Så er Oscarnomineringerne landet, og et af de helt store samtaleemner er (igen) manglen på kvindelige instruktører. Og det er foruroligende. Ikke fordi akademiet nødvendigvis er en flok mandschauvinister, men nok nærmere fordi at kvinder er underrepræsenteret blandt beslutningstagere i filmbranchen, og derfor bliver kvindernes film typisk ikke prioriteret når man skal tage beslutninger om hvilke film der skal satses på i forhold til biograf-premierer og ikke mindst – Oscarkampagner.

I det hele taget er diversiteten vigtig i filmbranchen, ikke bare i forhold til køn og etnicitet, men også i forhold til social baggrund. For man skal de fleste steder ikke kigge længere end til den nærmeste filmskole for at se hvor kedelig det kan være når middelklassens børn giver den gas med navlepilleriet. Og det giver os et rigere og mere interessant filmudbud, når det ikke kun er én gruppe der får mulighed for at fortælle deres historier. Derfor er ligestillingen vigtig.

Men der er ingen tvivl om at der stadig er ret lang vej igen før vi er helt i mål med en ligelig kønsfordeling, som jo er fokus for årets diskussion. Men der er altså rigtig mange lyspunkter for kvinderne blandt dette års nomineringer. Her er seks punkter hvor udviklingen faktisk er positiv for kønsfordelingen.

1. Rekordmange kvinder er nomineret

I år er 33% af de nominerede personer kvinder, og selvom det er et stykke vej fra de 50% er må være målet, så er det faktisk den højeste andel i de seneste ni år. Hvorfor tæller vi kun ni år tilbage? Fordi jeg ganske enkelt ikke har en statistik der strækker sig længere tilbage. Derfor. Så måske er det, den største andel nogensinde? Vi ved det ikke. Men det vi rent faktisk ved er at akademiet over de seneste fire år har gjort en aktiv indsats for at få en mere repræsentativ medlemssammensætning, både i forhold til alder, etnicitet og køn. Og det har virket. De seneste tre år er andelen af kvindelige nominerede nemlig steget hvert år, fra 23% i 2017 til 33% i år. Men har det så ikke bare noget at gøre med at der er meget få nominerede i år? Både ja, og nej. Der er i alt 191 nominerede individer, hvilket er det laveste siden 2012 (hvor der var 187), men antallet af kvinder ligger på 63, hvilket er det højeste i de ni år min statistik dækker.

Men er det virkelig nok til at kalde det ”rekordmange”? Nej, det er det ikke, men det lyder bare bedre i en overskrift.

2. Kvindelige producere styrer showet (bogstaveligt talt)

Udover det faktum at selve showet vil blive produceret af to kvinder, så har de kvindelige producere også sat deres præg på bedste film kategorien. Således har hele 7 ud af de 9 nominerede film kvindelige producere blandt de nominerede. Og det er det højeste antal nogensinde.

Det er dog kun én af filmene (Little Women), som er produceret af et producerhold bestående 100% af kvinder….eller der er én producer på filmen, og hun er kvinde.

3. Kvinderne regerer dokumentarfeltet

Nu hvor vi er ved producere er det værd at nævne de to danske af slagsen som er nomineret, nemlig Kirstine Barfod og Sigrid Dyekjær (The Cave). Men de er langt fra de eneste kvinder nomineret for bedste dokumentarfilm. Faktisk er der for andet år i træk kvinder nomineret for samtlige fem film i kategorien.

Kigger vi på kategorien for bedste korte dokumentar er der hele seks kvinder blandt de nominerede, og det er det næststørste antal nogensinde, kun overgået af 2012, hvor der var syv kvinder nomineret.

4. ….og animationsfeltet

I kampen om bedste animerede film, er der fire kvinder blandt de nominerede, og det er det næststørste antal nogensinde, kun overgået af 2018, hvor der var fem. I det lys er det naturligvis lidt ærgerligt at den eneste film med to kvindelige hovedroller (Frozen 2) ikke blev nomineret.

I kategorien for bedste animerede kortfilm har fire ud af fem film kvindelige nominerede, og det er det største antal nogensinde.

5. Thelma rules!

Om end det er lidt ironisk i denne sammenhæng, at beskrive Thelma Schoonmaker som Scorseses faste klipper, så er det imidlertid det hun er. Men hun er også en af de bedste indenfor sit felt. I år er hun nomineret for ’The Irishman’ og det er hendes ottende nominering, hvilket bringer hende op på siden af en af Steven Spielbergs faste samarbejdspartnere Michael Kahn. Vinder Schoonmaker sin fjerde Oscar i år, så indtager hun ubestridt tronen som den klipper der har vundet kategorien flest gange.

6. Muligt gennembrud i bedste score kategorien

Med sin nominering for bedste score for ’Joker’ bliver Hildur Gudnadottir den blot syvende kvinde til at blive nomineret i en score-kategori ved Oscaruddelingen, og hun kan blive den blot fjerde til at vinde. Den seneste kvindelige nominering ligger dog ”kun” tre år tilbage (Mica Levi for ’Jackie’), men før det skal vi tilbage til 2001. Så måske der stille og roligt er ved at ske noget i denne kategori også.

I alt har de syv kvinder scoret 10 nomineringer (undskyld ordspillet). Så vi er ikke i mål endnu, men come on, lad os lige være glade for Hildur.

…og nu de to tilbageskridt.

1. Ingen kvindelige instruktører….igen

For to år siden blev Greta Gerwig nomineret til bedste instruktør, som den blot femte kvinde nogensinde. Siden har der ikke været nogen. I har hun lavet ’Little Women’ som har scoret 91 på Metacritic, hvilket er bedre end både ’Joker’, ’1917’ og ’Once Upon a Time…in Hollywood’, som er nomineret til bedste instruktør. Men alligevel er hun ikke blevet nomineret. Det er selvfølgelig fair nok, og Metacritic er jo ikke en objektiv måde at afgøre en films kvaliteter på, men det var ikke kun Gerwig der ikke rigtig fik noget. Kigger vi på Metacritics top 20 over bedst anmeldte film i 2019, er syv af dem instrueret af kvinder og fire af disse ligger i top 10. Det er dog kun to af dem der har fået Oscarnomineringer (’Little Women’ og ’For Sama’). Og hvorfor egentlig ikke køre en større Oscarkampagne for ’Portrait of a Lady on Fire’, som har scoret næstbedst Metacritic score, kun overgået af ’Parasite’? Og hvordan kan Lulu Wangs ’The Farewell’ helt undgå én eneste nominering, når den har været til stede mange andre steder i Award Season. Og hvor var markedsføringen til ’A Beautiful Day in the Neighborhood’, instrueret af Marielle Heller der fik sit gennembrud sidste år med den tredobbelte nominerede ’Can You Ever Forgive Me?’?

Jeg siger ikke at det er akademiets skyld, men ideen om at der ikke er film af kvindelige instruktører med den rigtige kvalitet holder simpelthen ikke. Og det må branchen også indse. For jeg tror bestemt der er et publikum til mange af disse film, hvis man bare gav dem muligheden for at opdage dem.

2. Stadig kun to kvinder nomineret for manuskript

En ting er naturligvis instruktøren, men hvis vi vil se film fra et kvindeligt perspektiv, må vi også have kvinder til at skrive manuskripterne. I hvert fald som tommelfingerregel. I år er der én kvindelig nomineret i hver af de to manuskriptkategorier, og den ene (Krysty Wilson-Cairns) er nomineret for at skrive ’1917’, som er en film men én kvinde på rollelisten. Hvis vi ikke tæller babyen med. Det er andet år i træk at dette er tilfældet for originale manuskript og fjerde år i træk for adapterede manuskript. I kategorien for originale manuskript skal vi godt nok ikke længere tilbage end til 2018 før der var tre kvinder nomineret i kategorien, men det var også kun tredje gang nogensinde at der havde været så mange. I kategorien for adapterede manuskript er det kun sket to gange og den seneste var i 1992.

Hvad betyder det her så? Er vi på rette spor eller hvad?

Noget tyder på at kvinderne stille og roligt er ved at blive anerkendt for deres arbejde i de såkaldte ”below the line” kategorier. Eller dem man ofte omtaler som tekniske kategorier på dansk. Men vi mangler stadig at se historier fortalt af kvinder og om kvinder indtage de helt store kategorier. Det er også kun tre af de seneste 20 vindere af bedste film, der har haft en kvinde som den primære hovedrolle, eller som minimum delt hovedrollen ligeligt med en mand. I år er der kun to film der opfylder det kriterie (’Little Women’ og ’Marriage Story’) og de seneste år har det sjældent været mere end tre film der har opfyldt det kriterie.

Så vi bevæger os altså i den rigtige retning. Men vi er langt fra i mål endnu.