Foto: Netflix

Af og til kommer der en film man bare ikke kan komme udenom. En film der bare er alle steder. ’Barbie’, ’Frozen’ og ’Avatar’ er bare nogle eksempler. Disse film bliver en vigtig del af filmåret og dermed også af Oscaråret. I år kan vi ikke komme uden om det verdensomspændende fænomen som ’Kpop Demon Hunters’ er blevet. En film der er lige så stærk som film som den er som soundtrack, og den kan blive den femte film i historien som hiver tre nomineringer hjem for bedste sang.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg først blev opmærksom på filmen, da min 5-årige datter begyndte at se den på Netflix. Igen og igen og igen og igen… og igen. Hun begyndte at synge sangene, i hvert fald så godt en 5-årige kan synge sange på engelsk og koreansk. Til sidst gik det op for mig, at det var den der Kpop-film jeg havde set på listen over Oscarkandidater. Og så måtte jeg jo sætte mig ned og se den med hende, hvilket viste sig at være en overraskende positiv oplevelse. Ikke mindst på grund af et gedigent pop-soundtrack.
…og ja, jeg indser at jeg er kommet op i alderen når mine børn begynder at introducere mig til sange der ligger nummer et på hitlisterne. Men filmens popularitet sendte mig ned i et kaninhul af research, som jeg gerne vil dele med jer…. For det er jo lidt det hele denne blog handler om.

Så her kommer fire grunde til at ’Kpop Demon Hunters’ er et verdensomspændende fænomen, der ikke kan forbigås til Oscar. Især i kategorierne for bedste animation og bedste sang.

Mest sete Netflix-film nogensinde

Som de fleste ved er Netflix ret nærige med deres tal, hvilket jeg personligt ikke mener er et super sympatisk træk. Men de offentliggører dog seertal for deres films første 91 dage. Her er ’Kpop Demon Hunters’ set hele 325 millioner gange på verdensplan. Og selvom min egen datter nok står for ca. 1 million af dem, så efterlader det fortsat 324 mio visninger fordelt på resten af verden, hvilket er ganske imponerende. Især med tanke på at nummer to på listen (Red Notice) er set 231 gange i samme periode.

’Red Notice’ havde også rekorden for flest uger i Netflixs egen top ti. Den lå imponerende 14 uger i top ti, men i denne uge har ’Kpop Demon Hunters’ indtaget listen for 22. uge.

Filmen er også den første Netflix-film, som har indtaget førstepladsen på box-office-listen i den ellers begrænsede biografrelease den havde.

Rekord-soundtrack

https://youtube.com/watch?v=yebNIHKAC4A%3Fsi%3DDqlSYzxHdLEQx5ES

Filmens soundtrack er om muligt mere populært end filmen. Hele fire sange fra soundtracket lå i top 10 på Billboards Hot 100 på samme tid. Intet andet film-soundtrack har nogensinde gjort det. Rekorden har indtil videre været tre sange på samme tid. Og lige nu ligger der i alt fem sange fra soundtracket på Hot 100. Det er specielt imponerende med tanke på at der kun er 10 sange på soundtracket, og at filmen og soundtracket er fem måneder gammel.

På Spotify er Golden afspillet over 1 milliard gange. Det er mere en Michael Jacksons Thriller (800 mio), Queens We Are the Champions (860 mio), Beatles Yesterday (800 mio), men også mere end Let it Go fra ’Frozen’ (940 mio). Det kræver dog ca. 2,5 mia afspilninger for at komme ind i Spotifys all time top 100 og der er stadig lidt vej til Blinding Lights af The Weeknd (5,1 mia) som ligger nummmer 1 på all time listen. Men hvem ved hvor Golden ligger når vi når til Oscar i marts?

Fiktion bliver til virkelighed

Filmen centreres rundt om det fiktive band HUNTR/X, men grundet filmens popularitet, har castet fra filmen optrådt i forskellige sammenhænge som HUNTR/X, og nu er de første koncerter offentliggjort i USA. Og det er ikke den eneste del af filmens univers, der nu bliver til virkelighed. Netflix har lanceret et kæmpe udvalg af merchandise, ligesom flere koreanske firmaer har købt licens til at bruge figurerne på produkter og i markedsføring. Dette kan dog ikke komme som et kæmpe chok for nogen. Men samtidig er der mange koreanske sider der oplever større international efterspørgsel på traditionelle koreanske produkter.

Filmen giver Sydkorea turisme-boom

I Sydkorea regner officielle kilder med at filmens popularitet vil give Sydkorea en ekstraindtægt på turisme i omegnen af 20 milliarder kroner. Ligesom man allerede har set en kæmpe stigning i turisme siden filmen udkom, efterspørgslen på Kpop danseundervisning er steget 400% fra amerikanske turister og man har set en 84% stigning i såkaldte bathhouse tours (det giver mening hvis man har set filmen). De fleste af filmens locations er gengivelser af virkelige steder i Seoul. Flere hjemmesider har guides til hvor man kan opleve de locations hvor filmen foregår, heriblandt Seoul officielle turistside.


2 svar til “4 grunde til at ’Kpop Demon Hunters’ ikke kan forbigås til Oscar”

  1. […] med på longlisten. Filmen er blevet et fænomen, hvilket jeg også har skrevet et indlæg om. Klik her for at læse det. ’Arco’ missede PGA men har ellers været med alle steder. Jeg tror den kommer med, da en af de […]

  2. […] et indlæg om hvad der gør ’Kpop Demon Hunters’ og ’Golden’ til et kæmpe fænomen (læs det her), så det vil jeg ikke gå mere ned i, men en sang der er mere populær end Taylor Swift, den må […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *