om Golden Globes igen kan indtage sin plads som nummer to i hierarkiet i 2023? Jeg tør ganske enkelt ikke spå om noget som helst i disse år, men det bliver en svær opgave for HFPA at genskabe Hollywoods tillid.
Hvis du alligevel ønsker at læse lidt Golden Globes stats og trivia, kan jeg henvise til søstersiden Award Stats:
Klik her for at læse om den indflydelse Golden Globes og Critics Choice har på Oscar

Skriv et svar