Så er statistikkerne opdaterede, og der blev egentlig ikke sat de store individuelle rekorder. Mark Coulier vandt sin tredje Oscar for makeup, og klatrer dermed op blandt de fire mest vindende i kategorien. Dog har han stadig lidt vej op til Rick Baker, som har samlet syv statuetter op. Så blev Takashi Yamazaki den anden instruktør til at instruere sig selv til en visual effects Oscar. Men hvad vi manglede af personlige rekorder fik vi til gengæld i spændende spørgsmål, når vi dykker lidt ned i de andre tal. Så her kommer fire nedslagspunkter.

1. Guilds sender blandede signaler

Normalt er det jo en god ide at have meget stærkt øje på hvem de forskellige guilds vælger at belønne. Men der er også forskel på hvor stærke guilds er til at forudsige, og det fik vi syn for i år, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved nogle ting. Eksempelvis var det anden gang på tre år, at Oscarvinderen for makeup og hår ikke har vundet en eneste pris hos Makeup and Hair Stylists Guild (MHG). Det er de to eneste gange på 11 år, at det er sket. Så måske det ikke længere handler så meget om hvem der vinder MHG, men om man bliver nomineret. Det var også tredje gang på de seneste fem år, at Oscarvinderen for visuelle effekter kun havde én nominering hos Visual Effects Society (VES). Ingen af de tre år har Oscarvinderen vundet deres kategori ved VES. Men mon ikke der laves om på det til næste år med ’Dune 2’? Til gengæld ser SAG ensemble-kategorien ud til at være noget vi skal holde lidt mere øje med. Indtil videre har det været sådan, at det primært handlede om at være nomineret her, og så var det ikke så vigtigt om man vandt i forhold til at vinde bedste film. Men nu har fire af de seneste fem Oscarvindere også vundet SAG ensemble og i år markerer tredje år i træk at dette er sket. Så måske det nye akademi er tunet lidt mere ind på SAG når det kommer til bedste film og ensemble. Eller også har SAG rykket sig mere mod de store Award Season film.

2. Oscarfilms releasestrategi er måske forkert

Længe har det været sådan, at for at vinde en Oscar skulle man gerne have premiere på en stor festival, og gerne Toronto, Telluride eller Venedig, og så skulle filmen have amerikansk premiere i oktober eller november, men i hvert fald ikke tidligere. Dette er blevet bakket op af statistikkerne siden den udvidede æra startede i 2010. Men ’Oppenheimer’ er nu den første film uden en festivalvisning til at vinde bedste film i den udvidede æra, og lægger man så til at sidste års vinder ’Everything Everywhere All at Once’ havde premiere på SXSW, og altså ikke en af de traditionelle Oscarfestivaler, så er det måske på tide at gentænke den del af strategien. Samtidig så er det nu fjerde år i træk at vinderen af bedste film har premiere før oktober, og ’Oppenheimer’ bliver den første film med juli-premiere til at vinde i den udvidede æra. Det må give noget at tænke over for distributionsstrategerne, og måske betyder det at vi kan få Oscarfilm spredt lidt ud over året i de kommende år. Det kunne i hvert fald være fedt at det hele ikke blev pakket sammen på nogle få måneder.

3. Bedste-film-banden dominerede

De 10 nominerede til bedste film havde i år 71 nomineringer sammenlagt, og det er faktisk Oscarhistorisk rekord. Syv af filmene vandt en Oscar og det blev til 17 Oscars sammenlagt for de nominerede i bedste film. I den udvidede æra er det kun sket to gange før at 17 Oscars er gået til bedste film nominerede. Men det vil også sige, at fraregner vi kortfilmskategorierne, bedste animation og dokumentar, så var der kun én Oscar der gik til en film som ikke var nomineret for bedste film. Godt gået Godzilla!
De sidste tre år har bedste-film-banden stået for 13-14 Oscars, så der er ikke noget der tyder på at det er en tendens vi skal regne med fortsætter. Vi kommer nok tilbage omkring de tal til næste år igen.

4. Er 90’er tilstande på vej tilbage?

For andet år i træk så vi filmen med flest nomineringer løbe med både bedste film og bedste instruktør. Vi skal tilbage til 2010-2011 for at finde sidste gang det skete to år i træk. Men går vi længere tilbage var det væsentlig mere normalt. Fra 1983 til og med 2004 skete det kun to gange at filmen med flest nomineringer ikke vandt bedste film, og i samme periode var det kun fem gange at filmen ikke vandt for instruktion.
Det er godt nok sket 11 gange i de 15 år vi har haft den udvidede æra, at bedste instruktør er gået til filmen med flest nomineringer, men blot seks gange har den vundet bedste film.
Det er lidt tidligt at erklære at 90’er tilstandene er på vej tilbage, men det bliver da endnu mere spændende at se hvordan tingene udfolder sig næste år.