Det britiske filmakademi har netop uddelt deres priser i London, og selvom der kun er et par hundrede medlemmers overlap mellem det britiske og det amerikanske filmakademi, så er der traditionelt en del overlap i vinderne i udvalgte kategorier. Og er man ikke nomineret til BAFTA, så er vinderchancerne i mange Oscarkategorier meget små.

Historisk set har BAFTA ikke været en stor del af den amerikanske Award Season, da den har ligget senere end Oscaruddelingen. Men siden 2001 har BAFTA ligget før Oscar, og har dermed også været en vigtig brik i mange films Oscarkampagner. Noget vi i øvrigt delvist kan takke Harvey Weinstein for, da han lokkede med at flyve alle sine stjerner til London hvis ceremonien blev rykket frem.

Siden 2001 har vi også set en stigning i sammenfaldet af vindere i forhold Oscar, og BAFTA er faktisk ret undervurderet i forhold til at forudsige Oscar. I år fik vi nogle ret interessante svar fra BAFTA, som kan hjælpe med forudsigelserne i enkelte kategorier. Og også nogle der bare forvirrede os mere.

 

1. Klip – ’Ford v Ferrari’ træder på speederen

2004287_le-mans-66_still_df-08613-r_dan_print
Foto: 20th Century Fox

Otte ud af de seneste 12 år har BAFTA-vinderen i denne kategori også vundet Oscar, og blot ét ud af de seneste 24 år, har Oscarvinderen ikke været nomineret til BAFTA. Det betyder altså at ’Ford v Ferrari’ har taget et skridt tilbage i kampen, efter at have tabt klippernes sammenslutning (ACE) til ’Parasite’. En af vinderne i ACEs to kategorier har endt med at vinde Oscar 15 af de seneste 20 år, men de seneste otte år, er det kun sket fire gange. Derfor ser det ud til at BAFTA vejer tungest.

 

2. Kostumedesign – ’Little Women’ er stadig favorit

Ni ud af de seneste 11 år, har vinderen af denne kategori endt med også at vinde en Oscar. Og sidste år var første gang i 19 år, at Oscarvinderen ikke også har været BAFTA-nomineret. Hvilket faktisk gør BAFTA til en bedre pris i forhold til forudsigelser end kostumedesignernes egen sammenslutning (CDG), som kun har forudsagt vinderne ti ud af de seneste 19 år.

Med BAFTA-sejren cementerer ’Little Women’ altså sin favoritværdighed, på trods af, at den ikke engang blev nomineret til CDG. ’Jojo Rabbit’ og ’Once Upon a Time…in Hollywood’ er dog de to eneste nominerede, der både har været nomineret til CDG og BAFTA, så skal nogen true ‘Little Women’, så skal det være dem.

 

3. Visuelle effekter – kan ’1917’ vinde?

15 ud af de seneste 20 år har BAFTA-vinderen også vundet Oscar, og samtlige Oscarvindere de seneste 20 år har været BAFTA-nominerede.
Det giver BAFTA en bedre hitrate end Visuel Effects Society (VES), som primært er et pejlemærke. Dette skulle så umiddelbart gøre BAFTA-vinderen ’1917’ til favorit. Der er dog lige den lille detalje, at ’1917’ ikke har vundet én eneste VES-pris, og det er kun sket to gange før at en film har vundet Oscar, uden at vinde en VES-pris. Faktisk havde ’1917’ kun én eneste nominering til VES, så det ser stadig lidt utroligt ud, hvis den skulle vinde. Det der også er væsentligt at tage med er, at ’1917’ er en britisk film, og derfor har hjemmebanefordel ved BAFTA. Vi ser ofte at britiske film klarer sig bedre her end til Oscars. Men ’The Lion King’ virker pludselig ikke som et stensikkert bud længere.

 

4. Lyd – Hård opbremsning for ’Ford v Ferrari’

BAFTA har kun én lydkategori, fremfor Oscar som har to. Der kan dog findes en sammenhæng. Kigger vi på de seneste 12 år, har 10 af BAFTA-vinderne i denne kategori endt med at vinde en Oscar for Sound Mixing, mens otte er endt med at vinde for Sound Editing. Samtlige vindere i begge Oscarkategorier har de seneste 12 år været nomineret i BAFTAs lydkategori….med undtagelse af ’Zero Dark Thirty’ som delte Sound Editing-prisen med ‘Skyfall’, som dog var nomineret til BAFTA. Da ’1917’ har vundet BAFTA, må det jo så give den et boost i begge kategorier.

