Selvom det kan være svært at fokusere på meget andet end hvornår fanden vi kan komme i biografen igen, så vil jeg alligevel prøve at kigge frem til en tid hvor vi forhåbentlig kan se enden på Corona-tiden. For uanset hvad der sker, så må vi gå ud fra at Robert 2021 vil blive afholdt på en eller anden måde. Og hvilke film vil så blive nomineret? Det er det store spørgsmål, som det naturligvis er alt for tidligt at udtale sig om. Men jeg vil nu forsøge alligevel.

Det er traditionelt en halvsvær disciplin, og det bliver naturligvis ikke lettere af at nogle af filmene risikerer at få deres premiere udsat til 2021 og dermed først kvalificere til Robert 2022.

Jeg har forsøgt denne disciplin tre gange tidligere, og det endte som herunder. Film markeret med fed var dem der blev nomineret til bedste film.

2017
Kollektivet (12 nomineringer. Vandt 2 Roberter)
Flaskepost fra P (8 nomineringer)
Der kommer en dag (12 nomineringer. Vandt 6 Roberter, bl.a. bedste film)
Fuglene over sundet (8 nomineringer)
Mesteren (premiere blev flyttet til efterfølgende år, hvor den vandt 2 Roberter)

2019
The House That Jack Built (12 nomineringer. Vandt 1 Robert)
Den skyldige (9 nomineringer. Vandt 4 Roberter, bl.a. bedste film)
Journal 64 (11 nomineringer. Vandt 1 Robert)
Holiday (7 nomineringer)
I krig og kærlighed (2 nomineringer)

2020
Dronningen (14 nomineringer. Vandt 9 Roberter, bl.a. bedste film)
Før frosten (14 nomineringer. Vandt 1 Robert)
Danmarks sønner (4 nomineringer)
Undtagelsen (premiere flyttet til 2020)
Ser du månen, Daniel (15 nomineringer. Vandt 4 Roberter)

Og med det kommer her forudsigelserne for 2021:
Druk
Retfærdighedens ryttere
Kød & blod
Shorta
Marco effekten

 

Druk

DRUK_001_photo-by-Henrik-Ohsten-1500x844
Foto: Zentropa

Vi ved endnu ikke præcis hvad der kommer til at ske med festivalen i Cannes, men en af de film der rygtes til den amputerede version af festivalen er Thomas Vinterbergs ’Druk’. Vinterbergs engelsksprogede film har ikke været de mest succesfulde rent prismæssigt, men hans danske har gjort det godt. Han har tidligere lavet to Robert-vindere for bedste film (’Festen’ og ’Jagten’) samt et par nominerede i kategorien. Manuskriptet er skrevet af Tobias Lindholm, der selv har 6 nomineringer og 4 Roberter i manuskriptkategorierne alene. Ser vi på rollelisten finder vi Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe, Magnus Millang, Maria Bonnevie og Susse Wold.

Filmen omhandler fire gymnasielærere, der begiver sig ud i et eksperiment med at have en konstant promillepåvirkning igennem dagen. Der er i sig selv svært at sige om en historie om halvsnaldrede lærere vil være et hit, men der er meget der tyder på det.

 

Retfærdighedens ryttere

Dette bliver blot Anders Thomas Jensens femte spillefilm som instruktør, og indtil videre har tre ud af de første fire været nomineret til bedste film ved Robertuddelingen. Derudover har han instrueret tre kortfilm, som alle blev Oscarnomineret (og ’Valgaften’ vandt). Og så har han faktisk ikke instrueret andet. Derudover har han som manuskriptforfatter 16 nomineringer og 4 Roberter. Så det er næsten utænkeligt at ’Retfærdighedens ryttere’ skulle floppe i prisuddelings-sammenhæng.

Historien handler (som sædvanligt) om en gruppe akavede mænd, der forsøger at opklare de virkelige begivenheder bag en togulykke. Og rollelisten er denne gang næsten endnu mere stjernespækket end den plejer, og byder på Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Roland Møller, Gustav Lindh, Nicolas Bro, Jacob Lohmann, Lars Brygmann og Gustav Dyekjær Giese. Blandt andre.

Filmen vil helt sikkert blive en succes i biografen eller på streaming, eller hvordan den nu kommer ud, og mon ikke den også går rent ind hos akademiet, ligesom hans fire andre film.

