Nomineringerne er kommet, og selvom vi venter på at finde ud af hvem der bliver nomineret for tre af filmene i bedste film og en enkelt af dokumentarfilmene, så kan vi godt begynde at konkludere lidt. Men jeg vil nu starte med at tage et kig på de statistiske finurligheder ved de nominerede. Her er fem af dem.

1. Historisk år for kvindelige hovedroller

I år er alle fem nominerede for kvindelige hovedrolle med i en film, som er nomineret til bedste film. Det lyder jo ikke så underligt, men vi skal helt tilbage til 1978 for at finde sidste gang det skete. Og faktisk er det kun fjerde gang i hele Oscarhistorien at det er sket. Udover 1978, var det 1940 og 1941. Kigger vi på hele Oscarhistorien, er det også kun 38% af de nominerede for kvindelige hovedrolle, der er kommet fra bedste film nominerede film, mens det er 56% for mændenes vedkommende. For mændene skal vi dog alligevel tilbage til 2014 for at finde sidste gang alle nominerede også var med i bedste film-nominerede film. Men før det skal vi også her tilbage til 1967 for at finde det næste tilfælde. Samlet set er det kun sket 6 gange at alle nominerede også kæmpede om bedste film.

2. Filmene er (igen) historisk lange

Hvis man skal se alle ti nominerede til bedste film, skal man sætte længere tid af end man plejer. Sammenlagt varer de nemlig 1.489 minutter, eller 24 timer og 49 minutter. I gennemsnit bliver det 148,90 minutter pr. film, eller næste to en halv time. Det er det længste gennemsnit siden 1966, hvor hver af de fem nominerede film varede 152,80 minutter i gennemsnit. Dengang var den længste film ’Doctor Zhivago’ med en spilletid på 197 minutter. Eller med andre ord: 17 minutter kortere end ’The Brutalist’, som er årets længste film. De andre nominerede i 1966 var ’The Sound of Music’ (172 min.), ’Ship of Fools’ (149 min.), ‘Darling’ (128 min.) og ‘A Thousand Clowns’ (118 min.).

Ingen tvivl om at ‘The Brutalist’ trækker gennemsnittet op. Det er den længste nominerede siden ’Lawrence of Arabia’ i 1963. Den var 4 minutter længere end ’The Brutalist’. ’The Brutalist’ kommer også ind på pladsen som den fjerde længste nominerede nogensinde, kun overgået af ’Gone with the Wind’, ’The Ten Commandments’ og så selvfølgelig ’Lawrence of Arabia’. Det interessante er, at af de ni resterende film i top ti over længste nominerede, har fem af dem vundet bedste film. Så det tegner måske godt for ’The Brutalist’.

3. Kan bedste ”perfect record” blive forbedret

Vil man kunne blære sig lidt med sin Oscarviden, skal man kende navnet Mark Berger. Lydmanden som har været nomineret fire gange og vundet alle fire. Ingen anden i Oscarhistorien har så stor en ”perfect record”. Og da Mark Berger ikke er aktiv længere, ser det ikke ud til at han selv ødelægger eller forbedrer den. Men i år kan Paul Lambert tangere den rekord. Paul Lambert har været nomineret tre gange for visuelle effekter, og vundet alle tre for ’Blade Runner 2049’, ’First Man’ og ’Dune’. Nu er han nomineret for ’Dune: Part Two’, og vinder han her, så tangerer han Bergers rekord. Og Lambert er stadig ganske aktiv, så måske kan han endda udbygge den. Indtil han en dag taber, og så vil Berger have rekorden igen.

4. Nyt wonderkid i makeup?

Alle legender skal starte et sted, og deres navne finder sjældent vej til denne blog før de har bevist hvad de kan med 4-5 nomineringer. Men lad mig alligevel rette blikket mod makeup-artisten Mike Marino, som er nomineret for ’A Different Man’. Det er tredje gang indenfor de seneste fire år at han er nomineret, og fortsætter han med den frekvens bliver han hurtigt en af de største Oscarnavne indenfor makeup. Der er stadig et stykke vej til legendariske Rick Bakers 11 nomineringer, men man skal jo starte et sted.

5 . Diane Warren igen, igen, igen, igen….

Det er 16. gang sangskriver Diane Warren er nomineret, og hun har stadig ikke vundet. I år er hun nomineret for 8. år i træk, og af de otte film har kun én af dem været nomineret i andre kategorier end bedste sang. Faktisk er der kun fem af de 16 film hun har været nomineret for, der har været nomineret i andre kategorier. Hun bliver bare nomineret for alt. Grunden skal til dels findes i at hun er en rigtig god sangskriver, men også at hun er utrolig populær og vellidt blandt musikerne i akademiet. Hun fik en Æresoscar i 2023, men vi afventer fortsat hendes første sejr ved selve Oscarshowet.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *