Oscar 2017 er overstået, så lad os lægge det år bag os og koncentrere energien om hvem der bliver nomineret i 2018. Det er naturligvis alt for tidligt at spekulere om, men derfor skal man ikke holde sig tilbage. Én ting er dog sikkert, og det er at der er masser af Oscarfilm, som vi ikke engang aner eksisterer lige nu og det er det som gør det så interessant. Hvem vidste eksempelvis noget om ’Moonlight’ eller ’Hell or High Water’ på nuværende tidspunkt sidste år?

Sidste år lavede jeg de alt for tidlige forudsigelser i Maj og det var med blandet held. De ti jeg forudsagde som nominerede var: ’Manchester by the Sea’ (som endte med 6 nomineringer, blandt andet bedste film), ’The Birth of a Nation’ (som var med i opløbet, indtil voldtægtssagen spændte ben for den), ’Silence’ (som kun endte med en enkelt nominering for fotografi), ’Snowden’ (som ikke fik noget), ’The Founder’ (som heller ikke fik noget), ’Sully’ (som fik en nominering for lydredigering), ’Lion’ (som fik 6 nomineringer, blandt andet bedste film), ’The Zookeeper’s Wife’ (som blev skubbet til 2017), ’Loving’ (som endte med en nominering for kvindelige hovedrolle) og ’Hail, Caesar!’ (som endte med en nominering for bedste scenografi).

Så to ud af ti var måske ikke det bedste resultat, men jeg trøster mig med at de fleste af dem trods alt endte med nomineringer i en eller anden kategori. Kigger vi på boblerne fra den forudsigelse finder vi blandt andet ’Florence Foster Jenkins’ (som fik to nomineringer), ’Fences’ (som fik 4 nomineringer, blandt andet bedste film), ’Allied’ (som fik en enkelt nominering for kostumer), ’Arrival’ (som fik 8 nomineringer, blandt andet bedste film) samt ’La La Land’ (der som bekendt endte med 14 nomineringer). Så alt i alt var fem ud af de ni nominerede for bedste film nævnt i de alt for tidlige forudsigelser sidste år. Og det er kun fedt, for det sjove er jo at opdage de små film hen ad vejen.

Inden jeg giver mine bud på hvilke film, der bliver nomineret til bedste film, vil jeg lige nævne at 2018 kan blive et helt vildt år i kategorien for bedste score. Det kommende år byder nemlig på musik af John Williams (’The Kidnapping of Edgardo Mortara’ og ’Star Wars: The Last Jedi’), Johann Johannsson (’Mother’, ’Blade Runner 2049’ og ’The Mercy’), Hans Zimmer (’Dunkirk’), Carter Burwell (’Wonderstruck’ og ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’), Alexandre Desplat (’The Shape of Water’) og Danny Elfman (’Tulip Fever’). Men nu til bedste film.

De ti nominerede:

Dunkirk
Downsizing
Battle of the Sexes
The Current War
The Greatest Showman
Mudbound
Untitled Detroit Project
The Kidnapping of Edgardo Martara
Call Me By Your Name
Beauty and the Beast

Dunkirk

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=F-eMt3SrfFU&w=560&h=315]

Christopher Nolans længe ventede anden verdenskrigsfilm er selvskrevet til denne liste. Den første trailer er allerede kommet og det ser bestemt lovende ud. På rollelisten finder vi blandt andre Tom Hardy, Mark Rylance, Kenneth Branagh og Cillian Murphy og bag kameraet finder vi (udover Nolan) en masse Oscarnominerede og vindende kræfter, blandt andre klipper Lee Smith (’The Dark Knight’ og ’Master and Commander’), kostumedesigner Jeffrey Kurland (’Bullets Over Broadway’), scenograf Nathan Crowley (’Interstellar’, ’The Dark Knight’ og ’The Prestige’) samt Hans Zimmer (samlet 10 nomineringer og én Oscar). Så ingen tvivl om at dette har potentiale til at blive den mest nominerede film ved næste års Oscaruddeling og derfor tror jeg også den kommer med i bedste film. ’Dunkirk’ har premiere i Juli, hvor vi bliver meget klogere.

Downsizing

Alexander Paynes seneste fem film har fået Oscarnomineringer og de seneste tre af disse har været nomineret til bedste film. Derfor tror jeg også at hans seneste film om en mand der skrumper sig selv vil finde vej til Oscar. Manuskriptet er endnu engang skrevet sammen med Jim Taylor (’Election’ og ’Sideways’), klipperen er den Oscarnominerede Kevin Tent (’The Descendants’) og på producerholdet finder vi Megan Ellison, der har produceret tre bedste film nominerede (’Zero Dark Thirty’, ’Her’ og ’American Hustle’). På rollelisten er Matt Damon, Kristen Wiig, Alec Baldwin, Neil Patrick Harris og Christoph Waltz (som spiller med i næsten alle film i 2018). Filmen er premieresat til december, hvilket tyder på at Paramount tror på dens Oscarchancer, men mon ikke man får den at se på nogle af efterårsfestivalerne allerede i september.

Battle of the Sexes

battle-of-the-sexes

Jonathan Dayton og Valerie Faris er tilbage med deres blot anden spillefilm siden ’Little Miss Sunshine’. Denne gang handler det om den berømte tenniskamp i 1973 mellem den kvindelige nummer et, Billie Jean King og den tidligere mandelige nummer et Bobby Riggs. Rollelisten byder på Steve Carell og Elisabeth Shue, samt en af de nyeste Oscarvindere, Emma Stone. Hun får selskab af både Linus Sandgren (fotograf) og Mary Zophres (kostumedesigner), som begge arbejdede på ’La La Land’. Andre Oscarnominerede kræfter bag kameraet er klipper Pamela Martin (’The Fighter’), scenograf Judy Becker (’American Hustle’), manuskriptforfatter Simon Beaufoy (’127 Hours’, ’Slumdog Millionaire’ og ’The Full Monty’) samt producer Christian Colson, som har produceret en bedste film vinder (’Slumdog Millionaire’) og to nominerede (’Selma’ og ’127 Hours’). Filmen er endnu ikke premieresat, men jeg tror godt at vi kan forvente en efterårspremiere.

The Current War

the_current_war

Når Harvey Weinstein er involveret så er der altid chancer for Oscarnomineringer og ’The Current War’ ligner Weinsteins store film i 2018. Filmen handler om de to opfindere Thomas Edison (Benedict Cumberbatch) og George Westinghouse (Michael Shannon), som kæmper om hvem der først kan bringe elektricitet ud i de amerikanske hjem. Filmen er instrueret af Alfonso Gomez-Rejon som i filmsammenhæng er bedst kendt for ’Me and Earl and the Dying Girl’ og med sig har han Oscarnominerede scenograf Jan Roelfs (’Gattaca’ 1998 og ’Orlando’ 1992), kostumedesigner Michael Wilkinson (’American Hustle’) samt producer Steven Zaillian som har produceret bedste film vinderen ’Schindler’s List’ samt tre andre nominerede film (’Moneyball’, ’Gangs of New York’ og ’Awakenings’). Så vidt jeg er orienteret er ’The Current War’ stadig i gang med optagelserne, men hvis den bliver god, vil vi nok se en premiere engang i efteråret.

