Så kom shortlisten over potentielle danske Oscarkandidater, og det betyder at det det begynder at lugte af Oscar. Og jeg mener ikke min søn Oscar, og hans sandaler, der efter en hel sommer i børnehaven lugter værre end en vandbøffel med maveproblemer. Jeg mener Hollywood-Oscar, som endnu engang skal fylde mit liv med indhold i de næste seks måneder.

Men nok om det. Den 26. september afgører den danske Oscar-komite hvem der skal sendes afsted til konkurrencen om bedste internationale film, og jeg giver som sædvanligt mit bud på hvem det bliver. Så lad os springe ud i det.

Bastarden (The Promised Land)

https://youtube.com/watch?v=-MLuALgrg_k%3Fsi%3D7iJkc2AkpkeUSofY

Nikolaj Arcels film om Ludvig von Kahlen og hans kamp for at opdyrke den jyske hede, er i hovedkonkurrencen i Venedig og vises også på Toronto, så allerede der, har den et godt afsæt i forhold til mange andre film. Nikolaj Arcels tidligere film ’En kongelig affære’ blev nomineret til en Oscar, og Arcel har selv kontakter i Hollywood. Blander man det med, at verdensstjernen Mads Mikkelsen er på rollelisten og manuskriptet er skrevet af Oscarvinder Anders Thomas Jensen, så skulle der være lagt i kakkelovnen til en rigtig god Oscarkampagne. I USA er det Magnolia Pictures der distribuerer, hvilket bestemt heller ikke er dårligt for filmens chancer.

Det eneste der rigtig kan gå imod filmen skulle være, hvis den får megadårlig modtagelse i Venedig og Toronto. Men får den til gengæld en rigtig god modtagelse, så kunne kostumedramaet godt have chancer for nomineringer udenfor kategorien for internationale film.

I Danmark får filmen premiere 5. oktober.

Når befrielsen kommer (The Liberation)

https://youtube.com/watch?v=n_jvMCRxjHs%3Fsi%3Dc61tZyhqUfQOR6sD

Anders Walters spillefilmsdebut, handler om en højskoleforstander der sættes i et umuligt dilemma i slutningen af anden verdenskrig. Selvom Anders Walter ikke har lavet spillefilm før, så har han været Oscarnomineret to gange, og vundet én for sine kortfilm, så Oscar er ikke fremmed for ham. Og med Pilou Asbæk som blikfang, er der et ansigt der også er lidt kendt udenfor Danmarks grænser. Filmen har desværre ikke den store festivaltilstedeværelse, men til gengæld er den netop åbnet herhjemme til fantastiske anmeldelser. Lige nu ser det heller ikke ud som om, at der er en amerikansk distributør, hvilket vil være et problem for Oscarkampagnen. Men det kan naturligvis hurtigt ændre sig, hvis filmen bliver Oscarkandidat.

Apolonia, Apolonia

https://youtube.com/watch?v=PuCRWRt1oXk%3Fsi%3DhhKaUJ9EYNIfn-97

Det er sjældent at dokumentarfilm bliver indstillet til bedste internationale film, og oftest ligner det også selvdestruktiv adfærd at gøre det. Men de seneste år, har enkelte dokumentarer slået igennem og fået en nominering. Med priser fra både IDFA, CPH:DOX og Göteborg, er det da heller ikke helt sindssygt at dette kunstnerportræt optræder på listen. Men så vidt jeg kan se har filmen ikke en amerikansk distributør, og uden den bliver det svært at gøre sig gældende for alvor. Der er heller ikke nogen kendt instruktør, og man må siges at filmens hovedrolle er stor nok til at trække overskrifter. Desuden er det sjældent at Oscar bider på denne slags kunstnerportrætter.

Konklusion

Jeg hader at sige det, men hvert år er det som om at komitéen vælger én film, som de godt ved ikke har en chance, men som de rigtig godt kan lide og gerne vil sætte fokus på. Det er egentlig en meget god strategi uanset om den så er bevidst eller ej. I år er denne film ’Apolonia, Apolonia’. Selvom filmen har fået stor international opmærksomhed, så er vi slet ikke i nærheden af ’Flugt’, som dog også fik ekstremt meget opmærksomhed. ‘Apolonia, Apolonia’ er dog stadig for lille og modstanden fra de to andre på listen er for stærk.

Så har vi ’Bastarden’ og ’Når befrielsen kommer’ tilbage. Begge er kostumedramaer, men ’Når befrielsen kommer’ omhandler Anden verdenskrig, hvilket altid falder i god jord. Men omvendt bliver der også lavet et hav af film om Anden verdenskrig, så den risikerer at drukne i andre film fra den periode. Men herfra tager ’Bastarden’ føringen, både i forhold til instruktør, hovedrolle, manus og festivaller. Jeg tør godt lægge hovedet på blokken allerede nu og sige, at ’Bastarden’ bliver Danmarks Oscarkandidat, så længe den ikke får en voldsom dårlig modtagelse i Venedig og Toronto.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *