Årets Oscaruddeling er kommet et par timer på afstand og jeg har næsten fået sovet lidt, så det er tid til at reflektere lidt over årets show. Egentlig ville jeg have startet med at skrive et indlæg om de rekorder og statistiker der blev brudt, men faktisk var det ikke så mange. Showet var back to basics, og det var akademiets valg også. Dog blev Michelle Yeoh den første asiatiske kvinde til at vinde for bedste hovedrolle, og blot den anden ikke-hvide til at vinde den kategori. Black Panther blev første filmserie til at vinde kostumekategorien to gange, og ’Everything Everywhere All at Once’ blev den første bedste film vinder siden udvidelsen af kategorien, til at vinde uden en visning på en af de store festivaler i Sundance, Berlin, Cannes, Venedig, Telluride eller Toronto. Ligeledes blev det også den bedste film vinder med den tidligste premieredato (marts) siden kategorien blev udvidet. Og hvis også en hel del år før det. 

Men i stedet for at strække det afsnit ud til et helt indlæg, så vil jeg hellere fokusere på tre gode og tre dårlige ting ved årets uddeling.

3 gode

Back to basics

Der er kun få uger til jeg runder 40, og måske er det derfor jeg er blevet lidt gammeldags og sentimental, men jeg kunne faktisk rigtig godt lide at showet gik tilbage til det show som jeg forelskede mig i engang. Et show der fokuserer på at hylde film, og ikke prøver alle mulige desperate greb for at nå nogle seere, som alligevel ikke gider at se med. Personligt var jeg helt vild med Jimmy Kimmels entré i faldskærm, som bragte minderne tilbage til Billy Crystals tid, hvor han altid formåede at lave en spektakulær entré. Ja, hans åbningsmonolog kunne have haft mere bid og han kunne have stukket lidt mere til Hollywood, men det var tydeligt at han var der for at styre skibet sikkert i land og undgå enhver form for stormvejr, og det formåede han. Så efter omstændighederne synes jeg det gik fint for ham. 
Jeg var også vild med at der var fokus på håndværket bag film. Både i introen og i præsentationerne, samt at vi fik lidt historiske film på skærmen ved introen til hver kategori. Det er dét der er det fede ved Oscar.
Naturligvis glæder vi os alle til ABC forhåbentlig slippet grebet om Oscar om fem år, så der kan laves ændringer til showet, som rent faktisk vil forbedre showet og oplevelsen. Men indtil da, så er det show vi så i nat en god formel at holde fast i.

Talerne

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=meivhM9ic_Q&w=560&h=315] 

En anden ting der hjalp til at gøre oplevelsen af showet større var at de første fem taler var rene Oscarmoments. Vi startede med Guillermo del Toro der var oppe og give en kort men stærk tale om at animation skal tages alvorligt. Herefter kom Ke Huy Quan, hvis tale levede fuldt op til de høje forventninger der var til den. Og det kan i øvrig anbefales at gå til akademiets YouTube-side og se hans og andres backstage-interviews. Så kom Jamie Lee Curtis med en tale der retorisk var Obama værdig, og hvis den tale ikke var skrevet og gennemøvet på forhånd, så forudsiger jeg nu at Jamie Lee Curtis bliver præsident hvis hun beslutter sig for det. Hvilket i øvrigt er et scenarie jeg kunne skrive et meget større indlæg om, men det bliver ikke i dag. Fjerde tale var fra kortfilmen ’An Irish Goodbye’, hvor hele salen endte med at synge fødselsdagssang for en af skuespillerne, der havde fødselsdag på Oscardagen. Om det var et godt eller dårligt Oscarmoment kan jeg ikke helt beslutte, men Oscarmoment det var det. Til sidst vandt ’Navalny’ bedste dokumentar, hvor Navalnys kone sluttede af med at tale direkte til hendes fængslede mand. Naturligvis holdt talerne ikke den kvalitet hele vejen igennem, men både The Daniels, Brendan Fraser og Michelle Yeoh leverede mindeværdige taler.

Vinderne

Godt nok var akademiets valg back to basics i form af at de langt henad vejen gik med de nominerede, som også havde klaret sig godt ved guilds og andre prisuddelinger. Men kigger vi på de enkelte film, så er det valg der peger fremad fremfor at kigge tilbage. Uanset om man kan lide den eller ej, så kan man ikke benægte at ’Everything Everywhere All at Once’ er en yderst original film, og at man med spænding og/eller nysgerrighed må afvente hvad de finder på næste gang. Deres film vandt ikke bare bedste film, men hele syv Oscars samlet, hvilket gør at The Daniels kommer i høj kurs og kan få lov at leje med langt større budgetter end hidtil. Og med den kreativitet de besidder, bliver det spændende at følge med i. Selvom alle fire skuespilvindere har en lang karriere bag sig, så er tre af dem i hvert fald en comeback-historie, der viser at man aldrig skal give op. Med Ke Huy Quan og Michelle Yeoh er der forhåbentlig åbnet en dør for asiatiske skuespillere i Hollywood. Og med Oscaren til Jamie Lee Curtis og ’Everything Everywhere All at Once’ i det hele taget, kan man også håbe at genrefilm fremadrettet vil tages mere seriøst af akademiet. At man også vælger at give ’All Quiet on the Western Front’ fire priser, og tildeler ’RRR’ en Oscar for bedste sang, viser at ikke-engelsksprogede film har en fremtid ved Oscaruddelingen. Og jeg håber inderligt at den udvikling fortsætter.