The Greatest Showman

Musicals kommer lidt i bølger, og jeg tror at ’La La Land’ har åbnet døren for et par år med store musicals. En af dem ligner ’The Greatest Showman’ om en af USA’s største cirkusdirektører P.T. Barnum. Filmen er instrueret af debutinstruktøren Michael Gracey, men han har stærke kræfter med sig. Manuskriptet er skrevet af blandt andre Oscavinderne Michael Arndt (’Little Miss Sunshine’ – var også nomineret for ’Toy Story 3’) og Bill Condon (’Gods and Monsters’ – var også nomineret for ’Chicago’) mens musikken er skrevet af to af ’La La Land’ sangskrivere Benj Pasek og Justin Paul. Andre Oscarnominerede folk er fotograf Seamus McGarvey (’Anna Karenina’ og ’Atonement’), klipper Joe Hutshing (’Almost Famous’, ’Jerry Maguire’, ’JFK’ og ’Born the Fourth of July’) samt scenograf Nathan Crowley (’Interstellar’, ’The Dark Knight’ og ’The Prestige’) og producer Laurence Mark (’Jerry Maguire’). På rollelisten finder vi blandt andre Hugh Jackman, Michelle Williams og Zac Efron. Filmen er premieresat til december, så noget tyder på at Fox virkelig tror på den.

Mudbound

mudbound

Sidste år leverede Sundance festivalen ’Manchester by the Sea’ som blev en af de helt store Oscarfilm. Helt så stor en Oscarfilm kunne Sundance ikke levere i år, men ’Mudbound’ er en af de film, som har fået lidt Oscarbuzz med hjem fra festivalen. Filmen handler om racisme i Mississippi lige efter anden verdenskrig, og det er jo et emne, som er meget Oscarvenligt i øjeblikket. Filmen er blevet rost for blandt andet stærke præstationer af Carey Mulligan og Garrett Hedlund. Og Netflix (som har købt filmen) siges at satse på at gøre Dee Rees til den første sorte kvindelige instruktør, som bliver nomineret til en Oscar. Akademiet er generelt ikke så glade for Netflix udenfor dokumentarkategorierne, men lad os se om ikke ’Mudbound’ kan ændre på det.

Untitled Detroit Project

Kathryn Bigelows to sidste samarbejder med manuskriptforfatter/producer Mark Boal har resulteret i en bedste film vinder (’The Hurt Locker’) og en bedste film nominering (’Zero Dark Thirty’), så mon ikke denne film (som endnu ikke har en titel) om uroligheder i Detroit i 1967 kan danne ramme for et hattrick. Udover Bigelow og Boal består producerholdet blandt andet af ’The Hurt Locker’ producer Greg Shapiro samt Megan Ellison, der har produceret tre bedste film nominerede (’Zero Dark Thirty’, ’Her’ og ’American Hustle’). Med sig har Bigelow også den Oscanominerede fotograf Barry Ackroyd (’The Hurt Locker’) og Oscarvindende klipper William Goldenberg (’Argo’ – var nomineret for ’The Imitation Game’, ’Zero Dark Thirty’, ’Seabiscuit’ og ’The Insider’). Filmen står lige nu til en premiere i august, hvilket ikke er optimalt i forhold til Oscar, men det kan nå at blive rykket.

The Kidnapping of Edgardo Martara

Når Steven Spielberg laver en film bliver den Oscarnomineret. Det er en regel, der kun har meget få undtagelser. Derfor er denne film selvfølgelig også en mulighed for bedste film. Spørgsmålet er bare om den når at blive færdig i tide, men det er en anden snak.

Filmen er produceret af Spielberg selv, sammen med de to ’Bridge of Spies’ producere Kristie Macosko Krieger og Marc Platt (som også producerede ’La La Land’). Derudover får Spielberg hjælp af sine sædvanlige kræfter som komponist John Williams (50 nomineringer og fem Oscars), fotograf Janusz Kaminski (6 nomineringer og to Oscars), klipper Michael Kahn (8 nomineringer og tre Oscars) og lydmand Richard Hymns (9 nomineringer og tre Oscars). Manuskriptet er skrevet af Oscarnominerede Tony Kushner (’Lincoln’ og ’Munich’).

Filmen handler om en jødisk dreng, som bliver kidnappet i 1858 i Bologna og bliver opdraget som katolik. Familiens kamp for at befri deres søn ender som et storpolitisk spil. Det interessante er at Weinstein Company er ved at udvikle en film over præcis samme historie og hvis Spielbergs film får succes kan det ødelægge Weinsteins projekt. Så spørgsmålet er om vi kommer til at se en beskidt Weinstein-kampagne imod denne film. Det vil i så fald kunne lægge en dæmper på dens Oscarchancer.

