Under Corona holdt jeg op med at lave de alt for tidlige forudsigelser, da den ganske enkelt var umulig bare at forudsige hvornår en film fik premiere. Det har dog også oftest været sådan, at en eller to af filmene på listen har fået deres premiere udskudt til året efter. Men nu skal vi genoptage traditionen. Og det kan blive et helt vildt år med nye film fra Martin Scorsese, Christopher Nolan, Bradley Cooper, Denis Villeneuve, Wes Anderson, David Fincher, Alexander Payne, Michael Mann, Taika Waititi, Greta Gerwig, Ridley Scott, Steve McQueen, Luca Guadagnino, Yorgos Lanthimos, Todd Haynes, Sofia Coppola og Hayao Miyazaki. Så spørgsmålet er om der overhovedet bliver plads til nogle nye drenge i klassen?
Selvom Netflix kommer til at have større volumen til næste år, så ligner det året hvor Apple for alvor skal bryde igennem med tre store film af Martin Scorsese, Ridley Scott og Steve McQueen. Men de mangler fortsat at melde datoer ud på to af de tre film, så måske en eller to af dem bliver gemt til året efter.
Men lad os komme til forudsigelserne, som altid er en svær disciplin, da der helt sikkert kommer film fra Cannes og efterårsfestivalerne, som lige nu ikke er på nogens radar. Derfor er denne liste også ret præget af mainstream-titler. Fælles for de seneste par år, hvor jeg har lavet forudsigelserne, er dog at 6-7 af titlerne blev nomineret til Oscar, mens 4 af dem blev nomineret til bedste film.
Denne gang forudsiger jeg at følgende film bliver nomineret:
Killers of the Flower Moon
Oppenheimer
Maestro
Dune: Part Two
Asteroid City
The Killer
The Holdovers
Ferrari
Next Goal Wins
The Color Purple
Killers of the Flower Moon

Martin Scorsese er tilbage med et mordmysterie fra 1920’ernes indianerreservater. Scorsese er en Oscar-veteran, og vi skal fem film tilbage for at finde den seneste fiktionsfilm der ikke modtog en eneste Oscarnominering (Shutter Island). Filmen bliver helt sikkert Apples helt store satsning, og med en premieredato 6. oktober bør den ligge lunt i svinget. Manuskriptet er skrevet af Scorsese selv, sammen med Eric Roth (7 nomineringer og 1 Oscar) og David Grann, som debuterer som manuskriptforfatter. Blandt skuespillerne finder vi selvfølgelig Leonardo DiCaprio (7 nomineringer og 1 Oscar) og Robert De Niro (8 nomineringer og 2 Oscars), men også Jesse Plemons (1 nominering), John Lithgow (2 nomineringer) og årets vinder Brendan Fraser.
På sit producerhold har Scorsese Daniel Lupi (2 nomineringer), Adam Sommer (1 nominering) sammen med danske Niels Juul. Bag kameraet har Scorsese nogle faste samarbejdspartnere i klipper Thelma Schoonmaker (8 nomineringer og 3 Oscars) og fotograf Rodrigo Prieto (3 nomineringer). Derudover har han også rutinerede kostumedesigner Jacqueline West (4 nomineringer) og scenograf Jack Fisk (2 nomineringer).
Vi ved Scorsese er garant for et rigtig højt bundniveau, så der er god grund til at have høje forventninger. Den får premiere i Cannes og derfra ved vi præcis hvad vi skal forvente.
Oppenheimer
To gange før er det lykkedes Christopher Nolan at få en sommer blockbuster nomineret til bedste film, og denne historie om atombombens fader, ser da også ud til at have potentialet. På rollelisten har vi Cillian Murphy, Emily Blunt, Gary Oldman (3 nomineringer og 1 Oscar), Matt Damon (5 nomineringer og 1 Oscar), Florence Pugh (1 nominering), Robert Downey Jr. (2 nomineringer), Kenneth Branagh (8 nomineringer og 1 Oscar), Casey Affleck (2 nomineringer og 1 Oscar) og Rami Malek (1 nominering og 1 Oscar).
På sit producerhold har Nolan også Emma Thomas (2 nomineringer) og Charles Roven (1 nominering). Bag kameraet står Ludwig Göransson (2 nomineringer og 1 Oscar) for musikken, mens filmen fotograferes af manden med det sejeste navn i Hollywood – Hoyte Van Hoytema (1 nominering).
