Alt er faldet på plads og de fleste har efterhånden låst deres forudsigelser, men bare roligt, det skal vi nok få lavet om på. For de anonyme Oscarstemmer er stille og roligt tikket ind, og det kan altid skabe tvivl hos selv den sikreste Oscarforudsiger. Og lige netop i tre af kategorierne kan man da også øjne en overraskelse. De tre kategorier kommer vi til. Men først er det vigtigt at huske, at der måske samlet kommer mellem 10 og 20 anonyme stemmesedler på tværs af alle medier, og at nogle af dem godt kunne være fra samme medlem. Tager man i betragtning, at akademiet har næsten 10.000 medlemmer, så skal der lidt mere til før undersøgelsen bliver repræsentativ. Men her kommer de tre kategorier, hvor vi kunne få et chok.
1. Bedste mandlige birolle

Robert Downey Jr. (Oppenheimer) har tromlet henover alt modstand indtil videre, og han ligner en af aftenens sikreste kort. Men en hel del af de hemmelige akademimedlemmer nævner Ryan Gosling (Barbie) som deres favorit. Her fremhæves han som den mest mindeværdige og overraskende præstation, samt at han viser en stor udvikling i løbet af filmen, og at han både formår at vise følsomhed, usikkerhed, at han synger, danser og spiller komedie. En enkelt siger også, at vedkommende blev overbevist efter han/hun havde overværet en Q&A med Gosling. Det skal dog siges at næsten alle dem der ikke nævner Gosling, har Downey Jr. Som favorit.
2. Bedste sang
Vi bliver lige hos Ken lidt endnu. For det ser bestemt ud til, at Barbie-sangen ”What Was I Made For” kommer til at tage sejren, men en del hemmelige akademimedlemmer har nævnt den anden Barbie-sang ”I’m Just Ken” som den de stemte på. Nogle nævner at de simpelthen ikke kunne huske ”What Was I Made For” fra filmen, og at ”I’m Just Ken” var den mest mindeværdige, samt at de var vilde med det tilhørende dansenummer i filmen. Det er jo nogle ganske gode argumenter, så måske vi kan se en lille overraskelse her.
3. Bedste sminke og hår
’Maestro’ har været favoritten lige fra start, og er det nok stadig. Men flere anonyme akademimedlemmer har nævnt ’Poor Things’ som deres favorit. Og da nogle eksperter også er begyndt at have den som favorit, så kunne dette være den mest realistiske overraskelse af de tre. De anonyme medlemmer fremhæver primært sminken på Willem Dafoe som det der imponerede dem. En enkelt fremhæver også, at selvom ’Maestro’ var flot arbejde, så følte han/hun ikke at de kunne blive ved med at give prisen til ”old age prosthetics”.

Skriv et svar