 

Kød & blod

Koed--blod-5-Foto-af-Chr-Geisn
Foto: Chr. Geisn © Scanbox

Sidse Babett Kundsen er efter sigende fremragende som familieoverhovedet i den mafialignende familie i Jeanette Nordahls debutfilm. Filmen havde premiere på filmfestivalen i Berlin og fik mange roser med derfra. Rotten Tomatoes scoren ligger da også på pæne 83%. Så det er jo en meget god start. Rollelisten tæller også Elliott Crosset Hove, Omar Shargawi og Sofie Torp.

Umiddelbart er det ikke den stærkeste titel på papiret, men den har godt buzz fra Berlin og så er Sidse Babett Knudsen i topform altid noget der kan sikre stemmer.

 

Shorta

2.-SHORTA-Jacob-Lohmann-credit-Jacob-Møller
Foto: Toolbox Film

Ligesom ’Druk’, er ’Shorta’ en film der rygtes til den alternative version af Cannes filmfestivalen. Og bare det gør den til en film man bør have i kikkerten til Robert. Filmen har desuden genereret rigeligt med buzz på forskellige work in progress sessioner i starten af året. Der er tale om en danske version af ’Les Miserables’ (ikke musicalen, men den franske film fra sidste år), hvor betjente støder sammen med beboerne i et belastet kvarter. Filmen styres af de to debuterende instruktører Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm, som også har skrevet manuskriptet. Ølholm har tidligere skrevet manuskript til Antboy-filmene, ’Aminas Breve’ og ’Ækte vare’. Den sidste er måske den mest relevante i denne sammenhæng. Filmen føres an af Jacob Lohmann og Simon Sears, men også Josephine Park og Dulfi Al-Jabouri er på rollelisten.

Filmen er med i forudsigelserne alene på det buzz den har skabt indtil videre. Og hvis filmen kan leve op til forventningerne er der ingen tvivl om at den havner blandt de nominerede.

 

Marco effekten

Afdeling Q filmene har længe været mit yndlings-hadeobjekt i dansk film. Altså lige efter umotiverede svenskere, som dukker op alle steder og snakker flydende svensk uden at der på ét eneste tidspunkt er nogen der ikke kan forstå hvad de siger. Men nok om det. Afdeling Q filmene har dog fået en tiltrængt make-over med Ulrich Thomsen, Zaki Youssef og Sofie Torp som de nye hovedroller. Martin Zandvliet er hevet ind som instruktør til det der bliver hans første danske film siden ’Under sandet’. Anders Frithiof August (’Lykke-Per’, ’Bedrag’ m.fl.) er en af de nye manuskriptforfattere, så jeg har et spinkelt håb om at det rent faktisk bliver godt denne gang. Om end jeg stadig forholder mig skeptisk.

Serien har dog indtil nu været en succes både hos publikum og hos Filmakademiet, som har nomineret tre af de første fire film til bedste film. Så selvom filmene sammenlagt kun har vundet tre Robert-priser (2 gange bedste mandlige birolle til Fares Fares, og en publikumspris), så har de alligevel skrabet 47 nomineringer til sig, så der er gode chancer for at den næste film i serien også tager en med.

Dog skal det nævnes at filmen har indstillet optagelserne i Prag. Så det er ikke sikkert at filmen når at blive klar til en premiere i 2020.

 

Boblere

Der er faktisk utroligt mange interessante film, som sagtens kunne være med på listen. Vi har eksempelvis allerede set Malou Reymanns debut ’En helt almindelig familie’, som sandsynligvis indbringer Mikkel Boe Følsgaard en nominering. Jesper W. Nielsen kommer med den stjernespækkede filmatisering af ’Undtagelsen’, Henrik Ruben Genz kommer med 1. Verdenskrigsfilmen ’Erna i krig’ med Robert-darling Trine Dyrholm i hovedrollen. Søren Kragh-Jacobsen er endelig tilbage efter syv år med familiedramaet ’Lille sommerfugl’, og så er Ole Bornedal klar med ’Skyggen i mit øje’ om bombardementet af Shell-huset i København under 2. Verdenskrig. Bornedal har det med enten at ramme plet eller skyde helt forbi, så det bliver ret interessant at se hvordan sigtet er indstillet denne gang.

Alt i alt er det et af de mest interessante felter der har været til de alt for tidlige forudsigelser i mange år. Så hvis filmene lever bare tilnærmelsesvis op til forventningerne, så går vi et stort dansk film-år i møde.