Filmen distribueres af Universal og der er heller ingen tvivl om at de kommer til at smide alt efter den.
Maestro
En af de største satsninger fra Netflix bliver sandsynligvis Bradley Coopers Leonard Bernstein biopic. Cooper instruerer og spiller selv hovedrollen med masser af makeup, så en makeup-nominering ligger nok allerede i kortene. Cooper har også skrevet manuskriptet sammen med ’Spotlight’-forfatteren Josh Singer (1 nominering og 1 Oscar). På rollelisten finder vi også Carey Mulligan (2 nomineringer) samt Maya Hawke og Sarah Silverman.
På producerholdet får Cooper selskab af Kristie Macosko Krieger (4 nomineringer) samt selveste Martin Scorsese og Steven Spielberg, der fortsat er den mest nominerede producer i Oscars historie. Bag kameraet finder vi fotografen Matthew Libatique (2 nominginer), kostumedesigner Mark Bridges (4 nomineringer og 2 Oscars) samt scenograf Rena DeAngelo (2 nomineringer).
Det er naturligvis en forudsætning af filmen er god, men hvis den kan leve op til Coopers debut ’A Star is Born’, så burde den have gode chancer for en nominering.
Dune: Part Two
Den første del i Denis Villeneuves version af den klassiske roman fik hele 10 nomineringer og vandt 6 Oscars. Så toeren skal skuffe noget så gevaldigt hvis den ikke skal havne blandt de nominerede. Og med en premieredato d. 3. november har Warner sørget for at den ligger lunt i svinget til at blive den helt store buzz-film i starten af Award Season. Mængden af store skuespillere er for stor til at nævne, men hvis vi bare nøjes med de Oscarnominerede, så byder filmen på Florence Pugh (1 nominering), Austin Butler (1 nominering), Timothée Chalamet (1 nominering), Javier Bardem (4 nomineringer og 1 Oscar), Josh Brolin (1 nominering), Christopher Walken (2 nomineringer og 1 Oscar) og Charlotte Rampling (1 nominering).
På producerholdet finder vi Mary Parent (2 nomineringer), Cale Boyter (1 nominering) og Patrick McCormick (1 nominering). Hans Zimmer (12 nomineringer og 2 Oscars) står endnu engang for musikken, mens fotograf Craig Fraser (2 nomineringer og 1 Oscar), klipper Joe Walker (3 nomineringer og 1 Oscar), scenograf Patrice Vermette (3 nomineringer og 1 Oscar) og kostumedesigner Jacqueline West (4 nomineringer) vender tilbage. Og de får følgeskab af scenograf Shane Vieau (2 nomineringer og 1 Oscar).
Toere kan have det svært i bedste film, men denne film ligner årets helt store effektfilm, og hvis kvaliteten holder så bør det blive til en nominering.
Asteroid City
Internettet kunne næsten ikke få armene ned, da den første trailer til Wes Andersons stjernespækkede komedie blev lagt online. D. 13. juni finder vi ud af om filmen kan leve op til hypet, men den kunne blive en af årets sommer-blockbuster-kandidater. Anderson har skrevet manuskriptet sammen med en af sine faste samarbejdspartnere, Roman Coppola (1 nominering), og rollelisten er ekstremt stjernespækket. Men blandt de tidligere Oscarnominerede kan vi nævne Scarlett Johansson (2 nomineringer), Tom Hanks (6 nomineringer og 2 Oscars), Tilda Swinton (1 nominering og 1 Oscar), Bryan Cranston (1 nominering), Edward Norton (3 nomineringer), Adrien Brody (1 nominering og 1 Oscar), Steve Carell (1 nominering), Matt Dillon (1 nominering), Hong Chau (1 nominering), Willem Dafoe (4 nomineringer) og Margot Robbie (2 nomineringer).
På producerholdet har Anderson selskab af Jeremy Dawson (2 nomineringer) og Steven Rales (2 nomineringer), mens musikken laves af Alexandre Desplat (11 nomineringer og 2 Oscars), Robert D. Yeoman (1 nominering) er fotograf, Barney Pilling (1 nominering) er klipper, Adam Stockhausen (4 nomineringer og 1 Oscar) står for scenografien og Milena Canonero (9 nomineringer og 4 Oscars) har designet kostumer.
Så alt i alt så er dette, på papiret, en ægte Oscarfilm. Men Wes Anderson har haft lidt problemer med for alvor at bryde igennem i Oscarsammenhæng. Og selvom han fik et stort gennembrud med ’The Grand Budapest Hotel’ (9 nomineringer og 4 Oscars) som var nomineret til bedste film, så formåede ’The French Dispatch’ ikke at gøre det samme. ’Asteroid City’ risikerer altså at skrive sig ind i en lang række af Wes Anderson-film, som bliver rost af alle, men ikke formår at komme med helt i toppen af det gode selskab. Men den er godt nok svær at komme udenom i en alt for tidlig forudsigelse.
The Killer
En David Fincher-film vil altid være inde i varmen omkring Oscar, men spørgsmålet er om den vil nå helt ind i bedste film. Filmen om en lejemorder med samvittighedskvaler er et ”passion project”, som Fincher nu har fået muligheden for at lave hos Netflix. Og de har givet filmen en premieredato d. 10. november, hvilket placerer den rigtig godt til Award Season. Manuskriptet er skrevet af Andrew Kevin Walker, som er forfatteren bag ’Se7en’ og ’Sleepy Hollow’. Han har skrevet ’The Killer’ med Alexis Nolent, som primært er kendt for at skrive manuskripter til computerspil. I hovedrollen ses Michael Fassbender (2 nomineringer), som får selskab af Tilda Swinton (1 nominering og 1 Oscar) og Charles Parnell, der steg lidt i graderne med ’Top Gun: Maverick’.
Bag kameraet finder vi en række gamle Fincher-kendinge. Filmen produceres af Ceán Chaffin (3 nomineringer), musikken leveres af makkerparret Trent Reznor og Atticus Ross (3 nomineringer og 2 Oscars), scenografien kommer fra Donald Graham Burt (2 nomineringer og 2 Oscars), og filmen er fotograferet af Erik Messerschmidt (1 nominering og 1 Oscar).
I Oscarsammenhæng kan Fincher være lidt enten eller. Nogle film rammer helt plet i Oscar-skydeskiven, mens andre rammer i periferien. Hvor denne lander må vi vente og se til nogen rent faktisk har set filmen.
The Holdovers
Alexander Paynes sidste film (Downsizing) brød en imponerende stime hvor Paynes fortløbende fem film alle havde fået Oscarnomineringer. Og de tre seneste af dem var alle nominerede til bedste film. Derfor giver det mening at Payne er inde i varmen når han kommer med sin første film i seks år. Og så er det et godt bud på en af årets store indiefilm. Lige nu er premieredatoen sat til 10. november, hvilket passer rigtig godt i Award Season. Især hvis man samtidig har en festivalvisning eller to. Payne er en festival-darling, og både Cannes, Venedig og Toronto har tidligere haft kløerne i hans film.
Filmen handler om en upopulær lærer, en kok og en elev, der må tilbringe julen alene på en kostskole for privilegerede børn. I hovedrollen finder vi Paul Giamatti (1 nominering), som nok er det eneste Oscar-navn på rollelisten. Men nogle gange behøver man jo heller ikke mere.
Filmen er produceret af Mark Johnson (2 nomineringer og 1 Oscar) og klippet af Kevin Trent (1 nominering). Og så er den fotograferet af danske Eigil Bryld.
Det er ikke en film fyldt med store Oscarnavne, men Alexander Payne plejer at levere, men vi bliver nok meget klogere når filmen uden tvivl får premiere på en festival.
Ferrari
Denne Enzo Ferrari biopic har været et ”passion project” for Michael Mann i lang tid. Så lang tid at begge hans medforfattere har været døde i henholdsvis syv (Brock Yates) og 14 år (Troy Kennedy-Martin). Filmen har dog ingen premieredato endnu, men den skulle være i post production, så nu skulle den være god nok. Spørgsmålet er om filmen er ventetiden værd. I hovedrollen finder vi manden med det perfekte navn til filmen, Adam Driver (2 nomineringer), som får selskab af Penélope Cruz (4 nomineringer og 1 Oscar) og Shailene Woodley samt Patrick Dempsey (der selv har været racerkører i blandt andet Le Mans).
Filmen produceres blandt andre af John Lesher (1 nominering og 1 Oscar) samt danske Niels Juul og Lars Sylvest. Den fotograferes af Erik Messerschmidt (1 nominering og 1 Oscar) med scenografi af Maria Djurkovic (1 nominering) og kostumer af Massimo Cantini Parrini (2 nomineringer).
Selve historien bag filmen lugter af Oscar, men med så lang en produktionstid hvor filmen også er blevet kastebold mellem nogle studier, så tegner det til at det kunne blive et flop. Men det er også muligt at det bliver filmen der blæser os bagover. Det bliver i hvert fald spændende at se om den har været ventetiden værd. Og hvornår vi i det hele taget får den at se.
Next Goal Wins
Taika Waititis fodbold-projekt blev ramt af coronanedlukninger, men nu ser det ud til vi endelig få den at se. Filmen er baseret på samme historie som dokumentarfilmen af samme navn, om Amerikansk Samoas fodboldlandshold, der led et rekordnederlag på 31-0 til Australien. Efter den ydmygelse hyrer fodboldforbundet en hollandsk træner til at vende det hele. Michael Fassbender (2 nomineringer) spiller hovedrollen, og får selskab af Elisabeth Moss og Will Arnett.
Filmen er blandt andet produceret af selveste Gollum – Andy Serkis, musikken leveres af Michael Giacchino (2 nomineringer og 1 Oscar), scenografien kommer fra Ra Vincent (2 nomineringer) og blandt filmens fire klippere finder vi Nat Sanders og Tom Eagles (begge 1 nominering).
Filmen er sat til den favorable premieredato 22. september, så noget tyder på at den er værd at satse på. Men hvordan vil akademiet tage imod en fodbold-film? Det må tiden vise.
The Color Purple
Den originale ‘The Color Purple’ dele ren tvivlsom ære med ’The Turning Point’. Begge film fik 11 nomineringer, men vandt ikke en eneste Oscar, og er dermed Oscarhistoriens største tabere. Men nu kommer ’The Color Purple’ – The Musical! Det er ikke et direkte remake, men en filmatisering af Broadway-musicallen, som er baseret på samme bog som den originale film. Instruktøren Blitz Bazawule er relativt ukendt, men bag kameraet får han støtte fra den danske fotograf Dan Laustsen (2 nomineringer) og scenograferne Paul D. Austerberry (1 nominering og 1 Oscar) og Larry Dias (1 nomienring). På producerholdet finder vi Quincy Jones (7 nomineringer), Kristie Macosko Krieger (4 nomineringer), Steven Spielberg (22 nomineringer og 3 Oscars) og selveste Oprah (2 nomineringer).
På rollelisten finder vi et stærkt afroamerikansk hold med Taraji P. Henson (1 nominering), Louis Gossett Jr. (1 nominering og 1 Oscar), Aunjanue Ellis-Taylor (1 nominering), H.E.R (1 nominering og 1 Oscar), Colman Domingo og den lille havfrue Halle Bailey.
Det kan virkelig gå alle veje med en musicalfilmatisering. Især når det er en relativt uprøvet instruktør som står i spidsen. Men Warner har valgt at lægge premieren d. 20. december, så de tror tydeligvis på, at dette kan blive den helt store juleferiefilm. Og det er jo et meget godt tegn i sig selv.
Boblere
Blandt boblerne finder vi Greta Gerwigs ’Barbie’, som ingen vist rigtig ved hvad de skal forvente af. Men den ser ud til at blive sjov. Debutfilmen ’Past Lives’ ligner et af de stærkeste indiekort fra Sundance, og Steve McQueens anden verdenskrigsfilm ’Blitz’ kunne også sagtens gøre sig gældende. Ridley Scott kommer på banen med ’Napoleon’, som helt sikkert vil få nomineringer, men Scott har ikke været i så god bedste film-form på det seneste. Luca Guadagnino kommer med tennis-filmen ’Challengers’, og så skal Ben Afflecks ’Air’ nok heller ikke undervurderes, hvis man kigger på anmeldelserne. Og så skal vi også lige nævne ’Lee’ med Kate Winslet og Andrea Riseborough.
Og jeg kunne faktisk nævne langt flere, men det er der jo ingen sport i. Og seks boblere må vist også være nok.

Skriv et svar