golden_globe

I dag kom de længe ventede Golden Globes nomineringer, og i går fik vi Critics Choice nomineringerne, så nu er vi kommet et lille skridt tættere på nogle afklaringer i forhold til Oscar….Men hov, vent nu lidt. En kritikersammenslutning og en forening for udenlandske journalister i Hollywood har vel intet overlap med akademiet i deres medlemsskare? Og nej, det har de ikke, og derfor skal man også passe på med at konkludere noget alt for entydigt ud fra netop disse to priser. Men der er dog nogle ting der gør de to prisuddelinger interessante i forhold til Oscar. Starter vi med Golden Globes, så er det traditionelt set den næststørste af prisuddelingerne og derfor bruger de forskellige studier masser af kampagnetid og –penge på at sikre nomineringer og statuetter ved denne uddeling. Så Golden Globes giver os et praj om hvem der har medvind i deres kampagne, og hvem der måske har stærkt buzz i Hollywood. For Critics Choice er tilfældet, at det er en ret stor gruppe af medlemmer der stemmer. Og selvom den ikke er i nærheden af samme størrelse som akademiet, så giver det alligevel nogle særlige dynamikker, når man ser større grupper frem for små kritikergrupper. Derudover, så er de fleste stemmeberettigede til Critics Choice bosat i og omkring Los Angeles, og ser dermed også de samme kampagner som akademiets medlemmer, og hører den samme sladder og buzz. Men ikke mindst, så taler statistikken sit tydelige sprog. Critics Choice er bare en vigtig nominering at have, hvis man vil sikre sig en Oscarnominering. I bedste film og de fire skuespilkategorier er det oftest kun én i hver Oscar-kategori som ikke har en Critics Choice nominering. Og kigger vi på hvem der vinder de to priser, er der også et rigtig stort overlap. Så der er noget om snakken.

Men hvad har de to nomineringer så lært os?

1. Netflix-maskinen er top tunet

Netflix blev kæmpe topscorer til Golden Globes med 17 nomineringer i film-kategorierne, og ligeså mange i tv-kategorierne. Med film som ’The Irishman’, ’Marriage Story’, ’The Two Popes’ og ’Dolemite is My Name’ har de tromlet ind på scenen. Traditionelt set er Golden Globes også mere venligt stemte overfor Netflix, end mange akademimedlemmer eksempelvis er, men med de film Netflix har i år, er de ret umulige at komme udenom. Og de lader til at have et godt greb om Hollywood. Det ses også ved Critics Choice, hvor Netflix fik hele 28 nomineringer samlet, til en uddeling hvor der er 23 film-kategorier.

2. Little Women viser svaghedstegn

På trods af hele ni Critics Choice nomineringer, så så det ikke godt ud for Greta Gerwigs film ved Golden Globe nomineringerne. Især må det siges at være et slag at der hverken blev plads i bedste film-, manuskript- eller instruktør-kategorierne. Et lille lyspunkt for filmen er at hovedrollen Saoirse Ronan fik en nominering. Oscar-mulighederne for Florence Pugh (kvindelige birolle) virker også en del mindre efter hun blev overhalet af Annette Bening (The Report) og Kathy Bates (Richard Jewell). Men omvendt, så elsker Golden Globes at nominere stjernerne, så løbet er ikke helt kørt fordi hun bliver overhalet af lidt stjernestøv til Golden Globes. Men mon ikke Pugh bider ekstra meget negle når SAG-nomineringerne offentliggøres på onsdag.

3. Dafoe og De Niro i problemer

Dette kan blive året hvor Willem Dafoe (The Lighthouse) endelig får sin Oscar, eller året hvor Robert De Niro (The Irishman) skriver sig ind i den eksklusive klub af tredobbelte Oscarvindere. De formåede også begge at score en nominering ved Critics Choice, men blev vejet og fundet for lette ved Golden Globes, på trods af deres forkærlighed for de store stjerner. Dette er naturligvis et lille slag for dem, og det ligner at de begge skal hive en SAG-nominering i land på onsdag, for stadig at kunne være seriøse kandidater til en Oscar-sejr.
Begge mandlige skuespilkategorier har dog rigtig mange gode bejlere til de fem pladser, så jeg tror at vi kommer til at se en masse rotation ved de forskellige prisuddelinger op til Oscar.

4. Fire pladser for bedste kvindelige hovedrolle virker sikre

Fra alt vi har set lige nu, så lader det til at der kun er én plads tilbage at slås om i denne kategori. Renée Zellweger (Judy), Scarlett Johansson (Marriage Story), Saoirse Ronan (Little Women) og Charlize Theron (Bombshell) virker alle som de sikre kort indtil videre, da de konsekvent har optrådt ved de hidtidige prisuddelinger og også har fået nomineringer fra både Critics Choice og Golden Globes. Det samme har dog både Awkwafina (The Farewell) og Cynthia Erivo (Harriet). Disse to har dog ikke været helt så stabile ved andre uddelinger, men det ligner de to der kæmper om den sidste plads i kategorien, og her bliver det ekstra spændende at se hvad SAG beslutter på onsdag.

5. Alt tvivl om Parasite lader til at være væk

Mange har været i tvivl om hvorvidt sydkoreanske ’Parasite’ virkelig ville kunne gå hele vejen og blive nomineret for, og måske endda vinde, bedste film. Med syv nomineringer fra Critics Choice og tre nomineringer fra Golden Globes virker det nu som om at den tvivl er gjort til skamme. De tre nomineringer fra Golden Globes er især ret flotte når man tænker på at udenlandske film ikke er kvalificeret i alle kategorier. Så noget tyder på at ’Parasite’ bliver den første sydkoreanske film, der bliver nomineret til en Oscar, nogensinde. Men den skal også op og vinde mere end bare bedste udenlandske film, hvis den skal gå helt til tops ved Oscaruddelingen.

 

Så dette var fem ting vi lærte af de seneste dages nomineringer, men allerede onsdag kommer SAG-nomineringerne, og så kan det hele blive vendt på hovedet igen. Award Season er for alvor i gang. Yes!

 


Ét svar til “5 ting vi lærte af Critics Choice og Golden Globes”

  1. […] har tidligere omtalt nogle af de ting vi lærte efter at have fået nomineringerne for både Golden Globes og Critics Choice, og nu er de vigtigste skuespilnomineringer kommet, nemlig dem fra skuespillernes eget forbund […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *