
Som nogen måske allerede har opdaget, så fandt et meget interessant møde sted i Los Angeles tirsdag aften. Det amerikanske filmakademis bestyrelse (Board of Governors) mødtes for at diskutere formen på fremtidige Oscaruddelinger. Og her blev der vedtaget nogle meget interessante ændringer. De tre ændringer blev sendt ud til akademiets medlemmer, og du kan læse hele beskeden der blev sendt ud nederst i dette indlæg. De flestes umiddelbare reaktion, på i hvert fald to af disse ændringer, vil nok være negative, men i stedet for at fokusere på dette, så lad os se om ikke der også kan findes noget positivt ved dem.
Så lad os tage ændringerne én ad gangen.
1. Kortere show, og færre kategorier sendes live
Showet vil blive skåret med en halv time, så showet fra 2019 ”kun” vil vare tre timer. En af måderne man skal finde tiden på, vil være at ikke alle kategorier skal sendes live, men at vinderøjeblikkene stadig vil være en del af showet. Hvordan det præcis skal ske er svært at læse ud af akademiets besked, men det kunne være uddelinger i reklamepauserne. Om vi der ser showet på kanaler uden reklamepauser så får lov at se alle kategorier direkte må tiden vise.
Så lad os starte med det positive ved denne ændring. Selvom Oscaruddelingen for min skyld sagtens kunne runde fem timer, så vil det for almindelige mennesker gøre den langt mere spiselig at man skære en halv time af. Og den folkelige opbakning til Oscar er trods alt stadig vigtig. Hvis akademiet og ABC er kløgtige i den måde de strikker det sammen på kan det betyde at vi rigtige nørder ikke går glip af nogle kategorier. For selvom de ikke er en del af selve udsendelsen, er det vel ikke noget der siger at de ikke kan live-streames på akademiets hjemmeside. Omvendt er der også stor risiko for at man gentager den store fejltagelse det var, det år man uddelte nogle kategorier nede i salen. Og hvis man ikke sørger for at der er en måde at se uddelingen af disse kategorier live, så ødelægger det en del af spændingen. For i disse digitale tider er der ingen mulighed for at holde resultatet hemmeligt for alle Oscarnørderne.
Hvilke kategorier, eller hvor mange, der ikke vil blive vist live er endnu ikke afgjort, men et godt gæt kan lyde på de tre kortfilmskategorier og de to lydkategorier.
Men den endelige dom over disse ændringer kan først udstedes når vi kender detaljerne.
2. Ny kategori: Bedste populære film
Der er endnu ikke offentliggjort nogle kriterier for kategorien, men helt specifikt hedder kategorien ’Best Achievement in Popular Film’, så det kan jo dække over ret meget. Man må dog gå ud fra at det dækker over en kategori hvor man kan nominere alle de film som publikum kan lide. Med andre ord: Black Panther kategorien.
Hvis vi endnu engang skal starte med det positive, så er det jo fint at man også vil ære de bedste blockbustere. Og det at lave en film der sælger mange billetter er også en filmisk præstation. Desværre er fællesmængden mellem blockbustere og kunstnerisk kvalitet blevet mindre i de seneste årtier, hvilket nok også er en af grundene til at man ikke ser så mange blockbustere i bedste film kategorien. Akademiet har i mange år lavet tiltag for at få populære publikumshits med i bedste film kategorien, og denne nye kategori skal uden tvivl tolkes som at akademiet nu giver op og giver disse film deres egen kategori. Men meget afhænger af hvordan kriterierne bliver for denne kategori. Hvem afgører hvad der er en populær film? En ting der kunne gøre denne kategori interessant ville være hvis de nominerede skulle findes blandt top 10 eller top 20 på box office listen. Det ville være en måde at støtte biograferne på, en måde hvorpå publikum kunne have indflydelse, men stadig en måde hvor akademiet kunne beholde lidt integritet. Hvis vi vælger at sige at der skal findes fem nominerede blandt top 20, kunne nomineringer fra tidligere år se sådan ud:
2018
Dunkirk
Get Out
Logan
Wonder Woman
The Greatest Showman
2017
La La Land
HiddenFigures
Deadpool
Moana
Zootopia
2016
The Revenant
The Martian
Inside Out
Straight Outta Compton
Star Wars: The Force Awakens
Det vil uden tvivl være interessant at spekulere i sådan en kategori, men det vil ikke rigtigt afhjælpe problemet. For som man kan se i de tre ovenstående eksempler, så byder hvert år på to film, som alligevel er nomineret i bedste film. Og så ender denne kategori med at blive en trøstepræmie. Så hvordan akademiet vælger at stykke denne kategori sammen bliver meget spændende at se.
3. Oscar rykkes til starten af februar
Men bare rolig, dit kryds i kalenderen d. 24. Februar 2019 bliver der ikke rykket ved. Men fra 2020 flytter Oscar til d. 9. Februar. Personligt har jeg et stort problem med dette, da det gør at Oscaruddelingen ligger blot tre dage efter min søns fødselsdag, hvilket kan skabe en interessekonflikt, men også forvirring da han også hedder Oscar. Og hvad er så den rigtige Oscaruddeling? Men for alle andre vil det nok ikke gøre den store forskel. Det akademiet vil opnå er, at få flyttet Oscar frem foran nogle af de enormt mange andre prisuddelinger der ligger i Award Season. For den almindelige seer er det nok en god ting, da man dermed ikke har den samme træthed af prisuddelinger. Men for Oscarnørder vil det være ærgerligt hvis vi ikke har de andre prisuddelinger i Award Season at læne os op af. Spørgsmålet er dog om akademiets operation overhovedet vil lykkedes. De sidste par gange Oscar er blevet rykket, er alle andre prisuddelinger rykket med. Så måske vi ender med en december og januar med en prisuddeling om dagen. Det er lige før i hvert i fald. I Danmark vil det formodentligt også betyde at vi får endnu sværere ved at nå at se alle de nominerede film, da endnu flere nok først vil have premiere efter uddelingen. Det kan selvfølgelig ændre sig hvis flere distributører tør at sende Oscarfilmene ud i det sene efterår, hvor de også har premiere i USA. Ellers er vi afhængige af at der bliver sat en masse forpremierer op. Forholdene i Danmark har nok ikke haft så stor indflydelse på akademiets valg, så det må vi nok tilgive dem.
Konklusion
Alt i alt tror jeg at vi skal passe på med at male fanden på væggen, men når det så er sagt er der tale om de mest banebrydende ændringer i Oscaruddelingen i årtier, så selvfølgelig er ændringer skræmmende i et show der lever af nostalgi og traditioner. Men omvendt var alle traditioner nye på et tidspunkt, så måske ender bedste populære film kategorien som en af de helt store kategorier. Men det ved vi ikke endnu, og om ændringerne hitter eller flopper må tiden vise. Jeg vælger dog at se det som en interessant udvikling. Og ærligt talt, de dårlige tiltag ved Oscarshowet ser vi tilbage på og griner af, så vi får som minimum noget vi kan grine af om et par år.
Når det så er sagt, så tror jeg ikke at disse ændringer vil give Oscarshowet flere seere. Men jeg vælger at se konstruktivt på det og komme med forslag til hvad der måske skal til for at opnå målet om flere seere. Disse forslag kan læses her.
Og her, som lovet, den originale besked til medlemmerne
Dear Member,
Last night, the Board of Governors met to elect new board officers, and discuss and approve significant changes to the Oscars telecast.
The Board of Governors, staff, Academy members, and various working groups spent the last several months discussing improvements to the show.
Tonight, the Board approved three key changes:
- A three-hour Oscars telecast
We are committed to producing an entertaining show in three hours, delivering a more accessible Oscars for our viewers worldwide.
To honor all 24 award categories, we will present select categories live, in the Dolby Theatre, during commercial breaks (categories to be determined). The winning moments will then be edited and aired later in the broadcast.
- New award category
We will create a new category for outstanding achievement in popular film. Eligibility requirements and other key details will be forthcoming.
- Earlier airdate for 92nd Oscars
The date of the 92nd Oscars telecast will move to Sunday, February 9, 2020, from the previously announced February 23. The date change will not affect awards eligibility dates or the voting process.
The 91st Oscars telecast remains as announced on Sunday, February 24, 2019.
We have heard from many of you about improvements needed to keep the Oscars and our Academy relevant in a changing world. The Board of Governors took this charge seriously.
We are excited about these steps, and look forward to sharing more details with you.
John Bailey and Dawn Hudson

Skriv et svar