Så har jeg næsten fået sovet lidt, og reflekteret lidt over nattens show og resultater. Der skal nok komme mere om resultaterne så snart jeg har fået opdateret mine statistikker og så er der også et par nye statistikker der skal researches, så jeg måske kan undgå at begå samme forudsigelsesfejl i fremtiden. Så derfor starter jeg med en refleksion over aftenens show, både det gode og det dårlige. Jeg ved godt at der er gået sport i at lave dårlige anmeldelser af Oscarshowet, men den sport dyrker jeg ikke nødvendigvis. Og selvom jeg gerne så man lagde en ekstra time til, så ved jeg også godt, at ABC er lidt en spændetrøje i forhold til længden på showet. Jeg skal da også indrømme at det primært er gode ting jeg kan finde, for jeg synes faktisk at det var et af de bedre shows i mange år. Så her kommer seks gode ting og to dårlige fra Oscarnatten.
Det gode
1. Bedre flow
Selvom showet var relativt kort, så føltes det ikke som om at producerne havde presset på for at gøre det kort. Hvert segment fik den plads det skulle have, og få prismodtagere blev spillet ud for hurtigt. Tidligere år har det føltes som om, at man har prøvet at lave et fire timers show på tre timer, og det går ikke. Det virkede som om, at man havde skåret lidt ned på montagerne, for til gengæld at lave en ordentlig stuntmontage. Der var også skåret lidt ned på sketches for til gengæld at lave nogle få gode, og man havde skåret unødige presenters væk. For eksempel var der ikke en præsentation til hver trailer fra de bedste film-nominerede film, ligesom In Memoriam ikke blev introduceret, og der var ikke introduktioner til alle de nominerede sange som skulle opføres. Ligeledes skulle de fleste presenters uddele to priser, så man skar ned på at skulle introducere to nye presenters, som så skulle have en vittig dialog om den næste pris. Man fjernede også montager fra både Governors Awards og Sci-Tec Awards, men som det også blev sagt, så kan man jo gå på nettet og se alle talerne herfra. Dog lidt ærgerligt, da jeg som kæmpe Mel Brooks-fan gerne så ham hyldet til showet. Men det gjorde egentlig ikke noget at man havde skåret det væk. Der var også skåret en del af introen, så vi ikke så den traditionelle intro hvor værten klippes ind i årets film. Det er også et par år siden det sidst er lavet virkelig vellykket, så et savnede jeg egentlig ikke.
Så alt i alt havde man økonomiseret med tiden, og det gav faktisk et bedre flow og et bedre show.
2. Gode presenters
Netop fordi der blev skåret lidt ned på presenters, virkede det som om, at man også havde brugt mere tid på at gennemarbejde deres vittige dialoger eller monologer, og ladet dem der kunne finde ud af at være sjove være sjove og bare ladet resten lave en meget kort introduktion. Jeg kan blandt andre nævne John Cena og Jimmy Kimmels streaker-sketch (herover), som allerede af nogle udråbes som den bedste Oscar-sketch nogensinde. Det var sjovt tænkt, og virkelig frisk gået af John Cena. Der var også John Mulaneys rant over ’Field of Dreams’. En journalist talte at Mulaney fik fem grin på ét minut, men hvis man lytter til det, så er der faktisk mere end det, for det er som om der hele tiden er nogen der griner, enten over en punchline eller en levering. Alt i alt er det fantastiske halvandet minut comedy. Men samtidig leveres det, så man føler det som en kærlig og lidenskabelig homage til filmen. Det gør også at Mulaney allerede nævnes som en mulig vært til næste års show. Der var også en genforening af Arnold Schwarzenegger og Danny DeVito, som gjorde fint grin med deres forskellige oplevelser af rollen som Batman-skurk. Og så havde vi Ryan Gosling og Emily Blunt som på fineste vis tog pis på Barbenheimer rivalieringen.
Alt i alt virkede presenternes rolle i showet til at være væsentlig mere gennemtænkt end normalt.
3. Ken stjal showet
Rigtig mange gange over de seneste mange år, har vi set sange med stort show-potentiale opført med halvsløje opsætninger, hvor man ikke rigtigt har turde gå all in på show og kitsch. Måske er det stadig Snehvide og Rob Lowes spøgelser fra 1989 der skræmmer, måske er det fordi man har haft alt for spredt fokus i showet. Og her skal jeg nok lige forklare, at Snehvide og Rob Lowe stod for den mest udskældte åbning af et Oscarshow nogensinde. En åbning der ødelagde showets producers karriere. Klik her for at se den åbning. Men i år der turde man gå all in i en opsætning af ”I’m Just Ken” som blæste taget af Dolby Theatre, da man samtidig havde en Ryan Gosling i topform. Ja tak! Mere af det!