3 dårlige

TV2…igen, igen.

Jeg nævner det vist hvert år, men hvor ville jeg gerne være en flue på væggen til TV2s redaktionsmøder, for hvem fanden regner de med sidder og ser showet midt om natten til en mandag? Jeg aner intet om mode, men det er egentlig min opfattelse at deres modedækning af den røde løber er ret god, men jeg ville ønske der gik lige så meget energi ind i filmdækningen. I år tror jeg de satte rekord ved først at begynde filmdækningen 1 minut før showet skulle starte. En filmdækning der traditionen tro var behæftet med et utal af faktuelle fejl. Lavpunktet kom da man i studiet stillede sig selv spørgsmålet om hvorfor akademiet mon ikke havde nomineret ’Triangle of Sadness’ til bedste internationale film. Det kom der et langt, forvirrende, og rimelig forkert svar ud af. I næste pause fik de så rettet sig selv og sagt at grunden til at den ikke var nomineret var, at Sverige ikke havde valgt at indstille den. Det er naturligvis korrekt, men man skylder måske lige at sige at grunden til Sverige valgte ikke at indstille den er, at man ikke kan indstille engelsksprogede film til bedste internationale film. At spørgsmålet overhovedet stilles til at starte med, er tåkrummende pinligt. Jeg håber så inderligt at DR engang vil købe rettighederne igen, så vi kan få en seriøs Oscardækning på dansk tv.

In Memoriam

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=S32_MaCTins&w=560&h=315]

En af mine største kæpheste er og blive In Memoriam-segmentet. Jeg elsker ideen omkring det og hvordan det blev gjort engang, men den lange Powerpoint-præsentation af portrætter er ikke særligt rørende for andre end dem der kendte personerne personligt. Selv hårdkogte filmfans kender ikke halvdelen af de mennesker der optræder i sekvensen, men de kender de film de har lavet. Det er et super tiltag at få nogen til at spille live henover, men lad os få nogle levende billeder og nogle filmtitler som vi kan forholde os til. Se eksempelvis denne In Memoriam fra 2000 (herover), som jeg synes er langt mere rørende, fordi vi faktisk ser deres arbejde udfolde sig på skærmen.

Jeg er med på at film er et ungt medie, og derfor var der ikke lige så mange kendte der døde for 20-25 år siden. Men selvom der skal presses flere mennesker ind, så synes jeg alligevel at der må kunne findes en løsning, hvor man kan gøre det lidt mere relaterbart.

Kan man købe en kortfilmsoscar?

Vi havde en ret interessant situation i år, hvor en film i hver kortfilmskategori havde et langt større marketingbudget end de andre. Det var de to vindere ’The Elephant Whisperers’ fra Netflix (korte dokumentar) og ’The Boy, the Mole, the Fox and the Horse’ fra Apple+ (animerede kortfilm), samt ’Le Pupille’ fra Disney+ (live action kortfilm). Da to ud af tre vinder, kan man hurtigt stille spørgsmålet, om der måske skal kigges på måden man stemmer på i disse kategorier. Modsat tidligere tider, er der nemlig intet krav om at man skal kunne bevise at have set alle filmene i kortfilmskategorierne for at stemme. Og det åbner en dør for at dem med det største marketingbudget kan få flere til at se deres film og dermed til at stemme på dem uden at have set alle de andre nominerede. ’The Elephant Whisperers’ var der mange der kunne lide, så måske ville den have vundet alligevel. Den nærmeste konkurrent (Stranger at the Gate) havde trods alt Malala som producer og fortaler, så den fik også rigeligt opmærksomhed. Men blandt de forskellige Oscareksperter der rent faktisk har set alle kortfilmene, lader der til at være en bred enighed om at ’The Boy, the Mole, the Fox and the Horse’ er en forfærdelig film. Hvilket den bestemt også er. Historien er papirtynd og den taler ned til børn og man skal aldrig nogensinde sætte den på. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke på om de ekstra aggressive kampagner vi har set i kortfilmskategorierne, kan være en udvikling der fortsætter, og som ender med at give os vindere der er udvalgt af folk, som ikke har taget sig tiden til at se alle film og bedømme dem ligeligt. Jeg ved at det selvfølgelig også er tilfældet i stort set alle andre kategorier, men det der netop har skilt kortfilmene ud, er også at der har været en eller anden form for uskyld over de kategorier, fordi marketingbudgetter ikke har betydet noget. Men det har helt sikkert ændret sig nu. Spørgsmålet er bare hvordan det udvikler sig herfra.