Casting har fået sin første Oscar. Stuntfolkene står inden længe for tur. Men de nye kategorier rejser et ret simpelt, men også besværligt spørgsmål: Hvad er det egentlig, Akademiet vil belønne?
Ved årets Oscar-uddeling blev Paul Thomas Andersons huscaster Cassandra Kulukundis den første caster, der vandt en gylden statuette for sit arbejde på ‘One Battle After Another’. Det var ingenlunde en ufortjent sejr, men det er svært at sætte fingeren på, hvad der var udslagsgivende. Det store cast med endnu større navne som Leonardo DiCaprio, Benicio Del Toro og Sean Penn? Eller var det ”fundet” af det unge talent Chase Infiniti? Brugen af Regina Hall i en dramatisk rolle? Eller var det i lige så høj grad et klap på skulderen til Kulukundis’ karriere?
Svaret er nok et stort sammensurium af alt ovenstående.
Men for nørder – som os – der godt kan lide at forudsige vindere, efterlader det os lige så kloge i forhold til parametrene som inden den første Oscar blev uddelt.
Betyder størrelsen noget?
Er det den film, der har det største cast? Den mest imponerende blanding af etablerede stjerner og nye ansigter? Den film, hvor én bestemt castingbeslutning ændrer hele filmen? Eller den film, hvor casteren nærmest har været med til at skrive manuskriptet?
For hvis det blot handler om størrelsen på opgaven, så skal vi måske bare spare tiden og sende Oscar-statuetten direkte til John Papsidera for ‘The Odyssey’. Christopher Nolans episke Homers-fortolkning har et cast, der nærmest ser ud som resultatet af en filmfestivaljury, der har fået adgang til Hollywoods telefonbog.
Og så har vi ‘Avengers: Doomsday’.
Her er problemet endnu større. Marvel-filmen har Robert Downey Jr., Chris Evans, Chris Hemsworth, Pedro Pascal, Paul Rudd, Anthony Mackie, Florence Pugh, Vanessa Kirby, Channing Tatum, Ian McKellen, Patrick Stewart, Tom Hiddleston og en hel del flere. Marvels egen officielle rollebesætning ligner efterhånden mere en folketælling end en castingliste.
Det kan selvfølgelig være, at det bliver belønnet, men det ville være lidt som at give prisen for bedste scenografi til den film, der havde flest bygninger.
Men er det egentlig casting?
For en stor del af de medvirkende er det jo ikke. Man caster ikke Robert Downey Jr. som Doctor Doom på samme måde, som man caster en ukendt skuespiller til en Paul Thomas Anderson-film.
Størstedelen af Marvels epos er jo præ-castet for længe siden.
Det er naturligvis også en castingbeslutning. Men i højere grad skal casterne på den film være verdensmestre i kalenderjonglering.
Det er måske netop dét, Oscar skal finde ud af de kommende år: Skal prisen belønne casting som håndværk eller casting som event?
Hvor farligt skal det være?
Og hvis casting stadig er ved at finde sin identitet, er stuntprisen endnu mere interessant.
Akademiet har besluttet at indføre en årlig Oscar for Achievement in Stunt Design fra den 100. Oscar-uddeling – altså for film udgivet i 2027. Reglerne for præcis, hvordan kategorien skal fungere, bliver først offentliggjort sammen med reglerne for den 100. uddeling.
Det betyder, at vi endnu ikke har nogen historik. Ingen første vinder. Ingen tabere, der kan bruges som pejlemærker. Ingen Oscar-nomineret stuntkoordinator, hvis kampagne man kan studere og kopiere.
Og det er faktisk befriende.
For stuntprisen kan potentielt blive den kategori, der tvinger Akademiet til at definere, hvad moderne filmisk stuntarbejde overhovedet er.
Er det den mest halsbrækkende sekvens?
Den mest kreative?
Den mest praktiske?
Den film, hvor skuespillerne selv udfører mest?
Eller den film, hvor stuntarbejdet er så godt integreret i instruktion, kameraarbejde, klipning og scenografi, at man næsten ikke tænker over, at nogen risikerede at brække noget for at lave det?
Og ja, det er påfaldende, at Tom Cruise ikke står klar med endnu en ‘Mission: Impossible’-film til at gøre livet lettere for Akademiet. I en årrække har Cruise nærmest været den menneskelige argumentation for, at Hollywood burde give stuntfolk en Oscar. Først bagefter kunne man diskutere, om hans film også havde andre stunts.
Skulle vi kigge på 2026, så er det ikke helt så let at finde en oplagt vinder – efter min mening.
‘Spider-Man: Brand New Day’ virker måske selvskrevet. Filmen har en enorm stuntafdeling, og dens krediteringer tæller både stuntkoordinatorer, stuntperformere, stunt doubles, fight coordinator og action designer.
Men hvor går grænsen mellem stunt og effektfilm?
For en superheltefilm kan gøre ting med en skuespiller, som et almindeligt menneske ikke kan gøre. Hvis Spider-Man flyver gennem New York, er det ikke nødvendigvis et stunt. Hvis Tom Holland bliver slynget gennem en bygning, kan det være et stunt. Hvis Tom Holland bliver digitalt slynget gennem en digital bygning, er vi et andet sted.
Og ‘Avengers: Doomsday’ kommer til at gøre denne problematik endnu mere absurd.
Hvis en person bliver kastet gennem tre vægge, mens kameraet roterer, bygningen eksploderer, og vedkommende derefter bliver forvandlet til en digital sky, hvem skal så have Oscar? Stuntkoordinatoren? VFX-folkene? Special effects? Eller bare den stakkels person, der sad med storyboardet?
Back to reality
Det er derfor, at ‘The Odyssey’ igen og igen dukker op som det mest umiddelbare svar.
Ikke nødvendigvis fordi filmen har det største cast eller de mest spektakulære billeder, men fordi den potentielt kan repræsentere den type blockbuster, Akademiet gerne vil belønne: fysisk filmkunst, hvor stuntarbejde, locations, scenografi, kostumer, kamera og skuespillere eksisterer i samme fysiske rum.
Filmens krediteringer rummer en omfattende stuntafdeling, og Nolans forkærlighed for praktiske optagelser gør den til en oplagt prøveballon for den nye kategori.
Det interessante er, at ‘The Odyssey’ dermed kan blive et slags forbindelsesled mellem de to nye Oscar-kategorier.
Casting handler om at få de rigtige mennesker ind i filmen.
Stunt handler om at få dem til at gøre de rigtige ting.
Måske er det også derfor, at Akademiet ruller disse priser ud.
I en tid, hvor CGI og AI er med til at fjerne det menneskelige element fra filmproduktionen, kan en gulerod i form af en Oscar være med til at fremme kreativ og nyskabende casting og dermed være med til at styrke brugen af ægte mennesker. På samme måde kan den også fremme praktiske stunts og effekter.


Skriv et svar