Jeg kan desværre ikke indlejre videoen af “I’m Just Ken” på siden, men klik her for at se den på YouTube.
4. In Memoriam
Dette segment er blevet udskældt af mange allerede, og jeg skal da starte med at indrømme, at der skete lige lovligt meget på scenen, og at danserne var overflødige. Men til gengæld så havde man bragt klip tilbage i denne sekvens, og det har den virkelig savnet. De seneste mange år har det været et slideshow med headshots som selv den mest hardcore filmnørd ikke kunne relatere til, men med klip bliver hvert hoved og hvert navn relaterbart, fordi vi kender de film de har lavet, også selvom vi ikke kender dem. Der har også været brok over, at det føltes som om, at man skyndte sig for meget igennem navnene og selvfølgelig også kritik over dem der ikke kom med, eller dem man ikke følte fik nok plads. Men In Memoriam er bare sværere at lave nu, end det var da det først blev indført præcis 30 år siden. Dengang var der stadig mange af filmens tidlige folk som stadig levede, og det vil sige at der rent lavpraktisk ikke døde ligeså mange nævneværdige filmfolk som nu. Samtidig er der gået politik i segmentet, med folk der lobbyer for at deres venner eller familie skal med i dette segment. Så det er svært at stille alle tilfredse. Men jeg synes det var bedre end i mange år, og med et par små justeringer kan det blive endnu bedre fremadrettet.
5. Gode takketaler
De fire første punkter kan producerne godt tage æren for, men ikke dette. Her var de bare heldige. For selvom vi ikke fik de helt skøre Roberto Benigni-øjeblikke, så fik vi nogle virkelig gode taler. Lige fra Da’Vine Joy Randolphs meget følelsesladede til sjove Robert Downey Jr. og til Godzilla-folkenes ufrivilligt sjove, som ingen forstod et ord af. Jeg tvivler på, at ham der holdt talen selv forstod alt der blev sagt. Så var der Cord Jefferson (American Fiction), som opfordrede producenterne til at tage nogle flere chancer. Han opfordrede også til, at man hellere skulle lave 20 film til 10 mio. dollars eller 50 film til 4 mio. dollars fremfor én film til 200 mio. dollars. Jeg kunne ikke være mere enig. Men aftenens mest velformulerede takketale kom fra vinderen fra ’20 Days in Mariupol’, som kom med et retorisk kunststykke hvert fald når man tænker over hvilke omstændigheder den blev leveret under.
6. TV2
Ja, du læste rigtigt, jeg vil nu komme med lidt ros til TV2. For efter at deres dækning ramte det foreløbige lavpunkt sidste år, hvor det var dissideret pinligt at se på, så tog de et gevaldigt skridt op i år. Godt nok får filmdækningen fortsat først plads efter at showet er gået i gang, hvilket er fuldstændigt absurd. Men da så filmdækningen gik i gang, så virkede det rent faktisk som om at man havde lavet noget research, og at man havde en plan for hvad der skulle snakkes om. Det er måske stadig rettet lidt for meget mod de folk som ligger og sover fremfor dem der holder sig vågne for at se det, men vi skal fejre de fremskridt der er. Dog med en opfordring til at holde studie-karaoke til et minimum næste år.
Det dårlige
1. Jimmy Kimmel
Selvom jeg har mange roser til showet, så var det her nok Kimmels dårligste præstation som Oscarvært. Hans åbning manglede bid og var ikke super sjov. Han formåede heller ikke at få de store grin i løbet af showet, men det gik da det blev holdt oppe af de gode presenters. Kimmel kan dog trøste sig med at han nok primært vil huskes i forbindelse med John Cena-sketchen, hvilket jo er positivt.
Kimmel er driftsikker og ukontroversiel, hvilket er det Oscar har haft brug for de seneste år. Men når nu selve showdelen har fundet en god form i år, så kunne det måske være en ide at hente en ny vært ind. Ikke et eller andet eksperiment, men en komiker som kan tilføje lidt nyt blod til Oscar, for Kimmel virker til at køre lidt i den samme rille.
2. Legendernes fravær
Overskriften oversælger det måske lidt, men det var lidt ærgerligt at hverken Miyazaki eller Wes Anderson var til stede til at modtage deres pris. Begge havde været stensikre mindeværdige Oscarøjeblikke. Jeg havde glædet mig meget til at se Miyazaki efter han heller ikke var til stede første gang han vandt. Og selvom jeg ikke er kæmpe Wes Anderson-fan, så vil jeg faktisk gerne være det, og kunne godt have tænkt mig at se ham holde en tale. Men sådan skulle det ikke blive. Mere er der egentlig ikke at sige om dette.
Skriv et svar