Biograferne er lukkede og vi kæmper alle med flere og flere restriktioner. Personligt stresser jeg lidt over alle de potentielle Oscarfilm jeg skal nå at se når biograferne engang åbner igen. Men det er der jo i virkeligheden ingen grund til, når man kan stresse over alle de Oscarfilm, som man allerede nu kan se på diverse streamingtjenester. Normalt ville jeg lave en premierekalender, men det giver ikke mening før vi biograferne åbner igen, så her kommer en oversigt over hvad du kan streame lige nu, som kan have mulighed for at dukke op til Oscaruddelingen.

Mank

https://youtube.com/watch?v=qDFI6EbEF8c

David Finchers sort hvide kærlighedserklæring til Citizen Kane ses som favorit i mange kategorier og er en af de film man helt sikkert skal have set inden uddelingen.

Mulige nomineringer: Bedste film, Instruktør, Mandlige hovedrolle (Gary Oldman), Kvindelige birolle (Amanda Seyfried), Mandlige birolle (Charles Dance og/eller Tom Pelphrey), Originale manuskript, Fotograf, Kostumer, Scenografi, Klip, Lyd, Make up og hår, Score.

Forventet antal nomineringer: 9-11

Mank kan ses på Netflix

Ma Rainey’s Black Bottom

Filmatisering af et skuespil om en gruppe musikeres uoverensstemmelser under en divas pladeindspilning i 1920’ernes Chicago. Personligt forstår jeg ikke helt hypen om denne film, men den ser ud til at klare sig rigtig godt i Award Season.

Mulige nomineringer: Bedste film, Instruktør, Kvindelige hovedrolle (Viola Davis), Mandlige hovedrolle (Chadwick Boseman), Adapterede manuskript, Fotograf, Kostumer, Klip, Scenografi, Lyd, Make up og hår, Score.

Forventet antal nomineringer: 6-9

Ma Rainey’s Black Bottom kan ses på Netflix

The Trial of the Chicago 7

Aaron Sorkins anden film som instruktør er et solidt retssalsdrama der både vækker indignation og latter. Den fortæller den sande historie om syv demonstranter der blev tiltalt for optøjer ved det demokratiske konvent i 1968.

Mulige nomineringer: Bedste film, Instruktør, Mandlige birolle (Sacha Baron Cohen og/eller Mark Rylance), Originale manuskript, Kostumer, Klip, Scenografi, Make up og hår, Score.

Forventet antal nomineringer: 5-7

The Trial of the Chicago 7 kan ses på Netflix

Da 5 Bloods

Spike Lees film om en gruppe Vietnam-veteraner, der må tage tilbage til Vietnam mange år efter for at finde ud af hvad der skete med deres kammerat.

Mulige nomineringer: Bedste film, Instruktør, Mandlige hovedrolle (Delroy Lindo), Mandlige birolle (Chadwick Boseman), Originale manuskript, Fotograf, Klip, Score.

Forventet antal nomineringer: 3-5

Da 5 Bloods kan ses på Netflix

Tenet

Christopher Nolans store sommer blockbuster nåede at ramme biograflærrederne mens det var muligt. Jeg har faktisk ikke fået den set endnu, så jeg tør ikke sige andet end at Nolan leger med begrebet tid.

Mulige nomineringer: Fotograf, Klip, Scenografi, Lyd, Score, Visuelle effekter.

Forventet antal nomineringer: 2-4

Tenet kan blandt andet ses på Blockbuster og de fleste andre køb og leje platforme

The Prom

En musical der helt sikkert ville have sparket røv i biografen, men selv hjemme i stuen er det en fornøjelig omgang camp. Forvent ikke stor kunst, men musicalfans vil ikke blive skuffede. Indtil videre er det en af mine favoritter i år. Men jeg indrømmer at den nok må placeres i kategorien for guilty pleasures.

Mulige nomineringer: Bedste film, Kvindelige hovedrolle (Meryl Streep), Mandlige hovedrolle (James Corden), Kostumer, Klip, Scenografi, Lyd, Make up og hår, Sang.

Forventet antal nomineringer: 1-4

The Prom kan ses på Netflix

Soul

Den nyeste film fra Pixar fik stor omtale, da den blev trukket fra biograferne og udkom eksklusivt på Disney+. Filmen handler om en musiker der har mistet sin lidenskab for musikken. Han transporteres ud af sin krop og må nu (med hjælp fra en venlig sjæl) finde tilbage til sin krop.

Mulige nomineringer: Bedste film, Animerede film, Originale manuskript, Lyd, Score, Sang.

Forventet antal nomineringer: 1-3

Soul kan ses på Disney+

On the Rocks

Sofia Coppola instruerer denne far og datter fortælling der rammer nogle af de samme tangenter som ’Lost in Translation’.

Mulige nomineringer: Kvindelige hovedrolle (Rashida Jones), Mandlige birolle (Bill Murray), Originale manuskript.

Forventet antal nomineringer: 1-2

On the Rocks kan ses på Apple TV+

Emma

Baseret på Jane Austen romanen af samme navn. Når bare man så meget som tænker på Jane Austen, så hopper alle kostumedesignerne op af stolen. Så tænk mest i de såkaldt tekniske kategorier.

Mulige nomineringer: Kostumer, Scenografi, Makeup og hår, Score.

Forventet antal nomineringer: 1-2

Emma kan blandt andet ses på Blockbuster og de fleste andre køb og leje platforme

I’m Thinking of Ending Things

Altid vidunderligt underlige Charlie Kaufman har frembragt en fortælling om en ung kvinde der bliver tvunget til at gå sit forhold til kæresten efter i sømmene.

Mulige nomineringer: Adapterede manuskript, Fotograf, Score.

Forventet antal nomineringer: 1

I’m Thinking of Ending Things kan ses på Netflix

Pieces of a Woman

Det lyder måske ikke super opløftende at se en film om en kvinde der prøver at komme sig over en tragisk hjemmefødsel der er gået galt. Men efter sigende skulle denne film være ret stærk. Især skuespillet er blevet fremhævet.

Mulige nomineringer: Kvindelige hovedrolle (Vanessa Kirby), Kvindelige birolle (Ellen Burstyn).

Forventet antal nomineringer: 1

Pieces of a Woman kan ses på Netflix fra 7. Januar

Druk

Thomas Vinterbergs danske Oscarbud er ikke alene favorit til at blive nomineret til bedste internationale film, den er også favorit til at vinde. Den har fået så meget omtale at jeg ikke vil beskrive den yderligere.

Mulige nomineringer: Bedste internationale film, Mandlige hovedrolle (Mads Mikkelsen)

Forventet antal nomineringer: 1

Druk kan blandt andet ses på Grand Hjemmebio og de fleste andre køb og leje platforme

The Midnight Sky

George Clooney er tilbage som instruktør i en post apokalyptisk film om en ensom videnskabsmand i Arktis der forsøger at få kontakt til en gruppe astronauter og advare dem om en global katastrofe.

Mulige nomineringer: Bedste mandlige hovedrolle (George Clooney), Klip, Scenografi, Lyd, Score.

Forventet antal nomineringer: 0-2

The Midnight Sky kan ses på Netflix

Mulan

Endnu et live action remake af en Disney-klassiker. ‘Mulan’ nåede at have indtil flere premieredatoer, før den endte med at komme direkte på Disney+ i de fleste lande.

Mulige nomineringer: Kostumer, Scenografi, Lyd, Makeup og hår, Sang, Visuelle effekter.

Forventet antal nomineringer: 0-2

Mulan kan ses på Disney+

Hilbilly Elegy

Ron Howard instruerer dette portræt af det amerikanske midvest. Fortalt gennem en ung jurastuderende der tvinges til at vende hjem til sin hjemby i Ohio.

Mulige nomineringer: Kvindelige hovedrolle (Amy Adams), Kvindelige birolle (Glenn Close), Makeup og hår.

Forventet antal nomineringer: 0-1

Hillbilly Elegy kan ses på Netflix

Borat Subsequent Moviefilm

Den fiktive kazakhstanske journalist Borat vender tilbage til USA, og denne gang har han sin datter med. Forvent mere af det samme som den første Borat-film.

Mulige nomineringer: Mandlige hovedrolle (Sacha Baron Cohen), Kvindelige birolle (Maria Bakalova), Adapterede manuskript.

Forventet antal nomineringer: 0-1

Borat Subsequent Moviefilm kan ses på Amazon Prime