”And the Oscar goes to…” Hvert år bliver film udødeliggjort med disse ord ved de årlige Academy Awards. Lige siden den første prisuddeling i 1927 er værker blevet gjort til milepæle i filmhistorien ved hjælp af den lille guldmand, og man kan næsten tænke, at Oscaren er en garanti for evighedsstatus i filmhistorien. Så hvorfor lave en artikelserie med titlen De glemte Oscarvindere? Bliver en Oscarvinder nogensinde glemt? Er præmissen ikke forfejlet?

Både i og udenfor filmnørde-kredse vil der være Oscarvindere man husker. De fleste der interesserer sig bare lidt for film, ved sikkert, at The Godfather, Forrest Gump og Titanic er blandt vinderne i ’Bedste film’ kategorien. Den gruppe entusiaster der rent faktisk ser og følger showet, kan nævne betydeligt flere. Så inden du protesterer; ”Hov! Den film er da i hvert fald ikke glemt!”, så spørg dig selv, om du hører til i sidstnævnte kategori. I så fald vil du støde på flere film af samme slags.

Og alligevel er der film, der engang stod øverst på Oscar-skamlen, men som der ikke tales meget om i dag. Måske er de blevet glemt eller også har de aldrig rigtig været kendte -i vores tid i hvert fald. Og så melder spørgsmålene sig: Hvorfor er de tilsyneladende gået i glemmebogen? Var de ikke så gode alligevel? Og hvorfor vandt de så?

Vi har sat os for at dykke ned i Oscarhistorien og gense nogle af de film, der for mange er gået i glemmebogen.

Den 71. Oscaruddeling fandt sted 21. marts 1999. På forhånd var Steven Spielbergs ‘Saving Private Ryan’ den film, de fleste havde som favorit til vinder af Bedste film. Filmen om Anden Verdenskrig havde været en enorm kritisk og kommerciel succes, og åbningsscenen fra landgangen på Omaha Beach havde allerede skrevet sig ind i filmhistorien. Overfor Spielberg stod en romantisk komedie om William Shakespeare, en skuespillerinde forklædt som mand og tilblivelsen af Romeo and Juliet: ‘Shakespeare in Love’.

Da Harrison Ford åbnede kuverten og sagde de tre ord, var det ikke kun publikum, der blev overrasket. En stor del af Hollywood havde regnet med, at de tre ord ville være ‘Saving Private Ryan’. I stedet gik Oscaren til ‘Shakespeare in Love’. Filmen vandt i alt syv Oscars ud af 13 nomineringer. Blandt andet vandt Gwyneth Paltrow for bedste kvindelige hovedrolle, Judi Dench for bedste kvindelige birolle og Marc Norman og Tom Stoppard for manuskript. Men den største pris gik altså til filmen selv.

Det er mere end 25 år siden. Så hvorfor er ‘Shakespeare in Love’ i dag ikke blandt de første film, man nævner, når talen falder på de store Oscarvindere? Og var det egentlig en fortjent sejr? Det er på tide at få genset ‘Shakespeare in Love’.

Hyggelig Shakespeare

Filmen foregår i London i 1590’erne. William Shakespeare har skriveblokering, og hans nye komedie – Romeo and Ethel, the Pirate’s Daughter – fungerer ikke, og teatret er truet af økonomisk sammenbrud. Shakespeare møder den unge Viola, som er ung og velhavende, men forlovet med den adelige Lord Wessex. Viola elsker teater og drømmer om selv at stå på scenen – noget kvinder på Shakespeares tid ikke måtte. Viola forklæder sig derfor som mand og får en rolle i Shakespeares nye stykke. Resten af historien er en blanding af kærlighedsdrama, Shakespeare-citater, historiske personer og en hel del fri fantasi.

Det er naturligvis ikke meningen, at man skal tro, at Shakespeare faktisk havde en affære med en kvinde ved navn Viola, mens han skrev Romeo and Juliet. Filmen leger med idéen og bruger Shakespeares eget liv og værker som byggesten til en romantisk komedie.

Manuskriptforfatter Marc Norman fik idéen til filmen i slutningen af 1980’erne. Historien udviklede sig til et manuskript, som Universal købte. På et tidspunkt var Julia Roberts knyttet til projektet, og Edward Zwick skulle instruere. Roberts ønskede Daniel Day-Lewis i rollen som Shakespeare, men han var ikke interesseret. Projektet gik i stå, og Roberts forlod det få uger før optagelserne skulle begynde. Universal opgav til sidst projektet, og manuskriptet endte i skuffen. Flere år senere fik Miramax øje på det, og Harvey Weinstein købte projektet. John Madden kom til som instruktør, og Tom Stoppard videreudviklede manuskriptet sammen med Norman. Denne gang blev Shakespeare spillet af Joseph Fiennes, mens Gwyneth Paltrow fik rollen som Viola de Lesseps.

Hollywood elsker film om underholdningsbranchen

Det er ikke svært at forstå, hvorfor akademiets medlemmer faldt for filmen. ‘Shakespeare in Love’ er elegant lavet. Den er vittig, romantisk og charmerende. Den har kostumer og scenografi, der skriger på Oscar-nomineringer, og den har en række dygtige skuespillere på rollelisten. Og så handler den om underholdningsbranchen. Teater, ikke film, men der er mange sammenhænge, som akademiet elsker.

Gwyneth Paltrow er god som Viola. Joseph Fiennes fungerer fint som den unge Shakespeare, mens Geoffrey Rush, Colin Firth og Ben Affleck giver filmen et stærkt ensemble. Og vi må ikke glemme Judi Dench. Hun er kun på lærredet i omkring otte minutter som dronning Elizabeth I, men hendes præstation er så markant, at hun vandt Oscaren for bedste kvindelige birolle. Det er i sig selv en lille Oscarhistorisk kuriositet, at Cate Blanchett samme år var nomineret for at spille Elizabeth I i ‘Elizabeth’. Dench og Blanchett var dermed nomineret for at spille den samme historiske person i to forskellige film.

Filmen var på mange måder skabt til Oscaruddelingen, og det vidste Harry Weinstein.

Oscarernes politiske valgkamp

Det kom som beskrevet som en overraskelse for de fleste, at det ikke blev Steven Spielberg, der skulle på scenen for anden gang denne aften for at modtage showets hovedpris. Han havde tidligere på aftenen vundet instruktørprisen, og den har historisk set gået hånd-i-hånd med Bedste film prisen mange gange. Men der var én i salen, der ikke blev overrasket. Harvey Weinstein havde dette år ført en af de mest omtalte og aggressive Oscar-kampagner i nyere Oscarhistorie. Miramax havde allerede vist, at de forstod Oscarspillet. To år tidligere havde selskabet vundet Bedste Film med ‘The English Patient’, og Harvey Weinstein ville gerne have fingre i endnu en guldmand.

Los Angeles Times beskrev i marts 1999 Miramax’ kampagne som usædvanligt aggressiv og skrev, at den havde fået DreamWorks til at skrue op for sin egen kampagne for ‘Saving Private Ryan’. Avisen citerede kilder, der anslog Miramax’ samlede indsats til omkring 15 mio. dollars. Miramax afviste senere tallet og hævdede, at selve Oscar-kampagnen kostede under 2 mio. dollars. Miramax blev også beskyldt for at føre en negativ kampagne mod ‘Saving Private Ryan’. Historier cirkulerede om, at man forsøgte at plante negative historier om Spielbergs film og overbevise Academy-medlemmer om, at ‘Saving Private Ryan’ ikke holdt hele vejen igennem.

Om den aggressive kampagne var hovedårsagen til, at ‘Shakespeare in Love’ vandt prisen for årets bedste film, er svært at sige, men det var en måde at promovere en film på i Oscar-øjemed, der ikke var set tidligere.

Holder Shakespeare in Love stadig?

Som romantisk komedie er den en rigtig fin film. Personligt skal jeg altid tage en dyb indånding, når jeg sætter mig og ser et kostumedrama, og tiden føltes også lidt lang i dette tilfælde. Men det kan jo have noget at gøre med mine præferencer. Det er en sød fortælling, som er fortalt med en humoristisk tone, og det fungerer udmærket. Men den burde aldrig have vundet prisen for årets bedste film. Selvom det især er de første 20 minutter der nævnes, når snakken falder på ‘Saving Private Ryan’, er den overordnet set en bedre film. Og den er også en glimrende Oscar-film, der tjekker en masse bokse af med typiske Oscar-kriterier. De andre film der var nomineret dette år, var ‘Elizabeth’, ‘Life Is Beautiful’ og ‘The Thin Red Line’. Der var i hvert fald to af disse, jeg personligt hellere havde set få prisen end John Maddens letbenede komediedrama.