Kigger vi på de forskellige lydsammenslutninger, så har CAS (sound mixers) haft sammenfald med vinderne for Sound Mixing syv ud af de seneste 12 år, mens Oscarvinderen for Sound Editing, har vundet mindst en af de tre hovedpriser hos MPSE (sound editors) 10 ud af de seneste 12 år.

Årets CAS-vinder var ’Ford v Ferrari’, mens MPSE gav deres tre store priser til ’Ford v Ferrari’, ’1917’ og ’Jojo Rabbit’. Her vandt ’Ford v Ferrari’ foley-prisen, som er den der oftest fører til Oscar.

Naturligvis spiller det ind at ’1917’ er britisk, men det skaber i hvert fald spænding i to kategorier, som lignede en sikker sejr til ’Ford v Ferrari’.

 

5. Fotografi – Deakins is a winner

De seneste syv år har Oscar og BAFTA udnævnt den samme vinder i denne kategori, og det blev også storfavoritten ’1917’ der vandt her. Ligesom den i øvrigt har gjort stort set alle andre steder hvor det betyder noget. Det tyder på at Roger Deakins fortjent får sin anden Oscar.

 

6. Score – ’Joker’ laver hattrick

Otte ud af de seneste 11 år, har BAFTA-vinderen og Oscar-vinderen været den samme i denne kategori, men det interessante her, var ikke så meget at ’Joker’ vandt BAFTA, men at den også har vundet Golden Globes og Critics Choice, som er de to andre store priser der har denne kategori. Det er sket syv gange før siden 2000, hvor Oscar gik over til kun at have én kategori for bedste score. Og seks af disse gange er filmen endt med at vinde en Oscar også.

Så det ser rigtig godt ud for ’Joker’, men vi må ikke glemme Thomas Newman-faktoren. Han har endnu ikke vundet (er nomineret for 15. gang), og han har lavet et score der bærer en af årets mest populære film. Så intet er afgjort.

 

7. Animerede film – ’Klaus’ indtager scenen

Siden BAFTA indførte kategorien for bedste animerede film i 2007 har samtlige Oscarvindere også været BAFTA-nominerede, og kun to gange har vinderen af BAFTA og Oscar ikke været den samme. Den ene af disse var i 2015 hvor ’The Lego Movie’ vandt BAFTA, men højst overraskende ikke blev nomineret til Oscar. I år vandt ’Klaus’ ligesom den vandt syv priser ved Annie Awards, og blev den klart største vinder ved den prisuddeling. Det ligner altså en joker i denne kategori, som indtil videre ikke har haft en rigtig klar favorit. Men noget tyder på at ’Klaus’ kunne komme ind fra højre og tage prisen.

 

8. Skuespil – The usual suspects

For to år siden virkede det ret vildt at alle fire Oscarvindere for skuespil også havde vundet både Critics Choice, Golden Globes, SAG og BAFTA. Men vi kan stå med præcis samme situation i år, da Joaquin Phoenix (Joker), Renee Zellweger (Judy), Brad Pitt (Once Upon a Time…in Hollywood) og Laura Dern (Marriage Story) har vundet alle de fire forudgående priser.

Min statistik på dette område fører kun tilbage til 2004, men i de år er det kun George Clooney (Syriana), som har vundet en Oscar uden at vinde noget andet end Golden Globes. Og de to andre Golden Globes vindere i år er slet ikke nomineret til Oscar. Så ingen andre nominerede i skuespilkategorierne har vundet én eneste af de fire store forudgående priser. Så selvom der er chance for en gedigen overraskelse (jeg kigger på dig Scarlett Johansson), så virker det meget usandsynligt.


2 svar til “8 ting vi lærte af BAFTA 2020”

  1. PORN Avatar

    Thanks for every other magnificent post. Where else
    could anybody get that kind of info in such a perfect manner of writing?
    I’ve a presentation subsequent week, and I’m at the look for
    such info.

  2. 선시티게임 Avatar

    It’s wonderful that you are getting ideas from this paragraph as well as
    from our discussion made here.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *