I år ser vi Kobe Bryant nomineret i bedste animerede kortfilm for sin film ’Dear Basketball’. Bryant kan, så vidt jeg ved, blive den første olympiske guldvinder der vinder en Oscar, men lad os nu se om det sker. Ligeledes har mange nok også kigget en ekstra gang da de fandt ud af at Martin McDonagh allerede har en Oscar, som han vandt for sin kortfilm ’Six Shooter’ i 2006. Men de er langt fra de eneste kendte mennesker, som har vundet eller været nomineret i en kortfilmskategori. Selvfølgelig var alle de kendte, ikke kendte da de var nomineret i kortfilmskategorierne, men det er de blevet. Og hvem ved, måske er der nogle af årets nominerede som vil optræde på lignende lister i fremtiden. Men her er i hvert fald 11 personer som du måske ikke vidste havde en kortfilmsnominering på CV’et.
1. Jeff Goldblum

Goldblum har spillet med i utallige ikoniske film, men i 1996 fik han også en Oscarnominering på CV’et. Det skete med kortfilmen ’Little Surprises’ som til dato er den eneste film som Goldblum har instrueret.
2. Saul Bass
[vimeo 22113008 w=640 h=480]
Saul Bass er bedst kendt som en legendarisk designer af titelsekvenser. Man kender ham især for hans arbejde med Hitchcock på blandt andet ’Psycho’, ’North by Northwest’ og ’Vertigo’. Men Bass har også instrueret seks kortfilm, hvoraf tre af dem har været Oscarnominerede. Det drejer sig om de to live action kortfilm ’The Solar Film’ (nomineret i 1980), ’Notes on the Popular Arts’ (nomineret i 1978) og den korte dokumentarfilm ’Why Man Creates’ som han vandt en Oscar for i 1969. Den Oscarvindende film kan ses i videoen herover.
3. Andrea Arnold
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=5VEwcAAJ-LE&w=560&h=315]
Andrea Arnold er bedst kendt for spillefilmene ’Fish Tank’ og ’American Honey’ og er lige nu i gang med at instruere anden sæson af HBOs hitserie ’Big Little Lies’. Men allerede i 2005 fik hun en Oscar for kortfilmen ’Wasp’. En Oscar som i øvrigt blev overrakt af Jeremy Irons (Fun fact).
Filmen kan ses i videoen herover.
4. Terry George
Terry George er bedst kendt som manuskriptforfatter på ’Hotel Rwanda’ og ’In the Name of the Father’ som han også modtog Oscarnomineringer for. Men hans eneste Oscar har han fået for kortfilmen ’The Shore’ i 2012. Filmen er i øvrigt produceret af Georges datter Oorlagh George.
Filmen kan ses på Vimeo.
5. Jim Henson
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=oDwCwMIRJlI&w=560&h=315]
Jim Henson er bedst kendt som skaberen af The Muppets, men ironisk nok havde hans eneste Oscarnominering intet med The Muppets at gøre. Den fik han for kortfilmen ’Time Piece’ i 1966, 10 år før ’The Muppet Show’ overhovedet var at se på tv. Filmen kan ikke findes i sin helhed, men klippet herover viser, at det nok er en lidt speciel oplevelse man indlader sig på.
6. Peter Sellers

Peter Sellers var Oscarnomineret for ’Dr. Strangelove’ (1965) og ’Being There’ (1980), men hans første Oscarnominering kom allerede i 1960 for kortfilmen ’The Running Jumping & Standing Still Film’. Filmen er sammensat af en masse slapsticksekvenser som man vidst skal være meget stor Peter Sellers fan for at være rigtig underholdt af.
Filmen kan ses her.
7. Peter Capaldi

Capaldi er bedre kendt som The Doctor i ’Doctor Who’, eller som spindoktoren Malcolm Tucker med det meget farverige sprogbrug i min absolutte yndlingsserie ’The Thick of It’. Men han er også instruktør med fire credits på CV’et. En af disse er kortfilmen ’Franz Kafka’s It’s a Wonderful Life’ som i 1995 blev belønnet med en Oscar. Det var i øvrigt en af blot seks gange at man har haft et uafgjort resultat, men det tror jeg ikke The Doctor havde noget imod. Den anden vinderfilm hed i øvrigt ’Trevor’.
’Franz Kafka’s It’s a Wonderful Life’ kan ses her, og så er det i øvrigt altid sjovt at se hvordan en presenter reagerer når der står uafgjort på sedlen. Her kan ses hvordan Tim Allen håndterede det.
8. Taylor Hackford
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=iVR827pnGSs&w=560&h=315]
Taylor Hackford er bedst kendt for at have instrueret ’An Officer and a Gentleman’ og ’Ray’ som han også blev Oscarnomineret for i 2005. Han vandt ikke for ’Ray’, men det gjorde han for kortfilmen ’Teenage Father’ i 1979. Filmen kan ikke findes, men i klippet herover kan man se Taylor Hackfords takketale. Man skal bare lige om på den anden side af bedste animerede kortfilm fra det år.
9. Kenneth Branagh

Kenneth Branagh har faktisk opnået noget ret unikt, da han har fem Oscarnomineringer i fem forskellige kategorier. Hvor mange der har opnået det ved jeg ikke, men det er lidt specielt. En af kategorierne er bedste kortfilm, hvor han modtog en nominering i 1993 for filmen ’Swan Song’ med blandt andre John Gielgud på rollelisten.
10. John Astin

Hvis du er fan af komediefilm har du helt sikkert set John Astin før, selvom du ikke kan genkende navnet. Han spillede blandt andet Gomez Adams i den oprindelige tv-serie om The Adams Family og har haft et hav af mindre og større biroller. Men han har også virket som instruktør, blandt andet på kortfilmen ’Prelude’ som han blev nomineret for i 1969.
Filmen kan ikke findes, men hvis du har brug for lige at være helt sikker på hvor du kender ham fra, så slå et smut forbi hans imdb-side.
11. Sean Astin

Han er ikke i familie med nr. 10 på listen, men hobitten Sam fik ingen Oscarnominering for ’The Lord of the Rings’ trilogien, men det kunne også være lige meget, for han havde en i forvejen. I 1995 blev han nomineret for kortfilmen ’Kangaroo Court’, en nominering som han i øvrigt delte med sin kone Christine Astin, der fungerede som producer på filmen. Det er i øvrigt den ene ud af to imdb-credits som hun har. Det må man sige er en ret god statistik for hende.

Skriv et svar