Call Me By Your Name

call-me-by-your-name-w1200-h630

Hvis ’Moonlight’ virkelig har sparket døren ind for film om homoseksuelle, så burde Sundance-hittet ’Call Me By Your Name’ have gode muligheder for at komme med blandt de nominerede. Spørgsmålet er dog om den kan rykke helt op i bedste film kategorien. Med de reaktioner den fik på Sundance, så vælger jeg at tro på det. Filmen handler om to teenage-drenge som forelsker sig på den italienske riviera og har fået stor ros for både manuskript (skrevet af blandt andre Oscarnominerede instruktør James Ivory), scenografi og fotografering, samt for de to hovedroller Armie Hammer og Tiotheé Chalamet. Instruktør Luca Guadagnino er bedst kendt for ’Io sono l’amore’ som fik en enkelt Oscarnominering for kostumer. Filmen har endnu ikke en amerikansk premieredato, men distributøren er Sony Pictures Classics og de vil helt sikkert sørge for at der bliver ført en ordentlig kampagne.

Beauty and the Beast

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=e3Nl_TCQXuw&w=560&h=315]

Om blot få uger ved vi meget mere om denne film, men jeg vover pelsen og siger, at den lever op til forventningerne og kommer med i bedste film. Instruktør Bill Condons sidste musical (’Dreamgirls’) klarede sig godt, men formåede ikke at blive nomineret til bedste film. Det havde den nok formået hvis der havde været mere end fem nominerede og derfor tror jeg også at ’Beauty and the Beast’ kan snige sig med. Musikken er lavet af Disney-veteranen Alan Menken (19 nomineringer og 8 Oscars), scenografien er lavet af det Oscarnominerede makkerpar Sarah Greenwood og Katie Spencer (’Anna Karenina’, ’Sherlock Holmes’, ’Atonement’ og ’Pride & Prejudice’) og kostumerne af Oscarvindende Jacqueline Durran (’Anna Karenina’ – også nomineret for ’Mr. Turner’, ’Atonement’ og ’Pride & Prejudice’). På producerholdet er der hele tre Oscarnominerede producere, så i det hele taget ser chancerne gode ud. Uanset om filmen bliver nomineret til bedste film eller ej, kan vi godt regne med en god håndfuld nomineringer i de tekniske kategorier.

Boblere

Blandt boblerne finder vi en del film, der på papiret har potentiale, men som kan falde ned på begge sider af hegnet. Blandt dem er Stephen Frears’ ’Victoria and Abdul’, Todd Haynes’ ’Wonderstruck’, Garth Davis’ ’Mary Magdalene’, Joe Wrights Churchill-film ’Darkest Hour’, Aaron Sorkins instruktørdebut ’Molly’s Game’, George Clooneys ’Suburbicon’ (skrevet sammen med Coen-brødrene), Darren Aronofskys ’Mother’ (som vi muligvis bliver klogere på i Cannes) og ’War Machine’ som er produceret af ’Moonlight’ producer Dede Gardner, som har været nomineret til bedste film de sidste fire år i træk.

Derudover er Sundance-hittet ’The Big Sick’ og storfilmene ’Star Wars: The Last Jedi’ og ’Blade Runner 2049’ også muligheder i denne kategori.

Det skal også nævnes at Paul Thomas Anderson er i gang med et projekt om 1950’ernes modeindustri i London, men der er lidt tvivl om hvorvidt han kan nå at blive færdig med det til i år. Han er kendt for at bruge lang tid på post produktion og derfor tror jeg ikke han bliver færdig. Men hvis han gør er den naturligvis i spil. Interessant nok er det projekt også produceret af Megan Ellison, der også er producer på ’Downsizing’ og ’Untitled Detroit Project’. Dermed kan hun potentielt få tre nomineringer for bedste film.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *