Jeg bevæger mig sjældent ud i større meningsdrevne indlæg når det handler om filmbranchen i større perspektiv. Ikke her på bloggen i hvert fald. Grunden er at jeg mener at bloggen skal holde sig til det emne den er bygget op om, nemlig Oscar og Award Season. Og fordi jeg ikke gider at se kommentaren “godt brølt” i nærheden af noget jeg skal lægge navn til. Men jeg har brug for at komme ud med nogle ting omkring den danske filmkultur. For når jeg betragter dansk filmkultur i øjeblikket, så vil jeg faktisk mene at det er vigtigere end nogensinde med dansk Oscardækning, og at Oscar kan være med til at redde dansk filmkultur. Og herunder kommer grunden.

Men lad mig starte med at sige at jeg ikke køber den definition som de fleste politikere og dele af DFI har af dansk filmkultur. En definition der indsnævrer dansk filmkultur til at handle om dansk filmproduktion. Der er ingen tvivl om at dansk filmproduktion har rykket sig enormt langt de sidste 40 år, og der er enormt meget at være stolte af. Men jeg mener at filmkultur er meget mere end produktion. Filmkultur handler også om hvad vi ser og hvordan vi ser det. Det handler om hvorvidt vi udnytter det vindue til verden som film kan give os. For ligesom danske film rejser ud i verden og giver publikum i andre lande en ide om hvordan vores samfund, kultur og normer er bygget op, så kan andre landes film give os det samme. Det er også vigtigt hvordan vi taler om film i det offentlige rum, men også hvor og hvor meget vi taler om det. Og sidst så er læring om film og visuelle medier også en vigtig del af den kultur, selv fra vi er helt små.

Men hvordan står det så til med de forskellige parametre?

Udbuddet af film

Efter Corona har vi desværre set en tendens i biografernes billetsalg til at de store film bliver større og de mindre film bliver mindre. Det betyder at det bliver endnu sværere for distributørerne at få de små skæve film til at være rentable, hvilket i sidste ende betyder at de ikke kommer i distribution. Og så ender filmlandskabet groft sagt med at være Hollywood mainstream eller mainstream hvor de bare taler et sprog vi ikke forstår. Det bliver leverpostej på leverpostej. Groft sagt, for selvfølgelig er der stadig interessante film i biografen indenfor de kategorier, men fremtidsvisionen er ikke så god, og sammenligner man med tidligere ser det ikke godt ud.

Lukningen af CPH PIX er min kæphest og jeg vil ride på den til jeg dør. Men vi skal ikke underkende hvad en stor publikumsfunderet festival kan betyde for filmkulturen. For PIX og dens forgængere (Natfilm og Copenhagen International Film Festival) skabte netop det tidligere nævnte vindue til verden, hvor vi fik de anderledes filmoplevelser som viste hvad film OGSÅ kunne være. Film vi stort set aldrig så (eller ser) i det danske biografmarked. Og forståeligt nok, for mange af dem var ikke rentable at distribuere, men havde et stort nok publikum til at det kunne give mening med 2-3 visninger på en festival. Og selvom det kunne være fint at have en festival med et marked og en masse branchefolk, så er værdien for den nationale filmkultur langt større med en publikumsfunderet festival. De publikumsfunderede festivaler har gennem årene været med til at skabe nye filmnørder og gøre biografernes publikumsgrundlag større. Vi har stadig gode festivaler som Odense, MIX og DOX, som vi skal være rigtig glade for. Men de er alle nichefestivaler, som ikke bidrager på samme måde som en bredt funderet festival der kommer rundt i alle afkroge af filmkunsten. Samtidig, så er mængden af nichefestivaler også faldet. En hurtig optælling viser af DFIs pulje til festivaler og filmvisningsaktiviteter gav støtte til 34 forskellige festivaler i 2014, mens der kun var 20 støttetildelinger sidste år. Det er trods alt et betydeligt fald. 

Samtidig ser vi biografer som nærmest udelukkende fokuserer på at de skal have større lærred, større lyd og større stole. Det kan være fedt, men det er ikke dét der er det vigtigste ved en biografoplevelse. Og det må det heller ikke blive. Og indgangsbarriererne til biografmarkedet er alt for høje til at smarte iværksættere lige kan komme ind fra højre og disrupte markedet. Selvom det sikkert kunne være meget sundt. Vi ser også at biografer ude i landet lukker, hvis de altså ikke bliver drevet videre som frivillige foreninger. Sammenholder vi det med den måde festivaler bliver drevet på herhjemme, så vil en meget stor del af vores filmvisningsaktiviteter ganske enkelt kollapse, hvis den frivillige arbejdskraft holder op med at arbejde. Det er ikke holdbart.

Filmens position i den offentlige samtale

Vi plejede at have Ole Michelsen, der uge efter uge fortalte os hvad der gik i biografen og på sin helt særlige måde formåede at give os alle informationer vi skulle bruge til selv at tage stilling til om vi ville se filmen, uagtet hvad Ole så ellers syntes om den. Samtidig lærte Jakob Stegelmann børn og unge om tidlig filmhistorie, især indenfor sci-fi og fantasy-genrene, og han holdt dem opdateret på hvad der kom i biografen og på video, som var relevant for dem. Og det var alt sammen på en landsdækkende public service-kanal på rigtig gode sendetidspunkter. I dag er samtlige filmjournalister fyret fra DR og de sidste filmomtaler på TV2 er endegyldigt fjernet fra Go’ Morgen Danmark. Faste filmprogrammer i tv er henvist til nichekanalen DK4. Dækningen på de landsdækkende kanaler er forfladiget til om en dansk film har vundet eller blevet nomineret til Oscar eller Golden Globes. Eller om den er i konkurrence i Cannes, Venedig eller Berlin. Og det er det! Ingenting om de andre film i konkurrencen, kun den danske vinkel. Og er der ikke en dansk film med, så får disse festivaler nærmest ingen dækning. Alt dette er samtidig med at de store dagblade skærer på deres film- og kulturdækning.

Jeg anerkender at meget af den information som tidligere blev givet på public service-kanaler og i dagbladene kan findes på internettet i dag. Men et af problemerne ligger i, at det primært er drevet af frivillige kræfter (hvis det skal være på dansk i hvert fald), hvilket ikke er holdbart i længden. Og derudover foregår det på nichemedier, som man selv skal opsøge. Filmen er ikke længere en del af det naturlige nyhedsflow. Det er ikke længere noget man bliver tvunget til at forholde sig til ligesom sports- eller finansnyheder. 

Læring om film og visuelle medier

For lidt tid siden kom jeg til at vise min 5-årige søn et klip fra ’Dødens gab’. Det er tydeligvis for lang tid siden jeg har set den for der var et afhugget ben og vist nok også nogle mennesker der døde. Han begyndte at græde og jeg fik indtil flere misbilligende blik fra min hustru. Men da alt dette var overstået snakkede jeg med min søn om det, og det viste sig at han troede det hele var virkeligt. At folk virkeligt døde og at det var et rigtigt ben. Det viste sig også at han troede at voice overen i børneprogrammet ’Odderen Sven’ rent faktisk var indtalt af en odder, samt en række andre lignende eksempler. Det var her det gik op for mig at mine filmsamtaler med mine børn måske skulle dreje sig lidt mindre om stumfilmens historie og lidt mere om de filmiske virkemidler. Men det illustrerer meget godt nødvendigheden af at børn får filmviden ind allerede tidligt. Og det er jo ikke alle der har en far med specialviden indenfor området. Vi har rykket os langt på dette område. Filmkundskab er et fag i folkeskolen, om end det kun er valgfag og kun er et et-årigt forløb. Børn og unge har mulighed for at gå til film i deres fritid på forskellige værksteder, og alternative filmuddannelser som Super16, Super8 og 18 Frames er dukket op. Men igen er vi ude i at det altsammen er tilbud der skal tilvælges eller opsøges. Det er ikke opfattet som en naturlig del af almen dannelse.

Dog vil jeg overordnet sige, at læringsområdet er et sted hvor der er sket fremskridt. Men det blafrer lidt i vinden, når de andre områder samtidigt går tilbage.

Så hvordan kan Oscaruddelingen hjælpe på det?

Oscaruddelingen er netop den positive fejring af filmmediet som vi mangler i Danmark. Oscar er en katalysator for at tale om alle de positive aspekter ved hver film fremfor alle de negative. 

Vi har ikke længere et stort årligt filmevent som kan være samlingspunkt om film og samtalen om film generelt. Vi har Robert som har potentialet, men som dog stadig primært er en fejring af den danske filmbranche. Oscar bliver år for år mere internationalt og spektret af film der er med, bliver også større. Vi har brug for at gøre Oscar til mere end den danske vinkel, vi har brug for at gøre det til en grund til at tale om film generelt. Og vi kan gøre det ud fra meget konkrete eksempler i de nominerede film. Det vil kunne være et samlingspunkt for filmnørder og det vil kunne være en konkret måde at forklare filmens virkemidler og magi overfor almindelige mennesker i alle aldre. 

Det lyder naturligvis lidt langt ude, at Oscar skal være en brik i at skabe dansk filmkultur, men vi er også på vej til et sted der er meget langt ude. Dette er første gang at jeg i min levetid opdager at vores filmkultur går tilbage, og jeg frygter at film der ikke er superheltefilm eller lignende, i højere og højere grad vil blive nichekultur. Og jeg frygter at den udvikling fortsætter indtil filmkulturens overlevelse bliver afhængigt af, at man graver endnu dybere ned i Kulturministeriets lommer.

Der er 23 kategorier til Oscaruddelingen og jeg ville ønske at TV2 News, P1, P4, DR eller hvem som helst lavede en slags Oscarkalender, hvor man hver dag har eksperter i studiet til at snakke om én kategori om dagen. Eller at biograferne arrangerede visninger af de nominerede film med oplæg fra en kostumedesigner, lydmand, VFX-person eller andre fagfolk, der var relevante for filmens styrker og det den var nomineret for. Jeg ville ønske at selv vores filmmedier ville starte Oscardækningen tidligere og at de store medier rent faktisk ville tage den seriøst. Soundvenue er lige nu et eneste medie i Danmark, der har en journalist tilknyttet som får lov til at skrive løbende artikler om Oscar. Og selv her virker det til at artiklerne er blevet færre over de seneste år.

Men hele denne samtale om Oscar får svært ved at finde sted, hvis der ikke er nogle journalister med viden om film tilbage i de store medier. Men så er det heldigt at der fortsat er en hær af journalister på filmmedier og generelle nørder der gerne stiller deres ekspertise til rådighed. Hvis bare de store medier ville være friske på at facilitere den samtale.